Som bekendt betegner Søren Kierkegaard sig selv som en religiøs digter, der ikke skriver for publikum, men for »hiin Enkelte, hvem jeg med Glæde og Taknemmelighed kalder min Læser«.
    Hvem er denne læser - hin enkelte? Biografer ynder at søge hende som yngste datter i justitsråd Olsens hjem i Nybørsgade og siden som hustru hos guvernør Schlegel på de dansk-vestindiske øer. Andre er mere blufærdige og lader Regine forblive Sørens fordums forlovede, men heller ikke mere. Hvis vi i stedet søger hin enkelte inden for Danmarks egentlige grænser, kunne vi starte med at udelukke alle vantro såvel som jøder og muslimer - for »vi ere jo alle Christne«! Sådan da ...

Efter folketællingen den 1. februar 1840 opgør den såkaldte tabelkommission antallet af »fremmede Religionsbekiendere«: 5.625 blandt kongerigets 1.283.027 sjæle bekender sig til en anden tro end den evangelisk-lutherske. De fremmede udgør ikke engang en halv procent af folkemængden. Og så er de endda ikke synderligt fremmede, for de tæller - foruden 3.839 jøder - 865 katolikker, 915 reformerte, 3 anglikanere, 1 mennonit og 1 græsk-ortodoks. Jøderne havde trods pogromer og ringeagt været tålt i kongeriget i flere århundreder, så det ér vitterligt så som så med det fremmede element. Men nej! Vi er ikke alle kristne, og ikke alle, der ikke er kristne, er jøder. Der bliver én tilbage, når man trækker jøderne fra de kristne, og tabelkommissionen har fundet hin enkelte: »Muhamedaner...... 1«. 
    Er det ikke en interessant tanke, at Kierkegaards privilegerede læser - hin enkelte - kunne være en muslim? Måtte Kierkegaard ikke glæde sig over at finde en enkelt person, der måtte lytte og læse på egen hånd, uden en menigheds snærende bånd og alene i sit evige ansvar over for Allah? Og er det ikke pikant at forestille sig den magre magister spankulere rundt i Kongens København arm i arm og ivrigt disputerende med en muslim? Jo, det kunne lade sig gøre, for tabelkommissionen oplyser også, at det var en mand, og at han boede i København. Hvor længe hin enkelte muslim har boet dér lader sig ikke umiddelbart afgøre: Ved den foregående folketælling den 18. februar 1834 - den første siden 1801 - interesserede tabelkommissionen sig ikke for trosbekendelser, og ved de følgende i 1845 og 1850 fandtes ingen »Muhamedaner«.

Sé, går man Kierkegaards journaloptegnelser efter, viser det sig vitterligt, at han har interesseret sig for islam og især for den principielle forskel mellem islam og kristendom, mellem Muhamed og Jesus. Allerede den 5. november 1834 er den 21-årige stud.theol. optaget af denne forskel, som for ham tydeliggør kristendommens særlige status som eksistensmeddelelse: »En muhamedansk Dogmatik vilde blive en Udvikling af Muhameds Lære; men en christelig Dogmatik er en Udvikling af Chr. Virksomhed.«
    Tænk, allerede i 1834 har Kierkegaard opstillet det afgørende princip for al sin senere kritik - ikke af islam, men af kirkens forkyndelse af kristendommen! For præsterne forvansker evangeliet, når de alene præsenterer det som en lære om frelse, mens de frem for alt burde forkynde Jesus som frelseren - og som det næstekærlige forbillede for den troende. Men hvor har Kierkegaard sin viden om islam fra? Da vel ikke fra et gadebekendtskab!
    En lille måned senere, den 2. december 1834, har Kierkegaard igen været ude at spadsere med sin muslimske ven. Trods hans tro vil Kierkegaard ikke ekskludere ham fra den kristne frelse: Hvis kristendommen fordømte muslimer og andre ikke-kristne, ville den blive »stillet paa lige Trin med Muhameds Lære etc., hvor jo aabenbart ogsaa Hedningerne dvs. de, som ikke kjendte denne Lære, blive udelukkede fra den Salighed, som Muhamed vil skaffe Msk.« Guds ord åbenbares ganske vist på et bestemt sted i verden og til en vis tid i historien, men en sådan tilfældighed begrænser ikke Guds ubegribelige og altomfattende nåde. Det lærer Koranen i øvrigt heller ikke, for »Allah tilgiver, hvem han vil« (2. sura, v. 285).

Endnu har Kierkegaard næppe gjort noget nøjere studium af Koranen. Men han interesserer sig for, hvorledes den åbenbares for Muhamed. Den 3. juni 1837 sammenligner han Muhamed med profeterne i Israel og Kristus i Evangelierne, og han skriver bl.a. om Muhameds åbenbaring, at den er »det Guddommelige der ikke er bleven msklig (Incarnation)«.
    Men om Guds ord end åbenbares på den ene eller den anden måde, så kan ordet hverken forstås rationelt eller ideelt, men må tros i lidenskab. Som lidenskab betragtet er troen derfor den samme for jøder, kristne og muslimer. Lad os derfor antage, at Kierkegaard og hin enkelte muslim i København har diskuteret troens væsen. Kierkegaard har i mellemtiden købt Ullmanns tyske oversættelse af Koranen (Crefeld 1840). Og således har muslimen kunnet henvise den kristne digter til 3. sura, v. 68-69, hvor troens fader, Abraham, viser sig som deres fælles helt: »Abraham var ikke jøde, ej heller kristen, men han var gudhengiven og havde underkastet sig Gud alene, og han var ikke en af afgudsdyrkerne. Sandelig! de, som står Abraham nærmest, er dem, der fulgte ham, og denne Profet og de troende, og Allah er de troendes Ven.«
    Dem, der fulgte ham! Hvad ville det nu sige? Skulle den troende da gøre som Abraham: ofre sin søn? Den tanke kunne jo gøre en søvnløs. Her var i sandhed et kors for forstanden, som det var værd at skrive en prædiken eller en hel bog om. Så da Kierkegaard i 1840-41 gik på pastoralseminariet, begyndte han at nedfælde sine tanker om Abrahams prøvelse, sådan som den beskrives i 1. Mosebogs kap. 22, v. 1-19.
    »Vi vide nu alle Udfaldet paa Historien«, skriver Kierkegaard. »Det overrasker os maaskee ikke mere, fordi vi kjende det fra vor tidligste Barndom, men da ligger Feilen i Sandhed ikke i Historien, men i os, fordi vi ere for lunkne til ret at føle med Abraham at lide med ham.« Både i Gamle Testamente og i Koranen er historien ganske kort og ligetil, men hvor mange læser den med sand frygt for den prøvelse, Abraham udsættes for - dvs. med sand gudsfrygt?

Kierkegaard bestod pastoralseminariet, men blev digter og ikke præst. Derfor blev det ikke til en prædiken i kirken, men i 1843 til en bog om Abrahams prøvelse og troens væsen: Frygt og Bæven. Og under arbejdet med manuskriptet har Kierkegaard vitterligt søgt inspiration i Koranen, fremgår det af en journaloptegnelse: »Lad os antage (hvad hverken det gl. T. ell. Koranen melder om) at Isaak vidste, at det var Hensigten af den Reise han med sin Fader skulde foretage til Moriabjerget, at han skulde offres - hvis der nu levede en Digter i min Samtid, han vilde kunne fortælle, hvad disse tvende Mænd talte sammen om paa Veien.«

Når man nu læser Frygt og Bæven, får man næsten indtryk af, at digteren havde været med hele vejen - så dramatisk indlevende er hans stemningsbeskrivelse: »Man lovpriser Guds Naade, at han skjænkede ham Isaak igjen, det Hele var kun en Prøvelse. En Prøvelse, dette Ord kan sige Meget og Lidet, og dog er det Hele saa hurtigt forbi, som det er sagt. Man bestiger en bevinget Hest, i samme Nu er man paa Morijabjerget, i samme Nu seer man Væderen; man glemmer, at Abraham kun reed paa et Æsel, der gaaer langsomt hen ad Veien, at han havde tre Dages Reise, at han behøvede nogen Tid for at kløve Brændet, binde Isaak, og for at hvæsse Kniven.«
    Men læser man også Koranen, går det op for en, at han ikke har læst den fra ende til anden. Han har formentlig og forgæves søgt i 14. sura, som bærer titlen »Abraham«. I stedet skulle han have læst 37. sura, v. 103-110, for her findes beretningen om ofringen af Ismael (der i Koranen har Isaks rolle): Som i Gamle Testamente modtager Abraham Guds bud, men gør desuden Ismael til sin medvider. Og Ismael svarer: »Oh! min fader, gør som du er blevet befalet; du vil - om Allah vil - finde, at jeg er en af de udholdende«. Herefter er historierne igen parallelle, og også Koranen beroliger sin uprøvede læser med, at det hele blot var en prøvelse - og blot Abrahams prøvelse.
    Men for Kierkegaard er det afgørende, at denne prøvelse er paradigmatisk. Enhver må prøve sig selv ved at leve sig ind i Abrahams historie. Og når ens egen tro således vejes og findes for let, ydmyger man sig under Abrahams ufattelige vilje til at ofre sin elskede søn: »Troen er den høieste Lidenskab i et Menneske«, skriver Kierkegaard i epilogen til Frygt og Bæven. »Der er maaskee i enhver Slægt Mange, der end ikke komme til den, men Ingen kommer videre. Om der ogsaa i vor Tid er Mange, der ikke opdage den, afgjør jeg ikke; jeg tør kun beraabe mig paa mig selv, der ikke dølger, at det har lange Udsigter med ham, uden at han dog derfor ønsker at bedrage sig selv eller det Store ved at gjøre dette til en Ubetydelighed, til en Børnesygdom, man saa snart som muligt maa ønske overstaaet.«
    Hin enkelte muslim anno 1840 har sikkert forstået dette.

Men måske var opgaven for anstrengende i København - eller måske var den snarere for let i Danmark, hvor alle ifølge tabelkommissionen var troende: 1.279.187 kristne, 3.839 jøder og 1 muslim. I hvert fald har Kierkegaards muslimske ven forladt byen og kongeriget, da kommissionen igen er ude at tælle den 1. februar 1845. Samme år skriver Kierkegaard Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, hvori han sætter sig for at gøre op med den letsindige påstand om, at vi alle sådan uden videre per konfession er kristne. Han forestiller sig et menneske, der bekymret overvejer, om han nu også er kristen. Hans kone bryder sig imidlertid ikke om denne utidige bekymring: »lille Mand, hvor kan Du nu faae saadanne Indfald; skulde Du ikke være en Christen? Du er jo Dansk; staaer der ikke i Geographien, at den luthersk-christelige Religion er den herskende i Danmark? For en Jøde er Du da ikke, en Mahomedaner heller ikke, hvad skulde Du vel saa være?«

Fred være over Abraham!