Islam i europæisk litteratur:

A.C. JOHNSEN

Kulturhistoriker (1883-1949)

I bogen Arabiske antegnelser fra 1946, hvori A.C. Johnsen - med et glimt i øjet - stiller Østens og Vestens kulturer og mennesker over for hinanden, giver han en - fristes man næsten til at sige - højaktuel beskrivelse af "europæere i det nære Østen":

"Europæernes (og amerikanernes) forhold over for det arabiske i det nære Østen er bemærkelsesværdigt. Man kunne vente, at de vel opdragne og i egne tanker meget kløgtige vesterlændinge, stillet over for disse landes og disse folks problemer, ville søge at anskue dem, som de er, uden fordomme og illusioner. Noget sådant falder dem sjældent ind. Vesterlændinge i Østerland bringer fordommene med hjemmefra og illusionerne får så temmelig frit spil. Vesterlændingene kommer til Østen med en fast overbevisning om, hvad der er østerlandsk i Østerland og helligt i det hellige land. De ser, hvad de venter at se, eller de ser ikke, hvad de venter at se. Kun undtagelsesvis (en sjælden undtagelse) lykkes det dem at se, det der er eller ikke er. Deres opfattelse bliver skæv og stykkevis. De jager efter egne drømmebilleder. Uheldigt er det for sandhedens erkendelse, at disse østlige lande og folk fra vor side stadig har været genstand for de mærkværdigste og mest romantiske drømmerier.
    Først kommer pilgrimmene. De er lovlig undskyldt; de kommer netop i deres drømmes ærinde; de søger det uvirkelige i det virkelige. Efter forholdenes natur må en del af dem nødvendigvis blive skuffet over det de ser, selvom de, hvis de er heldige, kan have et nogenlunde tilfredsstillende følelsesmæssigt udbytte (i relation til medbragte følelser). De østlige lande og folk, sådan som de faktisk udfolder sig, interesserer ikke pilgrimmene. Den slags ligger uden for deres ressort.

De romerske katoliker finder sig til nød til rette i Jerusalem; de russiske ortodokse har heller ikke alt for svært ved at tilpasse sig. Disse pilgrimme møder uden undren noget af deres eget i de respektive kirkesamfund. De kror sig og de fryder sig af fuldt hjerte, når de vandrer i procession, rundt og rundt; de synger og de knæler ved altre af alle kategorier og ved ethvert konkurrerende bedested; de sluger alle usandsynligheder med begær; de er i en bestandig eksatse, medens de spadserer i Jerusalem med pilgrimstav i hånd. Når de igen er vendt hjem til deres eget land, øges i almindelighed denne jubel. Det hellige, de har mødt, vokser for dem; det gror vildt som en urskov; ingen vil nogensinde formå at bringe rede i det ekstraordinære virvar, som på Østens grund har udviklet sig i deres hjerner. Araberne og jøderne har de ikke set noget til. Det er sørgeligt med disse hedninger i det hellige land, det er sandt og vist, men enhver ting har sin plads og som pilgrimme må de først tage vare på deres egen frelse. Det andet henhører under ydre Mission.

De protestantiske pilgrimme, hvem kristentroen fører til Palæstina, har det sværere. Ædrueligt indstillede, som de fra først af er, vil de snart forarges over katolsk og ortodoks kirkeskik. De ser kun ceremonier, som de afskyer, og en professionel emsighed, som de engang for alle har protesteret imod (samtidig med at de har udviklet en ny kirkelighed, der ikke giver den gamle meget efter). De rynker på næsen af grædemuren og af gravkirken, som de ikke formår at vurdere for det, den er; de vender ryggen til de helligste steder og ser sig om i landet. De finder overalt stagnation og ligegyldighed, hvor de naivt havde ventet at finde opbyggelse og evangelisk-luthersk fremgang. Også disse pilgrimme søger deres eget i det fremmede; de finder ikke meget, der kan husvale dem. Den blanding af soberhed og kristendom, som er deres, møder man instetstedes i Østens Jerusalem. De skuffes og de fortvivler; de raser mod Orienten, medens de er der. Når de kommer hjem til deres eget, udbreder de sig med uforstand og hadskhed om, hvad de har mødt af uværdigt på de mest værdige steder. Der er en tragedie heri: Hvad de søgte, men ikke fandt, var dem ganske nær. Soberheden var at finde i gaden ved siden af, i det arabiske kvarter. Gudstroen hos den ulærde muslimiske menigmand kunne da have taget til eksempel, om de havde bemærket dem, men de så aldrig, hvad der lå klods op ad deres vej. De så kun østlig ekstase og protesterede herimod, af fuld hjerte, for protestanter det er de og det vil de vedblive med at være. I deres fattigdom har de savnet en vis fylde, som de søgte i Jerusalem og ikke fandt. De ved ikke noget rigtigt om den visdom, de selv bygger på. De ser kun fattigdommen i Jerusalems opstadsede kirkerum såvel som i gader og stræder, men de realiserer ikke hvad der er prædiket om fattigdommen som en fylde i sig selv. ...

Til Palæstina kommer, pågrund af stedets berømthed, også en del ordinære turister af den almindelige type, der drager omkring med Grieben's Reiseführer eller en Guide Bleu og heri flittigt afkrydser de besøgte steder til konstatering af, at virkeligheden stemmer med opskriften. Det er denne rejsendes udbytte af besøget i det nære Østen. Andre fører måske ikke bog over det sete, men lader sig slæbe rundt til de turistnumre, som bør beses; de drives i flok og følge. Stort bedre står det ikke til med de rørstrømske enere, der føler sig hæftigt bevægede, når de en aften ved Genezareth Sø hører kolleger synge sangen om Galilæa, og som gyser, når de i den kristelige pension ved Kapernaum folder hænderne og prøver at bede bordbøn. Her er noget for enhver dårlig smag. En amerikaner, der allerede havde været alle vegne i det hellige land, gjorde højrøstet gældende, at han manglede at se én ting, Villa Rosa, som ingen kunne give ham anvisning på. Det viste sig, at villaen ikke var nogen villa, men en "via", og at vejen ikke kaldtes "rosa" men "dolorosa", hvorefter amerikaneren, der flere gange havde vandret ad denne vej (en smertefuld prøvelse) drog hjem, veltilfreds med, at han faktisk havde gjort Palæstina og Jerusalem helt igennem.
    Turister af disse kategorier er det ikke umagen værd at ofre ord på. Enkelte vesterlændinge kommer til Østen opsat på at møde araberne, men det arabiske, de er ude efter, er i mange tilfælde bestemt af den indstilling de har med hjemmefra. De er fyldt med fordomme, de søger det romantiske i Orienten, det brogede folkeliv, alt hvad der er fremmedartet og pjaltet, kamelerne, de tilslørede kvinder, haremet, Damaskus og Baghdad, shejkerne, sufierne djævledyrkerne, Omar og Hafiz, Harun ar Rashid og hvad der i øvrigt kan henføres til 1001 Nat, vel at mærke ikke den afgørende del af disse æventyr, som skildrer det arabiske dagligliv, men fortrinsvis de spredte partier, der strømmer over med østerlandske fantasier og ekstatiske reminiscenser fra en anden verden end den arabiske. Det unge Arabien, der vil være moderne, hader en sådan indstilling hos den fremmede og kæmper, forgæves, derimod. Enhver søger sit eget, og den der kommer fra en verden, som trods alt bestandig er romantisk præget, vil partout finde romantik endog bag selve nøgternheden i det arabiske. ...

Europæerne har særegenheder, som araberen bærer over med, idet han diskret lader, som om han ikke bemærker dem. Ved Allah og hans profet, når disse gale mennesker har den idé, at de bør slæbe og slide under ørkensolens glød med alskens oprivende foretagender og bagefter drikke sig fra vid og sans i whisky og gin, der ødelægger helbredet og er forbudt i Koranen, da må det vel blive deres egen sag. Hvorfra  kommer denne gæring og febrilskhed? Araberen kender også lidt til homerisk antik, hvor mådehold var det første og det sidste, når stilen skulle bevares."

I kapitlet Koranen møder vi en opfattelse af Islams profet, Muhammad, som i de værste missionær-beretninger: "Muhammad fik ekstatiske anfald og formåede ved egen kraft at sætte sig i hypnotisk tilstand, når sådan udkrævedes, ligesom han evnede at forberede de åbenbaringer, der bedst passede i hans politik" ... Og alligevel, hen mod slutningen af kapitlet, omtaler han også islam i positive vendinger:

" De begivenheder, der førte Muhammed til at tage sin standpunkter, er gledet i baggrunden, men standpunkterne står tilbage, de brydes med hverandre og bærer Koranens ideologi op over det tidsbundne. Mærkeligt, at man ikke i sin tid har haft øje herfor i Filosofgangen i København, hvor man tumlede med de selvsamme emner.
    Muhammeds religiøse påbud var trods de givne lempelser strenge at kapere for en araber. Allahs hensigt er ikke, at hans bekendere skal føle sig vel tilfredse med jorden forneden og luften foroven, sådan som araberen helst vil det. Allah har sit eget formål. Han har ikke skabt himmel og jord hen i vejret, som de vantro mener. Muhammed træder op - rustet til tænderne - for at give araberen en religiøs baggrund, fri ham for Helvedes straffe og frelse ham til evgit liv i Paradis. De personer, der beherskede samtidens og fortidens digtekunst og nød megen popularitet i det arabiske, søger Muhammed ihærdigt at slå af marken. Menneskene er ikke undergivet en tilfældig skæbne, uden noget himmelsk mål. Det er Allah, der leder os; hos Allah vil ethvert rettro menneske efter døden finde en tryg havn. Denne baggrund for sandt muslimisk levned er, trods Muhammeds iver, gennem tiderne vedblevet at være en temmelig fjern baggrund, som araberen, selv om han er aldrig så koranfast, ikke skænker altfor megen bekymring. Muhammeds forkyndelse har en tilbagetrukken (omend en selvfølgelig og i det udvortes dominerende) stilling i arabisk liv. Islam er i mange tilfælde blevet udadvendt tradition. Og dog har den baggrund islam giver, haft afgørende indflydelse på det arabiske, idet den har medvirket til at befri Muhammeds landsmænd for den pessimisme, som var herskende før hans fremtræden. Araberen har for så vidt accepteret forkyndelsen og nyder hver dag godt af den til husbehov, ikke netop som det springbræt til det himmelske, Muhammed havde tænkt sig, snarere som en genforsikring efter beroligelse, når araberen føler sig næsten altfor lykkelig i dette jordiske, der er hans. ...

Muhammads løsning af det religiøse problem giver de rettro en vedvarende baggrund af tryghed, som de har at falde tilbage på, dersom sindets uro tager til mere end godt er. Efter Muhammed som før Muhammed er araberen araber, hans psyke er den samme, hans vedhængen ved det dennesidige uforandret, hans indstilling af en vis nøjsomhed og lyst til at tage for sig af det lidet, der er til at tage for sig af. Alligevel er der en forskel mellem før og efter. Fortvivlelsen har Muhammed taget på sig. Araberen ved, hvad der er lovet ham. Islam giver ham sindsro og sikkerhed, en underforstået religiøsitet, akcepteret uden debat, en tryghed for det, der ligger bagved, som ikke før var mulig. Muhammeds lære om det hinsidige har skænket araberen en uforstyrret glæde over det dennesidige, uforstyrret af djinner og andre sataner; det er nok at nævne Guds navn for at mane al rædsel og romantik ned i underverdenen, dér hvor den slags hører hjemme."

Uddrag af:

JOHNSEN, A.C.:
        Arabiske antegnelser. Fem essays. København 1946, pp.25-33 & 95-97.