Islam i europæisk litteratur:

ISLAM, MUHAMMED og MUSLIMER
i DEN DANSKE OFFENTLIGHED
fra LUDVIG HOLBERG til SØREN KRARUP

Af Jørgen Bæk Simonsen

I Morsø Folkeblad havde Villy Sørensen, der er folketingskandidat for Fremskridtspartiet, den 7. august 1986 et indlæg under overskriften "Mangler respekt". Det hedder her:

"Fremskridtspartiet ønsker flygtningeloven lavet om, så vi fortsat kan have plads og råd til at modtage virkelige flygtninge. De, der kun kommer hertil for at lave ballade, bør kunne afvises ved grænsen. Jeg hører til dem, der i en stille stund kan undres, når jeg næsten daglig kan læse i den offentlige presse, at nu har der igen været ballade med f.eks. iranere og irakere. Hvorfor er det aldrig vietnamesiske bådflygtninge, der laver ballade? Kan det mon være fordi, at netop de er de virkelige flygtninge og nu er taknemmelige over, at vi er gode ved dem? Jeg tror det."

Søren Krarup fulgte 21. september samme år Villy Sørensen op med en såkaldt "annonce" indrykket i Jyllands Posten. Her sammenfatter Krarup den kritik, han i månederne forud havde fremført mod Dansk Flygtningehjælp og den store "Flygtning 86’-indsamling, der skulle kulminere med en landsomfattende indsamling den 5. oktober 1986.(1) Derfor har annoncen også overskriften "Nej – ikke en krone". Men annoncen rummer mere end en kritik af Dansk Flygtningehjælp. Det hedder således:

"For det er jo et reelt problem. Flygtningehjælpen vil forbyde os danskere at tale og udtale offentligt: at hvis der sker en ukontrolleret og ubegrænset folkevandring af muhammedanske og orientalske flygtninge over vore grænser, så kan vi ikke selv være her til sidst – i hvert fald ikke i selvfølgelighed og fordragelighed."

Lidt længere fremme hedder det:

"Er København en dansk by om 50 år? Kan danskerne fortsætte med at være ét folk, når sprog, historie og religion ikke længere er fælles? Er det en skæbne som Libanon, der venter os – hærget af krige mellem uforenelige minoritetsgrupper?"

Det er ingen tilfældighed, at det netop er flygtninge fra den islamiske verden, der i begge tilfælde fremhæves som det, der enten allerede giver daglige problemer, eller i fremtiden vil give problemer. Også i den løbende debat om indvandrere fremhæves det ofte, at muslimske tyrkere, pakistanere og arabere har svært ved at lade sig integrere i det danske samfund, fordi de fastholder deres religiøse og sociale traditioner.(2) Den islamiske verden er nemlig i en europæisk sammenhæng lige siden den hastige arabisk-islamiske ekspansion i midten af 600-tallet ind over gamle kristne og jødiske kerneområder i Palæstina, Ægypten og Nordafrika ofte blevet fremstillet som en trussel – ganske som det sker i de to her fremførte eksempler.(3)
    Hos Villy Sørensen og Søren Krarup er det muslimernes manglende evne til at leve i fred og fordragelighed, der udgør den egentlige trussel mod det danske samfund. Det synes indirekte at fremgå, at muslimer er temperamentsfulde og krigeriske, og netop dette billede af homo islamicus har rødder tilbage til 1600 og 1700-tallet, hvor europæiske forfattere for første gang forsøgte at komme til en historisk forklaring på islams fremkomst. Denne udvikling havde i Ludvig Holberg (1684-1754) en dansk repræsentant, og i Holbergs forfatterskab gøres der en del ud af Muhammed og islam. Det sker dels i Heltes sammenlignende Historier, bind 2 fra 1745, dels i Moralske Tanker fra 1744 og dels i Epistler fra 1748-54.(4)
    Men allerede fra 600-tallets midte havde kristne forfattere været optaget af at forklare, hvilken rolle islam kunne tænkes at have i Guds skaberværk.(5) Derfor arbejdede den tidlige middelalders forfattere ihærdigt på at indpasse saracenerne i den universelle genealogi, der kunne deduceres fra Det Gamle Testamente.(6) I højmiddelalderen blev der udgivet værker om Muhammed, der rummede et utal af fantastiske beretninger om ham og araberne, der i virkeligheden blot gengav plebeia opinio og som reelt var det pure opspind.(7) Men på Holbergs tid var der udkommet afhandlinger, der også indarbejdede nogle af de oplysninger, den arabiske, historiske tradition har om Muhammed. Det gælder bl.a. værker af den engelske arabist Edward Pocock (1604-1691). Dog er Holberg ikke ganske fri for i sin behandling at indarbejde en del af de forestillinger, der var udviklet af kristne forfattere gennem middelalderen.(8) Men i én sammenhæng sker der en afgørende nyfortolkning. Holberg er ikke tilfreds med den kirkelige traditions udgangspunkt. Islam og Muhammed er for ham ikke produkter af den kristne Guds skabelsesplan, men produkter af menneskelig, rationel handling.
    Når Holberg i sine Heltehistorier tager Muhammed under behandling, sker det da også med en helt anden indfaldsvinkel. Først og fremmest anses Muhammed ikke for at være drevet af oprigtig religiøs iver, og Holberg skildrer hele hans virksomhed som ét langt forsøg på at tilkæmpe sig den sociale position, han rettelig burde have haft på grund af sit tilhørsforhold til Quraysh, den stammesammenslutning, der dengang havde den politiske og økonomiske magt i Mekka. Denne position skulle han have haft via sin fødsel, men den var blevet ham frataget, fordi faderen døde, da Muhammed var ganske lille. For Holberg bliver Muhammeds ægteskab med den rige enke Khadidja derfor afgørende:

"Dette ægteskab, så som det lagde grundvold til Mahomeds rigdom og velstand, så lagde det også grundvold til hans hovmod og ærgerrighed."

Lidt længere fremme skriver Holberg:

"… eftersom han nu ved dette lykkelige giftermål var blevet bemidlet, og havde fået i hænderne det, som kunne understøtte hans ærgerrighed, søgte han at bane sig vej til den høyeste myndighed udi Mecca. Efter at han havde overveyet alle dertil tienelige midler, fandt han intet beqvemmere, end at stille sig skinhellig an, foregive himmelens åbenbaringer, og at stifte en ny religion, hvis fremgang han ikke tvivlede om, når han betragtede den tilstand, Arabien da var udi. Thi han havde mærket på sine reiser, såvel der udi landet som udi Syrien, Ægypten og Jødeland, den forbitrelse, som regierede ikke alene blandt kristne og jøder, men endogså blandt kristne indbyrdes. Han havde også udstuderet sine medborgeres natur og egenskab, og mærket, at de vare begierlige efter nyt, illigemåde at de af den omgiengelse, de have med jøder og kristne, havde antaget mange af deres meninger, forladt meget af forrige grove afguderi, og vare faldne fra hedenskabet."(9)

Muhammeds billede af himmel og helvede bliver derfor farvet af arabernes "natur":

"Han afmalede Paradis med en farve, som glimrede mest udi arabernes Øyen, og som kom overens med de vellyster og begierligheder, som samme folk fandt størst smag udi; thi, som de vare af naturen hidsige, vare de også synderlig hengivne til elskovs lyster, og som landet udi sig selv var tørt, så bestoed deres største vellyst udi frisk vand, kiølige urtegårde og lastefulde frugte; hvilket altsammen den falske prophet havde merket, og lod derfor den himmelske lyksalighed beståe udi deslige vellyster, talende her og der udi Alcoranen, nu om smukke urtegårde, vandede af kiølige bekke, hvor de skulle ligge udi gyldne senge…"(10)

Det er for Holberg ikke eksistentielle overvejelser eller oprigtige religiøse grublerier, der sender Muhammed ud i grotterne omkring fødebyen Mekka:

"Til at sætte det i værk var fornødent at giøre nogle års forberedelser ved et udvortes helligt levnet: thi når lærdommen skal have fremgang, må læreren først bringes i anseelse. Han forlod derfor verden udi sit 38te år, førte et eremitisk levned og tog sin bopæl udi en grotte nær Mecca, som kaldes grotten Hira, hvor han efter sit foregivende hendrev den hele dag udi bønner, fasten og åndelige betænkninger…"(11)

Hustruen Khadidja lader sig dog ikke uden videre overbevise, og Holberg låner i denne sammenhæng lidt fra den middelalderlige, kirkelige tradition, idet han lader en kristen munk bekræfte over for hustruen, at Muhammed faktisk modtager guddommelige åbenbaringer. Men også her er der naturligvis list med i spillet, idet munken var "medvider udi dette bedragerie, som Mahomet smedede på."(12)
    Islam udvikles til en krigerisk religion, idet Muhammed tvinges til at forklare, hvorfor han ikke som alle tidligere profeter kan udvirke store mirakler:

"Hvorudover, da han mærkede at list og skinhellighed ikke ville hjælpe, begyndte han at føre sig op på en anden måde, greeb til sværdet, foregivende, at Gud da han skikkede Mosen og Christum til verden, gav dem magt til at gøre mirakler, men som mennesken sådant uanseed have foragtet deres lærdom, havde Gud omsider skikket hans uden mirakler at tvinge de vantroende, med sværd befoel derfor sine tilhængere, at de, i steden for at indvikle sig i ordkrig skulde med sværdet sigte for Guds sag og derved forhverve sig martyr-krone."(13)

Holberg bruger helt samme forklaring, når han redegør for, hvorfor Mekka blev islams religiøse centrum. Valget faldt på fødebyen, fordi Muhammed forstod, at araberne ville have vanskeligt ved helt at opgive deres gamle respekt for det hellige område. Det er altså igen Muhammeds listighed, der gør udslaget.(14)
    Den endelige dom, som Holberg fælder over Muhammmed, bliver da heller ikke mild: han er en falsk profet, en kyniker, der koldt udnytter bestemte karaktertræk hos samtidens arabere, og endelig er han naturligvis til overflod kvindekær. Holberg skildrer, hvorledes Muhammad forbød andre mænd at have mere end fire hustruer, medens han selv havde et dusin tillige med et ikke nærmere angivet antal konkubiner.(15) Islam som religion er da også "den urimeligste, som fast nogen tid er lært på jorden."(16)
    Synspunkterne fra Heltehistorier gentages i Moralske Tanker og i Epistlerne. I Moralske Tanker, Libr. III, epigrammata 40, dvæler Holberg endnu en gang ved det forhold, at mennesket i almindelighed er mere tilbøjelig til at tilfredsstille sine sanser end sine åndelige behov. Og netop dette forhold har visse "falske propheter merket":

"Ingen haver taget dette meer udi agt, end Mahomet. Den samme havde nøje udstuderet arabernes tilbøjelighed, nemlig, at de fundne størst vellyst udi kiølige vinde, udi rindende bekke, udi viin og fruentimmer, og derfore haver opfyldt alle himmerriges værelser med slige vellystne ting."(17)

Holberg gør sig herefter et tankeeksperiment, der dels efter min mening er morsomt – men som også er symptomatisk for de forestillinger om bestemte folkeslag, der i forskellige lærebøger var faste paradigmer langt op i tiden – og som endnu i dag forefindes i mange indlæg eksempelvis om muslimer og arabere/tyrkere. Holberg forestiller sig nemlig, hvad Muhammed ville have gjort, dersom han skulle drive sine meritter blandt andre folkeslag:

"Han ville, for exempel have lovet englænder et paradiis, forsyned med saftig oxekiød; de franskes paradiis skulde være bleven opfyldt med urter og hvedebrød; de hollænderes med stoppede tobakspiber; de tyskes med kraftig brunsviger mumme; de spanieres med lehnstole, hvorudi de troende skulde sidde med hænderne i kårs; for de danske havde han fabrikeret et himmerrig af smør; og udi det moscovitiske himmerrige skulde aqvavit-floder have passeret."(18)

Jeg skal slutte dette indlæg med et citat fra Epistler, hvor Holberg forklarer, hvorfor araberne formåede at skabe et så vidtfavnende kalifat. Det hedder i epistel 84:

"Men de saraceniske herredoms hastige og umådelige tilvækst giør alting troeligt, og vider, at så store seyervindinger og så mange landes erobringer ikke havde kunnet tilveyebringes uden ved en fast overnaturlig tapperhed og en fanatisk-affekt. hvoraf de heele folk, såvel regentere og commanderende personer, som gemene soldater vare indtagne. Alt dette er en virkning af Mahomets lærdom, hvilken enten var en stor bedrager eller en stor enthusiast, der enten gav sig ud for en prophet, eller der troede sig at være en Guds apostel, eller en Josua, der af GUD var bestilt til at oprette et nyt herredom, og med sværd at undertvinge det heele menneskelige Kiøn."(19)

Der er således en række paralleller mellem det billede henholdsvis Villy Sørensen og Søren Krarup giver af homo islamicus og det billede, Holberg efter europæisk påvirkning i 1700-tallet gav af Muhammed, islam og araberne. Slår man op i en række af konversationsleksika udgivet i tiden mellem Holberg og midten af det 20. årh. afsløres det, at de ofte omskriver de oplysninger, allerede Holberg bragte om Muhammed og islam.
    Man kan således fristes til at antage, at det danske offentlighedsbillede af Muhammed og islam til stadighed har været entydigt negativt. Sådan forholder det sig heldigvis ikke. Grundtvig var i sine historiske afhandlinger positiv stemt over for Muhammed og islam, og dansk orientalistik var i begyndelsen af dette århundrede med internationalt kendte forskere som Johannes Pedersen og Fr. Buhl stærkt medvirkende til, at det fælles-europæiske islam-billede blev langt mere nuanceret.(20)
    Det ville være forkert entydigt at fordømme Holberg for det billede, han giver af Muhammed, islam og muslimer. Det må anstændigvis vurderes på den samtidige baggrund. Hvis rationalismens idegrundlag tages med i betragtning modereres Holbergs syn på Muhammed. Vel er han kritisk, men bag hans kritiske syn ligger også accepten af, at Muhammeds genialitet ikke helt kan afvises. Det egentlig skræmmende ligger efter Holbergs vurdering i, at Muhammed tilsyneladende bevidst misbrugte den religiøse fanatisme og emotionelle kraft, der postuleres at være en del af arabernes karakter.
    Holberg kendte næppe selv en muslim. Islam var i 1700-tallet for Danmarks vedkommende et abstrakt begreb og en fremmed verden. For andre europæiske lande blev den islamiske verden i 1800-tallet konkret virkelighed, fordi eksempelvis England, Frankrig og Holland kolonialiserede store områder, hvor islam var dominerende religion. Danmark har som bekendt ingen kolonial erfaring fra den islamiske verden, men Danmark har som det øvrige Europa gennem 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne modtaget indvandrere og flygtninge fra den islamiske verden. Islam er derfor i dag en langt mere konkret størrelse, end den var da Holberg virkede. Og ikke nok med det, den islamiske verden er i dag en økonomisk stormagt i kraft af sine store oliereserver – og selvom oliepriserne er gået ned gennem de sidste fem år, udgør den islamiske verdens olierige stater fortsat et økonomisk potentiale af format.
    Derfor er det let at komme til at tale med en muslim i Danmark i 1987. Det kræver blot vilje. Villy Sørensen og Søren Krarup kan derfor personligt samtale med muslimer, de kan aflægge besøg i de danske muslimers bederum og de kan – hvis de vil – indgå i en dialog med de værdier, muslimer sætter højt. En sådan approach ville være ønskelig og til stor mellemfolkelig og mellemkulturel gavn. Men demagoger vælger ofte lette løsninger – og derfor lever mange af de forestillinger, Holberg havde om Muhammed, islam og muslimer fortsat i dag og fastholdes i medierne – på trods af, at det reelt er muligt for samme medier at fremskaffe andre, mere positive billeder.

© Jørgen Bæk Simonsen