GOETHE og ISLAM (II)

Af Aminah Tønnsen

JOHANN WOLFGANG von GOETHE (1749-1832) har skrevet nogle af tysk digtnings mest betydningsfulde værker. De færreste er klar over, at Goethe beskæftigede sig indgående med det islamiske livssyn og hentede inspiration i Koranen til nogle af sine betydeligste værker:

MEINE RELIGION
I 1899 udkom i Berlin en lille bog af Wilhelm Bode: Meine Religion - Mein Politischer Glaube. Zwei vertrauliche Reden von J.W. von Goethe. Goethes breve og samtaler med venner og bekendte var allerede på det tidspunkt udgivet i bogform. W. Bode har sat nogle citater herfra om Goethes livssyn og gudstro sammen til en 'tale', som han forestiller sig, Goethe kunne have holdt i sine sidste leveår. For at få citaterne til at smelte sammen til et hele, har W. Bode her og der selv indføjet nogle sætninger i Goethes ånd. Disse passager er sat i [ ]. Fra bogen har jeg udvalgt nogle - for en muslim - bemærkelsesværdige passager:

"Så længe man blot går ud fra en forestilling om, at viden og tro ikke er til for at ophæve hinanden, men for at supplere hinanden, så vil det være det rette, der formidles." (p.15, fra en samtale med vennen, rådgiveren og filologen Friedrich Wilhelm Riemer, der også var lærer for Goethes søn August)

"[Jeg erkender derfor også, at vor skæbne er forudbestemt.] Lægerne kan visselig ikke forlænge vort liv en eneste dag; vi lever så længe, som Gud har bestemt." (p.20, fra en samtale med vennen og kansleren Friedrich von Müller 1827)

"[Men over alle dyder står den bestandige opadstræben, kampen med sig selv, den umættelige higen efter større renhed, visdom, godhed og kærlighed. Nemo coronatur nisi qui certaverit ante, det har jeg også altid troet på. Og jeg må sige, at jeg har gjort mig megen umage med at tage livet alvorligt og til stadighed har søgt at danne, belære og forbedre mig. Jeg forsøgte navnlig at holde mig på afstand fra det, der kunne føre mig på afveje.]" (p.34)

Reddet fra det onde er den ædle sjæl,
hvis hjem er den åndelige verden.
Den, der i bestandig stræben
sætter alle kræfter ind,
står det i vor magt at frelse.
Og har kærligheden fra oven
tilmed haft sin part i ham,
mødes han af de salige skarer
med et hjerteligt velkommen.

"I dette vers ses nøglen til Fausts redning: Hans egen altid højere og renere stræben indtil det sidste, og den evige kærlighed, der kommer ham til hjælp fra oven. Dette harmonerer visselig med vor religiøse forestilling om, at vi frelses ikke blot ved egen kraft, men tillige ved Guds nåde." (p.36, fra en samtale med Eckermann 1831)

"[Ser De, jeg er slet ikke den forfærdelige hedning, jeg anses for at være!]
    Jeg har altid troet på Gud og på naturen og på det godes sejr over det onde. Men det var ikke nok for de fromme sjæle: Jeg skulle også tro, at tre er én og at én er tre. Det stred dog imod min sjæls retfærdighedssans. Jeg kan heller ikke indse, at dette ville have hjulpet mig den mindste smule." (p.36, fra en samtale med Eckermann 1824)

"[Men selv om jeg afviser dette dogme og ikke har behov for nogen formidler mellem mig og Gud og heller ikke føler mig som en håbløs synder, som kun kan renvaskes for Gud gennem den korsfæstedes blod, så omtaler jeg dog Kristendommen med respekt.]" (p.37)

"Ganske vist står der ikke så få tåbeligheder i Kirkens vedtægter; men den vil herske, og så må den have en bornert masse, der dukker sig og lader sig beherske. Den høje, rigt-doterede gejstlighed frygter intet mere end massernes oplysning. Den har længe nok nægtet masserne kendskab til Bibelen, så længe som det overhovedet var muligt. Hvad skulle ej heller et stakkels medlem af den kristne menighed tænke om den fyrstelige pragt, der omgiver biskoppen, når han i evangelierne kunne se Kristi fattigdom og kummerlighed, når han i ydmyghed vandrede til fods med sine apostle, medens den fyrstelige biskop farer omkring i en karosse trukket af seks heste?" (p.38, fra en samtale med Eckermann marts 1832)

"Man spørger ofte, om dette eller hint i evangelierne er ægte el. falsk, ældre el. yngre. Det er besynderlige spørgsmål. Hvad er mere ægte end det ganske fortræffelige, der er i harmoni med den reneste natur og fornuft og selv den dag i dag tjener vor højeste udvikling! Og hvad er mere falsk end det absurde, det hule og det dumme, som ikke bærer nogen frugt - i det mindste ikke nogen god frugt?" (p.41, fra en samtale med Eckermann 1832)

GOTT GEMÜT UND WELT
I 1939 udkom bogen: Wolfgang von Goethe. Gott, Gemüt und Welt. Seine Äusserungen über Religion und Christentum af Rudolf Neuwinger. I forordet hedder det bl.a.:

"Ægte tro hænger iflg. Goethe ikke sammen med personer eller begivenheder i fortiden, men er 'en stor følelse af sikkerhed m.h.t. nutiden og fremtiden'; en urokkelig tillid til et almægtigt, allestedsnærværende væsen - ligegyldigt, hvilket navn man giver det el. hvorledes man forestiller sig det. Overbevisningen om, 'at der bag naturen gemmer sig et stort væsen, der skaber, ordner og leder alting for at tydeliggøre sig for os - en sådan overbevisning trænger sig på hos enhver af os" (fra: Dichtung und Wahrheit). Det kommer imidlertid ikke an på tilbedelsens ydre former, da det (væsenet) hverken kan el. vil forlange dette.
    Virkelig fromhed er vort rene indres stræben for frivilligt at hengive sig til det højere, det renere og det ukendte. De 'fromme' må vurdere dette, som de vil. Deres tro består jo overhovedet ikke af andet end usete og uprøvede antagelser af historiske kendsgerninger - uanset fornuftens protester, ja i modstrid med fornuftens protester. Men dette væsen kan da ikke have udstyret os med fornuft, for at vi skal stille den under en skæppe og viljesløst skal følge hebræiske profeters tusindår gamle drømme. Derfor: "Lad dig ikke berøve din egen oprindelige mening! Det, som mængden tror på, er let at tro på."
    Eller, som Goethe siger det et andet sted: "I troende! Ros ikke jeres tro som den eneste! Vi tror også som I. Forskeren lader sig ikke frarøve sit arvelod, som hele verden under ham - og mig."
    Imidlertid kendetegnes en sådan tro ikke ved en pompøs, udvortes gudstjeneste; men den er også ganske overflødig og må blot anses for at være uværdig og generende. Det allerhelligste i hans tempel er 'her i mit hjerte'; dér beder han, for dette alter bringer han naturens offer. Det kræver ikke lange forberedelser; fri og stolt træder mennesket for sin samvittighed uden at måtte angre sig igennem tilværelsen. Han alene kender den sande ydmyghed, med et blik, der omfatter himmel og jord. 'Kandidat- og klosterpakket' smykkes alene ved hovmod. Deres vrøvl om synd og denne verdens jammerdal viser kun, 'hvor jammerlige de selv er'." (pp.14-15)
    "Den egentlige religion er noget indre, noget individuelt; den har ene og alene noget at gøre med samvittigheden." (p.15)
    "Efter dette korte forord må det stå klart for enhver, at Goethe ikke mere var kristen og ikke mere kan kaldes kristen, hvilket underbygges af vort udvalg af hans ytringer til religion og Kristendom, der stammer fra hans skrifter, breve og samtaler." (p.18)

GOETHE UND DER ISLAM
I Zu Goethes Koranauszügen fra 1959 af Fischer-Lambert påvises for første gang den direkte forbindelse mellem Goethe og Koranen, og i 1964 udkom bogen Goethe und der Islam af den tyske ikke-muslimske germanist Katharina Mommsen. Hun skriver bl.a.:
    "Det er af afgørende betydning, at Goethes forhold til Islam ikke var bestemt af hans samtids bestræbelser på at udrydde fortidens fejlagtige bedømmelse af Islam. Goethes forhold til Muhammad og hans religion var langt mere personligt. Derfor er hans udtalelser om Islam langt mere vidtgående, end hvad man hidtil havde set i Tyskland - de var vovede på en ret provokerende måde.... Goethes virkelig positive forhold til Islam var en følge af, at han fandt visse af Islams hovedelementer - som underkastelse under Guds vilje - i overensstemmelse med sit eget livssyn." (pp.7 og 16)

HVORFRA STAMMER GOETHES KENDSKAB TIL ISLAM?
Fra april 1770 til august 1771 opholdt Goethe sig i Strassbourg for at fuldende sine juridiske studier. Her opstod venskabet med teologen og digteren Johann Gottfried Herder. Man mener, at det var Herder, der tilskyndede Goethe til at læse Koranen.
    To sider med Goethes håndskrevne udvalgte Korancitater er bevaret, og nogle af disse citater dukker senere op på forskellige steder i hans værker, endda flere gange.
    Goethe havde adgang til såvel David Friedrich Megerlins tyske Koranoversættelse fra 1771 som til Ludovico Maraccis latinske Koranoversættelse fra 1721. Megerlins oversættelse har Goethe forbedret rent sprogligt, hvor han fandt det nødvendigt. (Denffer 1/1990,p.22)

MAHOMET
I Digtning og virkelighed beskriver Goethe i 3. del, fjortende bog (udg. første gang 1814), hvorledes han i vinteren 1772/1773 brugte sit kendskab til Koranen i det aldrig fuldendte drama Mahomet. Goethe havde set, hvordan teologen Johann Kaspar Lavater og pædagogen Basedow gjorde deres indflydelse på andre mennesker gældende:
    "Da jeg nu iagttog dem begge, ja ganske ligefremt sagde dem min mening og hørte på deres gensvar, slog den tanke ned i mig, at det fremragende menneske nødvendigvis må føle trang til at meddele det guddommelige, der bor i ham, til omgivelserne. Men her støder han sammen med den rå verden, og for at få indflydelse på den må han stille sig på lige fod med den; derunder bortgiver han imidlertid så meget af sin høje udvælgelse, at han ender med helt at afstå fra den. De himmelske, evige tanker drages ned og tager bolig i et jordisk formåls legeme og må derfor uundgåelig dele skæbne med alt det forgængelige. Nu betragtede jeg begge mænds livsgang ud fra dette synspunkt, og de forekom mig i lige grad beklagelses- og beundringsværdige; thi jeg mente at kunne forudse, at de begge muligt ville blive nødt til at opofre det højere for det lavere. Mens jeg nu under mine vidtdrevne betragtninger over dette fænomen fra min egen snævre erfarings verden så mig om i historien efter eksempler på noget lignende, modnedes den plan hos mig, i en levnedsskildring af Muhammed, som jeg aldrig havde kunnet anse for en bedrager, dramatisk at belyse de veje, som jeg i livet omkring mig med så levende interesse havde iagttaget, der langt snarere fører til fortabelse end til frelse. Jeg havde kort i forvejen ivrigt studeret den orientalske profets liv og var derfor, da tanken slog ned i mig, ret godt forberedt. Mit drama nærmede sig mere den regelbundne form, som jeg nu allerede igen følte mig fristet til at bruge, omend jeg med mådehold benyttede mig af den dramatiske frihed, jeg én gang havde tilkæmpet teatret, nemlig efter behag at skalte og valte med tid og sted. Stykket begynder med en hymne, som Muhammed istemmer ene under den stjerneklare nattehimmel. Først tilbeder han de talløse stjerner som lige så mange guder; så kommer den venlige stjerne Gad (vor Jupiter) frem, og nu er det den alene, stjernernes konge, han lovpriser. Kort derefter stiger månen op og fængsler den tilbedendes øje og hjerte; og til sidst vender han sig, herligt oplivet og styrket af den frembrydende sol, til fornyet lovprisning. Men hvor velkommen end en sådan vekslen føles, er den alligevel foruroligende; sindet føler, at det må hæve sig mod noget endnu højere, og løfter sig til Gud, den eneste, evige, uendelige, som alle disse herlige, men forgængelige væsener kan takke for deres eksistens. Denne hymne havde jeg digtet med stor kærlighed; den er gået tabt, men kunne vel nok lade sig rekonstruere og bruge som tekst til en kantate, som det sikkert ville være fristende for en komponist at sætte musik til på grund af dens vekslende stemninger. Man måtte i så tilfælde, som det også oprindelig var meningen, tænke sig den sunget af en karavanefører sammen med hans familie og hele stammen, hvorved der kunne gives lejlighed til afveksling i stemmerne og kraftige kor.
    Så snart Muhammed selv er blevet omvendt, åbenbarer han sine tanker og følelser for sine nærmeste; hans hustru og Ali tror ubetinget på hans kald. I anden akt forsøger han selv, og endnu ivrigere Ali, at udbrede den nye lære ogsaa blandt stammefællerne. Den møder tilslutning eller modstand, alt efter karakterernes forskellighed. Splittelsen indtræder, striden bliver voldsom, og Muhammed må flygte. I tredje akt besejrer han sine modstandere, ophøjer sin lære til statsreligion og renser kabaen for afgudsbillederne; men da nu engang alt ikke lader sig gennemføre ved kraft alene, må han også tage sin tilflugt til list. De jordiske elementer vokser og breder sig, de himmelske skydes til side og træder i skygge. I fjerde akt forfølger Muhammed sin sejr, læren bliver mere påskud end mål, alle optænkelige midler må tages i brug; det mangler ikke på grusomheder. En kvinde, hvis mand han har ladet henrette, giver ham gift. I femte akt mærker han, at han er forgivet. Hans store sjælsro, hans højere jeg, der atter sejrer i ham, gør ham beundringsværdig. Han renser sin lære, befæster sit rige og dør.
    Således var udkastet til det arbejde, der så længe syselsatte min ånd; thi jeg måtte sædvanligvis have stoffet samlet i fantasien, før jeg kunne tage fat på udførelsen. Alt, hvad geniet ved karakter og ånd formår over menneskene, skulle fremstilles, og hvordan det derved på én gang taber og vinder. Flere af de sange, der skulle indlægges, blev foreløbig digtet; men kun den ene med overskriften 'Mahomets Gesang', som findes blandt mine digte, er bevaret. I stykket skulle Ali foredrage denne sang til ære for sin mester, da denne står på sin jordiske lykkes højdepunkt, kort før der med forgivelsen indtræder en vending. Jeg mindes også endnu den ved enkelte steder tilsigtede virkning; dog ville det føre for vidt her at udvikle dette nærmere." (Hammer III, pp.126-128)
    Men efter Goethes død dukkede fragmenter af dette aldrig fuldendte drama op. Det var sammen med dem, man fandt det førnævnte udvalg af Korancitater. I følgende sang er det Koranen 6:74-79, der har været kilden. De vers, som Goethe iflg. en note har 'oversat fra latin efter Maraccius'. Denne passage, der i Koranen handler om Abraham, har Goethe knyttet sammen med sin Mahomet-figur. Sammenligner man sangens ordlyd med Goethes oversættelse af 6:74-79, ses det tydeligt, at det ikke blot er indholdet, men også ord og hele sætningsled, han har overtaget (Denffer 1/1990, p.27):