Islamisk Studiebogssamling

DANTE OG ISLAM

Af Jesper Hede

Dante og Islam kan umiddelbart synes at være to uforenelige størrelser. Der er blevet sagt og skrevet meget om Dantes oppositionelle forhold til den kristne kirke, hans politisk-religiøse engagement og hans sympatier med holdninger der genfindes i diverse kætterbevægelser fra før hans tid og i samtiden, men en ting er sikker: Han sympatiserede ikke med Islam. Hans religiøse grundholdning var dybt kristen, og hans hovedværk Den guddommelige Komedie er et kristent epos om det kristne menneskes søgen efter at realisere Kristendommens doktrinære grundpiller.
    Hans antagonistiske indstilling til Islam ses afspejlet i den simple kendsgerning, at han har placeret Islams grundlægger Muhammed sammen med hans nevø og svigersøn Ali i canto 28 af Inferno. Denne kendsgerning var upåagtet i den islamiske verden gennem århundreder, men som følge af dødsdommen over Salman Rushdie for fem år siden førte den også til mere eller mindre spagfærdige bombetrusler mod Dantes gravsted i Ravenna. At de straks blev taget alvorligt i Italien skyldes dels alvoren i dødsdommen og dels den italienske stats blodige erfaring med den slags trusler. Absurditeten i truslerne kunne så at sige ikke blive mere perfekt og dens modsætning mere hjælpeløs. Eftersom Den guddommelige Komedie længe har været obligatorisk læsning for en almindelig skoleelev i Italien og er blevet oversat utallige gange til utallige sprog, studeret nøje og kommenteret af personer fra stort set hele verden, tør man ikke spå om, hvilke midler der måtte tages i brug, hvis man også ønskede at udrydde den samlede hukommelse og viden på dette felt.
    På trods af Dantes indlysende antagonisme er der flere grunde til at undersøge Dantes forhold til Islam. Men hvorfor Dante har placeret Muhammed og Ali i Inferno er ikke det væsentlige spørgsmål i den forbindelse, endskønt deres placering afdækker essentielle aspekter. Grunden til at undersøge hans forhold til Islam er, at der specielt i løbet af første halvdel af det 20. årh. har fundet en diskussion sted om, hvorvidt en vis form for islamisk fortælletradition måske har inspireret Dante i forbindelse med udformningen af Den guddommelige Komedie. Den fortælletradition der er tale om hører til den eskatologiske litteratur. Med eskatologi menes der her tekster, der fortæller om syner, forestillinger, drømme og fantasier om den hinsidige verden, dvs. livet efter døden, og om verdens undergang og Dommedag. Da verden som bekendt endnu ikke er gået under og heller ikke var det i Middelalderen, drejer det sig fortrinsvis om fortællinger, der viser den hinsidige verdens indretning med dens sorger og glæder. Med generel retrospektiv psykologisk bedrevidenhed kan man sige, at disse fortællinger vidner om en ekstraordinær evne til mentalt og intellektuelt at hæve sig selv op over eller væk fra den konkrete verden i fysisk henseende at ophæve sig selv som følge af den åbenbarede hinsidige verden. Der er m.a.o. tale om et opstandelsesfænomen, der gengives mere eller mindre litterært bevidst.
    Den guddommelige Komedie henhører til den kristne eskatologiske middelalderlitteratur, men det der adskiller den fra de mange kristne forløbere er værkets altomfattende, stringente, kontrollerede og gennemstrukturerede kompleksitet. Der er så at sige intet overladt til tilfældighedernes spil, og de bagvedliggende intentioner er ambitiøse i et kunstnerisk politisk-religiøst omfang, der på mange områder er ukendt for den kristne eskatologiske litteratur, der ligger før Den guddommelige Komedie. Spørgsmålet har derfor været, om en tilsvarende fortælletradition fra en anden kulturkreds måske har øvet indflydelse på Dantes forestillingsverden. I løbet af det 20. årh. er det blevet klart, at den ikke-kristne litteratur, der med størst sandsynlighed kan have påvirket Dante, er den arabisk-islamiske. Men der er fra diskussionens begyndelse og stort set frem til vore dage blevet krydset adskillige klinger. Spørgsmålet om Dantes forhold til den islamiske verden er derfor lige så meget et spørgsmål om det historiske forløb af den polemiske diskussion herom.
    Der er dog tale om et emne, der hører hjemme i en kontroversiel periferi af Dante-forskningen. Det har vist sig, at der er ingen sikre beviser for, at Dante lod sig inspirere af visse islamiske eskatologiske tekster. Det har dog ikke gjort det helt overflødigt og irrelevant at beskæftige sig med emnet. Udgangspunktet for behandlingen af det er blevet til et spørgsmål om, hvorvidt en sammenligning med den generelle kulturelle udveksling mellem den kristne og den islamiske verden før og i Dantes samtid gør det muligt at tale om et reelt inspirationsgrundlag eller om et tematisk sammenfald. Konsekvensen af denne metode har resulteret i en større indsigt i det generelle forhold mellem Islam og Kristendommen i Middelalderen, hvor Den guddommelige Komedie ses som en mindre betydningsfuld kilde blandt mange andre til belysning deraf.
    Denne sondring bevirker, at spørgsmålet om Dantes forhold til Islam og den mulige islamiske påvirkning af hans forestillingsverden hovedsageligt har tre aspekter:
    1) Det er først vigtigt at få klargjort hvad Dante selv siger om Islam i Den guddommelige Komedie, og hvad hans udsagn fortæller os om hans forhold dertil.
    2) Dernæst er der spørgsmålet om, i hvor høj grad islamisk eskatologi kan have haft indflydelse på udformningen af Den guddommelige Komedie. Dette spørgsmål er bundet til den historiske udvikling af diskussionen og i periodisk henseende markeret af udgivelsen af to hovedværker om Dantes forhold til islamisk eskatologi: Escatologia musulmana y la Divina Comedia fra 1919 af den spanske arabist Miquel Asin Palacios og Il Libro della Scala e la questione delle fonti arabo-espagnole della Divina Comedia fra 1949 af den italienske orientalist Enrico Cerulli.
    3) Endelig er det nødvendigt at indkredse, i hvilket historisk perspektiv spørgsmålet om Den guddommelige Komedies mulige slægtskab med visse former for islamiske fortælletraditioner bør ses. De to førstenævnte aspekter kan af gode grunde ikke behandles uden at sidstnævnte berøres undervejs, men dette spørgsmål er det mest kontroversielle og udflydende, da det i stort omfang bevæger sig udover det kildemæssige grundlag. Vi stilles overfor et generelt spørgsmål om, hvordan de to religiøse verdener har kunnet påvirke hinanden i Dantes senmiddelalderlige samtid.

Ovenstående er det indledende kapitel i:

HEDE, Jesper: Dante og islam.
RIDS, nummer 131, marts 1994, Romansk Institut, Københavns Universitet
Heftet er på 39 sider og indeholder en omfattende litteraturliste

Se også: Dante and Islam