Islam i europæisk litteratur:

KAREN BLIXEN OG ISLAM
citater

BREVE FRA AFRIKA 1914-31.

Til Thomas Dinesen 22.4.1914.
    "At missionærernes Indflydelse er meget slet, ses bl.a. deraf at ikke ét Menneske vil have en Arbejder fra Missionsskolerne; alle siger de lyver og stjæler. Hvordan har dog Kristendommen nogensinde faaet saa stor Magt, - da den dog i hvert Fald er ubrugelig og egentlig anerkendt som saadan? Mohamedanismen synes at være en Religion, som der i høj Grad leves paa. Vore Somalis, som vi har i Huset, er Mohamedanere. De er faktisk ikke bange for noget; de gaar lige løs på Løver, - som almindelig antages at være bange for Somalis. Da for et Par Dage siden en Mand paa Swedo blev syg og døde, som de troede af Pest, løb alle undtagen Somalis deres Vej. Jeg spurgte Fara, om de da ikke var bange for at blive smittede, han sagde med et Skuldertræk, at de vidste bedre; hvis Gud bestemte de skulde dø, døde de, - skulde de leve, levede de ..."

Til Ingeborg Dinesen 27.2.1918.
    "... Jeg har i denne Tid læst saa meget om Muhammed og Muhammedanismen, Bøger som jeg har laant af Eric; man bliver saa fængslet af det, naar man begynder paa det. Den stakkels Bror protesterer, at han vil ikke høre om Muhammed mellem 12 og 4. Jeg synes, det er Tider til at blive Muhammedaner i, saa kan der dog maaske være nogen Mening med det Hele. Eric siger ogsaa, at deres kristne "Askaris", - Soldater - ufravigeligt bliver Muhammedanere efter nogle Uger i Felt, og at det saa først er, de kan bruge dem. Det er ikke rigtig, hvad Johannes Poulsen siger, at Muhammedanismen er blottet for Aand; men jeg tror, der behøves et højere aandeligt Standpunkt for at forstaa Kristendommen, for disse Folk herude passer den ikke, men Muhammedanismen gør dem meget godt. Egentlig er det vel mere en aldeles bestemt optrukket Sædelære end en Religion, - nogle religiøse Dogmer syntes jeg ikke, de har, - men som hviler paa en stor Hengivenhed i Skæbnen og Tro paa, at Gud er med dem; og først af alt giver Dem Selvfølelse, som værende noget mere end andre. Deres Morale er meget velgørende, fordi den ikke har noget Syndsbegreb som de Kristnes, men er sat sammen af Hygiejne og Æresbegreber, - sætter f. Ex. Diskretion mellem deres første Bud, hvad der maa være en stor Behagelighed for det Muhammedanske Samfund, saa man kunde ønske, det kristne vilde optage det. Jeg tror ogsaa at Muhammedanerne paa en storslaaet Maade, som vi ikke kender til, har realiseret Ideen om Broderskab; der findes vist knap, - i hvert Fald ikke her, - fattige Muhammedanere, og de holder sammen og hjælper hinanden paa en for Kristne ganske ukendt Maade, men om just Kærlighed ved jeg ikke, vist snarere som en Familie, der kan skændes rigtig grundig mellem sig, men dog holder sammen mod hele den øvrige Verden.
    Der er i det hele taget efter min Opfattelse noget mærkeligt tørt ved de Muhammedanere, som jeg kender, trods deres Lidenskabelighed; men jeg ved ikke, om det kommer af Religionen eller Racen, eller maaske deraf, at de aldrig drikker Vin. Mon det ikke kan være at en Nation, som aldrig er beruset, kommer til at mangle det "lyriske" Element i sine Følelser, ogsaa f. Ex. det tilsvarende i deres sense of Humour, som vi kalder Gemytlighed? Skønt de er meget lattermilde, har de i Reglen helt andre Grunde for at le end skikkelige Mennesker hjemme; det er nærmest Haan eller Skadefryd. De er mer liberale i deres Religion end vi; for en Muhammedaner er det altid godt at gaa i en kristen Kirke, hvis der ingen anden er, og for de Kristnes Bibel har de store Respekt, jeg tror mindre for de Kristne selv, fordi de siger, at de ikke selv holder Deres Religions Bud; det gør de nok heller ikke til nær samme Grad som de selv. Naar man skændes med en Muhammedaner om nogetsomhelst, ender det næsten altid med, at han holder tre Fingre op og siger: at saaledes siger vi, at Gud er TRE, derpaa lukker Haanden sammen: at saadan siger de, at Gud er ÉN, - "men kun Gud selv ved, hvem der siger rigtigt, - og man kan altsaa have forskellige Meninger om alt i verden." Ogsaa fraregnet hans Lære, som nok i Aarenes Løb har faaet en Del fremmed ind, synes jeg at Muhammed er et af de mest interessante Mennesker, som jeg har læst om. Kan Du huske "The Hero as Prophet" i Carlyles "Heroworship"?  Det er nok godt, men dog synes jeg der mangler noget; der er noget imponerende ved den Evne til i mange 100 Aar at kunne holde uvidende, uudviklede Mennesker, som ikke engang kan læse, sammen i saa fuldkommen Lydighed ind i de mindste Smaating, og med samme Begejstring."

Til Thomas Dinesen 17.7.1918.
    "Jeg har skrevet nogle Vers, som jeg sender dig; desværre er de denne Gang blevet lidt sørgelige, men saa skal du faa nogle muntrere næste Gang. For det er, - quand même, - min faste Tro, at Liver er meget skønt og rigt og stort; ja, skal jeg dø af Pest paa en Møddig, jeg tror det dog. Og det er det som jeg altid, altid ønsker for dig, elskede Broder, at du maa se Livets store skønne ansigt gennem al Elendighed, du faar at se, og maa bevare Troen. Jeg er vist blevet lidt Muhamedaner ved min megen Omgang med Somalis; hvis Fara kommer til Paris, - jeg tager ham med, hvis jeg rejser, - skal du se, hvormegen styrke der er i deres enkle, urokkelige Skæbnetro."

Til Ingeborg Dinesen 6.5.1923.
    "Paa samme Tid tror jeg, at Ideen om et ideelt Liv eller bare om decent Opførsel er nogenlunde fælles for hele Menneskeheden. F. Ex. tror jeg, at Tanken om at tilgive sine Fjender i det enkelte Exempel vil blive dybt beundret overalt; jeg ved da at det bliver det mellem Muhammedanere, som ellers har Ord for at være ret kradse i den Retning, - og jeg tror paa ingen Maade, det er sjældent mellem rettroende Jøder, selv om de har været Forkyndere for et strengere Princip; og som Lov eller Rettesnor for Livet i Almindelighed har dog selv de Kristne ikke i Almindelighed vedkendt sig det. Nu tror jeg, at der i min egen Generation er meget faa, som i det hele taget har Tro paa Gud; de religiøse Spørgsmaal kan ikke faa nogen Interesse for dem. Men i det hele og store falder deres Opfattelse af, hvordan det er bedst at leve, for de Bedstes Vedkommende sammen med en god Kristens eller en ædel Muhammedaners ..."

Til Ellen Dahl 13.9.1928.
    "Om Muhammedanisme som lader til at interessere Dig, kan jeg ikke skrive med nogen Autoritet, dertil kender jeg i virkeligheden for lidt til den. Det er mig ikke muligt at læse Koranen med noget Udbytte, og den Muhammedanisme som jeg ser i det praktiske Liv, er vist af de mest primitive. - Jeg synes at Muhammedanisme gør de Folk, som antager den eller er opdragne i den, renlige og stolte og giver dem en Slags heroisk eller stoisk Livsanskuelse, men ogsaa at den gør dem, for os, ganske utaalelig doktrinære og intolerante. I det hele taget er det, efter min Opfattelse, en tør Religion eller Livsopfattelse, og dens Farer er at den enten bliver rent udvendig og kommer til at bestaa i en uendelig Mængde udvortes Regler og Ceremoniel, eller ogsaa leder til Fanatisme.
    For mig har den det lidet sympatiske Element, at jeg synes den gør Kvindernes Stilling saa daarlig, men herom kan der sikkert diskuteres; paa mange Maader er de muhammedanske Kvinder ærede og ansete, og jeg kan meget godt se det orientalske Element som er i ogsaa vor vesteuropæiske Ridderlighed, og som vist kom ind med Korstogene, og den har Farverigdom og noget ædelt i sit Væsen; men den gør Kvinderne saa udelukkende til Kønsvæsener, og til rigtige Cellefanger i dette Forhold, uden engang Udsigt til Verden udenom. Mandens Beskytterrolle har ogsaa for mig saa tidt noget kunstigt eller forrykket; hvis man f. Ex. fra Begyndelsen slaar fast og opdrager Slægten til at tro paa, at det er alderes forfærdeligt, hvis ét eneste Haar paa Kvindens Hoved kommer ud af Orden, saa kan man naturligvis faa nok at gøre Resten af sit Liv med at løbe om med Parasoller og Skærme af alle Slags; men efter min Mening vilde det være virkelig ridderligere, om man ikke hængte sig saa meget i Haaret, og jeg mener heller ikke at det er givet, at den allermest fuldkomne, velordnede Frisure i og for sig er virkelig smukkere end de frit legende Lokker, eller en coiffure à la coup de vent. Men jeg har hele mit Liv holdt mere af Diana end af Venus; baade tiltaler hendes Skønhedstype, som jeg har set den i Statuer og Billeder, mig i sig selv mere, og ogsaa vil jeg selv hellere have Dianas Tilværelse end Venus', med aldrig saa mange Rosenhaver og Duekarme ..."

I SAMLEDE ESSAYS - skrevet under et ophold i Berlin i 1939 - sammenligner Karen Blixen i kapitlet "Breve fra et land i krig" nazismen med islam:
    "Mon der vel nogensinde har været noget som dette Tredje Rige? Af de foreteelser, som jeg i mit liv personligt har kendt til, er den, der kommer det nærmest, Islam, den muhamedanske verden og verdensanskuelse. - Ordet Islam betyder hengivelse, det er vel det samme, som Det tredje Rige udtrykker i sin håndsoprækning: Din i liv og død.
    Islam er af de to det højeste ideal, fordi det er højere at tjene Gud end at tjene et fædreland eller en race. Råbet fra minareten: "Der er kun én Gud og Muhammed er hans profet," er af evigere natur end noget feltråb om det udvalgte folk. Halvmånen er et ædlere tegn end hagekorset - (der for mig i hvert fald har noget uroligt og brudt, spasmodisk i sin bevægelse, hvor ikke, som på tårnene ved indgangen til stadion, hagerne er bøjede, så at de danner brudstykker af en periferi, samler figuren og bringer den til ro.)
    Alligevel har de to verdener mange ting tilfælles. Men man må da ikke tænke på det ældede islam, som vi nu kender til, efter at det har fundet sig en modus vivendi mellem verdensreligionerne. Man må gå elleve eller tolv århundreder tilbage, til mødet med den unge muhamedanske bevægelse, da den rejste sig og foldede sig ud som en fane og drog frem for at underlægge sig verden. Da må det have lynet og tordnet i skyerne, og de omkringliggende riger må have følt sig ilde til mode. Hvorfra fik ørkenfolket denne kraft?
    Den muhamedanske verdensanskuelse har som nazismen en uhyre selvfølelse: Den rettroende står over alle vantro, én rettroende sjæl er mere værd end hele verdens guld. Den er i sit væsen klasseudslettende som Det tredje Rige, den ene muhamedaner er, om han er vandbærer eller emir, ligeså god som den anden. Den har et vældigt sammenhold og stor hjælpsomhed de troende imellem - 10% af din formue skal du give til de trængende af Islam, og det er ikke almisse, men en gæld du betaler. I sine ritualer har Islam lighed med Det tredje Rige: de rettroende får ikke tid til at blive fremmede for hinanden. Nogle ting i "Min kamp" ligner kapitler i koranen.
    Islam blev udbredt med sværdet, det er en anklage, som bliver ført imod den af andre religioner, der dog ikke på dette punkt alle selv kan have den bedste samvittighed. Jeg vil citere så vidt jeg husker det, for man kan jo ikke her i Berlin købe engelske bøger at slå op i - hvad Carlyle har at sige derom i sin bog: "Heroes and Hero-Workship", som for resten i det hele taget har meget af Det tredje Riges tankegang. "Med sværdet," skriver han. "Javel, men hvorfra fik profeten sværdene? Enhver ny religion begynder med en minoritet på én eneste mand - på den ene side han, på den anden side alle de andre. - Det ville ikke nytte ham at forsøge at udbrede sin tro med sværdet. Lad ham skaffe sig sine sværd."
    Selve Islams forestilling om paradis er skabt af en krigerfantasi, det er et ideal for en hær på march. - "Så længe I marcherer, må I underkaste eder alle savn og bevare eder afholdende, prøvede, rede til kamp. Men når staden er indtaget, og vi er gået i lejr, så bliver det hele noget helt andet." Det er en femårsplan i en overnaturlig dimension.
    Islam bærer præg af sin ørken-oprindelse, der er sandstorme i den og store luftspejlinger. Til gengæld, synes jeg, har Det tredje Rige en rent ekstatisk respektabilitet, honnet ambition på liv og død, i himlen og på jorden. Hvilken af de to mentaliteter, der er den farligste, er ikke godt at vide.
    Sandelig, som de siger i koranen - Muhammed bruger ordet som sætning for sig. Sandelig. - Men islam var en tro på Gud. Den kunne både give og tage, af al sin magt, den ville frelse hele verden, hvis verden ville tage imod den. De overvundne folkeslag, der antog Islam, blev eet med den. Herved gik Islam frem med en videre menneskelig ret, end nogen sejrrig race kan gøre det, herigennem affandt Islam og den omliggende verden sig lettere med hinanden, end Det tredje Rige og omverdenen kan. Dette er ikke således at forstå, som om jeg så en lettelse for de overvundne folk deri, at de dog altid, når det kneb, kunne antage Islam og redde livet, thi jeg mener ikke, at det er nogen lykke at redde sit liv ved at afsværge sin tro. Men Islams egne kår lettedes, den hentede fornyelse, mens den gik frem. Islam i Delhi i øst og i Granada i vest havde beriget sig på sin march, fourageret kulturelt i fjendens land og hentet inspiration til ny fremgang. Ørkenfolket var vokset åndeligt på sin vandring og sad nu inde med mange landes og folkeslags kulturværdier. Muezzinens forkyndelse faldt i samklang med landskabet i Indien og i Spanien. "Der er kun én Gud. Og Muhammed er hans profet."
    Hvis ikke Karl Martel havde fået sat en dæmning op for Adb el Rhaman ved Poitiers, så kunne kameldriverens lære måske være blevet statsreligion i London også og have fundet sig til rette med det gamle Norden. Det har tit slået mig, hvor meget de enkle, rettroende muhamedanske folkeslag, som jeg kendte i Afrika, i deres filosofi havde tilfælles med de gamle islændere, som jeg kendte dem fra sagaerne."

Udvalg Aminah Tønnsen, august 2001   

Kilder:

BLIXEN, Karen: Breve fra Afrika 1914-31. Samlede Essays.

Litteratur:

LAURSEN, BENT: Blixen og islam i daglig vekslen. POLITIKEN 13.08.2000.

LAURSEN, Bent: Blixen - en kristen kætter? POLITIKEN 03.02.2001.

MUNKHOLM, Per: Karen Blixen og islam. BOGENS VERDEN. 2000, årgang 82, nr. 4.

NORDENTOFT, Søren:
        * Karen Blixen om Islams styrke.
        * Karen Blixens syn på Gud og mennesker
          (i: Livets mening og meningsløshed) Viborg 1997.

SCHMALENSEE, Lisa von: Blixen, islam og kristendommen.
        BERLINGSKE TIDENDE 3. januar 2005.

SØRENSEN, Ivan Z.: Karen Blixens anstændige syn på islam.
        BERLINGSKE TIDENDE 11. december 2004.