ISLAM ER BLEVET nærværende i Danmark. I dette nærvær kan man ønske sig et kvalificeret bud på, hvorledes man kan forholde sig til folk med denne baggrund. Med udbytte kan man gå til Karen Blixen. Hun har erfaringen, indsigten og begavelsen, men hun kan også fortolke, sætte ind i en større sammenhæng.
    Karen Blixen holdt i 1950 et radioforedrag, som handler om Farah, hendes tjener i Afrika. Her lyder det indledningsvis: "Der er et Ord, som for Tiden herhjemme er blevet et Slags kulturelt Løsen: det er Ordet 'Fællesskab'. Og det er nogle Gange blevet mig foreholdt eller bebrejdet, at jeg ikke havde Sans for Fællesskab. Det tror jeg dog selv, jeg har: jeg har følt det som en Lykke at være en Del af en større Enhed. Kun staar det for mig personlig, som om det sande Fællesskab opnaas gennem Vekselvirkning, og den sande Enhed dannes af forskelligartede Bestanddele". 'Vekselvirkning' er det centrale ord i citatet - dialog kunne man også sige.
    At Farah bliver objektet, er ikke tilfældigt. Han var somali og muslim, han modtog Karen Blixen, da hun kom til Afrika og fulgte hende trofast gennem alle årene, til hun måtte forlade farmen. Det var gennem ham, hun fik en første indsigt i islam. Han er et menneske af kød og blod, og det er ikke nogen abstrakt akademisk diskussion, som Karen Blixen begiver sig ud i.
    De primære kilder om Karen Blixen og islam er brevene, 'Den afrikanske Farm', det udgivne radioforedrag om Farah og fortællingen om ham i 'Skygger paa Græsset'. De to beretninger om Farah er forskellige afhængigt af formen: det mundtlige foredrag og den skrevne fortælling.
    Karen Blixen er beskeden, når hun skal udtale sig om sit kendskab til islam. Til søsteren Ellen skriver hun så sent som i 1928, at hun ikke kan udtale sig med nogen autoritet, dertil kender hun for lidt til den. Og i Farah-fortællingen skønner hun, at hun i Afrika kun lærte en primitiv, enfoldig udgave at kende. Men netop denne ærlighed er et godt udgangspunkt for vekselvirkningen; erkender man sin egen uvidenhed, har modparten nok lyst til at belære en. Den enfoldige udgave af islam er den, man møder i dagligdagen, og den, man må forholde sig til.
    Nu havde Karen Blixen et ret godt kendskab til islam. Først og fremmest ved samtalerne med Farah, men også ved sin læsning. I Afrika studerede hun Koranen - hun havde den i en fransk oversættelse - og hun brugte en islamisk lovhåndbog - i en engelsk oversættelse - til at dømme efter på farmen. Den orientalske fortælling, specielt '1001 nat', havde hun stor kærlighed til.
    I Farah-beretningerne nævner hun med tilslutning professor Østrup. Det er ikke en hr.-hvem-som-helst, men tidens førende orientalist. Johannes Østrup forsvarede som 24-årig sin disputats om "1001 nat" og senere i livet udsendte han samlingen i egen oversættelse i en pragtudgave. Han skrev også nogle folkebøger om Muhammad og Islam, som endnu er læseværdige introduktioner. Når man læser Østrup fornemmer man "en broder i ånden'" til Karen Blixen, for han foretrak studier i marken for arbejdet i biblioteker.

ISÆR I BREVENE fra Afrika kan Karen Blixen være meget kritisk over for islam, men hun var også et polyfont menneske - flerstemmigheden er just hendes adelsmærke. Siden hen bearbejder hun de mange stemmer fra Afrika til en helhed. Det kom der en nydelig fugl ud af.
    I det ovennævnte brev til søsteren kommer kritikken til orde. Da mener hun ikke, at hun kan læse Koranen med noget udbytte. Islam gør folk renlige og stolte, giver dem en slags heroisk eller stoisk livsanskuelse, men gør dem også utåleligt doktrinære og intolerante. Det er efter hendes opfattelse en tør religion eller livsopfattelse med fare for enten at blive rent udvendig og komme til at bestå af en uendelig mængde udvortes regler og ceremoniel, eller også leder den til fanatisme. For Karen Blixen har islam det lidet sympatiske element, at den gør kvindernes stilling så dårlig. De muslimske kvinder er ærede og ansete, og hun kan godt se at det orientalske element, som minder om den europæiske ridderlighed, har farverigdom og noget ædelt i sit væsen. Men den reducerer kvinderne til køns-væsener og til rigtige cellefanger uden udsigt til verden udenom.
    Ti år tidligere lyder der andre toner i et brev til moderen: »Jeg synes, det er Tider til at blive Muhammedaner i, saa kan der dog maaske være nogen Mening med det Hele«. Og så rejser hun ellers børster mod Johannes Poulsen. Det gjorde hun mere udførligt i et brev til søsteren året før: »Jeg ærgrer mig over Johannes Poulsens Bog, hvor han siger, at Muhamedanismen er saa blottet for Aand. Jeg tror ikke, der findes Mennesker med mere Selvfølelse og Ro og Mod og Værdighed end Muhamedanere; mine bedste Venner er Muhamedanere, og de staar himmelhøjt over Englænderne herude. Da Johannes Poulsen ikke har set andet end Port Said, da han udtaler sig, er det, som om et Menneske vilde have set Nyhavn og Lille Kongensgade og saa fælde sin dom over Kristendommen, - og hvem der forresten er blottet for Aand, er Johannes Poulsen; det undrer mig at en saa gennemflad og tarvelig Bog har kunnet have Succés hjemme«.
    Nu skal man huske på, at Nyhavn på den tid var noget andet end i dag, og at en flad og tarvelig bog har succes, kan vel ikke undre. Det er den berømte kongelige skuespiller Johannes Poulsens bog 'Gennem de fagre Riger', Karen Blixen raser imod. Den kongelige skuespiller har været på turistrejse Jorden rundt, og indtryk fra rejsen udsendte han på tryk i 1916. Hermed en smagsprøve på Johannes Poulsens stil med venlig hilsen til Karen Blixens bemærkning om Nyhavn: »I mørke, smalle, krogede gyder, hvor aldrig nogen frisk luftning trænger ind, og som mere må betegnes som rendestene med høje mure end som gader, sidder de prostituerede kvinder bag ved jerngitre, udstillet på borde som vilde dyr i et menageri. Den forbipasserende kan så i ro og mag vælge og for en ringe betaling købe den, han lyster. De er for det meste gamle eller ogsaa ganske unge, og som oftest hæslige. Dog så jeg et par 14-15 årige Ægypterinder af en egen, melankolsk skønhed«. Man kan forstå, at den kongelige turist har fundet behag i nogle af varerne og spagfærdigt bemærket, at havde han nu haft Karan Blixens stil, kunne han have betalt for at tale med de unge damer og for en beskeden sum have hjulpet dem til et andet liv.

GENNEM BREVENE, men også i 'Den afrikanske Farm' er Farah hele tiden til stede - som en skygge.
    To af afsnittene i 'Den afrikanske Farm' handler specielt om Farah:
'Farah og Købmanden i Venedig' og 'Farah og jeg sælger ud', men der er et tredje afsnit, der også er om Farah og islam, nemlig 'Somali-Kvinderne'. Disse kvinder er Farahs kvinder. Da han giftede sig, kom der med konen »en blid og livlig lille Flok mørke Duer, hendes Moder, hendes yngre Søster og en ung Kusine«. Senere kom en moderløs pige på elleve år, som Farah optog i familien. Denne ypperlige beretning om Karen Blixens forhold til de muslimske kvinder er et mønstereksempel på vekselvirkning. At det kunne lade sig gøre, skyldes, at hun var kvinde, hendes gode forhold til Farah og det, at hun kunne tale deres sprog. Men vigtigst har været hendes indlevelsesevne. Man kan ikke være i tvivl om, hvor Karen Blixen selv står, men det forhindrer hende ikke i at sætte sig ind i en fremmed tankegang.
    Hvis man mener, at kvinder bliver undertrykt i islam, får man det modsatte indtryk, når man læser denne beretning. »De unge Pigers Moder var en imponerende Skikkelse, saa bred og tung og besindig, at hun lignede en Hunelefant, der har sprøjtet sig over med køligt Vand og Dynd«. Hendes opdragelse af de unge piger var ikke tvang, men en sammensværgelse. »Det lille Hus, jeg havde bygget til dem i Skoven, blev med hende som Forstanderinde en højere Pigeskole i hvid Magi, og de tre unge Piger, der vandrede saa stille paa Skovstierne omkring det og aldrig langt bort fra det, var tre unge Hekse, som var i Lære, og som satte alle Kræfter ind paa deres Studier, for naar deres Læretid var forbi, fik de deres Belønning og blev meget mægtige«.
    Kvinderne var ikke i tvivl om deres eget værd, derfor kunne de ikke forstå, at man i Europa gav sine jomfruer bort til mændene for ingenting. Det var mangel på selvagtelse og respekt for kvinden. Men dette selvværd vokser unægtelig hos Karen Blixen: »Inde i den afsondrede Kvindeverden, og saa at sige bagved dens Mure og Bastioner, følte jeg et særegent, stærkt og mægtigt Ideals Nærværelse, uden hvilket Besætningen ikke havde kunnet holde saa heltemodigt ud: Tanken om et Tusind-aarsrige, hvori Kvinderne skulde herske over Verden. Da paatog den gamle Moder sig en ny Skikkelse og tronede som et svært, mørkt Symbol paa den store, kvindelige Guddom, der havde været til i de gamle Tider, inden selve Profetens Gud. Denne Guddom tabte Kvinderne ikke af Syne ...«.

DEN UNGE KUSINE havde sans for teologi. Karen Blixen og hun førte mange samtaler om religion og livets underlighed. Hun læste arabisk og kunne lange stykker af Koranen udenad. Derfor kunne hun også redegøre for jomfrufødslen: »Hun vilde gaa med til, at Jesus var født af en Jomfru, men ikke til, at han var Guds Søn, for Gud kunde ikke have Børn i Kødet. Mariammo, sagde hun, som var den yndigste af alle unge Piger, havde spadseret i sin Have en Morgen, og en høj Engel, udsendt af Herren, havde berørt hendes Skulder med Spidsen af sin Vinge, herigennem havde hun undfanget«. Det er et udmærket billede på islams syn på Jesus - han er en profet, men ikke Guds søn.
    Da Karen Blixen viser hende et billede af Thorvaldsens kristusfigur, forelsker hun sig straks i Jesus, mens Judas vakte hendes vrede: »Hun vilde da selv med Glæde have revet Øjnene ud af Hovedet paa ham«.
    Karen Blixen tager pigerne med til de franske missionærer, så de kan se en kirke. Især figurerne med jomfru Maria og Josef med Jesusbarnet på armen optog dem: »De vidste god Besked med Josefs Historie, og havde altid haft høje Tanker om ham, fordi han havde været Mariammo en saa ædel og tro Ægtemand og Støtte, nu sendte de ham dybe, taknemmelige Blikke, fordi han ogsaa bar Barnet for sin Hustru«.
    I 'Skygger paa Græsset' kalder Karen Blixen sin beretning om Farah for 'Portræt af en Gentleman'. En gentleman definerer hun som en mand der har sin tids æresbegreber i blodet, og hos hvem de er blevet et instinkt. »Kun var der for mig altid et Spændingsmoment i Spørgsmaalet om hvilke Æresbegreber der vel gjaldt for en aristokratisk indstillet Muhammedaner i en europæisk Indvandrers Hus«.
    Det var ikke blot en almindelig kontrakt, der blev underskrevet: »det var en Pagt som blev sluttet mellem ham og mig ad majorem  domus gloriam, til Husets altid større Ære. Min Velfærd var ikke hans Sag, og laa ham ikke egentlig paa Hjerte, men for mit gode Navn, min Anseelse mellem Folk og min Ære havde han Ansvaret. Og dette Ansvar varetog han med aldrig svigtende Nidkærhed«.
    Farah var, som Karen Blixen skriver, »rettroende Muhammedaner og brændende i Aanden«. Med ham havde hun mange samtaler om religion.
    Der er nogle begreber, der går igen i Karen Blixens omtale af islam: hengivelse, samtykke, ja-sigere. »Jeg har hørt at Ordet Islam i sig selv betyder 'Hengivelse', og jeg har set den forklaret som 'the religion which ordains acceptance' - den Religion som af Mennesker forlanger Samtykke. Og Profeten samtykker da ikke med Overvindelse eller Smerte, men med Henrykkelse. Der er i hans Forkyndelse, saaledes som jeg gennem hans ulærde Menighed kender den, et vældigt erotisk Moment«.
    »Jeg elsker ædle Dufte, Røgelser og Parfumer«, siger Profeten. »Men jeg elsker Kvindens Herlighed højere. Jeg elsker Kvindens Herlighed højt, men jeg elsker Bønnens Herlighed højere.
    I Modsætning til mange moderne Former for Kristendom giver Islam sig ikke af med at retfærdiggøre Guds Fremfærd imod Menneskene, dens Ja er betingelsesløst«. Og senere: »De er et Samfund af Ja-Sigere, og de er forelskede i Faren, i Døden og i Gud«.
    Det er ikke Karen Blixens erfaring, at islam er mere intolerant end kristendommen. »Der har, fortalte Farah mig, i Verden været tre store Profeter, Nebbes: Muhammed, Moses og Jesus«. Som den unge kusine ville han ikke anerkende Kristus som Guds søn, for Gud kan ikke have nogen søn i kødet, men han gik med til at han ikke havde nogen jordisk fader. Jomfrufødslen forklarer han på lignende vis som den unge kusine.

Døden følger den Lykkelige 
som en tyrannisk Herre, 
den Ulykkelige som en Tjener,
der stedse er rede til at modtage 
sin Herres Kappe og Maske.