Sundhed:

FASTE
- DET NATURLIGE LÆGEMIDDEL

Faste har fra tidernes morgen været kendt som helseterapi. Det bedste eksempel på, hvor højt man værdsatte denne form for behandling, er vor ramadân, og ligeledes den jødiske og kristne faste. Faste har noget med religion og gudstro at gøre. "Sjælen højnes gennem legemets faste" hedder det i Bibelen. Der, hvor man fjernede sig fra Gud, hvor Han kun forblev et uforpligtende, indholdsløst symbol, afskaffede man også lidt efter lidt fasten. Det bedste eksempel herpå er de nutidige kristne samfund. Selv i den ellers så konsekvente katolske kirke har man så godt som afskaffet fasten. Det, man dér betegner som faste, har intet med fastens oprindelige mening og formål at gøre. Selv fredagen, der førhen var en kristen fastedag, er i dag en hverdag som alle andre.
    Hvilken betydning har fasten så, set fra en medicinsk synsvinkel? Som jeg før sagde, er det en form for helseterapi. Det fastende menneske genfinder sin indre ro. Nervesystemet og de indre organer (mave, tarm, lever, nyre o.a.) fungerer igen normalt. Sjæl og sind befries. At faste - det betyder også at trække sig tilbage fra hverdagens stressende aktiviteter.
    I gamle dage drog profeter og asketer ud i ørkenen for at faste og meditere.
    Forståeligt nok for enhver, der har oplevet ørkenens ensomhed, dens sprog og den nærhed til Gud, som den formidler. Med til fasten hører en fjernelse fra hverdagen og en nær kontakt til naturen.
    Fasten er en religiøs øvelse for os, gennem hvilken vi opnår visdom og fred og lærer at beherske vor krop.
    Mere end halvdelen af befolkningen i den såkaldt civiliserede verden dør af følger af civilisationssygdomme. Sukkersyge, hjertekar- og gigtsygdomme er mere og mere hyppige.
    Alle disse sygdomme udløses af for mange kalorier - for lige så snart den syge ændrer sine spisevaner, forsvinder lidelserne. Stofskiftesygdomme og gigt var ukendte i tiden efter sidste krig, hvor alle var på diæt, da levnedsmidler var knappe og nydelsesmidler ubetalbare.
    Spisning og faste er som vågenhed og søvn, som anspændelse og afslappelse. Det er de poler, mellem hvilke vort liv foregår.
    At spise om dagen og faste om natten er blevet en selvfølgelig livsrytme for os, som ingen tænker nærmere over. Kun, hvis vi har spist sent en aften, og ingen appetit har om morgenen, er vi opmærksomme derpå. Det er nemlig et tegn på, at vor krop ikke har afsluttet nattens faste. Englænderne taler om "breakfast", om at bryde fasten. Den, der ikke faster om natten, bør derfor ikke spise morgenmad (breakfast).
    Normalt omfatter dagen 12-14 timer i vågen tilstand til arbejde og spisning, til aktion og reaktion. Natten består af 10-12 timer, i hvilke næringsstofferne omdannes i organismen.
    Om natten i fasten beskæftiger mennesket sig med sig selv, det sover og hviler. Ro, tryghed og varme er forudsætninger for enhver faste. Ro, der giver os vished om, at vi står under Allahs beskyttelse, at vi er i sikkerhed hos Ham.
    Under mange sygdomme mister mennesket appetitten. Det er tegn på, at optagelse af næring ville belaste organismen unødigt og udsætte eller umuliggøre helbredelse. Faste er altså kroppens egen helseterapi:

Oh I troende! Det er foreskrevet jer at faste, ligesom det var foreskrevet dem før jer, for at I må lære selvbeherskelse gennem gudhengivelse. (2:183)

Syge væsener gør instinktivt det rigtige: de faster.
    Det ville være fuldstændig forkert at overtale en syg, der ingen appetit har, til at spise. Den syge organisme har brug for tid og kræfter for at komme sig. Energien hertil tager den fra næringsdepoterne. Ved at faste sparer den fordøjelsesarbejdet, der normalt udgør 1/3 af det samlede energiforbrug. Denne opsparede energi bruger kroppen for at fremskynde helbredelsesprocessen.
    For alle mennesker er faste den bedste mulighed for at forebygge sygdomme:
- Den har en stærk ødelæggende virkning på sygdomsbakterier.
- Den hæmmer sygdomsbakteriernes vækst.
- Den forhøjer blodets og cellernes modstandskraft.
- Den forøger udskillelsen af gift- og sygdomsstoffer.
- Kraft, hurtighed og tænkeevne afhænger ingenlunde direkte af maden.
    Den fastende tænker bedre og hurtigere. Ingen sportsmand/kvinde kan præstere det maksimale, hvis han/hun har spist sig mæt før start.
    Det er muligt at leve flere uger uden at tage fast føde til sig og samtidig yde meget kropsligt:
    I Sverige foretog 20 mænd en march på 500 km på 10 dage. De gik altså 50 km hver dag. I denne tid tog de ingen fast føde til sig. De drak udelukkende frugtsaft og ca. 3 liter vand om dagen. En læge, der fulgte turen, bekræftede, at mændene var i fin form trods et vægttab på 5-7kg. De var i højt humør og virkede på ingen måde udmattede. Tværtimod var de nået i mål styrket af udholdenhed og kraft.
    At faste fremmer altså ikke blot den sjælelige, men tydeligvis også den fysiske ydeevne.

Men hvorledes faster man rigtigt?
    Man bør først og fremmest vide, at faste ikke er skadeligt, og man bør faste af egen fri vilje. Islam er den mest humane religion, der ikke tvinger muslimer til noget, de ikke er i stand til at udføre eller som kunne være skadeligt:

Faste er bedre for jer - om I blot vidste det. (2:184).

Beslutningen om at faste bygger på den erkendelse, at vi dermed gør noget naturligt, der er godt for legeme og sjæl; men det betyder også, at vi har tillid til, at kroppen vil fungere normalt, selv uden at indtage næring. Denne viden, at livet også er muligt uden at indtage næring, giver den fastende en indre sikkerhed, som de, der aldrig har prøvet at faste, beundrer.
    Ethvert menneske har evnen i sig til at omstille sig til at faste. Man må blot øve sig igen og igen og erkende dens fordele. En krop, der er vant til at faste, har lettere ved at omstille sig til at leve uden næring, end en krop, der aldrig har fastet. Det er et fortrin, vi muslimer har frem for andre. At give afkald på et eller flere måltider om dagen er intet problem for en krop, der er vant til at faste. Derfor er et liv uden fast næring en naturlig del af vor tilværelse.

Besynderligt er det, at dette princip er ukendt for de fleste, selv om alle religioner og kulturer henviser til nødvendigheden af at faste og til fastens helbredende virkning. Man har tværtimod mange fordomme: at faste nedsætter ydeevnen, fører til sygdom og endog død. Naturen giver os en god lektie:
    Uge- eller månedlange faster hører til årsrytmen for de dyr, der lever frit i naturen. Kun på den måde kan de overleve i perioder, hvor føden er knap. Tænk blot på alle de dyr, der sover vintersøvn uden at indtage hverken fast eller flydende føde: Trækfugle tager ingen eller kun ringe føde til sig, mens de flyver op til 5000 km på nogle uger, og ulve kan klare sig i flere uger uden føde og kan derfor tilbagelægge lange strækninger i deres søgen efter bytte.
    Ligesom for dyrene, er det også for menneskene nødvendigt at bruge den medfødte evne til at udnytte oplagret næringsenergi for at overleve. Ellers ville mange folkeslag være uddøde.
    Australien og Afrikas urbefolkning lever nu som før et liv tilpasset deres karrige omgivelser. Eller man kan nævne beduinerne, der kan eksistere i en - som man ofte tror - livsfjendtlig ørken. Der findes endnu i dag i Arabiens ørken stammer, der lever, som deres forfædre gjorde: beskedent, enkelt og - set med en forvænt europæers øjne - betydelig restriktivt. Dadler og kamel- eller gedemælk er ørkenboernes hovednæringsmidler. Kød spiser man sjældent. Men her har jeg aldrig mødt de civilisationssygdomme, som plager os: gigt, sukkersyge, kræft og hjerte-kar-sygdomme.

Et eller andet sted læste jeg engang: Vejen til sultedøden er lang.
    Typisk er beretningen om Hunza-folket i Himalayabjergene. Indtil for nogle årstider siden levede de fuldstændig afsondret fra omverdenen. Ofte var deres afgrøder ikke store nok til at brødføde folket hele året. Ofte måtte de faste i uger eller måneder, indtil byggen modnedes i marts. Men Hunza'erne var glade og tilfredse. I den periode ydede de deres største arbejdsindsats. De ordnede markarbejdet og reparerede de af laviner ødelagte vandingskanaler. Men læger kendte de ikke, og de havde ikke brug for politi. De levede deres liv i pagt med naturlige adfærdsregler.
    Nu er dalen åben, og turister strømmer til. Hunza-mændene tog til Indien som arbejdere og soldater. Levnedsmidler som sukker, hvedemel og konserves importeres. Folket behøver ikke længere at sulte. Sulte? Folket behøver ikke længere faste, ville være nærmere sandheden. Civilisationssygdomme har holdt deres indtog i Hunza-dalen. Karies, blindtarmsbetændelse, gallelidelser, overvægt, forkølelser og sukkersyge er nogle af de sygdomme, der nu huserer i dalen. Hunza'erne har brug for læger - og også for politi. For deres legemer, deres adfærd og deres sjæl er spoleret.
    Af Hunza-folkets skæbne kan vi se meningen med den religiøse faste. Mennesket takker Gud for at måtte overleve og blive mæt. Faste er vejen til den indre orden, til at erkende den vej, der alene fører os til Allah. Vækkelsesprædikanten Buddha, de store profeter Moses og Jesus samt alle profeters segl, Muhammad (Guds fred være med ham), modtog Guds budskab under lange, frivillige fasteperioder i ørkenens ensomhed. I Sûra Baqarah hedder det:

Ramadân er den måned, i hvilken Koranen blev åbenbaret som vejledning til menneskeheden og et tydeligt budskab til at skelne (mellem ret og uret). (2:185)

Men hvem kan i dag forstå meningen med det at faste, med frivilligt at give afkald på næring?
    Man opfatter ikke længere faste som et guddommeligt påbud, men som tvang, og det skaber modvilje og modstand. Man finder på undskyldninger for ikke længere at underkaste sig det guddommelige påbud. Den kristne kirkes fastepåbud blev omgået og gennemhullet - ikke kun i nyere tid. I Middelalderen brugte man stærkt øl som fasteføde. Da man ikke måtte spise kød fra landdyr, erklærede man i hast bæveren, der lever i vand, for fisk at være, da fisk var tilladt spise i fasten.
    Det er derfor ikke så underligt, at det typiske billede af en kristen munk er en korpulent klosterbroder. Mon hans overvægt og alkoholforbrug har været særlig sundt for hans helbred? De første ølbryggere var munke, og klostrene dyrkede vin.

Hvad er faste så i virkeligheden?
- Faste er en naturgiven livsform.
- Faste hører til et selvstædigt, frit menneskes adfærd.
- Faste berører hele mennesket; hver eneste celle, dets ånd og sjæl.
- Faste kan bruges til at forblive eller komme i god form. Desuden hjælper faste ethvert menneske til at ændre dets livsvaner, hvis det er nødvendigt.

Der er nogle grundregler, som den fastende bør overholde:
- Spis aldrig i dagtimerne. Nyd aldrig alkohol. Drik udelukkende the, frugt- og grøntsagssaft samt grøntsagssuppe og vand - så meget som kroppen forlanger. De slagger, der frigøres under fasten, må skylles ud af kroppen.
- Udelad alt det, der ikke livsnødvendigt: nikotin, søde sager, alkohol og kaffe. Medicin - så vidt som det kan forsvares - i hvert tilfælde appetitdæmpende- og vanddrivende midler samt afføringsmidler.
- Frigør dig fra dagligdagen, fra arbejde- og familiebindinger. Ud med planlægningskalender og telefon. Giv afkald på ugeblade, radio og fjernsyn. Mød i stedet dig selv og især Allah. Læs hellere i Koranen end i Ekstra Bladet.
- Forhold dig naturligt, gør kun det, der gavner kroppen, og som kroppen forlanger. Er du udmattet, så sov. Er du glad for at bevæge dig, så gå en tur, driv sport, svøm. Genoptag dine fritidsinteresser.
- Alle, der er sunde og ydedygtige, som kan holde disciplin og udholde afsavn, må faste.
- Også gamle, unge og handicappede må faste, hvis deres krop ellers fungerer normalt. Også sunde gravide kvinder må faste.
- Det er nemmest at faste sammen med ligesindede. En kendt fastelæge udtalte engang: 'Det kan være meget stimulerende at faste, hvis man f.eks. er en gruppe venner'. Det er en opfordring til os, helt bevidst i ramadânen at søge vore søstre og brødres selskab og nærhed. Hvis det er muligt, bør man ikke nøjes med at mødes om fredagen. Bed sammen, læs sammen i Koranen og diskutér - ikke kun religiøse emner.

Det er udmærket også at tale om fastens velgørende virkning på kroppen:
- Man går ned i vægt.
- Kroppen befries for affald og sygdomsfremkaldende slagger.
- Man kan komme ud af afhængighed af nydelsesmidler.
- Faste er et skønhedsmiddel, der kommer indefra.
- Faste opretholder den åndelige og legemlige ydeevne, især i kvindens overgangsalder og mandens 'brist' i ydeevnen i 40-års alderen.
- Faste kan udskyde alderdomsprocessen.

Til slut vil jeg nævne et problem, som jeg ofte støder på i ramdânen. Hvis det ikke var så alvorligt, kunne man se det fra den humoristiske side:
    Har I også oplevet, hvordan bordene - om aftenen kort før fasten brydes - næsten synker sammen under vægten af mad, og de fastende sidder som fastnaglet og stirrer på de overdådige retter og venter på det forløsende tegn, der tilkendegiver, at fasten må brydes? Og så frådser man i mad, som ikke kommer på bordet resten af året. Man holder rene ædegilder den halve eller den hele nat.
    Er det meningen med fasten? Kan man på den måde opnå fastens velgørende virkning?
    Mon det ikke er bedre at spise normalt eller endog mådeholdent, når fasten brydes, og så gå til ro? En styrkende søvn opnås ikke med overfyldt mave. Når ydeevnen falder om dagen i fasten, når mennesket er oprevet eller træt, skyldes det alene de natlige ædegilder og forspisthed, vil jeg tillade mig at påstå.
    Kun godt, at alkohol er forbudt for os muslimer. Hvilke drikkeorgier ville der ellers ikke blive fejret om natten i fasten?
    Skade, at tobak endnu ikke fandtes i Arabien på vor Profets tid. Den ville ganske givet også være blevet forbudt os; men hedder det ikke i Koranen, at vi skal undgå alt det, der skader vor krop?

Brødre og søstre. Lad mig undtagelsesvis ikke slutte med et Korancitat. I Edda'en, vore germanske forfædres visdomsord, hedder det:

Den forspiste spiser sig til sygdom, hvis han ikke kender til mådehold.
Den dummes mave bliver ham til spot, når han kommer til den kloge.
Hyrder ved, når de skal hjem, og forlader græsgangene;
men den dumme kender aldrig sin maves grænse.

Fra: AL-ISLAM, Zeitschrift von Muslimen in Deutschland, Nr. 2, 1986, pp.9-13. (Oversættelse A.T.E.)

Mere om den islamiske faste