Menneskeret:

YTRINGSFRIHED UNDER ANSVAR

Af Aminah Tønnsen

Den hollandske instruktør Theo van Gogh ville med filmen ”Submission” skabe debat om vold imod kvinder begået i islams navn, hvilket der i og for sig ikke er noget anstødeligt i, for det er et ubestrideligt faktum, at mange muslimske kvinder er ofre for overgreb, og at disse overgreb ofte begås i islams navn. 
    Kvinden i van Goghs film bebrejder Gud, at hun har haft et miserabelt liv med vold og tvang; men hun henvender sig på forkert adresse: Det er mændene, der skal på anklagebænken. Det er mændene, der op igennem tiderne har misbrugt Koranen til at undertrykke og ydmyge kvinderne - de selv samme kvinder, som de af Gud er sat til at elske, ære og beskytte over alt andet på jorden. 
    Men ved at sammenkæde en kvindes personlige beretning om overgreb med et religiøst ritual (bønnen), der har stor spirituel betydning for millioner af mennesker verden over, og ved at vise den ulykkelige kvinde med uddrag af Koranen malet på sin krop, træder instruktøren på noget af det for muslimer allermest hellige og fremprovokerer afstandtagen og fordømmelse - i stedet for at anspore til en konstruktiv og nødvendig debat om vold imod kvinder.
    Siden filmen blev vist herhjemme, har debatten om ytringsfrihed nået uanede højder, medens kun et par enkelte artikler om vold imod kvinder har fundet vej til avisspalterne. Debatten har endvidere – som så ofte før, når islam og muslimers holdninger er til debat – været islamofobisk snarere end saglig og konstruktiv.

Det har været forstemmende at høre bombastiske udtalelser som ”ytringsfriheden er absolut”, ”ytringsfriheden kan ikke gradbøjes” eller ”ytringsfriheden er hellig”. Man har åbenbart ingen forståelse for, at den kritiske analyse meget nemt kan kappe over og blive til injurier, ydmygelse og forhånelse, når sindene kommer i kog. Debatten er i de seneste år rent faktisk blevet mere og mere rå og skinger, og man kan efterhånden tillade sig at sige næsten hvad som helst om islam og muslimer – hvor som helst og når som helst.
    Samtidig med at man har givet udtryk for et nærmest fundamentalistisk frisind, har man hånet de muslimer, der har lagt op til en diskussion om, hvor grænserne for ytringsfriheden går. Når man lever i et demokratisk samfund, må det vel være enhver borgers ret at åbne en principiel debat, ligesom det burde være ganske underordnet, om de fremførte argumenter hentes i Bibelen, Koranen eller et helt andre steder.

Flere muslimer har talt om ”ytringsfrihed under ansvar”; men hvordan skal dette forstås? "Vi skabte alting parvis, for at I må tænke jer om" hedder det i Koranen 51:49. Par (zawj) hentyder til, at der overalt i skabelsen findes synlige såvel som usynlige kræfter, der ved første øjekast forekommer modsatrettede og uafhængige, men som ikke giver nogen mening hver for sig. De kompletterer hinanden og danner tilsammen et hele: positiv og negativ, varme og kulde, kærlighed og had, lys og mørke, tørhed og fugtighed, mandligt og kvindeligt ... og altså også frihed og ansvar. 
    Sognepræst Jørgen Kjærgaard har den 16. juni 2004 i Kristeligt Dagblad i anledning af Grosbøll-sagen givet en meget rammende forklaring på ”ytringsfrihed under ansvar”:
"Ytringsfrihed har enhver borger i dette land. Den er sikret ved lov; også for præster. Men alle har vi den under ansvar. I princippet kan vi udtale eller skrive lige, hvad der passer os. Men vi må så være parat til at tage konsekvenserne, hvis det, vi siger, går et andet menneske for nær ... Frihed giver ingen mening uden grænser. Det er et paradoks, men ikke desto mindre sandt. Uden grænser ville man aldrig vide, om der i grunden er nogen frihed. Først når det kan fastslås, at hertil går den, bliver friheden konkret og reel." 
    Det er begrebet ”zawj” i en nøddeskal.
    Det er naturligvis ikke muligt at lovgive om ansvar i forbindelse med frihedsrettigheder; men ansvarsfølelse og samvittighed er mekanismer, der burde gå i gang længe før de juridiske grænser nås. Hver eneste gang vi som mennesker foretager nogle valg eller udfører nogle handlinger, burde vi som en selvfølge tænke på, hvilke konsekvenser de pågældende valg eller handlinger måtte få for os selv, for vore medmennesker og for samfundet som helhed. Er man i mindste tvivl om, hvorvidt en handling gavner det fælles bedste, burde man i det mindste undlade at gøre imod andre, hvad man ikke ønsker at andre skal gøre imod én selv.

Selvom vi lever i et retssamfund, hvor man juridisk set anses for at være uskyldig, indtil det modsatte er bevist, er muslimer under konstant, kollektiv mistanke og bliver gjort ansvarlige for alverdens uhyrligheder begået i islams navn. Man forlanger igen og igen af herboende muslimer, at de skal tage afstand fra snart den ene, snart den anden trosfælles udsagn og handlinger - hvor stupide og uislamiske de så end måtte være. Demokrati må alt andet lige også omfatte friheden til ikke at ytre sig - uden af den grund at blive mistænkt for at have ekstremistiske holdninger af den ene eller anden art. 
    Jeg mindes ikke, at man har forlangt af herboende kristne, at de skulle tage afstand fra yderligtgående kristnes drab på abortlæger i USA eller på volden i Nordirland for ikke at blive udsat for kollektiv mistænkeliggørelse. Jeg mindes ej heller, at man har forlangt af herboende jøder, at de skal tage afstand fra israelske soldaters overgreb på palæstinensere for at blive betragtet som gode danske borgere.
    I forbindelse med van Goghs film, lyder det igen og igen, at muslimer – i demokratiets, liberalismens og den danske frihedstraditions navn – må finde sig i, at deres tro bliver kritiseret og udsat for perfide angreb. Mon der ikke også ville lyde protester, hvis en muslim lavede en film om en kvinde, der smider tøjet foran alteret eller på prædikestolen og med Bibelen i hånd og akkompagneret af salmesang og orgelmusik anklager Jesus for at være skyld i de overgreb, hun bliver udsat for af sin kristne husbond? Og jeg er sikker på, at man straks ville råbe: ”antisemitisme”, hvis Hizb ut-Tahrir skulle få den skøre idé at uddele løbesedler med en karikatur af en ”typisk jøde” som dem, man kender fra 30’ernes Tyskland. Og godt det samme, for jeg tror ikke, at nogen af os vil være tjent med at leve i et samfund, hvor intet er helligt.

Der har ikke lydt protester, når undertegnede og muslimer generelt i nærværende avis er blevet anklaget for løgn og bedrag under dække af ”taqiyya” - et begreb som kun de færreste muslimer overhovedet kender til, men som af islam-kritikere defineres som enhver muslims pligt til at ”forstille sig” eller ”skjule sine egentlige hensigter” for at forvirre modparten og forlede ham til at tro, at man er moderat - når man i virkeligheden pønser på at bemægtige sig landet og med magt omvende sagesløse danskere til islam.
    Det er blevet mere og mere almindeligt, at der henvises til taqiyya-princippet i dagbladenes læserbreve og i debatfora på nettet. Og det er jo også meget bekvemt, for hvis man kan mistænkeliggøre modparten og afskrive ham som løgner, slipper man jo for at forholde sig seriøst til noget som helst.

Man taler så meget om at støtte moderate muslimer; men for at blive betragtet som moderat, skal man i dagens Danmark nærmest afsværge sig sin tro og frem for alt have de rette politiske meninger. Formaster man sig til at tilkendegive, at ens tro har betydning for en i hverdagen – eller at man opfatter Koranen som Guds åbenbarede ord, bliver man fluks kategoriseret som en udemokratisk, samfundsfjendtlig fundamentalist.

The World Evangelical Alliance har lavet en analyse af de mekanismer, der fører til forfølgelse af kristne rundt omkring I verden. De taler om tre faser: 1) Misinformation og mistænkeliggørelse i medierne. 2) Marginalisering og juridisk, social, politisk og økonomisk diskrimination. 3) Forfølgelse fra statens, politiets, militærets, ekstreme organisationers eller religiøse lederes side.

Det er de samme mekanismer, der i vore dage bruges imod muslimer; men når debatten og samfundet polariseres, bliver vi i sidste ende alle tabere.

© Aminah Tønnsen, december 2004   

Ovenstående har været bragt som kronik i Kristeligt Dagblad den 7. december 2004.

P1 Morgen den 11. november 2004: 
     Samtale m. Aminah Tønnsen om Van Goghs film "Submission".

12 danske forfattere: Det er på tide, vi siger fra POLITIKEN 15. december 2005
                             Ytringsfrihed er også en forpligtelse

Se også: 
     Blasfemi  -  Frihed under ansvar - Ytringsfrihed under ansvar (med litteraturliste)
     Om at tage afstand

ARENDT, Niels Henrik: Om frihedsbegrebet
     KRISTELIGT DAGBLADS religionsdebat på nettet 10. maj 2005

BAUNSBAK-JENSEN, Asger: Frisind betyder rummelighed.
     KRISTELIGT DAGBLAD 25. november 2004

BJERAGER:  Vi har brug for hellige køer.
     KRISTELIGT DAGBLAD 10. december 2004.

BOLONIUS, Frits: Med ytringsfrihed følger ansvar.
     KRISTELIGT DAGBLAD 28. november 2004.

BÖSS, Michael: Fri os for den moralske stat.
     KRISTELIGT DAGBLAD 9. december 2004.

CLAUSEN, Bente: Behold blasfemiloven
     KRISTELIGT DAGBLAD 22. december 2004
     * Ofre for ytringsfriheden bliver sjældent hørt (Isi Foighel)
     KRISTELIGT DAGBLAD 10. december 2005

JENSEN, Torben: Frihed og anstændighed.
     JYLLANDS-POSTEN 14. december 2004.

KJÆRGÅRD, Jørgen: Præster har ytringsfrihed under ansvar.
     KRISTELIGT DAGBLAD 16. juni 2004.

KOPLEV, Kjeld: Kan man både være jøde og demokrat?
     POLITIKEN 13. december 2004.

KRUSELL, Jesper: Trille, Thorsen og Theo.
     BERLINGSKE TIDENDE 28. november 2004.

LANETH, Pia Fris: Der må være en blonde.
     INFORMATION 27.-28. november 2004.

LØN, Anne Marie: Venstres flabede misbrug af fredspris til at skabe ufred.
     POLITIKEN 24. november 2004. 

MADSEN, Peter: Censur i troens navn.
      POLITIKEN 26. marts 2005.

POLITIKENs leder: Hensyn & ansvar
     POLITIKEN 26. november 2004.

SJURSEN, Jann: Fogh gav blasfemibolden op.
     KRISTELIGT DAGBLAD 18. december 2004

SØRENSEN, Frederik G.: Er frihed det bedste guld?
     KRISTELIGT DAGBLAD 30. november 2004.    

SØRENSEN, Marie Sisse: Professor: 
     Hvis blasfemi-paragraffen afskaffes, vil islamofobi være legalt.
     BERLINGSKE TIDENDE 14. december 2004

SØRENSEN, Ivan Z.: Karen Blixens anstændige syn på islam.  
     (eller: Ytringsfrihed under ansvar)
     BERLINGSKE TIDENDE 11. december 2004