|
MEDMENNESKELIG OMSORG
Det fremgår flere steder af Koranen, at det ikke er nok at tro på Gud for at være troende. En trosbekendelse er værdiløs, hvis den ikke følges op af handling - ikke kun af bøn, faste og valfart, men også af omsorg for alt det, Gud har skabt: dyr, mennesker og natur. Man skal uselvisk og vedholdende give ud af de ressourcer, Gud har givet én. Aldrig opfordrer Koranen til nidkært at holde sin materielle rigdom, sin viden, sin livserfaring eller andre menneskelige ressourcer for sig selv. Alt skal bruges til gavn for almenvellet: I kan på ingen måde blive fuldkomne, før I giver ud af det, I selv holder af. Gud er visselig vidende om alt, hvad I giver ud. (3:92) Tjen Gud og giv Ham ej partnere. Vær god imod forældre, slægtninge, forældreløse, trængende, nære og fjerne naboer, venner, vejfarende, krigsfanger og slaver. Gud elsker ingenlunde de hovmodige og pralende; de nærige, og dem, der påbyder andre at være nærige, eller som skjuler de materielle og menneskelige ressourcer, Gud har givet dem. Vi har beredt en smertelig straf for dem, der fornægter troen; dem, der giver ud af deres ressourcer for at blive set af andre og ikke tror på Gud og Den Yderste Dag. Den, der tager den onde som sin fortrolige (vil få et føle), hvilken dødbringende fortrolig han er. (4:36-38) Der er i Koranen mange eksempler på medmenneskelig omsorg. F.eks. er det fortjenstfuldt at eftergive skyldneren hans/hendes gæld: Oh I troende! Nær ærefrygt for Gud og gør ikke jeres rentekrav gældende, der som I er sande troende. ... Påfør ikke andre tab, så vil andre ej heller påføre jer tab. Dersom en (skyldner) er i vanskeligheder, da giv ham henstand, indtil det falder (ham) let (at betale sin gæld); men det vil være bedre for jer, om I eftergiver ham gælden som almisse - om I blot vidste det. Og bered jer i ærefrygt på den dag, da I skal vende tilbage til Gud. Da vil hver eneste få løn efter fortjeneste, og ingen vil lide uret. (2:278-281) Har Vi ikke givet ham et par øjne, en tunge og et par læber - og vist ham de to veje (til Gud)? Han er ikke ivrig efter at gå ad den stejle vej. Og hvem kan forklare dig, hvad den stejle vej er? Det er at frigive en slave eller vise omsorg for en trængende i nødens stund, den forældreløse slægtning og den fattige i støvet. (90:8-16) Lader man ikke sine ressourcer komme den øvrige skabelse til gode, er man vantro (kafir) slet og ret: Skam over dem, der giver Gud partnere, der ikke er omsorgsfulde og endog fornægter det Hinsidige. For de troende og de retfærdige er der en belønning, der aldrig slår fejl. (41:6-8) Ve enhver rygtesmed og bagtaler, der ophober en formue og tror, at hans rigdom vil gøre ham udødelig! Han vil uden tvivl blive kastet i det altødelæggende Helvede. (104:1-4) Har du set ham, der fornægter troen (k-f-r) (i ord som i handling)? Det er den samme, der skånselsløst afviser den forældreløse og ikke tilskynder til at bespise de trængende. Ve (ham og) de bedende, der er skødesløse og forsømmelige med bønnen, der blot stiller sig selv til skue og ikke rækker deres medmennesker en hjælpende hånd! (107:1-7) Medmenneskelighed og tro er uadskillelige og bærer lønnen i sig selv : Retfærdighed er ikke, om I vender jert ansigt mod øst eller vest (når I beder). Retfærdighed er at tro på Gud og den Yderste Dag, på englene, bøgerne og profeterne. (Retfærdighed er) - af kærlighed til Gud - at give af sine (menneskelige og materielle) ressourcer til slægtninge, forældreløse, trængende, vejfarende og tiggere, og til at frikøbe krigsfanger og slaver. (Retfærdighed er) at forrette bøn og betale zakât, at opfylde sine forpligtelser, og at være udholdende i trængsler, i nød og i konfliktsituationer. Sådan er de virkelig gudfrygtige. (2:177) Giv slægtninge, hvad de har krav på, og ligeledes de trængende og de vejfarende. Det er det bedste for dem, der søger Guds velbehag, og det er dem, der vil have fremgang. Gud belønner ikke dem, der forøger deres velstand på bekostning af andre; men de, der giver almisser for at behage Gud, vil få mangedoblet deres løn. (30:38-39) Koranen taler altså om medmenneskelig omsorg som noget helt grundlæggende - uden at vi nødvendigvis behøver elske hinanden af den grund. Derfor finder mange islams bud om medmenneskelig omsorg mere realistisk end det kristne bud om at "elske din næste som dig selv" (3. Mos. 19,18). Gud pålægger ikke de troende større byrder, end de kan bære: Gud lægger ikke større byrder på en sjæl, end den kan bære. Hver eneste har sine gode gerninger med sig (på Dommedag) - og sine onde gerninger imod sig. "Herre! Fordøm os ikke for vor glemsomhed og vore fejltagelser. Herre! Læg ikke en byrde på os som den, Du lagde på dem før os. Herre! Læg ikke en større byrde på os, end vi har styrke til at bære. Udvisk vore synder. Tilgiv os, og hav barmhjertighed med os. Du er vor beskytter. Hjælp os imod dem, der afviser troen (k-f-r)". (2:286) Menneskets kærlighed til Gud er drivkraften bag den medmenneskelige omsorg: De retfærdige viser - af kærlighed til Gud - omsorg for den trængende, den forældreløse og dem i deres varetægt. (76:8) - jvf.: "Du skal
elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele
din styrke" (5. Mos. 6,5). © Aminah Tønnsen, februar 2001
Når vi
skal forholde os til religiøse skrifter, er der altid tale om fortolkning -
uanset om vi læser skrifterne på originalsproget eller i oversættelse. Sprog undergår en konstant forandring, og forskellige mennesker
kan lægge forskelligt i de samme begreber eller ord. Jeg har
det fint med at tale om kærlighed mellem Gud og mennesker, mellem ægtefæller eller mellem
forældre og børn; men derudover foretrækker jeg at tale om medmenneskelig
omsorg – hvor andre måske taler om næstekærlighed. Og
så kan vi ellers diskutere herfra og til dommedag, om vi lægger det samme
i de to begreber eller ej. © Aminah Tønnsen, januar 2005
Litteratur:AHMAD, Ziauddin: AOUDE, Safia: ATHAR, Shahid: BADRI, Yusuf al-: DENFFER, Ahmad von: A. R.: L'amour en Dieu SAMEKSISTENS nr. 4/1992:
|
