MUSLIMERNES MEDMENNESKELIGE ANSVAR
Af Kaj Ove Krogh
Verden er i dag globalt set mere voldelig end nogen
sinde tidligere. Årsagerne hertil er mange, men man må i overvejende grad
identificere klodens største problemer med sult - det vil sige med en
katastrofal ulige fordeling af ressourcerne. Ligeledes gentages den gamle
kamp om magt nu på det globale plan. Kort og godt: de få har mest, og de
mange har mindst. Til vor overraskelse ser vi store ændringer i de politiske og økonomiske magtstrukturer i Europa, ændringer, som vi mente
var forbeholdt andre dele af verden med tilhørende turbulens og uro.
At Europa ikke kan melde fra på dette område heller,
vidner med al ønskelig tydelighed om menneskehedens fælles problemer, men
også om vort ansvar. Her synes det, som om den industrielle verden
stadig prøver at minimere sit ansvar - ikke mindst under henvisning til, at
man må have orden i det europæiske hus politisk, økonomisk og militært.
Europa skal være et fælles marked - helst en union. U.S.A. er det, men
hvad med resten af verden. Skal den stadig fungere ressource for de
få som har meget, eller skal resten af verden finde rødder og identitet
på egne præmisser?
Hvad med Afrika? Hvad med Somalia? Mange vil sikkert
mene, at katastroferne her er selvskabte. Men er dette rigtigt? Vil en
analyse af hele situationen af den dramatiske udvikling ikke vise, at vi
alle har et ansvar?
Man kan også spørge, om det ikke også giver et ansvar
blot at se andre lide og dø? Vi har midlerne, derfor bør vi - muslimer,
ateister og kristne - hjælpe, hvor der er behov herfor. I den vestlige
verden bruges ufattelige summer på luksus. Resten af verden forsøger at
imitere denne simili- og plasticverden, som er blevet symbol på magt,
rigdom og indflydelse i vor menneskeligt set forarmede tid.
Dele af den arabiske verden er på trods af Islams
forskrifter om mådehold og balance i økonomisk henseende blevet
trælbundet i overdrevent forbrug, unødvendig luksus og til tider en så
ekstravagant ødselhed, at man på flere måder som troldmandes lærling
overgår troldmanden (det industrielle højkapitalistiske samfund).
Milliarder misbruges på fly, våben, biler og spillekasinoer. Samtidig vil
man gerne stå som Islams bannerførere i verdens øjne. Misbrugte rigdomme,
som hældes i lommerne på økonomiske giganter, som smører tilbage i et
lukket økonomisk kredsløb, hvor emirater, monarkier og olieselskaber
bliver rigere - medens mennesker i stadig stigende grad dør af sult. Er
dette anstændigt? Har dette noget med Islam at gøre? Svaret er enkelt og
benægtende - lige så lidt som dansen om guldkalven i vor del af verden har
noget med kristendommen at gøre.
Afrika - og i særdeleshed Somalia - sulter.
Øjeblikkelig hjælp er nødvendig, men et korstog er det ikke. Hjælp uden
betingelser må være målet. Det er de nødlidende og deres menneskelige
overlevelse socialt og politisk som er målet. Man bør ikke alene vise
solidaritet, men respektere integriteten og selvbestemmelsen hos det
somaliske folk. Derved kan man skabe frugtbar respekt og sameksistens her i
den hensigt at stimulere disse faktorer andre steder i Afrika.
Hvis bl.a. muslimer skal gøre sig håb om fremtidige
gode relationer til Somalia og andre nødlidende områder, må vi vandre med
sikre, uegennyttige skridt med det ene mål for øje at arbejde for
menneskeheden i respekt for vore medmennesker og for det eksempel, som blev
givet os af Muhammad i det arbejde, som han gjorde for medmennesker i nød.
Vi bør her huske, at ordet Islam er et verbum, som i bund og grund
beskriver en dynamisk proces og ikke en statisk tilstand af mæt
veltilfredshed.
Solidaritet, medmenneskelighed - ja endog kærlighed kan
gødes gennem omtanke, forståelse og den rette brug af de midler, som vi
har fået til vor disposition. Ved rette brug bliver rigdomme en velsignelse
for alle. Ved misbrug og grådighed bliver de til en forbandelse. Vi står
ved skillevejen. Muslimer og andre må vælge, om vi stiltiende kan og vil
se på de uretfærdigheder, katastrofer og menneskelige tragedier, som
uskyldige mennesker må bære. Der findes ikke en tredje verden, ej heller
en første. Vi tilhører alle den samme verden. Lad os da nedbryde
uvidenhedens og fordommenes grænser i respekt for den enkeltes egenart og
til gavn for os alle.
© Kaj Ove Krogh
Denne artikel har tidligere været offentliggjort i
SAMEKSISTENS nr. 4/1992, der udgives af Dansk-Islamisk Forening for Fred og
Miljøbevarelse og gengives her med forfatterens tilladelse.
