Menneskeret:

Jubilee 2000

"Udlandsgælden udgør et af de alvorligste økonomiske problemer for en stor gruppe af de fattigste u-lande. Særligt landene i Afrika syd for Sahara er hårdt ramt. Her er gælden vokset fra 580 mia. kroner i 1980 til 1.620 mia. kroner i dag. En stor del af denne gæld vil landene aldrig kunne betale tilbage. Tusindårsskiftet er en god anledning til at eftergive u-landene deres gæld og give dem en ny start. Vi kræver derfor, at kreditorlandenes regeringer, samt Verdensbanken og Den Internationale Valutafond før år 2000 forpligter sig på at eftergive de fattigste landes ubetalelige gæld."

Således præsenteres en international underskriftsindsamling, der skal afleveres til u-landenes kreditorer på G8-mødet i Köln den 18.-20. juni 1999.
      I Danmark støttes kampagnen af ca. 20 kirkelige organisationer - foruden af Islamisk-Kristent Studiecenter og ISRA (The Independent Scandinavian Relief Agency).

Det kan undre, hvorfor det først er på tærskelen til år 2000, at et sådant projekt ser dagens lys, når dog både Bibelen og Koranen i århundreder har opfordret til at eftergive de fattige deres gæld:

KORANEN:

Oh I troende! Tag ikke renter, fordoblet eller mangedoblet, men frygt Gud, at det må gå jer godt. (3:130)

De, der tager renter, vil (til sin tid) ikke stå anderledes (for Gud) end dem, som Satan har drevet til vanvid. Det er (straffen), fordi de siger: "Handel er det samme som rentetagning." Men Gud har tilladt handel og forbudt renter. De, der tager Guds formaning til efterretning og ophører (med at gøre det forbudte), kan beholde, hvad de tidligere har modtaget (i renter). Gud vil tage sig af deres sag. Men de, der gentager (forseelsen), vil være ildens beboere, og de vil dvæle dér for evigt.
Gud velsigner ikke renter, men vil mangedoble (belønningen for) almisser. For Gud elsker ikke dem, der hårdnakket afviser troen og begår syndige handlinger. De, som tror og handler retfærdigt, som holder bøn og betaler zakât, vil blive belønnet af Herren. De har intet at frygte eller være bekymret for.
Oh I troende! Frygt Gud og giv afkald på rentekrav, dersom I er sande troende. Ellers vil Gud og Hans sendebud stille jer et ultimatum; men dersom I angrer, har I krav på, hvad I har udlånt. Påfør ikke andre tab, så vil andre ej heller påføre jer tab.
Dersom en (skyldner) er i vanskeligheder, indrøm ham udsættelse, indtil det falder (ham) let (at betale sin gæld); men det vil være bedre for jer, om I eftergiver ham gælden som almisse, om I blot vidste det.
Og  bered jer på den dag, da I skal vende tilbage til Gud. Da vil hver eneste sjæl få løn efter fortjeneste, og ingen vil lide uret. (2:275-281)

Giv slægtninge, hvad de har krav på, og ligeledes de trængende og de vejfarende. Det er det bedste for dem, der søger Guds velbehag, og det er dem, der vil have fremgang. Gud belønner ikke dem, der forøger deres velstand på bekostning af andre; men de, der giver almisser for at behage Gud, vil få mangedoblet deres løn. (30:38-39)

BIBELEN:

Hvis du låner penge ud til nogen i mit folk, til den fattige hos dig, må du ikke optræde som ågerkarl over for ham; I må ikke kræve renter af ham. Hvis du tager en anden mands kappe i pant, skal du give den tilbage til ham før solnedgang. Det er det eneste, han har at dække sig med; det er den kappe, han skal have på kroppen; hvad skal han ellers sove i? Når han råber til mig, hører jeg ham, for jeg er nådig. (2. Mosebog 22, 24-26)

Der lød stærke klager fra folket og deres hustruer mod deres judæiske brødre. Nogle sagde: "Vi må give vores sønner og døtre i pant, for at vi kan få korn og noget at spise og opretholde livet." Andre sagde: "Vi må pantsætte vores marker, vingårde og huse, for at vi kan få korn under hungersnøden."
Og andre sagde: "Vi har måttet belåne vores marker og vingårde for at få penge til skatten til kongen. Vi er dog af samme kød og blod som vores brødre, og vores sønner er ligesom deres, men vi må tvinge vores sønner og døtre i trældom; ja, nogle af vores døtre er allerede gjort til trælle. Vi står magtesløse, for vores marker og vingårde tilhører andre!"
Da jeg hørte deres klager og det, de sagde, blev jeg meget vred. Og da jeg havde overvejet det, gik jeg i rette med de fornemme og fyrsterne og sagde til dem: "I driver åger med jeres brødre!" Derfor indkaldte jeg en stor forsamling og sagde: "Vi har, så godt vi kunne, løskøbt vores judæiske brødre, som havde solgt sig til andre folk; men nu sælger I jeres brødre, og de må lade sig sælge til os!" Da de tav og ikke havde noget at sige, sagde jeg: "I bærer jer ikke rigtigt ad! Burde I ikke vandre i frygt for vor Gud, så I undgik spotten fra de folk, som er vores fjender? Både jeg, mine brødre og mine folk har lånt dem penge og korn; lad os nu eftergive dem denne gæld! Giv dem straks deres marker, vingårde, olivenlunde og huse tilbage , og eftergiv dem de lån, I har givet dem i penge, korn, vin og olie!" (Nehemias' Bog kap. 5)