|
FN's Verdenserklæring
om
Menneskerettighederne
af 10. dec. 1948
|
KORANEN
åbenbaret til Profeten Muhammad
i årene 610-632.
|
|
Artikel 1.
Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og
rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle
mod hverandre i en broderskabets ånd. |
Koranen 4:1.
Nær ærefrygt for Herren, der skabte jer af en enkelt
livscelle, af hvilken Han skabte mager og ved dem lod utallige mænd og
kvinder sprede sig ud over jorden. Nær ærefrygt for Gud, i hvis navn I
gøre jeres gensidige rettigheder gældende.
Koranen 17:70.
Vi har visselig hædret Adams børn. |
|
Artikel 2.
Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder,
som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art,
f.eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller
anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel
eller anden samfundsmæssig stilling.
Der skal heller ikke gøres nogen forskel på grund af det lands eller
områdes jurisdiktionsforhold eller politiske eller internationale
stilling, til hvilket en person hører, hvad enten dette område er
uafhængigt, under formynderskab eller er et ikke selvstyrende område,
eller dets suverænitet på anden måde er begrænset. |
Koranen 30:22.
Og blandt Hans tegn er skabelsen af himlene og jorden
og mangfoldigheden i jeres sprog og farve. I dette er der visselig tegn
for de indsigtsfulde.
Koranen 3:195.
Jeg vil aldrig tillade, at en eneste af jer -
det være sig mand eller kvinde - bliver forbigået. I er alle
ligeværdige.
Koranen 2:62.
De, der tror på Koranen samt jøder, kristne og sabiere - enhver, der tror på Gud og den Yderste Dag og
handler retfærdigt, vil blive belønnet af Herren. De har intet at frygte
eller sørge over.
Koranen 46:19.
For alle er der en rang i overensstemmelse med deres gerninger. Gud
vil lønne dem for deres gerninger, og ingen vil lide uret. |
|
Artikel 3.
Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed. |
Koranen 17:31.
Dræb ikke jeres børn af frygt for
fattigdom.
Koranen 109:6.
Gå I jeres vej - jeg går min!
Koranen 8:26.
Husk, da I var få og svage i landet, bange for at blive udplyndret og
kidnappet. Gud gav jer et tilflugtssted, Han hjalp jer, styrkede jer og
gav jer underhold, for at I måtte være taknemmelige. |
|
Artikel 4.
Ingen må holdes i slaveri eller trældom; slaveri og slavehandel under
alle former skal være forbudt. |
Koranen 2:177.
Retfærdighed er - af kærlighed
til Gud - at frikøbe krigsfanger og
slaver. |
|
Artikel 5.
Ingen må underkastes tortur eller
grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf. |
Koranen 76:8.
De retfærdige viser - af kærlighed til Gud -
omsorg for den trængende, den forældreløse og dem i deres varetægt. |
|
Artikel 6.
Ethvert menneske har overalt i
verden ret til at blive anerkendt som retssubjekt. |
Koranen
4:135.
Vær standhaftige og retsindige som vidner for Gud - selvom det skulle
være til skade for jer selv, for jeres forældre eller jeres slægt,
eller for rig eller fattig. For Gud er bedre til at varetage deres
interesser. Følg ikke jeres egne begær på bekostning af
retfærdigheden.
Koranen 5:45.
Hvis du dømmer imellem dem, da døm retfærdigt, for Gud elsker dem, der
handler retfærdigt.
Koranen 38:26.
Så døm imellem mennesker i sandhed. Følg ikke dit hjertes begær,
for de vil lede dig bort fra Guds vej. En smertelig straf venter dem, der
lader sig vildlede og glemmer Regnskabets Dag.
Koranen 6:164.
Enhver handler for egen regning. Ingen kan bære en andens byrde.
|
|
Artikel 7.
Alle er lige for loven og har uden
forskelsbehandling af nogen art lige ret til lovens beskyttelse. Alle har
ret til lige beskyttelse mod enhver forskelsbehandling i strid mod denne
erklæring og mod enhver tilskyndelse til en sådan forskelsbehandling. |
|
Artikel 8.
Enhver har ret til en fyldestgørende oprejsning ved de kompetente
nationale domstole for handlinger, der krænker de fundamentale
rettigheder, som forfatningen eller loven giver vedkommende. |
|
Artikel 9.
Ingen må underkastes vilkårlig
anholdelse, tilbageholdelse eller landsforvisning. |
Koranen 5:9.
Oh I troende! Vær standhaftige og retsindige vidner for Guds sag, og
lad ikke andres had til jer forlede jer til at handle uretfærdigt. Vær
retsindige, thi retsind er beslægtet med fromhed. Nær ærefrygt for Gud,
for Han er vidende om alt, hvad I gør. |
|
Artikel 10.
Enhver har under fuld
ligeberettigelse krav på en retfærdig og offentlig behandling ved en
uafhængig og upartisk domstol, når der skal træffes afgørelse med
hensyn til hans rettigheder og forpligtelser og med hensyn til en hvilken
som helst mod ham rettet strafferetlig anklage. |
Koranen 6:164, 17:15.
Ingen kan bære en andens byrde.
Koranen 35:18.
Ingen, der bærer en byrde, kan bære en andens byrde. Hvis en
overbebyrdet beder en anden om hjælp, vil denne ikke kunne aflaste ham
den mindste smule - selvom de er nært beslægtede. |
|
Artikel 11.
1. Enhver, der anklages for et
strafbart forhold, har ret til at blive anset for uskyldig, indtil hans
skyld er godtgjort i henhold til lov ved en offentlig retshandling,
hvorunder han har fået alle de garantier, der er fornødne for hans
forsvar.
2. Ingen må anses for skyldig i noget strafbart forhold på grund af
nogen handling eller undladelse, der ikke i henhold til national eller
international ret er strafbar på det tidspunkt, da den blev begået. Der
skal heller ikke idømmes strengere straf end fastsat på den tid, da det
strafbare forhold blev begået. |
Koranen 24:4.
De, der fremsætter anklager mod ærbare kvinder uden
at kunne fremføre fire vidner, skal straffes. Og før dem aldrig mere som
vidne, for de er visselig overtrædere.
Koranen 24:12-13.
Hvorfor tænkte de troende mænd og kvinder ikke godt om deres egne,
da de hørte rygterne. Og hvorfor sagde de ikke: "Denne anklage er en
åbenlys løgn?" Og hvorfor blev der ikke fremført fire vidner for
at bevise påstanden? De, der ikke kan fremføre fire vidner (som bevis
for deres anklage), er visselig løgnere for Gud.
Koranen 5:98.
Gud tilgiver fortidens synder, men stiller jer til regnskab ved
gentagelse. |
|
Artikel 12.
Ingen må være genstand for vilkårlig
indblanding i private forhold, familie, hjem eller korrespondance, ej
heller for angreb på ære og omdømme. Enhver har ret til lovens
beskyttelse mod sådan indblanding eller angreb. |
Koranen 24:27-28.
Betræd ikke andres huse, før I har bedt om tilladelse dertil og har
hilst på dem, der befinder sig deri. Det er bedst for jer og det
mest sømmelige. Hvis der ikke befinder sig nogen i huset, så betræd det
ikke, før I har fået tilladelse dertil. Hvis I bliver bedt om at holde
jer væk, så hold jer væk. Det er det mest sømmelige, og Gud er vidende
om alt, hvad I gør.
Koranen 49:11-12.
Lad ingen mænd eller kvinder bespotte andre; det kan vel være, at de
sidste er bedre end de første. Bagvask ikke hinanden, og kald ikke
hinanden ved øgenavne. ... Undgå mistænksomhed, for mistænksomhed er i
nogle tilfælde syndigt. I bør ej heller udspionere og bagtale hinanden. |
|
Artikel 13.
1. Enhver har ret til at bevæge sig frit og til
frit at vælge opholdssted inden for hver stats grænser.
2. Enhver har ret til at forlade hvilket som helst land, herunder sit
eget, og til at vende tilbage til sit eget land. |
Koranen 22:46.
Har de ikke rejst ud i verden med åbent sind og lutter øre? Det er
visselig ikke deres øjne, der er blinde, men hjertet i deres bryst.
Koranen 67:15.
Det er Gud, der har gjort jorden tjenlig for jer. Drag derfor ud i
verden og nyd godt af det underhold, som Han har givet jer. Til Ham skal
alle vende tilbage. |
|
Artikel 14.
1. Enhver har ret til i andre lande at søge og
få tilstået asyl mod forfølgelse.
2. Denne ret må ikke påberåbes ved anklager, der virkelig hidrører fra
ikke-politiske forbrydelser eller fra handlinger i strid med De forenede
Nationers formål og principper. |
Koranen 9:6.
Hvis en afgudsdyrker beder jer om beskyttelse, da giv ham det, at han må høre Guds ord. Før ham
derefter til et sted, hvor han kan være i sikkerhed (uanset, om han
bliver troende eller ej). Dette påbyder Gud dig, fordi menneskene er
uvidende (og kunne finde på at gøre ham fortræd). |
|
Artikel 15.
1. Enhver har ret til en nationalitet.
2. Ingen må vilkårligt berøves sin nationalitet eller nægtes ret til
at skifte nationalitet. |
Koranen 49:13.
Oh menneskehed! Vi skabte jer af et enkelt par af mand og kvinde og
gjorde jer til fællesskaber og folk, for at I må kende hinanden. |
|
Artikel 16.
1. Uden begrænsninger af racemæssige,
nationalitetsmæssige eller religiøse grunde har mænd og kvinder, der
har nået myndighedsalderen, ret til at gifte sig og stifte familie. De
har krav på lige rettigheder med hensyn til indgåelse af ægteskab,
under ægteskabet og ved dettes opløsning.
2. Ægteskab skal kun kunne indgås med begge parters frie og fulde
samtykke.
3. Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har
krav på samfundets og statens beskyttelse. |
Koranen 5:6.
Det er lovligt for jer at ægte
ærbare kvinder blandt de troende og ærbare kvinder fra de folk, hvem
skriften blev givet før jer.
Koranen 2:221.
Ægt ikke afgudsdyrkende kvinder ... og gift ikke jeres døtre bort
til afgudsdyrkere, før de giver sig hen til Gud alene.
Koranen 4:35.
Dersom I frygter et brud mellem en mand og hans hustru, da udnævn en
mægler fra hans slægt og en fra hendes. Dersom de ønsker at blive
forenet, vil Gud bringe dem sammen igen.
Koranen 2:232.
Når nogen har frasagt sig sin hustru, og hun har fuldendt sin
foreskrevne venteperiode,
må I ikke forhindre dem i at gifte sig med deres tidligere ægtefælle
på ny, hvis de forsoner sig på retfærdig vis. |
|
Artikel 17.
1. Enhver har ret til at eje ejendom såvel alene som i
fællig med andre.
2. Ingen må vilkårligt berøves sin ejendom. |
Koranen 2:188.
Sæt ikke skødesløst jeres formue over styr og brug den ikke som
bestikkelse for at fravriste andre deres formue på ulovlig vis, når I
dog ved, det er syndigt.
Koranen 4:2.
Berøv ikke de forældreløse deres
ejendom.
|
|
Artikel 18.
Enhver har ret til tanke- og samvittigheds- og
religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller
tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt
eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem
undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse
forskrifter. |
Koranen 2:256.
Der kan ikke være tvang i trosanliggender.
Koranen 18:29.
Lad den, der vil, tro - og lad den, der vil, afvise at tro (k-f-r).
Koranen 10:99-100
Hvis det havde været Guds vilje, ville alle på
jorden have troet (på Ham). Vil du da tvinge menneskeheden til at tro
imod deres vilje? Ingen sjæl kan tro - undtagen Gud vil det. |
|
Artikel 19.
Enhver har ret til menings- og
ytringsfrihed; denne ret
omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at
søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst
meddelelsesmiddel og uanset landegrænser. |
Koranen 34:46.
Jeg påbyder jer én ting: At I to og to - eller alene - får øjnene
op for Guds sag og overvejer den nøje."
Koranen 6:108.
Tal ikke nedsættende om dem, de tilbeder i stedet for Gud, for at de
ikke af lutter uvidenhed bespotter Gud. Således har Vi
gjort hver eneste gruppes handlinger tiltrækkende for dem selv. |
|
Artikel 20.
1. Alle har ret til under fredelige former frit at
forsamles og danne foreninger.
2. Ingen kan tvinges til at være medlem af en forening. |
Koranen
109:6.
Gå I jeres vej - jeg går min! |
|
Artikel 21.
1. Enhver har ret til at deltage i sit lands styre
enten direkte eller gennem frit valgte repræsentanter.
2. Enhver har ret til lige adgang til offentlige embeder og hverv i sit
land.
3. Folkets vilje skal være grundlaget for regeringens myndighed; denne
vilje skal tilkendegives gennem periodiske og virkelige valg med
almindelig og lige valgret og skal udøves gennem hemmelig afstemning
eller tilsvarende frie afstemningsområder. |
Koranen 3:159.
Ved Guds nåde behandler du de troende med venlighed. Hvis du ville
behandle dem strengt og skånselsløst, ville de vende sig bort fra dig.
Bær over med dem og bed Gud tilgive dem, og rådfør dig med dem (shûrâ)
i alle anliggender. Når du har taget en beslutning, da sæt din lid til
Gud, for Han elsker de tillidsfulde.
Koranen 42:36-38.
Guds belønning er for dem, der ... rådfører sig med hinanden (shûrâ)
og giver ud af de ressourcer, Vi har givet dem.
Koranen 6:116.
Hvis du (blindt) følger flertallet på jorden, vil de lede dig bort fra
Guds vej. |
|
Artikel 22.
Enhver har som medlem af samfundet ret til social
tryghed og har krav på, at de økonomiske, sociale og kulturelle
rettigheder, der er uundværlige for hans værdighed og hans personligheds
frie udvikling, gennemføres ved nationale foranstaltninger og
internationale samarbejde og i overensstemmelse med hver stats
organisation og hjælpekilder. |
Koranen 2:177.
Retfærdighed er - af kærlighed til Gud - at give af sine
(menneskelige og materielle) ressourcer til slægtninge, forældreløse,
trængende, vejfarende og tiggere, og til at frikøbe krigsfanger og
slaver.
Koranen 30:38-39.
Giv slægtninge, hvad de har krav på, og ligeledes de trængende og de
vejfarende. Det er det bedste for dem, der søger Guds velbehag, og det er
dem, der vil have fremgang. Gud belønner ikke dem, der forøger deres
velstand på bekostning af andre; men de, der giver almisser for at behage
Gud, vil få mangedoblet deres løn. |
|
Artikel 23.
Enhver har ret til arbejde; til frit valg af
beskæftigelse, til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår og til
beskyttelse mod arbejdsløshed.
2. Enhver har uden forskel ret til lige løn for lige arbejde.
3. Enhver, der arbejder, har ret til et retfærdigt og gunstigt vederlag,
der sikrer ham selv og hans familie en menneskeværdig tilværelse, og om
fornødent tillige andre sociale beskyttelsesforanstaltninger. |
Koranen 4:32.
Mænd belønnes efter fortjeneste - og kvinder ligeså.
Koranen 16:97.
Vi vil visselig give enhver retfærdig og troende mand og kvinde et
godt og rent liv, og Vi vil belønne dem for de bedste af deres gerninger.
Koranen 46:19.
Enhver vil blive ophøjet i rang i forhold til sine gerninger. Gud lønner
hver enkelt efter fortjeneste, og ingen vil lide uret. |
|
Artikel 24.
Enhver har ret til hvile og fritid, herunder en rimelig
begrænsning til beskyttelse af sine interesser. |
Koranen
27:86.
Ser de ikke, at det er Os, der har skabt natten til hvile og dagen for
at give dem lys? I dette er der visselig tegn for de troende.
Koranen 40:61.
Det er Gud, der har skabt natten til hvile og dagen for at I kan se.
Gud er visselig gavmild imod menneskene; men de fleste er utaknemmelige. |
|
Artikel 25.
1. Enhver har ret til en sådan levefod, som er
tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til
føde, klæder, bolig og lægehjælp og de nødvendige sociale goder og
ret til tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed,
enkestand, alderdom eller andet tab af fortjenstmulighed under
omstændigheder, der ikke er selvforskyldt.
2. Mødre og børn har krav på særlig omsorg og hjælp. Alle børn skal,
hvad enten de er født i eller udenfor ægteskab, have den samme sociale
beskyttelse. |
Koranen 76:8.
De retfærdige viser - af kærlighed til Gud - omsorg for den
trængende, den forældreløse og dem i deres varetægt.
Koranen 31:14.
Vi har pålagt mennesket at tage sig kærligt af forældre.
Møjsommeligt bar moderen barnet, og i to år gav hun det die. Vis
taknemmelighed mod Mig og dine forældre, for Jeg er det endelige mål.
Koranen 4:34.
Mænd er ansvarlige for kvinders beskyttelse og underhold. |
|
Artikel 26.
1. Enhver har ret til undervisning. Undervisningen skal
være gratis, i det mindste på de elementære og grundlæggende trin.
Elementær undervisning skal være obligatorisk. Teknisk og faglig
uddannelse skal gøres almindelig tilgængelig for alle, og på grundlag
af evner skal der være lige adgang for alle til højere undervisning.
2. Undervisningen skal tage sigte på den menneskelige personligheds fulde
udvikling og på at styrke respekten for menneskerettigheder og
grundlæggende friheder. Den skal fremme forståelse, tolerance og venskab
mellem alle nationer og racemæssige og religiøse grupper, og den skal
fremme De forenede Nationers arbejde til fredens bevarelse.
3. Forældre skal have førsteret til at vælge den form for undervisning,
som deres børn skal have. |
Koranen 20:114.
Sig: "Herre! Forøg min viden!"
Koranen 39:9.
Sig: "Er de vidende da lig de uvidende?"
Koranen 30:22.
Og blandt Guds tegn er skabelsen af himlene og jorden og
mangfoldigheden i jeres sprog og farve. I dette er der visselig tegn for
de indsigtsfulde.
Koranen 49:9.
Hvis to parter blandt de troende strides, da stift fred imellem dem.
Koranen 41:34.
Godt og ondt er ikke lige. Imødegå det onde med noget, der er bedre.
Så vil din fjende blive din mest fortrolige ven.
|
|
Artikel 27.
1. Enhver har ret til frit at deltage i samfundets
kulturelle liv, til kunstnydelse og til at blive delagtiggjort i
videnskabens fremskridt og dens goder.
2. Enhver har ret til beskyttelse af de moralske og materielle interesser,
der hidrører fra en hvilken som helst videnskabelig, litterær eller
kunstnerisk frembringelse, som vedkommende har skabt. |
Koranen 22.46.
Har de ikke rejst ud i
verden med åbent sind og lutter øre? Det er visselig ikke deres øjne,
der er blinde, men hjertet i deres bryst.
Koranen 58:11.
Gud vil ophøje de af jer, der tror og har viden, og Han har kendskab
til alle jeres handlinger.
Koranen 84:19.
I vil visselig bevæge jer fra ét (åndeligt) stade til et andet. |
|
Artikel 28.
Enhver har krav på en social og international orden, i
hvilken de i denne erklæring nævnte rettigheder og friheder fuldt ud kan
virkeliggøres. |
Koranen 2:257.
Gud er de troendes beskytter. Han leder dem fra mørket frem til
lyset. De, der afviser at tro, har taget afguderne til herrer. De bringer
dem fra lyset ind i mørket. |
|
Artikel 29.
1. Enhver har pligter over for samfundet, der alene
muliggør personlighedens frie og fulde udvikling.
2. Under udøvelsen af sine rettigheder og friheder er enhver kun
underkastet de begrænsninger, der er fastsat i loven alene med det
formål at sikre skyldig anerkendelse af og hensyntagen til andres
rettigheder og friheder og med det formål at opfylde de retfærdige krav,
som moralen, den offentlige orden og det almene vel stiller i et
demokratisk samfund.
3. Disse rettigheder og friheder må i intet tilfælde udøves i strid med
De forenede Nationers formål og principper. |
Koranen 3:104.
Måtte I blive til et fællesskab, der påbyder det gode og afværger
det onde. Det er sådanne, det vil gå godt.
Koranen 9:71.
De troende mænd og kvinder er hinandens fæller og beskyttere. De
påbyder det gode og forbyder det onde. De forretter bøn og giver
almisse, og de adlyder Gud og Hans sendebud.
Koranen 9:123.
Bekæmp med fasthed den uretfærdighed, der florerer i jeres
omgivelser, og vid, at Gud er med de gudfrygtige. |
|
Artikel 30.
Intet i denne erklæring må fortolkes som givende
nogen stat, gruppe elle enkeltperson hjemmel til at indlade sig på nogen
virksomhed eller foretage nogen handling, der tilsigter at nedbryde nogen
af de heri opregnede rettigheder og friheder. |
Koranen 28:21.
Herre! Frels mig fra de uretfærdige (der ikke følger Guds lov).
Koranen 42:39-43.
Gud belønner de undertrykte, der hjælper sig selv og forsvarer sig.
Imødegå en krænkelse med en lignende krænkelse; men den, der tilgiver
og slutter forlig, vil blive belønnet af Gud, for Gud elsker ikke de
uretfærdige. Der påhviler ikke den forfulgte, der hjælper sig selv og
forsvarer sig imod overgreb, nogen skyld. Kun de er skyldige, der
undertrykker og forfølger andre og lader hånt om lov og ret. En
smertelig straf venter dem. De, der udviser tålmodighed og tilgiver (den
uret, der begås imod dem), handler visselig forstandigt.
|