Leveregler:

VENSKAB OG SAMARBEJDE
MELLEM JØDER, KRISTNE OG MUSLIMER

Af Aminah Tønnsen

Én Gud -  én menneskehed
Alle mennesker er skabt af samme Gud og er efterkommere efter samme første menneskepar. Og eftersom Gud er interesseret i alle skabningers velfærd, er Koranen budskab naturligvis universelt, ligesom Profeten Muhammad er sendt som "en barmhjertighed til alverden":
Oh I mennesker! Nær ærefrygt for Herren, der skabte jer af en enkelt livscelle, af hvilken Han skabte mager (zawj), og ved dem lod utallige mænd og kvinder sprede sig (ud over jorden). Nær ærefrygt for Gud, i hvis navn I gør jeres indbyrdes rettigheder gældende. (4:1)

Dette er et budskab til menneskeheden. Lad dem tage advarselen til sig og lad dem vide, at Han er én gud. Lad de indsigtsfulde grunde over dette. (14:52)  

Vi har visselig sendt dig (Muhammad) som barmhjertighed til alverden. (21:107) 

Vi har åbenbaret Bogen med sandheden til dig (Muhammad), som en vejledning til alverden. Den, der lader sig vejlede, gavner sin egen sjæl; men den, der forvilder sig, skader sin egen sjæl. (39:41)

Den menneskelige mangfoldighed er en udfordring til at fokusere på essencen i livet: tro og gerning:
Oh menneskehed! Vi skabte jer af et enkelt par af mand og kvinde og gjorde jer til fællesskaber og folk, for at I må kende hinanden. Den mest ærede for Gud er visselig den mest gudfrygtige (muttaqûn) af jer. Gud er vís og alvidende. (49:13)

Og blandt Hans tegn er skabelsen af himlene og jorden og mangfoldigheden i jeres sprog og farve. I dette er der visselig tegn for de indsigtsfulde. (30:22)

For hvert eneste fællesskab har Vi foreskrevet en lov og en tydelig vej. Hvis Gud havde villet, havde Han gjort jer til en eneste menighed; men det var Hans plan at prøve jer i, hvad Han har åbenbaret til jer. Kappes derfor i gode gerninger. Målet for jer alle er Gud, og Han vil vise jer sandheden i de sager, hvorom I strides. (5:51)

Fælles stræben til gavn for det fælles bedste
Koranens leveregler og påbud om fredelig sameksistens og samarbejde i bestræbelserne for at skabe harmoniske og retfærdige samfund gælder naturligvis på tværs af forskelligheder så som køn, etnicitet og tro:
I er det bedste fællesskab - skabt (til at virke til gavn) for hele menneskeheden ved at påbyde det gode, afværge det onde og tro på Gud. (3:110)

Tjen Gud og giv Ham ej partnere. Vær god imod forældre, slægtninge, forældreløse, trængende, nære og fjerne naboer, venner, vejfarende, krigsfanger og slaver. Gud elsker ingenlunde de hovmodige og pralende. (4:36)

De, der tror på Koranen, samt jøder, kristne og sabiere  - enhver, der tror på Gud og den Yderste dag og handler retfærdigt, vil blive belønnet af Herren. De har intet at frygte eller sørge over (når dommen er fældet). (2:62)

Hjælp hinanden til retsindighed (birr) - ikke til synd og overtrædelse (taqwa). (5:3)

Gud forbyder jer ikke på venlig og retfærdig vis (at omgås) dem, der ikke bekæmper jeres tro og ikke fordriver jer fra jeres hjem. Gud elsker de retfærdige. (60:8)

Fra Profetens eget liv ved vi, at han følte sig tæt forbundet med sin hedenske farbror Abu Talib, og da Profeten begav sig ud på den farefulde rejse fra Mekka til Yathrib (senere Medina) for at undslippe de hedenske mekkaneres forfølgelse, lagde han i bogstaveligste forstand sit liv i hænderne på egnens bedste sporfinder, hedningen Saraqa.
    Nogle nutidige muslimske lærde, har heraf sluttet, at det er i orden at modtage militær hjælp fra ikke-muslimer, så længe som disse er kompetente og pålidelige.

Muslimer og Bogens Folk 
Der hersker et specielt fællesskab mellem jøder, kristne og muslimer, til hvem Gud har sendt en lang række profeter (bl.a. Abraham, Moses, Jesus og Muhammad), og som har fået åbenbaret hellige skrifter (hhv. Toraen (tawrat), Evangeliet (indjil) og Koranen (qur'ân)). Jøder og kristne går under fællesbetegnelsen "Bogens Folk" el. "Skriftens Folk" (ahl ul-kitâb). Mange vers i Koranen henvender sig direkte til Bogens Folk.
    Skønt alle profeter ifølge Koranen har prædiket det samme budskab, er der nogle afvigelser mht. levereglerne. Alligevel må muslimerne spise jødernes og de kristnes mad, ligesom muslimske mænd  må stifte familie med jødiske og kristne kvinder:
På denne dag er alle rene og gode ting (tayibât) gjort lovlige for jer. Den føde, der er lovlig for Skriftens Folk, er også lovlig for jer, og jeres føde er lovlig for dem. Lovlige for jer (i ægteskab) er ærbare kvinder (muhsanât) blandt de troende og ærbare kvinder (muhsanât) fra de folk, hvem Skriften blev givet før jer - forudsat I giver dem en passende brudegave (ujurahuna) og (tragter efter) et lovformeligt ægteskab og ikke et løst eller hemmeligt forhold. (5:6)

Muslimer opfordres eksplicit til at tale pænt og ordentligt til Bogens Folk og til at understrege fællesskabet imellem religionerne:
Og diskutér ikke med Skriftens Folk ved simpel ordstrid - undtagen med de af dem, der volder jer skade, men sig: "Vi tror på åbenbaringen, der blev sendt til os og på den, der blev sendt til jer. Vores Gud og jeres Gud er den samme, og til Ham giver vi os hen." (29:46)

Sig: "Oh Skriftens Folk! Lad os samles om vort fælles grundlag: Ikke at tjene andre end Gud, ikke at tilskrive Gud partnere, og ikke at ophøje noget menneske til herre sammen med Gud." Hvis de vender sig bort, da sig: "Bær vidne, at vi er gudhengivne muslimer." (3:64)

Du vil se, at de, der står de troende nærmest, er dem, der siger: "Vi er kristne," fordi der iblandt dem er lærde (munke), der ikke er hovmodige. (5:85)

Jøder og kristne i et muslimsk land kaldes traditionelt "beskyttede folk" (ahl adh-dhimma) forstået på den måde, at de har trosfrihed, at de nyder begrænset autonomi og dømmes efter deres egne love fx på det familieretslige område - og at de nyder den muslimske stats fulde beskyttelse. Derfor er ikke-muslimske arbejdsduelige mænd pligtige til at betale beskyttelsesskat (djizya) på lige fod med de muslimske mænd, der af en eller anden årsag ikke ønsker at gå ind i hæren. I vore dage taler man ikke længere om dhimmier, men om borgere slet og ret.
    Den muslimske majoritet skal yde jøder og kristne samme retssikkerhed som majoriteten (5:45-53).
    Og når friheden til at dyrke Gud trues, skal alle troende i fællesskab beskytte gudshuse imod at blive skændet og destrueret:
Hvis Gud ikke holdt nogle (mennesker) i skak ved hjælp af andre, ville både klostre, kirker, synagoger og moskéer, hvori Guds navn ihukommes uafladeligt, være blevet ødelagt. Gud hjælper visselig dem, der virker for Hans sag. Han er stærk og almægtig. (22:40)

I Islamisk Tradition findes der flere udsagn om de beskyttede folk, dhimmierne. Profeten skal bl.a. have sagt:
    "Den, der skader en dhimmi, skader mig - og den, der skader mig, vækker Guds vrede." og "Den, der skader en dhimmi, vil være min modstander, og jeg vil være hans modstander på Dommens dag."
    Profeten Muhammad modtog kristne notabiliteter i sin moské i Medina, og han oprettede fredspagter med flere jødiske stammer, som han respekterede, indtil jøderne selv brød pagten. Der er også flere beretninger om, hvorledes Profeten viste omsorg for sine jødiske og kristne naboer.

Uvenskab og stridigheder
Selvom der naturligvis kan opstå stridigheder, opfordres muslimer til at behandle ikke-muslimer anstændigt og værdigt - for man kan aldrig udelukke, at gårsdagens fjender går hen og bliver morgendagens venner og trosfæller:
Oh I troende! Vær standhaftige og retsindige vidner for Guds sag, og lad ikke andres had til jer forlede jer til at handle uretfærdigt. Vær retsindige; thi retsind er beslægtet med fromhed. Nær ærefrygt for Gud, for Han er vidende om alt, hvad I gør. (5:9)

Det kan vel være, at Gud vil lade venskab opstå mellem jer og dem, I lige nu anser for jeres fjender. For Gud er almægtig, og Han er tilgivende og barmhjertig. (60:7)

Godt og ondt er ikke lige. Imødegå det onde med noget, der er bedre. Så vil din fjende blive din mest fortrolige ven. (41:34)

De steder, hvor Koranen omtaler muslimers ret til at forsvare sig imod en angribende fjende, omtales fjenden som gudsfornægtere (kafirûn), afgudsdyrkere (mushrikûn) eller hyklere (munâfikûn) - og muslimer har pligt til at give asyl til de af fjendens soldater, der måtte søge om det. Omvendt søgte en mindre gruppe muslimer i 615 tilflugt i det kristne Abessinien for at undslippe de hedenske mekkaneres forfølgelse og tortur.
    Det tages forgivet, at troende jøder, kristne og muslimer ikke angriber hinanden indbyrdes.  

Muslimernes fjender
Som det ses, er der intet til hinder for, at muslimer omgås, slutter venskab med og samarbejder med ikke-muslimer. Skillelinjen går i forhold til de mennesker, der bespotter eller forfølger og aktivt bekæmper muslimer og/eller gudstro i det hele taget - dem skal man ikke pleje tætte relationer med, men dog alligevel behandle dem "som det sig sømmer":
Vi har pålagt mennesket at tage sig kærligt af dets forældre. Med møje bar moderen barnet, og i to år gav hun det die. Vis taknemmelighed mod Mig og dine forældre, for Jeg er det endelige mål. Men dersom de forsøger at få dig til at tjene noget sammen med Mig - noget, som strider imod din tro - da adlyd dem ikke. Omgås dem hensynsfuldt, som det sig sømmer, men følg vejen for dem, der tjener Mig. Til Mig skal I alle vende tilbage, og Jeg vil fortælle jer sandheden om alle jeres gerninger. (31:14-15)

Gud forbyder jer ikke på venlig og retfærdig vis (at omgås) dem, der ikke bekæmper jeres tro og ikke fordriver jer fra jeres hjem. Gud elsker de retfærdige. Gud forbyder jer derimod (at omgås) dem, der bekæmper jeres tro, der fordriver jer fra jeres hjem og hjælper andre med at fordrive jer. Det er sådanne, der begår uret. (60:8-9)

Vend dig bort fra dem, der bespotter Vore tegn, indtil de ændrer adfærd. Hvis du af lutter vanvare skulle komme i sådant selskab, da forlad det ufortrødent. (6:68)

Oh I troende! Tag ikke sådanne, der bespotter og latterliggør jeres tro, som beskyttere (awliya) - hverken blandt dem, der modtog Skrifter før jer, eller blandt gudsfornægterne (kafirûn); men nær ærefrygt for Gud, hvis I virkelig er troende. (5:60)

Muslimer og hyklerne
Hyklerne - altså de, der lader som om de er troende, men som inderst inde er modstandere af Gud og tro, har ikke nogen høj status i Koranen, ja, de omtales flere steder som de værste af alle. Dem skal man være på vagt overfor, eftersom de ikke er til at stole på:
Er det for at vinde hæder og ære, de slutter venskab og forbund med vantro i stedet for med troende? Hæder findes visselig (kun) hos Gud. Han har sendt jer Bogen med påbud om ikke at omgås dem, der afviser, håner og bespotter Hans tegn - medmindre de ændrer adfærd. Ellers vil I blive betragtet som én af dem. Gud vil visselig føre hyklerne og de vantro (k-f-r) sammen i Helvede. (4:139-140)
Hyklerne tror, de kan bedrage Gud; men (i virkeligheden) lader Han dem bedrage sig selv. Når de forretter bøn, gør de det uden oprigtighed, og blot for at blive set af andre; men deres tanker er ingenlunde hos Gud. De vakler frem og tilbage og kan ikke bestemme sig for hverken det ene eller det andet. Den, som Gud lader fare vild, vil du aldrig kunne vise vejen. (4:142-143) (jfr. 2:8-20 & 58:14-22)   

Og ser man på den umiddelbare sammenhæng, handler følgende vers også om hyklere blandt jøderne og de kristne:
Oh I troende! Tag ikke jøder og kristne som venner (el. beskyttere, awliya), for de er deres eget folks beskyttere. De, der søger deres beskyttelse, er én af dem. Gud vejleder ikke et uretfærdigt folk. (5:54)

Hvad er en wali?
Der hersker forvirring omkring begrebet "wali" (flertal awliya). Ofte ser man det oversat til "ven"; men i langt de fleste tilfælde er der tale om én, der står en endnu nærmere end en ven, nemlig en "værge, beskytter, foresat eller herre". Eksempelvis hedder det i Koranen, at Gud er de troendes wali:
Gud er de troendes beskytter (wali). Han leder dem fra (uvidenhedens) mørke frem til lyset. De, der afviser at tro, har taget afguderne til herrer (awliyâ). De bringer dem fra lyset ind i mørket. De vil være Ildens beboere - dér vil de dvæle. (2:257)

Det mest citerede vers, der indeholder en advarsel imod at søge ikke-muslimers beskyttelse, er 5:54. Ifølge Ibn Kathir blev verset åbenbaret efter slaget ved Uhud i 625, hvor nogle af de hyklere, der udgav sig for at være muslimer, bekendtgjorde, at de ville søge beskyttelse hos hhv. jøder og kristne for at være i sikkerhed næste gang de hedenske mekkanere ville angribe muslimerne i Medina. 
    Muslimerne skal (ligesom jøderne og de kristne) først og fremmest beskytte hinanden indbyrdes, før de søger andres beskyttelse for at løse deres indbyrdes stridigheder:
Oh I troende! Tag ikke jøder og kristne som beskyttere (awliya), for de er deres eget folks beskyttere. De, der søger deres beskyttelse, er én af dem. Gud vejleder ikke et uretfærdigt folk. (5:54)

Er det for at vinde hæder og ære, de søger beskyttelse (awliya) hos gudsfornægterne (kafirûn) i stedet for hos de troende? Hæder findes visselig (kun) hos Gud (og i Hans love). (4:139)

Oh I troende! Tag ikke gudsfornægterne (kafirûn) som beskyttere (awliya) frem for de troende. Vil I give Gud et åbenlyst bevis imod jer selv? (4:144)

Oh I troende! Tag ikke jeres fædre og brødre som beskyttere (awliya), hvis de foretrækker vantro (kufr) frem for tro. Det er forkert af jer at gøre dette. (9:23)

De troende bør ikke tage gudsfornægterne som beskyttere (awliya) frem for de troende. (3:28)

Oh I troende! Tag ikke Mine fjender til beskyttere (awliya) ved at vise dem sympati på trods af, at de har afvist sandheden, der er kommet til jer, og har fordrevet Profeten og jer (fra jeres hjem), (blot) fordi I tror på Gud, Herren. (60:1)  

Summa summarum: Der er intet, der forhindrer en muslim i at pleje gode relationer med ikke-muslimer, så længe disse ikke bespotter eller bekriger islam og muslimer.
    Der er ej heller nogen som helst belæg for den påstand, som man ind i mellem møder blandt herboende muslimer, at ærlighed og retsind kun gælder i forhold til muslimer. For ganske som en muslimsk stat stiller krav til sine ikke-muslimske borgere, skal også muslimer i ikke-muslimske lande yde for at kunne nye og overholde gældende lov og ret.

© Aminah Tønnsen, december 2004   

Se også: Islams forhold til andre religioner.
             Islam set indefra
             Djihad - hellig krig eller vejen til fred?
             Racisme

KRISTELIGT DAGBLAD 10. febr. 2010:
            Muslimer restaurerer verdens ældste kristne kloster 

Litteratur:

BAIANONIE, Mohamed: The Relationship Between Muslims and non-Muslims
        (Friday Speech 29.03.2002)

DAKAKE, David: Some Misappropriations of Quranic Verses

ECHAMMARI, Aminah:
       * Den store djihad - ansvar for samfundsudviklingen
       * Den mindre djihad - forsvar for trosfriheden

FADEL, Mohammad: Can Muslims have non-Muslims as Friends?
       The American Muslim, February 2002.

GAMIET, Arshad: Relations with Non-Muslims
        (Friday Speech London 09.10.1998)

QARADAWI, Yusuf al-:
       * Scope of amicable dealings with non-Muslims.
       * Relationship  of the Muslim with the non-Muslims.
          The Lawful and the prohibited in Islam pp. 335-343.

Relations with non-Muslims

SCHNABEL, Laura Elisabeth: 
        Venner på tværs af religion.
        KRISTELIGT DAGBLAD 7. august 2010.

SIDDIQI, Muzammil:
       * Does Islam forbid befriending  non-Muslims?
       * How should Muslims deal with non-Muslims?