Leveregler:

RÅDFØR JER MED HINANDEN
(shûrâ)

En morgen i april, var jeg lige ved at få morgenteen galt i halsen. USAs præsident Bill Clinton tonede frem på skærmen i morgennyhederne i anledning af, at et par skoleelever havde dræbt og såret flere af deres kammerater.
      På sin kejtede facon opfordrede han med alvor i stemmen amerikanske forældre til at tale mere med deres børn, til at lære dem at løse indbyrdes konflikter med ord i stedet for våben, og til at foregå dem med et godt eksempel.
      Jeg var målløs over, at disse ord skulle komme fra en mand, der - skønt leder af et land, der ynder at kalde sig supermagt og agerer som verdens revser og politimand - ikke har formået at sætte samtalen og ærligheden i højsædet i sin egen lille familie... En mand, der - fordi forhandlinger ikke førte til det resultat, vestmagterne ønskede -  uden om FN har gennemtrumfet et NATO-angreb på et europæisk land... En mand, hvis talsmænd gang på gang ikke har villet indrømme, at NATO-missiler ikke kun rammer militære mål, men også civile.
    Man kunne med rette stille spørgsmålet:

Oh I troende! Hvorfor siger I, hvad I ikke (selv) gør? Gud finder det visselig frastødende, at I siger, hvad I ikke (selv) gør. (61:2-3)

Vil I påbyde andre, hvad der er godt, og selv være forsømmelige, når I dog beflitter jer med Skriften? Forstår i dog ikke? (2:44)

Samtale og rådslagning bør ifølge Koranen være dét, der styrer det sociale og politiske liv. Sûra 42 hedder ligefrem Rådslagningen:

Guds belønning er for dem, der lytter til Herren og forretter bøn, der rådfører sig med hinanden og giver ud af de ressourcer, Vi har givet dem. (42:38)

Ved Guds nåde behandler du de troende med venlighed. Hvis du ville behandle dem strengt og skånselsløst, ville de vende sig bort fra  dig. Bær over med dem og bed Gud tilgive dem, og rådfør dig med dem i alle anliggender. Når du har taget en beslutning, da sæt din lid til Gud, for Han elsker de tillidsfulde. (3:159)

Der er tale om en generel opfordring til menneskene, som bør gælde i alle livets forhold - også i samfundets rygrad: familien.
      Det er i forholdet mellem forældre og børn, at ord har allermest betydning, for det er i barndommen, at børnene skal lære at løse deres indbyrdes konflikter med ord, så de har et redskab at bruge, når de som unge eller voksne står i konfliktsituationer enten i familien eller i relation til det omgivende samfund.
      At rådføre sig med hinanden betyder ikke kun, at man skal tale sammen - man skal også lytte til hinanden. Forældre skal lytte til deres børn, og ægtefæller skal være lydhøre over for hinandens ønsker og behov, før beslutninger træffes. Og altid skal man tale sammen på værdig og anstændig måde, for, som Profeten Lukman sagde til sin søn:

"Blæs ikke dine kinder op i stolthed, og vær ikke uforskammet i din færden, for Gud elsker ikke hovmodige pralhalse. Moderér din gang og din stemme, for den mest ubehagelige lyd er uden tvivl et æsels skryden." (31:18-19)

Det allervigtigste for forældre er at foregå børnene med et godt eksempel:

Og således har Vi gjort jer til et midtsøgende fællesskab (ummatan wasatan), for at I må være forbillede og vidner (for Guds sag) for menneskene. (2:143) (jfr. 2:44, 61:2-3).

Man kan nemlig ikke kræve sine børns eller omverdenens respekt - man skal gøre sig fortjent til den.

Når ord ikke slår til i familien, fører det til brudte familier - med børnene som de største tabere.
      Når forhandlinger mellem arbejdstagere og arbejdsgivere bryder sammen, kommer det som regel til at gå ud over uskyldige mennesker - dem, der ikke kan få lægehjælp eller hjemmehjælp, få passet deres børn, få varer i butikkerne, få benzin til deres biler, have offentlige transportmidler til rådighed osv. osv.
      Når præsidenter og regeringer ikke lytter til massernes ønsker, fører det til borgerkrig - med civilbefolkningen som de største tabere.
      Når stater rammes af indbyrdes konflikter, og de ansvarliges rundbordssamtaler og fredsforhandlinger går i hårdknude, varsler det krig og ødelæggelse, lidelse og død - med civilbefolkningen som de største tabere.

Shûrâ er det nøgleord, der bør styre de sociale relationer mennesker imellem. Hvis de voksne løser deres konflikter med våben - hvorledes kan de da forvente, at børnene skal løse deres på fredelig vis gennem samtale??

Koranen opfordrer menneskene til ikke at lade sig provokere til at handle uretfærdigt (5:9), til at stifte fred imellem stridende parter (49:9-10) og til ikke at gengælde ondt med noget, der forvolder mere skade end den skade, man selv bliver påført (22:60).
      I øvrigt opfordrer Koranen til at standse krigshandlinger, når angriberen ytrer ønske om at starte fredsforhandlinger (2:193, 8:61-62) - også selv om man har sine tvivl om hans oprigtighed.

Der er noget grundlæggende galt i en verden, der kan sende mennesker til månen, men ikke magter at forebygge og løse konflikter med fredelige midler.

Fred være med dem, der følger Guds retledning. (20:47)

© Aminah Tønnsen, maj 1999    

Litteratur:

MUJAHID, Abdul Malik: Shura (consultation) in the family