"Oh I mennesker! Lyt til mine
ord, for jeg ved ikke, om jeg vil mødes med jer igen på dette sted. Oh I
mennesker! Jeres blod og jeres ejendom er hellige - indtil I skal møde
jeres Herre - ligesom også denne dag og denne måned er hellige.
I vil møde jeres Herre, og Han vil
udspørge jer om jeres gerninger - det har jeg kundgjort for jer. Den,
der besidder betroet gods, skal levere det tilbage til den, der har betroet
ham det. Alle renter er ophævet; men jeres kapital tilhører jer. Behandl
ikke andre uretfærdigt - og I vil ikke blive behandlet uretfærdigt. Gud
har besluttet, at der ikke skal findes renter, og Abbâs ibn
Abd-al-muttalibs renter er fuldstændig ophævet.
Al blodskyld fra uvidenhedens tid er
ophævet. Og den første blodskyld, som jeg ophæver, er Ibn Rabî'a ibn
Hârith ibn Abd-al-muttalibs.
Oh I mennesker! Satan har opgivet
håbet om nogensinde igen at blive tilbedt i jeres land; men han vil også
være tilfreds, om I stadig følger ham i sådanne gerninger, som I finder
bagatelagtige. Så tag jer i agt for ham i jeres tro!
Oh
I mennesker! Det er visselig ugudeligt at indføje
en skudmåned. Derved bliver hedningene vildledt endnu mere. I et (skud)år
erklærer de den (muharram) for verdslig, og i et (normal)år erklærer de
den for hellig. For at nå op på det antal måneder, som Gud har gjort
hellige, verdsliggør de, hvad Gud har helliggjort (muharram). (9:37)
Tiden har sluttet sit kredsløb og er
således nøjagtig som da Gud skabte himlene og jorden. Antallet af måneder
er tolv. Deraf er fire hellige - tre på hinanden følgende og radjab mellem
djumâd ut-thani og sha'ban.
Oh I mennesker! I har
rettigheder over for jeres kvinder, og de har rettigheder over for jer.
Jeres ret består i, at de ikke besudler jeres seng og ikke
åbenlyst begår ægteskabsbrud. Hvis de gør det, har Gud tilladt jer at
revse dem; men ikke for heftigt. Afholder de sig fra disse handlinger, da
underhold dem som det sig hør og bør. Tag jer godt af jeres kvinder,
for de er i jeres varetægt! Gud har betroet dem til jer, og Han har tilladt
dem for jer. Så forstå mine ord, oh I mennesker! Jeg har meddelt jer
dette.
Jeg har efterladt jer noget, så I
aldrig mere vil fare vild, hvis I holder jer til det: Guds Bog og Hans
profets eksempel. Oh I mennesker! Lyt til mig og forstå mine ord. Vid, at
enhver muslim er jeres bror, og at alle muslimer er brødre. Ingen må tage
noget fra sin bror, som denne ikke gerne vil give ham. Vær ikke
uretfærdige over for jer selv. Oh Gud! Har jeg nu meddelt alt?"
Menneskemængden råbte: "Oh Gud,
ja!" Hvorefter Profeten sagde: "Oh Gud, vær Du mit
vidne." Og han sluttede med at recitere følgende åbenbaring:
På denne dag har Jeg
fuldkommengjort jeres tro for jer og har fuldbyrdet Min barmhjertighed imod
jer. Og Jeg har valgt gudhengivelsen/islam som jeres tro. (5:4)