INDIVIDETS VÆRD,
ANSVAR og FRIHED
Af Aminah
Tønnsen
Blandt mange andre misforståelser om Islam
hører man ofte, at '"slam ikke er en humanistisk religion, fordi den ikke giver det
enkelte individ værdi" - og det på trods af, at det er en smal sag at finde utallige
Koranvers, der netop fremhæver individet. At være menneske er en livslang
forpligtelse, hvilket dog ikke nødvendigvis berøver det enkelte individ dets værdi og frihed -
tværtimod: hvorledes kan et menneske føle sig fri, hvis dets medmennesker lider nød?
I Islam er det enkelte individ ganske enkelt målet for Guds
omsorg og kærlighed. Vi på vores side når vort mål (Gud) ved hjælp af Koranen og
Islam. Dette gælder hvert eneste individ - uanset religion, race, alder, begavelse,
uddannelse, social status el. køn. Et andet menneske kan aldrig være et redskab til at
nå dette mål - for alle er lige i Islam, og det er det enkelte individs stræben og
ansvar, der vil ligge til grund for den endelige dom:
Og bered jer på den dag, da enhver
skal stå alene,
hvor hverken forbøn eller løsepenge vil blive godtaget, og hvor ingen
(anden) kan hjælpe den. (2:48)
...Jeg vil aldrig tillade, at en eneste af jer - det være sig
mand eller kvinde - bliver forbigået (:på
Dommedag). I er alle ligeværdige. (3:195)
Hver eneste, der har gjort blot den mindste smule godt, vil se
det! Og hver eneste, der har gjort blot den mindste smule ondt, vil se det! (99:7-8)
Ikke én af de skabninger, der findes i himlene og på
jorden, skal stedes for Gud, Den Allernådigste, på anden måde end som en tjener. Han
holder øje med hver enkelt, og Han kender deres nøjagtige antal. Hver eneste af dem skal
enkeltvis stedes for Ham på Dommedag. (19:93-95)
...Ingen, der bærer en byrde, kan bære en andens byrde. (6:164)
Det, der tjener individet, tjener også samfundet - og vice versa.
Koranen giver os en anvisning på, hvorledes individets såvel som samfundets behov kan
tilgodeses - uden at den enes eller den andens behov tilsidesættes. For det er samspillet
mellem parternes behov (foruden det ansvar, der naturligt er knyttet dertil), der er
grundlaget for frihed og social retfærdighed.
Individets gudstro og efterlevelse af Koranens forskrifter
er en nødvendig forudsætning for et frit og retfærdigt samfund - men den
enkelte kan
på den anden side ikke opnå personlig frihed i et ufrit og socialt uretfærdigt samfund.
Det er det enkelte individs opgave at udnytte sine evner og stræbe efter at efterleve
Guds anvisninger:
Sig: Jeg påbyder jer én ting. At I alene - eller to og to -
får øjnene op for Guds sag og nøje overvejer den. (34:46)
Mennesket får ikke andet end det, han stræber efter. Hvad han
opnår, skal han stå til regnskab for, og han vil blive belønnet til fulde. Gud er det
endelige mål. (53:39-42)
Religion er, hvorledes du omgås dine
medmennesker skal Profeten
Muhammad (Gfvmh) have sagt. Han var af Gud blevet udvalgt til at viderebringe Guds ord og
anvisninger til menneskeheden. Og skal vi tro de beretninger, vi har om den første
menighed i Medina, så lykkedes det Profeten at skabe et socialt retfærdigt samfund på
grundlag af åbenbaringerne om individets værd, ansvar og frihed - værdier, der fremgår
klart af følgende citater:
...Dræb ikke liv, som Gud har helliggjort... (6:151)
...ud af kærlighed til Gud skal I
give af jeres formue til
jeres slægtninge, de forældreløse, de trængende, de vejfarende, dem, der
beder jer
derom, og til at frikøbe slaver... (2:177)
Enhver af jer skal beskytte dem, I har ansvaret for. En hersker
er som en hyrde ansvarlig for dem, der står under hans beskyttelse. En mand er som en
hyrde ansvarlig for sin familie. En kvinde er som en hyrde ansvarlig for sin mands hjem og
børn. Hver af jer er en hyrde og skal på Dommens Dag svare for sin hjord.
(Muslim og
al-Bukhârî)
Der skal ikke være tvang i
trosanliggender... (2:256)
Men det er ikke så mærkeligt endda, at det er svært for
ikke-muslimer at få øje på det enkelte individs værdi og frihed i islamiske samfund,
for disse har fjernet sig meget langt fra Islams ideal. Islamiske værdier er ganske
enkelt druknet i magtmisbrug, korruption, egoisme, overtro og mandschauvinisme. Og
ulykkeligvis bliver ikke så få af disse indskrænkninger i individets værdi og frihed
lovliggjort både i traditionel Islamisk Lov (Shari'a) og nutidige lovregler:
* Tidligere magthaveres og eliters manglende ansvarsbevidsthed og
dekadente liv har svækket de islamiske samfund og givet plads for kolonimagter, som uden
blusel har drænet landene for mange af deres ressourcer og forsøgt at ødelægge deres
kultur. Og den elite, der har fået magten i de nu selvstændige lande, har stort set
videreført kolonimagternes styreform hen over hovedet på den almindelige befolkning.
Hvor håndhæves i dag Koranens påbud om demokrati
(42:38)??
Præsidenter på livstid, enevælde, arveligt monarki, magtbeføjelser begrænset til en
enkelt klan eller udelukkelse af kvinder fra den demokratiske proces er desværre ikke
noget særsyn i de såkaldt islamiske lande.
* Muslimske ledere strides om territorier og
naturressourcer og lader
den almindelige borger betale både de menneskelige og økonomiske omkostninger. Nogle af
dem tillader sig endda at gøre det 'i Guds navn'. Hvilken skændsel! Ydmyghed over for
Guds love ville klæde disse ledere og gavne både dem selv og den befolkning, de har
ansvaret for.
* Nogle lande har indført dødsstraf for prostitution, handel med
narkotika, blasfemi, apostasi, ægteskabsbrud og homoseksualitet - uden at der er belæg
herfor i Koranen. Hvilken skændsel at skalte og valte således med det liv, som Gud har
helliggjort! (6:151)
* På trods af, at der ikke må være nogen tvang i religion
(2:256)
og at Koranen opfordrer os til at leve i fred og fordragelighed med anderledes-troende
(29:46,
16:82, 5:51 m.fl.), viger visse fanatikere ikke tilbage for at forfølge
anderledes-troende. I nogle lande har man endog forbudt opførelse af synagoger og kirker,
ligesom man tilsidesætter Koranens påbud om også at beskytte klostre, kirker og
synagoger fra nedrivning (22:40).
* På trods af, at der ikke må være nogen tvang i
religion (2:256), og på trods af, at nogle af Koranens vers er billedlige el. flertydige,
og vi opfordres til ikke at strides om deres betydning, fordi kun Gud alene kender deres
eksakte betydning (3:7), prøver visse fanatikere at ensrette muslimer i deres
gudsopfattelse ved at påstå, at der findes en præcis, autoriseret fortolkning af dette og hint, og at alle
afvigende opfattelser er blasfemiske og derfor bør bekæmpes ved censur og
personforfølgelse.
* Elite og overklasse i de islamiske lande lever fortsat i ufattelig
luksus - uden at kære sig om de millioner, der lever i yderste fattigdom, og som ofte er
nødt til at sælge både sig selv og deres børn i et desperat forsøg på at overleve.
* Selv om Koranen påbyder human behandling af slaver
(4:36) og
klart lægger op til en gradvis afskaffelse af slaveriet (9:60), lever i tusindvis af
børn, unge og voksne, muslimer og ikke-muslimer, under kummerlige forhold som
tjenestefolk for over- og middelklassen - ofte udnyttet på det groveste og frataget selv
de mest basale menneskerettigheder.
* 'At søge viden er en pligt for enhver
mand og kvinde' skal Profeten Muhammad (Gfvmh) have sagt; men piger og kvinder nægtes
fortsat mange steder retten til uddannelse. Og mange af de kvinder, der har været så
heldige at få en uddannelse, bliver af deres ægtemænd (eller af samfundet) presset til
ikke at bruge den.
* På trods af, at et ægteskab iflg. Koranen
kræver begge parters samtykke (2:232), er det iflg. traditionel Islamisk Lov og nogle
landes lovregler tilladt en far/værge at tvinge sin søn el. datter til at indgå
ægteskab. En klar tilsidesættelse af individets frihed og rettigheder!
Desuden har man fuldstændig frataget kvinder deres
menneskelige værd ved både i traditionel Islamisk Lov såvel som i nutidig lovgivning (undtagen Tunesien) at
gøre et ægteskabs retsgyldighed afhængigt af, om bruden er repræsenteret af en værge.
En kvinde kan ikke - uanset alder - på egen hånd indgå ægteskab!!
Selvom en forlovelse iflg. nutidige lovregler blot er et
løfte, som kan brydes af begge parter, hører man ofte om, at unge mennesker af deres
forældre med mere eller mindre ufine metoder presses til at indgå ægteskab under
henvisning til 'familiens ære'.
* På trods af, at brudegaven iflg. Koranen er
en gave fra brudgommen til bruden (4:4), hører man gang på gang om, at fædre og
mæglere tager sig betalt for at formidle ægteskaber, så bruden i realiteten reduceres
til en simpel handelsvare. Hvor uværdigt for mændene og ydmygende for kvinden!
* På trods af, at Koranen giver både mand og kvinde ret til at
søge skilsmisse (2:229), er det i realiteten utrolig svært for en kvinde at opnå
skilsmisse, hvis hun ikke har en familie til at støtte sig. Ofte hører man om, at en sag
om skilsmisse begæret af en kvinde kan trække ud i årevis.
* Selv om Koranen fordømmer utroskab for begge ægtefolk
(24:2), er
mandens utroskab hverken iflg. traditionel Islamisk Lov eller nutidige lovregler
skilsmissegrund, hvorimod ingen mand kunne drømme om at beholde en utro hustru. Iflg.
irakisk lov har en forsmået ægtemand endda lov til at dræbe sin utro hustru - uden
forudgående retssag!
En kvinde, der overrasker sin ægtefælle med en elskerinde
og i affekt dræber en af dem, dømmes for overlagt mord (livsvarigt fængsel) - medens en
mand, der dræber sin hustru eller dennes elsker i en tilsvarende situation, kan
påberåbe sig 'formildende omstændigheder' og straffes kun med højst to års
fængsel (iflg. Marokkos lovgivning)!
* På trods af, at Koranen begrænser al seksuel
udfoldelse til at
foregå inden for ægteskabets rammer (17:32 og 24:33), er det almindeligt accepteret, at
mænd fornøjer sig på alle måder inden ægteskabet - enten med hinanden eller med
kvinder, som de ikke regner for noget og ikke kunne drømme om at gifte sig med.
Og så tillader de sig endda på trods af Koranens forbud (24:3)
at forlange, at deres fremtidige brud er jomfru.
Folkelig tradition kræver stadig mange steder, at et
blodplettet lagen fremvises efter bryllupsnatten - selv om Koranen intetsteds omtaler
noget 'jomfrutegn'.
* Stiltiende accepterer
myndigheder, at kvinder ryddes af vejen af
deres mandlige slægtninge, blot de mistænkes for upassende omgang med det andet køn.
* På trods af, at der ikke må være nogen
tvang i religion (2:256), forsøger man på forskellig måde at tvinge muslimske kvinder
til at bære en speciel klædedragt.
* På trods af, at det af Koranen tydeligt fremgår, at det er Gud,
der bestemmer, om et par får børn, og om det bliver sønner el. døtre (16: 57-60 og
42:49-50),
må mange kvinder lide den tort at blive forstødt el. få en medhustru, fordi de enten
forbliver barnløse el. 'kun' føder døtre.
- Og listen kunne sagtens fortsættes - desværre...
Fortolkning af Koranen og udfærdigelse af lovregler
har hidtil været overladt mændene, så det er nok ikke så mærkeligt, at kvinders
rettigheder groft tilsidesættes på mange områder. Kvinder betragtes både af lov og
tradition som værende uselvstændige væsener uden værd og dømmekraft, som bør
underlægges farens el. ægtemandens autoritet og værgemål.
Men det er jo ikke et specielt arabisk/islamisk problem.
Verden over tilsidesættes kvinders mest basale rettigheder.
Er mænd virkelig så naive, at de tror, at de kan vinde
respekt og anseelse for Gud og omverdenen ved at undertrykke kvinder??
Jeg har en formodning om, at det ofte er mænd, der selv
føler sig klemt i samfundet, der lader deres frustration gå ud over kvinderne - de samme
mekanismer, der er årsag til fanatisme og fremmedhad.
Politisk undertrykkelse, korruption og magtmisbrug verden
over har også meget på samvittigheden. Tror elite og statsledere virkelig, at de kan
vinde respekt og anseelse for Gud og mennesker ved at fratage hele befolkninger deres ret
til et liv i værdighed, frihed og rimelige sociale kår??
Den respekt, den gensidighed og det ansvar, som Koranen
gang på gang minder os om skal være grundlaget for vort liv både ægtefæller,
slægtninge og andre medmennesker imellem, har vanskelige kår i vore dage og er med til
at fratage det enkelte individ værdi og frihed.
Men islamiske ideer skal vokse nedefra og komme fra hjertet
- ikke påtvinges ved anvendelse af censur, forfølgelse, magt eller vold. KUN
selvransagelse, ansvarsbevidsthed og vilje til at efterleve Koranens bud hos det enkelte
individ - fra menigmand til statsleder - kan ændre situationen.
Vi har skabt mennesket til et liv i trængsel og prøvelse. (90:4)
Efter hårde prøvelser vil Gud bringe lettelse. (65:7)
Og hvorfor skulle I ikke kæmpe for Guds sag og for de svage og
undertrykte? - de mænd, kvinder og børn, som klager: "Oh Herre! Befri os fra denne
by og dens undertrykkere. Lad fremtræde én, der vil beskytte og hjælpe os!" (4:75)
Gud vil sandelig aldrig ændre et folks tilstand, før det
forandrer den selv. (13:11)
(Denne artikel har tidligere været bragt i tidsskriftet ISLAM -
FRED & HARMONI nr. 4/1993)
© Aminah
Tønnsen
|