Vi tilbød visselig den betroede opgave (al-amâla) til himlene og jorden og bjergene; men de afslog at påtage sig den - af frygt (for det uvisse). Mennesket påtog sig den - i enfoldig (salûm) uvidenhed (djahûl). (33:72)

Koranen fortæller om, hvorledes mennesket (Adam) indgik denne pagt med Gud. Derfor fødes mennesket med en naturlig trang (fitra) til at tjene Gud - til at anerkende, at Gud er dets skaber, beskytter og opretholder, og at det derfor har nogle helt grundlæggende forpligtelser over for Ham:

Ihukom, hvorledes Herren fremdrager Adams efterkommere af hans lænder og lader dem vidne om sig selv (idet han spørger): "Er Jeg ikke jeres Herre?" De svarer: "Jo, det bevidner vi!" - for at de ikke på Dommedag skal sige: "Vi var ikke bekendt med dette." (7:172)

Mennesket er således skabt med evner, som ingen anden skabning har fået. Ved at Gud blæser af Sin ånd i fosteret, får det kimen til intellekt, som det - i taknemmelighed til Gud - skal udvikle bedst muligt og drage mest mulig nytte af til gavn for hele skabelsen. Derved får mennesket handlefrihed og muligheden for selv at træffe nogle valg i tilværelsen - også at vælge el. fravælge Guds vejledning:

Han er den, der har skabt alt på ypperligste måde. Han skabte mennesket af ler, og dets efterkommere af et ekstrakt af en foragtet væske. Han formede det og blæste af Sin ånd (rûh) i det. Og Han gav jer hørelse, syn og hjerte. Liden er jeres taknemmelighed. (32:7-9)

Således blev  mennesket Guds stedfortræder på jorden. Mennesket har fået livet og den storslåede natur som en gave, som det - i Guds sted - skal forvalte og drage omsorg for:

Han har gjort jer til Sin arving og stedfortræder (khalîfa) på jorden - generation efter generation, og Han har ophøjet nogle af jer i rang over andre for at prøve jer i de gaver, Han har givet jer. Gud er visselig hurtig til at straffe - men også tilgivende og allerbarmhjertigst. (6:165).

Og Han har underlagt jer alt, hvad der er i himlene og på jorden som en gave fra Ham. I dette er der visselig tegn for de eftertænksomme. (45:13)

Vi gjorde jer til arvinger af landet efter synderne for at se, hvorledes I vil handle. (10:14)

Menneskets opgave her på jorden er ganske enkelt at tjene/tilbede Gud ved at tjene/forvalte skabelsen:

Jeg har skabt ånder og mennesker udelukkende for at de skal tjene/tilbede Mig. (51:56)

Gud har skabt alt liv og råder over alle naturens ressourcer; men Han giver kun mennesket råderet over så mange af dem, Han finder nødvendigt:

Vi råder over alle skatte (khazaîn); men Vi sender dem kun ned i passende mængder. Vi sender de befrugtende vinde og den livgivende regn ned fra himlen. Derved giver Vi jer vand i overflod; men I er ikke herre over dets lagre. Vi (alene) giver liv og lader dø. Og Vi (alene) vil bestå (når alt andet går til grunde). (15:21-23).

Skabelsen - natur, dyr og mennesker - udgør en altomfattende helhed, der på forunderlig vis er flettet sammen i indbyrdes forbundenhed og afhængighed. I ydmyg taknemmelighed bøjer skabelsen sig for Guds Lov - derfor hedder islam også dîn ul-fitra, naturens religion:

Se de ikke Guds skabelse - selv de mindste ting - hvorledes deres skygger drejer sig fra højre mod venstre og ydmygt bøjer sig for Gud (i tilbedelse)? Alt, hvad der er i himlene og på jorden, alle levende væsener og englene, bøjer sig for Gud. Ingen er hovmodige for Herren.  De nærer alle ærefrygt for Ham, der er højt hævet over dem, og de gør alt, hvad de påbydes at gøre (16:48-50)

Ser I ikke, at alle levende væsener i himlene og på jorden - også fuglene med deres udredte vinder - lovpriser Gud? Hver eneste lovpriser på sin egen måde (el. kender sin opgave og dens løsen), og Gud er vidende om alt, hvad de gør. (24:41)

Alt og alle i de syv himle og på jorden lovpriser Gud. Der er intet, der ikke lovpriser Ham. Og dog forstå I ikke, hvorledes de kan lovprise Ham; men Gud er visselig overbærende og tilgivende. (17:44)

Naturen er ét med Guds Lov, og dyrene følger den instinktivt. Mennesket er derimod - til forskel fra den øvrige skabelse - blevet givet intellekt (32:7-9) og frihed til selv at vælge enten at afvise Guds Lov og leve i vantro - eller at følge den og leve et liv som troende, i fred med sig selv, med Gud og med sine omgivelser:

Vil de (virkelig) følge en anden religion end Guds, hvor dog alt og alle i himlene og på jorden - villigt eller uvilligt - giver sig hen til Ham? Til Ham skal de alle vende tilbage (3:83)

Sig: "Dette er sandheden fra Herren!" Lad den, der vil, tro - og lad den, der vil, afvise at tro (k-f-r). (18:29)

Med den frie vilje følger naturligvis et ansvar, for frihed og ansvar går hånd i hånd. Mennesket skal på Dommedag stå til ansvar for bl.a. sit bidrag til naturbevarelse, dyreværn og medmenneskelig omsorg:

Han har gjort jer til Sin arving og stedfortræder på jorden - generation efter generation. Den, der nægter at vedkende sig ansvaret, vil bære ansvarets byrde. ... Når regnskabets time oprinder, skal hvert eneste menneske stå til ansvar for sine handlinger. Gud holder visselig øje med alle Sine tjenere. (35:39 & 45)

Mennesket er kun en lille brik i Guds storslåede skaberværk (40:57). Vi skal forvalte skabelsen med ydmyghed, for "vi er hverken i stand til at kløve jorden eller nå de højeste tinder" (17:37). Men opgaven som Guds stedfortræder er en tillidserklæring fra Gud og en forsikring om, at hver enkelt af os har evner og muligheder, som vi kan udvikle og udfolde til gavn for os selv - og for almenvellet - hvis vi selv vil det:

Gud vil visselig aldrig ændre menneskenes lod, før de forandrer sig selv. (13.11)

I vil visselig bevæge jer fra ét åndeligt plan til et andet. (84:19)

Og således kommer det, vi giver ud, tilbage til os selv:

De, som tror og handler retfærdigt, som holder bøn og betaler zakât, vil blive belønnet af Herren. De har intet at frygte eller være bekymret for. (2:277)

Hele tiden bliver vi tilskyndet til at give ud af vore materielle og menneskelige ressourcer:

I kan på ingen måde blive fuldkomne, før I giver ud af det, I selv holder af. Gud er visselig vidende om alt, hvad I giver ud. (3:92, jvf. 4:36-38)

Uselviskhed forudsætter fuld tillid til, at Gud er den, der bedst ved, hvad der gavner os, så man bevidst og aktivt følger Hans Lov og vejledning. Først da kan man gøre sig håb om at opnå den tilstand af fred og harmoni - inden i sig selv og i verden som helhed - som burde være målet for ethvert individs tanker, ønsker, bestræbelser og handlinger.

Kilder & litteratur:

BEWLEY, Abdalhaqq:
          The Natural Form of Man. Jeddah 1991. 

DENFFER, Ahmad von:
          Islam und Umwelt. München 1993. 

JENSEN, Tim & Mikael ROTHSTEIN:
        Gud - og grønne skove. Religioner og naturbevarelse.
        Munksgaard 1991, pp.91-113: Islam.

KHALID, Fazlun & Joanne O'Brian:
          Islam and Ecology. World Wide Fund for Nature 1992. 

KROGH, Kaj Ove:
          * Vort ansvar for naturen. Hvidovre 1993. 
          * Er vi ved at begå biologisk selvmord?

MASRI, B.A.:
          Islamic Concern for Animals. Petersfield 1987. 

NASR, Seyyed Hossein:
          Islam and the Environmental Crisis.
          THE ISLAMIC QUARTERLY, Vol.34, 1990, pp.217-234. 

MEKOUR, Ali:
          Islam et environnement: Une ethique pour la conservation.
          REVUE POLITIQUE JURIDIQUE INDEPENDANCE ET COOPERATION,
          vol.38, 1984, pp.278-297. 

MOHAMED, Yasien:
          FITRA - the Islamis Concept of Human Nature. London 1996.

ODDBJØRN LEIRVIK (red.):
          EN LEVENDE JORD I KRISE - et felles kall til åndelig oppvåkning (norsk)
          Oslo, 1994.

QADI, Wadad al-:
          The Term "khalifa" in early exegetical literature.
          DIE WELT DES ISLAMS, vol. 28, 1988, pp.392-411.