Forvalterskab:

ER VI VED AT BEGÅ BIOLOGISK SELVMORD?

Af Kaj Ove Krogh

 

Har du ikke set, at Allah sender vand ned fra himmelen og lader det strømme som kilder i jorden og så derved frembringer planter, som veksler i farve. Så visner de, og du ser dem gule, og derpå gør Han dem til knækket strå. Sandelig, heri er der en formaning for de forstandige (39:22)

Klodens biodiversitet er truet. Ved et nyligt afholdt møde i Jakarta, er dette de dystre fremtidsudsigter for plante- og dyreliv på jorden. Dette vil naturligvis få katastrofale konsekvenser for de endnu fungerende bio- og økosystemer. Menneskets uhæmmede rovdrift på naturen har medført, at godt 5000 dyr og omkring 4000 planter af de for tiden registrerede er truet med hurtig udslettelse.
    I De Forenede Nationers regi er der udarbejdet rapporter om den alarmerende situation (Global Diversity Assessment). Af omkring 13 millioner af jordens arter, er ca. 1,75 millioner arter beskrevet. Det vil sige, at man af profithensyn og uvidenhed uden at vakle i fremskridtets og forureningens navn ikke alene truer - men også ruinerer naturen - og os alle - for det uvurderlige og nødvendige potentiale, som rummes her.
    Islam lærer, at der i naturen er lægemidler for alt. Spørgsmålet er, om vi nogensinde får mulighed for at afprøve dette i fuldt mål. Fremtiden kan synes mørk for klodens mangfoldighed. Hvad der er skabt og blevet udviklet kan på ingen tid være død fortid. Muligheder, som lå gemt i genetisk arvemasse, vil i så fald aldrig blive realiseret. Mørket vil aldrig blive oplyst gennem realiseret skabelse, og gensidigheden vil aldrig blive mangfoldiggjort gennem det univers af muligheder, som genernes forening gennem forplantningens mysterium er grundlaget for.
    Kort og godt - naturen vil uddø, og mennesket vil dø med. Vi vil blive ofret på vor egen grådigheds alter, med mindre vi indser vor plads og vort ansvar i naturen og for naturen. Koranen siger:

Og blandt Hans tegn er, at du ser jorden ligge vissen og regnløs hen. Men når Han sender vandet ned over den, røres den og spirer (med planter). Sandelig, Han, som gav den liv, vil visselig skænke liv til de døde, thi Han har visselig magt over alle ting. (41:40)

Mennesket er Guds viceregent på jorden. I denne egenskab, skal vi også tage vare på de værdier og muligheder, som er nedfældet i naturen. Ved at gøre dette kan vi med Gud billigelse - som menneske - være det redskab, som skaber balance og liv, i stedet for at nedbryde. Derved bliver vi gennem en sådan indsats som genfødte. Der bliver skabt liv på mere end en måde, og livet, som skænkes de døde, kan forstås i mere end en forstand.
    I Koranen nævnes menneskets ansvarlighed som et stadigt tema. Denne ansvarlighed og lydige retskaffenhed når sin kulmination i Khalifa-begrebet. Koranen siger:

Allah har lovet dem af jer, som tror og handler retfærdigt, at Han visselig vil gøre dem til efterfølgere (kaliffer) på jorden ... (23:56)

Islam er også en "grøn" religion. Naturen, al tings skabelse, opretholdelse, død og fornyelse er et stadigt gentaget tema i Koranen. Her spiller Guds skabelse og menneskets og alt andets afhængighed en afgørende rolle. Også her er tonen klar. Det er den enkeltes ansvar og indsats, som er afgørende. Man kan holde møder i Rio og Jakarta. Dette er godt nok - men langt fra tilstrækkeligt. Det er ikke blot ved højtidelige lejligheder og ved internationale konferencer, at vi skal proklamere vort ansvar - også for naturen - men i den ikke så projektørbelyste hverdag. Derved kommer vi til at opfylde ordene fra sura Al-Rahman i Koranen:

I Allahs den Nådiges den Barmhjertiges navn. Den Nådige har lært Muhammad Koranen. Han har skabt mennesket. Han har lært det tydelig tale. Solen og månen (bevæger sig) efter (bestemte) tidsberegninger. Og planter og træer underkaster sig Hans vilje. Han har hævet himlen og anbragt (lovmæssighedens) vægt. Så I skal ikke overskride hvad retfærdighedens vægt angår. Så vej (alle ting) i overensstemmelse med retfærdigheden og formindsk ikke (retfærds) mål. Også jorden har han anbragt (der) for (alle) levende væsener. På den er der (forskellige) frugter og palmetræer med frugtstande. Og korn med avner og vellugt. Hvilken af jeres Herres velgerninger vil I da benægte (I mennesker og djinner)? (55:1-13)


© Kaj Ove Krogh    


Denne artikel har tidligere været bragt i SAMEKSISTENS 4/1995 og gengives her med forfatterens tilladelse.

Litteratur:

KROGH, Kaj Ove:
        ISLAMISK FOCUS - FOCUS PÅ ISLAM:
        Vort ansvar for naturen.

DANSK-ISLAMISK FORENING FOR FRED OG MILJØBEVARELSE
        Tlf. & fax: 59 43 98 44
         Udgiver bladet SAMEKSISTENS fire gange årligt.

[ index ]   [ nyheder ]   [ Koran & hadîth ]   [ islam set indefra ]   [ islam fra A til AA ]   
[ dialog ]   [ islam i Europa ]   [ kultur & politik ]   [ viden & uddannelse ]   [ islamisk ret ]    
[ personligheder ]  [ familie & køn ]   [ etik ]   [ for børn ]   [ bøger ]   [ link ]   [ kontakt os ]