Forvalterskab:

OM FORVALTERSKABSTANKEN I ISLAM

Af Aminah Tønnsen

Jeg er vokset op med forældre, der – mærket af krigsårenes afsavn - var meget bevidste om at værne om de ressourcer, vi havde til rådighed. Genbrugstanken var en helt naturlig del af dagligdagen, og vi har – lige så længe jeg kan huske – været selvforsynende med frugt og grønt. På et tidspunkt gik vi over til at dyrke vore haver uden kunstgødning, og vi fik flere kompostbunker i baghaven. 
     Derfor er det ikke så underligt, at jeg, da jeg i begyndelsen af firserne læste Koranen første gang, faldt over de mange udsagn om naturbevarelse, som findes rundt omkring i teksten.
    Jeg blev fascineret af Koranens advarsler om, hvad der vil ske, hvis mennesket i sin uforstand driver rovdrift på naturens ressourcer: Jorden vil tørre ud, regn og drikkevand fordærves, træ bliver en mangelvare, og grundvandet synker. Og det viste sig jo, som årene gik, at der var god ræson i advarslen.
    Det undrede mig dog, at jeg stort set ikke kunne finde noget skriftligt om emnet, når det nu var så tydeligt beskrevet i Koranen.

Hvad siger Koranen om forvalterskabstanken?
Mennesket er kun en lille brik i Guds storslåede skaberværk (Koranen 40:57), men er ikke desto mindre det eneste væsen, Gud har givet fornuft og intellekt og dermed mulighed for at skelne mellem godt og ondt og for at træffe valg i tilværelsen. Derfor er mennesket blevet betroet en ganske særlig opgave: Det er skabt til at tjene/tilbede Gud ved at tjene/drage omsorg for alt det, Gud har skabt:

Han har gjort jer til Sin arving og stedfortræder (khalîfa) på jorden - generation efter generation, og Han har ophøjet nogle af jer i rang over andre for at prøve jer i de gaver, Han har givet jer. (6:165)

Og Han har underlagt jer alt, hvad der er i himlene og på jorden som en gave fra Ham. I dette er der visselig tegn for de eftertænksomme. (45:13)

Mennesket skal forvalte skabelsen med ydmyghed, for det ”er hverken i stand til at kløve jorden eller nå de højeste tinder" (17:37). Opgaven som Guds stedfortræder er en tillidserklæring fra Gud og en forsikring om, at hver enkelt af os har evner og muligheder, som vi kan udvikle og udfolde til gavn for os selv og for almenvellet - hvis vi selv vil det: 

Gud vil visselig aldrig ændre menneskenes lod, før de forandrer sig selv. (13:11)

 
Hvad siger Koranen om skabelsens mangfoldighed?
Der er i Koranen utallige henvisninger til skabelsens mangfoldighed:Gud har skabt forskellige stammer, nationer, menneskeracer og forskellige sprog (49:13, 30:22). At tage ét liv er som at ihjelslå hele menneskeheden (5:35, 17:33).
    Beretningen om Noah viser med al tydelighed vigtigheden af at bevare de forskellige dyrearter (11:25-49), og Koranen minder om den nytte, menneskene har af dyrene: Dyrehuder skaffer tag over hovedet, dyrenes uld giver varme, dyrenes kød giver føde. Dyrene tjener som transportmiddel, de bærer tunge byrder og er en pryd for øjet. Bierne giver honning, kvæget giver mælk osv. Vansiring af dyr betegnes som ”satans værk (4:118-119). Menneskene skal helt generelt vise omsorg for ”dem i deres varetægt” (76:8-10).
    Utallige passager i Koranen minder os om naturens vidundere og den nytte, vi kan drage af dem: Nat og dag, sol og måne hjælper os til at tælle tiden og orientere os (6:96-97). Sol og regn giver afgrøder til mennesker og dyr (5:99). Have og floder fungerer som transportveje (14:32) og fødekilde (16:14) osv. ”Menneskene vil aldrig være i stand til at opremse eller tælle Guds gaver” (16:18).
    Og minsandten, om Koranen ikke opfordrer menneskene til ikke at ødelægge den orden og balance, som Gud har skabt alting i (55:7-8). Driver vi i vores hovmod rovdrift på naturens ressourcer, risikerer vi, at jorden tørrer ud (56:63-67), at regn og drikkevand fordærves (56:68-70), at træ bliver en mangelvare (56:71-73), og at grundvandet synker (67:30). Gud elsker ikke de umådeholdende (6:141). En virkelig øjenåbner for den bevidst troende!

Hvorfor fylder miljø- og klimaspørgsmål ikke mere i islamisk litteratur og muslimske medier?
På denne baggrund kan det synes uforståeligt, at der ikke er flere muslimer, der er optaget af miljø-spørgsmål. Nuvel, nogle muslimer (primært dog minoritets-muslimer bosat i Vesten) diskuterer dyrevelfærd i forbindelse med halal-slagtning. For hvad nytter det med alskens regler for human slagtning, hvis dyret har haft en kummerlig tilværelse indtil da? Men det bliver ikke til så meget mere.
    De konferencer, der er afholdt i de seneste 15-20 år, er afholdt af og for eliten, de højtuddannede og de velbjærgede. Det samme gælder de udmærkede bøger og artikler, der er skrevet om miljø, økologi, naturbevarelse og dyreværn.
    Langt de fleste af verdens muslimer lever imidlertid i fattigdom og undertrykkelse, hvor den primære bekymring og kamp gælder det daglige brød, uddannelse, arbejde og personlig frihed, ligesom mange minoritets-muslimer lider under marginalisering og diskrimination. Alle basale behov og rettigheder må være indfriet, før man har overskud til at bekymre sig om de mere langsigtede spørgsmål som miljø og klima.
    Foreningen Muslimer i Dialog har netop indledt en kampagne under mottoet ”Tør du tage ansvar? For dig selv, for andre, for dit miljø?”. På aktionsdagen den 28. marts vil man helt konkret skaffe Danmark af med noget af alt det affald, der ligge og flyder på cykelstier eller er blevet smidt ved siden af affaldscontaineren i gården. En spæd begyndelse i den rigtige retning.

Danmark mistede sin uskyld, da politikerne vedtog rentefradragsretten, for dermed opfordrede de direkte borgerne til at leve over evne, til at stifte gæld. Mogens Glistrup beviste, at man kunne køre på frihjul og helt slippe for at bidrage til velfærdssamfundet. Man kan i dag fuldt lovligt lade sig styre af grådighed og nyde uden at skulle yde tilsvarende.
    Grådighed og nemme, kortsigtede løsninger har vundet over ydmygheden for Gud og Hans skaberværk. De kortsigtede løsninger er en trussel imod verden, imod livet.
    De forskellige trossamfund burde være langt mere om sig for internt at bevidstgøre deres medlemmer i klima- og miljøspørgsmål og opfordre dem til at tænke og handle langsigtet og bæredygtigt; men det lange, seje træk skal tages af befolkningen i fællesskab og uden indblanding af religiøse argumenter.  

© Aminah Tønnsen, november 2009    

Ovenstående blev bragt som SYNSPUNKT på religion.dk den 18. oktober 2009 under overskriften: Det er for nemt at være grådig.

Se også: Forvalterskab

Britta Schall Holberg: Bevidstløst overforbrug. Vi må overveje, om vi skal sadle om.
          KRISTELIGT DAGBLAD 13. nov. 2009.

Litteratur:

Fazlun Khalid & Joanne O’Brien (ed.): Islam and Ecology. London 1992.

Amina Muhammad Nasir: Islam and the Protection of the Environment.

Environmental Protection in Islam. A General Introduction. 2006.

Nabil Ennasri: Plaidoyer pour une éthique islamique en écologie OUMMA.com 10.05.2010 

Ibrahim Abdul-Matin: La Terre est une mosquée   OUMMA.com 04.05.2010.