Døden:
MARTYRBEGREBET I ISLAM
Af Safet
Bektovic, ph.d. i teologi
Martyrbegrebet er i almindelig sprogbrug blandt muslimer kendt under
betegnelsen shahîd. Det har samme etymologiske betydning som
martyrbegrebet i den kristne tradition (hvor det går tilbage til det græske
martyros – vidne -, nemlig en, der ”vidner for troen”, for Guds
sandhed og storhed).
Shahîd
er således en person, der vidner for islams sandhed og har samme rod som
shahâda, den islamiske trosbekendelse, som lyder: "der er ingen gud
uden Gud, og Muhammad er Hans profet". Et vidnesbyrd implicerer altid
et personligt engagement i forhold til troens virkeliggørelse, fordi man
vidner over for sin omverden, men man kan ikke konkludere, at vidnesbyrd i
sig selv fører til martyrdom, heller ikke i en radikal udgave, hvor man
bliver nødt til at føre en ’kamp’ for at kunne vidne.
Koranen
identificerer ikke begrebet shahîd med martyr. Betegnelsen shahîd optræder
her i første omgang som et af Guds navne, men henviser samtidig til de
muslimer, der er bevidste om, at de har modtaget en guddommelig åbenbaring
og derfor kan vidne om det over for andre. Det var først senere og i
forbindelse med de mange krige som muslimerne førte med polyteisterne på
den Saudiarabiske halvø, at man begyndte at tolke begrebet shahîd som
martyr, hvori alle de der faldt i kampen for islam blev betragtet som
martyrer shuhûda (flertal af shahîd). Udgangspunkt for denne tolkning
var nogle udtalelser fra profeten Muhammad og hans nærmeste tilhængere,
som betragter hellig krig og skildrer martyriet som et ophøjet ideal for
islams hellige krigere.
Et ultimativt vidnesbyrd
Sideløbende blev der udviklet teologiske og juridiske overvejelser om
martyriet som en hellig handling - det ultimative, absolutte vidnesbyrd
hvor martyrerne fremstilles som personer, der får den højeste belønning
af Gud, og privilegier, som de kommer til at nyde i den kommende verden. Således
blev der banet vej for en tradition, som primært tolker shahîd-begrebet
i sammenhæng med ofring på islams vej.
Betydningen af jihad
Der siges imidlertid intet i Koranen eller i profetens tradition (sunna)
om, at man skal søge martyriet, dvs. aktivt tage initiativ til kampen for
islams sag. Dette hænger også sammen med jihads oprindelige betydning
– muslimens indre kamp mod sit eget begær (den store jihad) eller
forsvarskampen i situationer, hvor ens ejendom eller land er angrebet
udefra (den lille jihad).
Forskel på sunni- og shia-islam
Martyriet, forstået som forfølgelse på grund af ens tro og som lidelse
for sandhedens skyld, er dog ikke blevet udviklet i den islamiske
tradition, i hvert fald ikke hos hovedgruppen af muslimer, nemlig
sunni-muslimerne (sunna betyder profetens sædvane). Til gengæld er
martyriet i denne betydning blevet et kendetegn for en mindre gruppe af
muslimer, nemlig shia-muslimerne. (sunni- islam og shia-islam er to
hovedretninger inden for islam som adskiller sig fra hinanden på visse
teologiske og politiske områder, men begge tager udgangspunkt i Koranen
som Guds åbenbaring. Sunnni-muslimer udgør flertallet og shia-muslimerne
udgør ca. 11 % af det samlede antal af muslimer på verdens plan).
Inden
for shia-islam er der blevet udviklet en tradition, der minder om
traditioner i forbindelse med martyren og den lidende Herrens tjener i den
jødiske/kristne tradition. Shia-islam opstod efter profetens død (623)
som en lille fraktion, der holdt fast ved, at muslimernes lederskab skulle
gå til profetens svigersøn Ali som hans eneste direkte efterfølger.
Imidlertid blev Abu Bakr valgt i stedet, og Ali først kom til magten i
656 som fjerde kalif, men fire år efter blev han myrdet.
Omkring den myrdede Ali opstod nu en gruppering, shiat
Ali, Alis parti som var meget utilfreds med de politiske forhold inden for
den islamiske stat, kalifatet. Denne gruppering støttede Alis sønner,
Hassan og Husayn, som i kraft af, at de var profetens børnebørn, også
plæderede for tronen. En af sønnerne Husayn gjorde forsøg på at få
magten i 680, men forgæves. Hans felttog blev brutalt stoppet, og sammen
med sine tilhængere blev han dræbt ved byen Kerbala (i det nuværende
Irak) af den kontroversielle sunni-leder, Yazid.
Slaget ved Kerbala, hvor profetens slægt i
virkeligheden blev brudt, har fået en fremtrædende betydning i den
shiitiske tradition. Husayn fik en særlig status som shah i-shuhude
(martyrernes konge) og blev symbol på lidelsen for troens sandhed. I
nogle kredse fremstilles Husayns død som en stedfortrædende og endda
sonende død til frelse for shia-muslimer. Der er tillige blevet udviklet
udlægninger, som minder meget om den kristne lære om soning af synd.
Hver muhharam (den første måned i det islamiske måneår)
fejrer shia-muslimer slaget ved Kerbala som et passionsdrama. Der opføres
bl.a. et passionsspil (taziya), hvor man på en meget håndgribelig måde
udtrykker medlidenhed og solidaritet med Husayns martyrium.
Martyrium og selvmordsaktioner
I den seneste tid er der blevet talt meget om islamisk terrorisme,
selvmordsaktioner udført af muslimske fanatikere og generelt om islams
forhold til voldanvendelse. Angrebet på World Trade Center og
selvmordsaktionerne i Palæstina har sat særligt fokus på emnet.
Hvem
er selvmordskandidaterne? Hvad er deres egentlige motiver? Hvorfor
henviser de til islam når de vil begrunde deres handlinger? Og hvorvidt
kan den slags aktioner retfærdiggøres ud fra islamisk ideologi? Det er
nogle af de spørgsmål, som dagligt stilles i forbindelse med den
politiske spænding, der præger forholdet mellem vesten og den muslimske
verden.
Svarene er både enkle og
komplicerede. Enkle, fordi religionen islam oprindeligt betyder fred. En
religion, der lægger afgørende vægt på bøn, faste og almisse og fordømmer
selvmord og søgen efter martyrium på det kraftigste, kan i sig selv ikke
være årsag til vold og terrorisme. Komplicerede, fordi islam som en
religion, der ikke bare sigter på det åndelige men også på at regulere
de politisk-sociale forhold, altid kan (mis)bruges som platform for en
bestemt politisk ideologi.
Ideologiseringen
af islam kan imidlertid kun ses i sammenhæng med de konkrete omstændigheder,
de aktuelle politiske forhold og de relationer, der gør sig gældende
mellem muslimer og ikke-muslimer. Tolkning af islam er ikke uafhængig af
tid og rum, men afspejler tværtimod muslimernes egen situation, og
forskellige former for ideologisering af islam har udover en religiøs også
en betydelig politisk og social baggrund. En ting er dog klar: kun ved
misbrug af islam kan terror og selvmordsaktioner retfærdiggøres. Unge
muslimer, som rekrutteres til at udføre den slags aktioner, uanset
hvilket socialt lag de tilhører og om de er veluddannede eller ej, er
altså indoktrineret med læren jihad som hellig krig og stræben efter
martyrium som en hellig handling.
Retfærdiggørelsen af deres
aktioner kan kun finde sted der, hvor frustrationer, desperation og
magtesløshed dominerer folkets bevidsthed, hvor man fremstiller egne
angreb som forsvar og den anden part som en dæmon, der truer sandheden.
Men dette er et kendt fænomen fra alle ideologiske konflikter, uanset om
de har en religiøs baggrund eller ej.
© Safet Bektovic, december 2003
At stræbe og kæmpe for
en retfærdig sag er sjældent omkostningsfrit - især i tider og samfund,
der styres af økonomiske og magtpolitiske interesser mere end af retfærdighed,
omsorg for medmennesket og respekt for Gud og Hans skaberværk. Alt efter,
hvor stor en indsats, man er villig til at yde - og på hvilke områder man
føler sig bedst rustet til at tage kampen op - koster det både tid, kræfter
og penge. Og man må være forberedt på, at kampen i yderste konsekvens føres
med den personlige frihed og livet som indsats. For overalt i verden findes
der korrupte, snæversynede og egoistiske mennesker, der følger vantroens
vej og tænker mere på egne end på globale interesser og ikke viger
tilbage for at rydde uønskede personer af vejen. At sætte livet til i
kampen for retfærdighed skal dog aldrig være et mål i sig selv; men man bør
være bevidst om, at det kan være den pris, man må betale for sit
engagement.
Aminah Echammari i "Djihad
- hellig krig eller vejen til fred?"
Se også:
Selvmord
Tilgivelse og forsoning
Dødsstraf
Terrorisme
London-bombemænd
kan ikke opfattes som martyrer
THE MUSLIM COUNCIL OF BRITAIN 19. juli 2005
Litteratur:
Martyrdom http://www.jamiat.org.za/al-jamiat/v37martyrs.html
Background to Shiism: Martyrdom
and Suffering in Islam
EZZATI, A.: The
Concept of Martyrdom in Islam
THOMSON, Ahmad: Martyr
or Murderer?
