Døden:

DØDSKRITERIUM

Den internationale sammenslutning for islamisk retsvæsen har efter tre års studier på deres tredje møde i Amman, Jordan, i oktober 1986 besluttet følgende:      

Menneskets død - og alle deraf følgende islamisk-juridiske konsekvenser - er indtrådt, når følgende tilstande er indtrådt:

1) Fuldstændigt og uigenkaldeligt ophør af hjerte- og åndedrætsfunktioner.

2) Ved ophør af hjernefunktioner - også selv om hjerte- og åndedræts-funktioner opretholdes el. kan opretholdes mekanisk.

Der var bred tilslutning til dette blandt islamiske jurister, og man slog fast, at der kræves tre lægers erklæring om at døden er indtrådt.

Centralrådet for muslimer i Tyskland præciserer endvidere:
- For ikke at krænke menneskets værdighed bør dødens indtrædelse fastslås lige så snart de vitale funktioner og hjernens aktivitet er uigenkaldeligt standset og under anvendelse af de sikreste og hurtigste metoder. Udskyder man fastsættelsen af dødens indtrædelse, nedværdiges mennesket til en kunstigt opretholdt biologisk masse, hvilket er uforsvarligt islamisk set.
- Døden betragtes som indtrådt, når to  kvalificerede læger uafhængigt af hinanden har gennemført de nødvendige undersøgelser.
- Teologisk set gælder mennesket først for dødt, når sjælen har forladt legemet. Selv om man kan tale om dødskampen som en proces, så er sjælens endelige udtræden af legemet en proces, der finder sted på et ganske bestemt tidspunkt. Da denne proces hverken kan opfattes med øjet eller præciseres nærmere tidsmæssigt, er vi ganske afhængige af sekundære kendetegn.

"Gud pålægger ingen mere, end han formår"

Derfor er vi islamisk set ikke forpligtede til at fremføre bevis for, på nøjagtigt hvilket tidspunkt sjælen forlader kroppen. Sekundære tegn så som uigenkaldeligt ophør af hjerte-, åndedræts- og hjernefunktioner er derfor fuldt ud tilstrækkelige for at fastsætte dødstidspunktet efter menneskeligt skøn. Undtagelser, der ydermere ikke er relevante ud fra et videnskabeligt syn, må ikke føre til, at fastsættelse af dødstidspunktet umuliggøres eller udskydes urimeligt længe.

"Grundlaget for en beslutning er det mest udbredte
- ikke det sjældne eller udeblevne"

Skulle hjernedøden derfor - på grund af manglende konkrete retningslinjer - udelukkende defineres som en del af en længere dødsproces, mener vi, at  menneskets værdighed er i fare.
- For kritikerne af hjernedødskriteriet må gælde, at mennesket i tilfælde af hjernedød juridisk må anses for at være et 'levende menneske', og at udtagelse af organer derfor ikke må ske uden vedkommendes udtrykkelige forhåndstilsagn. Endvidere må kun sådanne organer udtages, der ikke har vital betydning for det endnu 'levende menneske'. Dette gælder også for børn og umyndiggjorte voksne. Alt andet vil nedværdige det 'levende menneske' og degradere det til 'reservedelslager'.

Kommentar: I forbindelse med konferencen i Jordan siges det, at døden skal være konstateret af tre læger - Centralrådet for muslimer i Tyskland anbefaler (iflg. foreliggende dokument) to læger. Det er nærliggende at tro, at der er tale om en trykfejl, idet Nadeem Elyas, der som formand for Centralrådet har affattet dokumentet på tysk, i et interview i DIE ZEIT Nr. 36/1995 nævner tre læger. 

Hjernedødskriteriet blev anerkendt på basis af gammel retspraksis: Hvis en person blev stukket ned, betragtede man det som drab, selv om offeret ikke døde øjeblikkeligt. Hvis en anden voldsmand efterfølgende gav offeret det egentlige dødsstød, var det alligevel den første voldsmand, der blev retsforfulgt for mordet.
      Den hjernedøde sammenlignes altså med voldsofferets tilstand efter mødet med den første voldsmand - ham, der blev dømt for mordet.

Konferencen i Jordan i 1986 der anerkendte hjernedødskriteriet, er blevet efterfulgt af en konference i Mekka i 1987, der IKKE anerkendte hjernedødskriteriet. Samtidig anerkendte man dog tidligere fatwa om emnet og accepterede derved, at der hersker uenighed blandt de lærde om, hvorvidt hjernedødskriteriet kan accepteres eller ej.

 © Aminah Tønnsen, august 1999    

Litteratur: