Bioetik:

ORGANTRANSPLANTATION
& ORGANDONATION

Af Aminah Tønnsen

De sunnitiske retsskoler har på grundlag af konferencer afholdt i Mekka (januar 1985) og Kuwait (oktober 1989 og maj1995) udarbejdet retningslinjer for organtransplantation:

1) Transplantation af et organ fra et menneske til et andet er en prisværdig og velgørende handling, der ikke strider imod de islamiske forskrifter for menneskets værdighed - forudsat  følgende retningslinjer overholdes:

2) Organtransplantation må være den eneste mulige form for medicinsk behandling for modtageren.

3) Der må være rimelig sikkerhed for, at udtagelse såvel som indsættelse af organet forløber uden komplikationer.

4) Udtagelse af organ må ikke tilføje donoren skade eller forstyrre hans/hendes normale livsforløb, idet den islamiske grundregel lyder:

"En skade må ikke afhjælpes af en
lige så stor eller endnu større skade."

Donoren ville i givet fald styrte sig selv i fordærv, hvilket ikke er tilladt islamisk set.

5) Skulle det være muligt at afhjælpe skaden ved  hjælp af organdonation fra en afdød, ved hjælp af dyrisk materiale eller tekniske hjælpemidler, må der ikke doneres organer fra et levende menneske.

6) Organdonation skal være frivillig og må ikke ske under tvang.  En værge kan ikke give tilsagn om organdonation på vegne af sin myndling - hverken barn eller umyndiggjort voksen.

7) Køb og salg af menneskelige organer strider imod menneskets værdighed og er derfor forbudt. Materiel understøttelse og anden frivillig, ikke-kommerciel erstatning er tilladt.

8) Da hvert eneste menneske er værdigt for Gud, kan muslimer, jøder, kristne og ikke-troende uafhængigt af livsanskuelse islamisk set accepteres som organdonor eller -modtager.
     Af retten dødsdømte personer kan dog ikke komme i betragtning som organmodtagere.

9) Udtagelse af organer fra en afdød må kun ske, hvis vedkommende i levende live og ved sine åndsevners fulde brug udtrykkeligt har givet sit tilsagn derom. Tilladelse til udtagelse af organer kan dog gives af de efterladte under forudsætning af, at afdøde i levende live ikke udtrykkeligt har udtalt sig imod organdonation.

Centralrådet for muslimer i Tyskland præciserer endvidere:
- At en afdøds udtrykkelige ønske skal nyde første prioritet. Hvis pårørende har været vidne til, at en afdød mundtligt eller skriftligt har ændret en tidligere beslutning om organdonation, er de pårørende ansvarlige for, at afdødes sidste ønske respekteres.
- Hvis der foreligger modstridende oplysninger om afdødes ønske, bør man afstå fra at donere hans/hendes organer til andre.
- For at sikre menneskenes værdighed i de fattigste lande også, må import af organer kun ske under nøje overholdelse af ovenstående etiske og moralske retningslinjer.

Den shiitiske retsskole præciserer, at en død muslim kun må være organdonor, hvis det er nødvendigt for at en anden muslim kan opretholde livet; men at det er tilladt for en muslim at modtage organer fra andre muslimer, fra ikke-muslimer og fra dyr eller at modtage kunstige implantater.

Iflg. den sydafrikanske mufti Ebrahim Desai må organer fra dyr benyttes, dersom dyrene er tilladte og aflivet efter islamiske regler. Derved udelukker han svinet, som i de seneste år af forskere er blevet nævnt som den mest sandsynlige organdonor i stedet for mennesket.
     (Organtransplantation: Which sources are allowed?)

Kommentar: Det fremgår af sammenhængen, at der ikke er tale om 'organer' alene, men om 'organisk materiale'. 
      ad (4) Eftersom det er muligt at leve et normalt liv med kun én nyre, må en person i levende live donere den ene af sine to nyrer til en nyresyg. Man må også donere blod, knoglemarv og hud, da disse gendannes løbende. Jeg er ikke stødt på diskussioner om, hvorvidt det er tilladt at donere f.eks. en hornhinde. Selv ville jeg mene, at det må være forbudt, idet det ville forringe donorens livskvalitet betydeligt.
      ad (7) Det er svært at se, hvorledes man i praksis skulle kunne skelne mellem på den ene side 'køb/salg af organer' og på den anden side 'materiel understøttelse' og 'ikke-kommerciel erstatning' fra modtager til donor. Formuleringen er efter min opfattelse ikke god nok til at beskytte fattige mennesker imod udnyttelse.
       ad (9) Jeg finder det yderst kritisabelt, uetisk og krænkende, at efterladte kan disponere over en afdød slægtnings organer ved at give tilladelse til, at hans/hendes organer doneres.
      Det sydafrikanske teologiske råd mener, at det er forbudt at donere organer ved testamente.
      ad shiitiske regler: Det er kritisabelt og dobbeltmoralsk, at man må modtage organer fra anderledes troende men ikke må donere organer til dem. (AT)

DØDSKRITERIUM

Den internationale sammenslutning for islamisk retsvæsen har efter tre års studier på deres tredje møde i Amman, Jordan, i oktober 1986 besluttet følgende:      

Menneskets død - og alle deraf følgende islamisk-juridiske konsekvenser - er indtrådt, når følgende tilstande er indtrådt:

1) Fuldstændigt og uigenkaldeligt ophør af hjerte- og åndedrætsfunktioner.

2) Ved ophør af hjernefunktioner - også selv om hjerte- og åndedræts-funktioner opretholdes el. kan opretholdes mekanisk.

Der var bred tilslutning til dette blandt islamiske jurister, og man slog fast, at der kræves tre lægers erklæring om at døden er indtrådt.

Centralrådet for muslimer i Tyskland præciserer endvidere:
- For ikke at krænke menneskets værdighed bør dødens indtrædelse fastslås lige så snart de vitale funktioner og hjernens aktivitet er uigenkaldeligt standset og under anvendelse af de sikreste og hurtigste metoder. Udskyder man fastsættelsen af dødens indtrædelse, nedværdiges mennesket til en kunstigt opretholdt biologisk masse, hvilket er uforsvarligt islamisk set.
- Døden betragtes som indtrådt, når to  kvalificerede læger uafhængigt af hinanden har gennemført de nødvendige undersøgelser.
- Teologisk set gælder mennesket først for dødt, når sjælen har forladt legemet. Selv om man kan tale om dødskampen som en proces, så er sjælens endelige udtræden af legemet en proces, der finder sted på et ganske bestemt tidspunkt. Da denne proces hverken kan opfattes med øjet eller præciseres nærmere tidsmæssigt, er vi ganske afhængige af sekundære kendetegn.

"Gud pålægger ingen mere, end han formår"

Derfor er vi islamisk set ikke forpligtede til at fremføre bevis for, på nøjagtigt hvilket tidspunkt sjælen forlader kroppen. Sekundære tegn så som uigenkaldeligt ophør af hjerte-, åndedræts- og hjernefunktioner er derfor fuldt ud tilstrækkelige for at fastsætte dødstidspunktet efter menneskeligt skøn. Undtagelser, der ydermere ikke er relevante ud fra et videnskabeligt syn, må ikke føre til, at fastsættelse af dødstidspunktet umuliggøres eller udskydes urimeligt længe.

"Grundlaget for en beslutning er det mest udbredte
- ikke det sjældne eller udeblevne"

Skulle hjernedøden derfor - på grund af manglende konkrete retningslinjer - udelukkende defineres som en del af en længere dødsproces, mener vi, at  menneskets værdighed er i fare.
- For kritikerne af hjernedødskriteriet må gælde, at mennesket i tilfælde af hjernedød juridisk må anses for at være et 'levende menneske', og at udtagelse af organer derfor ikke må ske uden vedkommendes udtrykkelige forhåndstilsagn. Endvidere må kun sådanne organer udtages, der ikke har vital betydning for det endnu 'levende menneske'. Dette gælder også for børn og umyndiggjorte voksne. Alt andet vil nedværdige det 'levende menneske' og degradere det til 'reservedelslager'.

Kommentar: I forbindelse med konferencen i Jordan siges det, at døden skal være konstateret af tre læger - Centralrådet for muslimer i Tyskland anbefaler (iflg. foreliggende dokument)  to læger. Det er nærliggende at tro, at der er tale om en trykfejl, idet Nadeem Elyas, der som formand for Centralrådet har affattet dokumentet på tysk, i et interview i DIE ZEIT Nr. 36/1995 nævner tre læger. I forbindelse med konferencen i Jordan siges det, at døden skal være konstateret af tre læger - Centralrådet for muslimer i Tyskland anbefaler (iflg. foreliggende dokument)  to læger. Det er nærliggende at tro, at der er tale om en trykfejl, idet Nadeem Elyas, der som formand for Centralrådet har affattet dokumentet på tysk, i et interview i DIE ZEIT Nr. 36/1995 nævner tre læger.

Hjernedødskriteriet blev anerkendt på basis af gammel retspraksis: Hvis en person blev stukket ned, betragtede man det som drab, selv om offeret ikke døde øjeblikkeligt. Hvis en anden voldsmand efterfølgende gav offeret det egentlige dødsstød, var det alligevel den første voldsmand, der blev retsforfulgt for mordet.
      Den hjernedøde sammenlignes altså med voldsofferets tilstand efter mødet med den første voldsmand - ham, der blev dømt for mordet.

Konferencen i Jordan i 1986 der anerkendte hjernedødskriteriet, er blevet efterfulgt af en konference i Mekka i 1987, der IKKE anerkendte hjernedødskriteriet. Samtidig anerkendte man dog tidligere fatwa om emnet og accepterede derved, at der hersker uenighed blandt de lærde om, hvorvidt hjernedødskriteriet kan accepteres eller ej. (AT)

SAUDI-ARABIEN: Experts call for new fatwa on brain death
    ARAB-NEWS sep. 29 2010.

PALÆSTINA: Miraklet midt i krigen.
    Organdonation på tværs af religiøst tilhørsforhold. POLITIKEN 6. oktober 2002.

Organ transplants in Saudi Arabia
    ARAB NEWS 18. august 2011.

 © Aminah Tønnsen, august 1999    

Litteratur:

ARAB NEWS 17. april 2009:
          Website seeks to link kidney patients with potential donors.

ARAB NEWS 1. maj 2009: Group seeks shift on organ donation