Kvindelig omskæring:

Diskussionen om kvindelig omskæring

(Appendiks til bogen ”Gender Equity in islam”)
Af Dr. Jamal Badawi

En af de almindeligste misforståelser er at forbinde kvindelig omskæring med islam. Dette dokument beskæftiger sig med tre spørgsmål:

1)     Blev kvindelig omskæring indført af islam? 

Oprindelsen til kvindelig omskæring er ukendt, men det er et faktum at kvindelig omskæring eksisterede før både kristendom og islam. (1) Den mest gennemgribende form for kvindelig omskæring (infibulation) er også kendt under begrebet ”faraonisk omskærelse”. Dette kunne tyde på, at indgrebet er blevet udført længe før kristendommen, islam og muligvis også jødedommen opstod.  Men det er uklart, om indgrebet opstod i Ægypten eller i andre afrikanske lande og derfra blev spredt til Ægypten. (2) 

Det er velkendt, at i lande som f.eks. Ægypten, er kvindelig omskæring blevet praktiseret både af muslimer og af kristne. (3) Dertil kommer, at kvindelig omskæring er et ukendt fænomen i muslimske lande som f.eks. Irak, Iran og Saudi Arabien. (4) Derfor må man konkludere, at kvindelig omskæring er forbundet med kulturel praksis og ikke med islam i sig selv som verdensreligion. I forordet til denne bog blev det slået fast, at visse kulturelle ritualer, hvad enten de bliver udført af muslimer alene eller af muslimer i fællesskab med andre (såsom i eksemplet med kvindelig omskæring), ikke er en del af islam og endda i visse tilfælde er i uoverensstemmelse med islams lære, sådan som den kommer til udtryk i de primære kilder som f.eks. Koranen og Hadîth. Disse kilder vil vi koncentrere os om nu.

2)     Findes der autentiske skrifter i islams primære kilder, som foreskriver kvindelig omskæring af religiøse årsager?

Ingen omtale af kvindelig omskæring kan findes i Koranen, hverken ved direkte eller indirekte omtale. Der kendes ingen hadîth, som foreskriver kvindelig omskæring. Nogen vil dog argumentere for, at der findes en hadîth, som ikke foreskriver kvindelig omskæring, men som i sin kontekst ser ud til at acceptere det: ”Omskæring er en prisværdig handling for mænd (sunnah), og det er en ærefuld handling for kvinder (makrooma). (5)

Man kan udlede to observationer af denne hadîth:
a)  Der bliver gjort en afgørende forskel mellem mandlig omskæring, som bliver beskrevet med et stærkt religiøst udtryk (sunnah) (6) eller prisværdig, mens et svagt religiøst udtryk (makroomah) hæftes på den kvindelige omskæring. Ingen af de to begreber indeholder nogen form for religiøs pligt.
b)  Den nævnte hadîth hører til klassen af såkaldte svage hadîth (dha´îf), ifølge hadîthforskere. (7)

Derimod findes der også en mere autentisk hadîth, hvori profeten Muhammad (fvmh) er blevet set passere en kvinde, som var i færd med at foretage en omskæring af en ung pige. Han instruerede kvinden ved at sige:
    ”Bortskær kun forhuden (den ydre lap over klitoris), men skær ikke dybere (i klitoris), for det er bedre for (pigens) glade ansigt og bedre for hendes mand.” (8)

Medens Profeten (fvmh) ikke direkte forbød denne praksis, viser hans ord stor følsomhed med hensyn til kvinders instinktive behov og med hensyn til deres legitime ægteskabelige glæder. Referencen til pigens glade ansigt og referencen til hendes bedre forhold i det ægteskabelige samvær viser klart, hvor følsom og barmhjertig Profeten (fvmh) har været. Dette står også i kontrast til argumenterne om, at kvindelig omskæring skulle ”kontrollere” kvindens sexlyst og dermed skulle bidrage til at holde den seksuelle moral og kyskhed i hævd i samfundet. Det er rigtigt, at islam forlanger kyskhed både af kvinden og af manden. Men der er ingen tekst i hverken Koranen eller i Sunnah, hvori der forlanges udvalgte metoder til at kontrollere sexlysten hos det enkelte køn. Desuden er moral og kyskhed ikke baseret på at ”afskære” sensitive og vigtige organer af et menneske. De er derimod baseret på åndelige og moralske værdier hos den enkelte person og det omgivne samfund.

3)     Bør man udstede forbud eller restriktioner imod kvindelig omskæring? 

Sharî´a (islamisk lov) inddeler handlinger i fem kategorier: påbudt (fard/wâjib), prisværdig (mandûb/mustahab), tilladt (mubâh), afskyelig (makrûh) og forbudt (harâm). Kvindelig omskæring falder indenfor kategorien ”det tilladte”. Det er nok grunden til, at visse lærde modsatte sig et generelt forbud mod denne tradition. Det er vigtigt at skelne mellem de enkelte former for traditioner, som har været og som stadigvæk kaldes omskæring, før vi kan diskutere et sådant synspunkt:

a)  Fjernelse af forhuden over klitoris. Denne procedure minder i nogen grad om mandlig omskæring, idet der i begge tilfælde ikke røres ved det seksuelle organ. I begge tilfælde er det også den yderste hudlap, forhuden, som skæres af. Gjort ordentligt vil dette indgreb stort set ikke give nogen ”ægteskabelige” problemer. Selv om visse personer af eget initiativ kalder denne form for omskæring ”sunnah”, er det ikke Profeten (fvmh), som har brugt dette udsagn om kvindelig omskæring, men han brugte udtrykket ”sunnah” udelukkende om den mandlige form for omskæring.
b)  Fjernelse af hele klitoris (klitodektomi) sammen med de ydre skamlæber, som på nær en lille udgang syes sammen efter indgrebet er afsluttet. Dette er en form for lemlæstelse.
c)  Fjernelse af hele klitoris, de ydre samt de indre skamlæber, hvorefter hele kønsorganet syes sammen, sådan at der kun efterlades et lillebitte hul. Dette indgreb medfører, at barnets ben skal bindes sammen en tre ugers tid. (9)  Dette indgreb kaldes for ”den faraoniske procedure”, men man kunne ligeså godt kalde det lemlæstelse.

Den anden og den tredje procedure er tydeligvis hverken påbudt, opmuntret eller tilladt af Profeten (fvmh). Procedurerne overtræder endda en kendt regel indenfor sharî´a, der forbyder at skære nogen del af kroppen undtagen i åbenlyse situationer (f.eks. medicinsk behandling, at klippe hår og negle, eller for en specifik grund; derunder falder den mandlige omskæring). Sådanne nødvendigheder foreligger ikke ved kvindelig omskæring. Der er intet, som retfærdiggør lemlæstelse af kvinder. Ikke engang lemlæstelse på slagmarken i krig er tilladt inden for islam. Ikke alene er de to ovenstående indgreb unødvendige, de er også brutale og går imod islams egne love.

Det sidste spørgsmål er altså forbundet med den første type af indgreb. Nogle (som f.eks. Sheikh Gad el Hague, afgået rektor på Al Azhar Universitetet) argumenterer for, at når Profeten (fvmh) ikke ligefrem forbød kvindelig omskæring, falder indgrebet indenfor kategorien af tilladte ting. Derfor burde der ikke være nogen grund til at forbyde det. Men det er sådan inden for sharî´a, at de tilladte ting, der viser sig at være skadelige, kan der sættes restriktioner imod. F.eks. så er det tilladt at spise alle former for fisk. Skulle en bestemt type af fisk vise sig at være skadelige eller giftige, kunne man forbyde fisken som føde. Dette er baseret på en regel indenfor sharî´a, kendt som ”adh-dharar yuzâl”, eller man kan vælge blot at fjerne det skadelige. Den egentlige diskussion kan altså skæres ned til at beskæftige sig med, om det første indgreb er skadeligt eller ej. Selv om det første indgreb ikke i sig selv er skadeligt på samme måde som de andre to, så er indgrebet smertefuldt, traumatisk og foretages ofte under uhygiejniske forhold med følge af infektioner og andre problemer. (10) Og selv om indgrebet udføres af en læge, er det langt fra alle læger, som har den fornødne erfaring og det fornødne håndelag til at udføre operationen. (11)

Man bør også notere, at nogle mennesker modsætter sig kvindelig omskæring med den argumentation, at indgrebet er en forældet tradition. Denne argumentation er uberettiget, fordi man ikke bør diskutere udøvelsen af kvindelig omskæring i lyset af gamle traditioner, uanset om de er forenelige med islam eller ej. Derimod bør man evaluere indgrebet objektivt, baseret på enten:

a)  hvorvidt det er et religiøst pålæg eller ej, 
b)  hvorvidt der forefindes medicinske eller andre tungtvejende grunde, man bør inddrage i sin evaluering.

Kvindelig omskæring er allerede forbudt i visse lande (12), og vil måske blive forbudt i andre lande i fremtiden. Men et forbud behøver ikke nødvendigvis være den eneste udvej. I samfund, hvor det kultur-sociologiske pres er tungt, vil et juridisk forbud ikke afslutte indgrebets udbredelse. Det vil måske fortsætte med at blive praktiseret ”sort” under mere problematiske forhold. Men problemet er så alvorligt, at der kræves en form for handling. Et godt udgangspunkt er måske at uddanne folk i de lande, hvor kvindelig omskæring stadigvæk praktiseres. Medierne bør inddrages i processen. Indholdet i dette dokument kan jo passende benyttes som en guideline for sådan et uddannelsesmæssigt program; man kan jo altid håbe på det.

Summa summarum: der findes intet som helst belæg i Koranen eller i Hadîth for et påbud (14) for kvindelig omskæring.

Oversættelse: Safia Aoude

Noter: 

(1) Stewart, Rosemary, "Female Circumcision: Implications for North American Nurses, "in Journal of Psychosocial Nursing, vol. 35, no.4, 1997, p. 35.

(2) Haqa'iq Ilmiyya Hawla Khitan Al-Inaath (på arabisk), Jam'iyyat Tanzeem Al-Usrah, Cairo, 1983, p.7.

(3) Ibid, p. 8.

(4) Ibid, p. 8.

(5) Al-shawkani, Nayl Al-awtar, Dar Al-Jeel, Beirut, 1973, vol. 1, p. 139.

(6) En bredere definition af sunnah er “ordene, handlingerne og billigelserne af Profeten Muhammad (fvmh)”. I forbindelse med religiøse påbud og forordninger, taler sunnah om handlinger, der er prisværdige, men ikke påbudte. Det er i den forbindelse, at Profeten (fvmh) brugte udtrykket “sunnah”, da han refererede til den mandlige omskæring.

(7) Al-Shawkani, op. cit, p.139.

(8) Al-Tabarani, citeret i Al-albani, Muhammad N., Silsilat al-Ahadeeth Al-Sahihah, Al Maktab Al-islami, Beirut, Lebanon, 1983, vol. 2, Hadeeth no. 722, pp. 353-358 specielt pp. 356-257. Se også N. Keller (oversætter/redaktør), The Reliance of the Traveller af Ahmad al-Masri, Modern Printing Press, Dubai, 1991, e 4.3, p. 59.

(9) Stewart, op. cit, p.35

(10) Dette indebærer også blødning, ar, smertefuld samleje, problemer med at opnå seksuel tilfredsstillelse, hvilket kan ende med smerter, reducering af mulighederne for graviditet, hvilket i visse tilfælde kan ende med sterilitet, kronisk underlivsbetændelse, urinvejsinfektioner, psykiske problemer og deprimerede ægtemænd. Se Stewart, op. cit, pp. 36-37.

(11) Forfatteren er blevet informeret af læger, at fordi klitoris i sig selv er et meget lille organ, endnu mindre hos små piger, er det meget svært at udføre det første indgreb, selv for en specialist. Det meget mere simple indgreb, mandlig omskæring, bliver oftest udført af en specialist på området.

(12) I øjeblikket er kvindelig omskæring forbudt i Storbritannien og andre europæiske lande gennem Traktaten for Forbud af Kvindelig Omskærelse af 1985. På grund af emnets store omtale i den seneste tid, ventes mange andre lande at følge trop og tilslutte sig traktaten, navnlig de lande, hvis indbyggere har en stor procentdel af indvandrere fra lande, som praktiserer indgrebet. Stewart, op. cit, p. 36.

(13) Sådan et pres kan for eksempel bestå af u-islamiske kulturelle normer, som fx. at en kvinde kun kan gifte sig, dersom hun er blevet omskåret, eller overtroiske forestillinger om at en en u-omskåren kvinde kan bringe dødfødte børn til verden. Se for eksempel Stewart, op. cit, p. 36.

(14) Af og til refereres der til en udtalelse fra profeten (fvmh), som er omtalt i Ahmad, og også i Malik med lignende ordvalg, at når to områder for omskæring (mandlige og kvindelige) kommer i kontakt med hinanden, så er Ghusl (badning/vask) nødvendig og påbudt. Denne udtalelse er kun rettet mod den situation, hvor både manden og kvinden - efter ægteskabeligt samvær - må foretage komplet afvaskning af kroppen før de forretter deres daglige bønner. Den relevante del af denne hadîth omtaler netop to omskårne dele af kroppen. Imam Ahmad benytter denne hadîth som bevis for, at kvinder (i Medina) som oftest var omskårne. Men det er ikke noget bevis for, at omskæring var religiøst påbudt. Det kunne have været en kulturel tradition, som ikke var forbudt.
   Selv de få hadîth, som Al-Albani anså for at være autentiske, forlanger ikke omskæring af kvinder, som beskrevet ovenfor. Faktum er, at flere af dem taler imod de radikale former for omskæring.
   Se Sabiq, Al-Sayyid, Fiqh Al-Sunnah, Darl Al-Kitab Al-Arabi, Beirut, 1969, vol. 1, pp. 37 and 66. Også Al-Albani, Muhammad N., Tamam Al-Minnah Fi Al-Ta'leeq Ala Fiqh Al-Sunnah, Al-Maktabah Al-islamiyyah, Amman, 3^rd udgave, 1409 A.H., p. 67, og Muwatta' Al-Imam Malik, Dar Al-Qalam, Beirut, n.d., pp 50-51.