Bioetik:
DE LEVENDE OG DE
DØDE
Af cand. theol.,
ph.d.-stud. Mickey Gjerris
Et
menneskeliv indebærer både glæder og sorger. Sådan har det altid
været og sådan bliver det sikkert ved med at være. Men på enkelte
punkter ændrer verden sig. Jeg mener ikke sådan generelt, for
selvfølgelig løber den nok så berømte "Udvikling" afsted.
Det har den gjort længe og det ser ud til, at vi taber pusten længe før
den. Men grundlæggende så er tilværelsens vilkår de samme. Vi fødes,
vi elsker og hader, vi får børn, vi elsker og hader noget mere og så
dør vi. Og midt i al dette liv, kan vi komme ud for, at et menneske, som
vi elsker, dør uventet og tidligt. Som sagt, sådan har det altid været.
Men i dag kan vi i den situation blive stillet overfor et valg, som
fortidens mennesker ikke havde. Vil vi tillade, at organerne fra et
menneske, vi har elsket, bliver genbrugt? Vi er de sidste 10 år blevet
opfordret til at tage stilling til dette spørgsmål i tide - inden vi
dør, så de efterladte har noget at holde sig til. Problemet er bare, at
der er for få af os, der tager stilling på den "rigtige"
måde.
Siden vedtagelsen af
loven om ligsyn, obduktion og transplantation blev vedtaget af Folketinget
i 1990 har debatten om organdonation bølget frem og tilbage. Den store
ændring i loven i 1990 var, at man indførte det dengang meget
omdiskuterede hjernedødskriterium. Dette skete bla. med baggrund i et
ønske om at få flere organer. Indførelsen af hjernedødskriterietm,
oprettelsen af det centrale donorregister, talrige oplysningskampagner
osv. har imidlertid ikke løst problemet. Der er stadig flere, der har
brug for et nyt organ, end der er organer til rådighed.
For at imødegå
behovet for organer er der i øjeblikket to beslutningsforslag under
behandling i Folketinget.(1)
Det mest kontroversielle i forslagene er, at man ønsker at gøre den
beslutning, som man træffer, når man tilmelder sig donorregistret eller
på anden måde skriftligt tilkendegiver, at man i tilfælde af død
ønsker at donere sine organer, juridisk bindende. Forslagene er en
præcisering af loven fra 1990, hvor det af bemærkningerne fremgår, at
lægerne "i overenstemmelse med hidtidig praksis og lægeetiske
principper vil undlade at foretage transplantation i tilfælde, hvor de
pårørende modsætter sig".
Det er præcis denne
sætning, som forslagsstillerne vender sig i mod. Forslagsstillerne
ønsker, at det skal være muligt at tage organer fra afdøde, hvis
afdøde har tilkendegivet, at han/hun ønsker det, hvad enten de
pårørende modsætter sig det eller ej. Formålet er, at enhver kan have
tillid til, at de ønsker som man fremsætter i levende live, bliver
respekteret efter døden. Gældende praksis i dag er, at hvis pårørende
modsætter sig organdonation på trods af, at afdøde har givet tilsagn om
at donere organer, så afstår lægerne af "lægeetiske
principper" fra at bruge organer fra afdøde.
Spørgsmålet er, om
der er nogen grund til at ændre på gældende lovgivning på dette punkt?
Vil den foreslåede lovændring øge mængden af organer, skabe tryghed
ved organdonation, få flere til at melde sig som donorer og kan den
opfattes som en beskyttelse af individet?
I det
følgende vil jeg ridse en række problemer ved den foreslåede
lovændring op. For mig at se er der ingen tvivl om, at en sådan ændring
hverken vil føre til flere organer eller en større tryghed ved og accept
af organdonation i befolkningen. Samtidig vil man skulle ændre
grundlæggende på sin opfattelse af, hvem vi er etisk forpligtet til at
drage omsorg for, hvis denne ændring skal kunne tages som et udtryk for
ret og rimelighed.
For
det første, så er der intet, der tyder på, at en sådan lovændring vil
have nogen nævneværdig indflydelse på antallet af organer, der er til
rådighed i donationsøjemed. Således skriver Etisk Råd i rådets
redegørelse om organdonation fra 1998, at "der nærmest er tale om
et problem af "teoretisk-skrivebordsmæssig" karakter".
Antallet af tilfælde, hvor der rent faktisk er en konflikt mellem
afdødes ønske og de pårørendes er ganske lille. Så det kan næppe
være ud fra et ønske om at øge antallet af organer til donation, at
forslaget er fremsat.
Det fremgår da
også klart af forslagene, at hovedformålet er at sikre, at afdødes
ønske respekteres. Men dermed gør forslagsstillerne sig til talsmænd
for en radikal autonomi-etik, hvor den enkeltes beslutning på trods af
konsekvenserne for de pårørende skal føres ud i livet. Men mon afdøde,
der forhåbentlig har diskuteret sagen med sine pårørende, ønsker at
påføre dem den ekstra smerte, som det må være at se afdøde blive
brugt som organdonor mod deres ønske, oven i den sorg som det pludselige
dødsfald har påført dem? Nu har afdøde jo ikke længere nogen holdning
til sagen (hvilket jeg vender tilbage til), men prøver man at sætte sig
ind i situationen, så forekommer det ikke troligt, at ret mange af os
ville vælge at gennemtrumfe vores vilje overfor mennesker, der er bragt i
den ulykkelige situation, som de efterladte er bragt i. Og skulle vi
alligevel insistere på at blive organdonorer på trods af vores
efterladtes indædte ønske om det modsatte, vil vi så foretrække, at de
bliver bedøvet eller slæbt væk af politiet, når vi skal rulles ind på
operationsbordet? Og hvordan vil de læger og sygeplejersker, der skal
udføre indgrebet have det med at handle imod et ønske fremsat af et
eller flere mennesker, der befinder sig i så dyb sorg, som et pludseligt
dødsfald i den nærmeste familie fører med sig? Ja, man kan være fræk
at spørge, om læger og sygeplejersker skal retsforfølges for at nægte
at tage organer ud af en afdød, når familien modsætter sig det? Endelig
kræver det ikke megen fantasi at forestille sig en person, der en gang i
fortiden har tilmeldt sig som donor og som på grund af ændrede
livsforhold eller andet senere ændre holdning, men ikke lige husker at
meddele det til rette myndighed. Pludselig sker tragedien og manden dør.
Hvad vil man gøre i dette tilfælde, hvor der foreligger skriftligt
tilsagn fra den døde, men familien kan fortælle, at han har ændret
holdning? Hvordan kan man lovgive på dette område?
Dette spørgsmål
kan ikke reduceres til en teoretisk diskussion af
selvbestemmelsesprincippet. Det drejer sig om mere end hvem, der har ret
til at bestemme hvad i de få tilfælde, hvor lovændringen kan blive
aktuel. Det drejer sig om mennesker, der er i eksistentiel krise og som i
denne kaotiske og smertelige situation modsætter sig afdødes ønske. Det
gør man næppe med mindre det virkelig betyder meget for en. Langt de
fleste af os vil utvivlsomt være taknemmelige for, at vores elskede
afdøde selv har truffet valget – måske gennem samtaler med os – og
respekterer det, både ud fra en respekt for den døde, men også fordi vi
ikke magter at skulle tage stilling til spørgsmålet om organdonation
midt i sorgen. Men skulle vi vælge at sige nej alligevel, så kan det kun
forstærke og forværre den krise, som vi er i, hvis lægen kan tage liget
under den ene arm og Loven under den anden og slæbe afdøde afsted til
operationsbordet.
Et
andet spørgsmål går på, om man virkelig mener, at det at respektere
afdødes ønske for enhver pris (og det er det, som der er tale om) er
etisk rigtigt. I bemærkningerne til begge lovforslag står der, at
ethvert menneske har den fulde råderet over sin krop og sine organer. Ja,
Frihed 2000, der står bag det ene af forslagene, argumenterer for, at
når testamentariske ønsker omkring materielle forhold bliver
respekteret, så skal ønsker omkring kroppen også respekteres. Kroppen
er at ligne med en hvilken som helst anden ejendel, og kan
borttestamenteres på linje med et sofabord. Baggrunden for dette syn på
kroppen og etikken må være en total opsplitning af mennesket i krop og
ånd, hvor kroppen blot er et hylster, der skal fungere som
transportmiddel for vores sjæl og en autonomi-etik, der i den grad
lægger vægt på individet, at de kropslige og sociale sammenhænge som
vi indgår i, ganske forsvinder.
Men er kroppen ikke
er mere og andet end en ejendel, og er etik ikke er andet og mere end bare
retten til at bestemme selv? Hvis kroppen blot er en ejendel på linje med
alle andre materielle ejendele, så vælger man at se bort fra, at vi ikke
blot er åndelige væsner, der er fanget i den fysiske krop, men at vores
krop er en intim del af os selv, der er med til at konstituere os som
personer. Vores kroppe er det, der gør os til mennesker og det som vi
skænker hinanden i samværet strækkende sig fra det fysiske nærvær
mellem venner til sexualitetens selvhengivelse. At være menneske er ikke
blot at være et rationelt væsen, der kan foretage valg. Det er også at
være fysisk til stede i rummet som en krop mellem andre kroppe, der giver
og modtager informationer, ligegyldigheder, følelser og kærtegn. Hvis
man ønsker at gøre kroppen til et rent objekt – et instrument for den
menneskelige vilje – så skal man se bort fra al den kropslighed som vi
indgår i som levende mennesker. Det er bla. derfor, at vi ikke tillader,
at man sælge sine organer eller modtager penge for at låne sin krop ud
som rugemor. Det er også for at undgå sociale ubalancer, men lige så
vigtigt er det, at vores kroppe ikke bare er ting – de er en del af
vores person. Og i vores liv som individer med både ånd og krop, så er
det afgørende ikke, at vi råder over os selv. Det afgørende er, at vi
indgår i en række fællesskaber, som vi er forpligtet på.
Vores kroppe er mere
end sofaborde. Det kender vi til fra kærligheden, hvor den elskedes krop
jo ikke blot er et sexuelt nydelsesmiddel eller en ligegyldig container,
hvis indhold er det eneste, som vi værdsætter. Hvis kroppen blot var en
ting, så ville vi næppe bruge så meget tid på at være optaget af
utroskab og hvad deraf følger. Utroskab er lige præcis så smertelig en
sag fordi det ikke alene er en tilfældig krop, der har været i kontakt
med en anden krop. Vores elskedes krop er en uadskillelig del af vores
elskede og derfor kan utroskab ikke reduceres til spørgsmålet om sexuelt
samkvem. I sexualiteten kommer det tydeligt frem, at vores krop ikke kun
er vores ejendom. Den er nærmere en uløselig del af et fællesskab
mellem mange kroppe. Og derfor er det ikke kun os selv, der har noget at
skulle have sagt over den, når vi er døde. Vores efterladtes afsked med
os er også en afsked med vores kroppe - vores udseende, vores lugt, vores
øjne. Og skulle de efterladte have brug for at tage afsked med kroppen i
vished om, at der nu ikke skal ske mere med den, kan det aldrig blive en
statslig opgave at forhindre dette ud fra et uklart ønske om at ville
respektere afdøde.
Hvad
angår den forståelse af etik som forslagene er udtryk for, så må det
fastholdes, at ganske vist er det etisk vigtigt at respektere hinanden som
selvbestemmende væsener, men lige så vigtigt er det dog at kunne opgive
sine egne krav for at hjælpe andre.Det kan der spindes mangt en etisk og
religiøs ende over. I denne sammenhæng er det vigtige imidlertid at
påpege, at afdøde ingen glæde har af, at hans selvbestemmelsesret
respekteres. Død er død, om jeg så må sige. Død er ikke noget andet
end liv, det er ophør af liv. Død er ikke det modsatte af liv. Døden er
det, der ikke kan tænkes - intetheden, ingen ting. Når vi er døde, så
er vi ikke mere. Vi har ingen interesser, ingen ønsker, ingen mening,
ingen behov. Naturligvis findes der religioner, der tror, at der er noget
på den anden side af døden. Men religiøse forestillinger kan næppe
danne udgangspunkt for lovgivningen i et multi- og areligiøst samfund. Vi
lovgiver af hensyn til de mennesker, der lever i samfundet. Hvad vi så
hver især måtte mene og tro om døden og derefter - ja, det er i denne
forbindelse lige meget.
Det betyder ikke, at
vi kan behandle vores døde, som var de ligegyldige. Tværtimod så
forsøger vi gennem omsorg og respekt at udtrykke vores kærlighed til den
døde. Fra dødslejet til begravelsen behandler vi den døde med al den
værdighed, som vi kan mønste. Men spørgsmålet er bare, hvorfor vi gør
det? Den døde er, som just nævnt, efter alt at dømme ganske ligeglad
med, hvordan det døde legeme behandles. Og svaret må da også være, at
vi udviser respekt og omsorg overfor det døde menneskelegeme af (mindst)
2 grunde.
For det første er
det et led i dødsprocessen. Naturvidenskabeligt kan det godt være, at
døden indtræffer, når hjertet holder op med at slå eller når
hjerneaktiviteten ophører, men socialt set, så er døden en langstrakt
proces, der først begynder for alvor, når vi begraver eller kremerer
vores døde. Selvom døden er indtruffet ud fra en medicinsk betragtning,
så tager det længere tid før døden bliver virkelig for os. Den dødes
krop var en integreret del af den person, som vi elskede og den måde,
hvorpå vi forholder os til det døde legeme, afspejler den måde, hvorpå
vi forholdt os til personen. Dødsprocessen forhindrer os i at behandle
legemet som rent kød. Det tager tid før den døde kan opleves som død.
For nogle mennesker er det intet problem, at en del af denne proces
indebærer, at afdødes organer tages ud. For andre er det så stort et
problem, at de siger nej. Og i nogle ganske få tilfælde, så har den
døde selv set det som problemfrit, imens de efterladte ikke kan bære
tanken. At ville lovgive i disse tilfælde, således at den dødes vilje
bliver gennemtrumfet, er at gribe ind i den proces, som de efterladte skal
igennem efter et stort tab. Det er i sidste ende ikke alene den dødes
liv, der så er taget fra dem, men også den dødes død.
Den anden grund til
at vi ikke bare smider vore døde i tilfældige jordkuler er, at vi, der
endnu er i live, minder hinanden om, at livet er værdifuldt og at
mennesket er værdifuldt. Ved at behandle det døde legeme ordenligt, så
forsikrer vi hinanden om, at når vi selv er døde, så vil også vi blive
behandlet ordenligt. Midt i den gru, som døden er, så forsøger vi at
fortælle hinanden, at det er vigtigt og meningsfuldt at være i live. Og
at de, der er døde, har og har haft betydning for, at vi værdsætter
livet. Ved at omgås det døde legeme med værdighed, så kan vi på en
gang få fortalt hinanden, at livet skal værdsættes og få vist
hinanden, at nok skal vi frygte døden, men ikke at vores legeme kastes
for ulvene. Som døde er vi sikkert ligeglade med, om det bliver det. Men
det betyder meget for os, imens vi er i live.
Det
er en misforståelse at tro, at respekt for de døde indebærer, at alle
deres ønsker skal opfyldes. Når det angår materielle ting, er det
sikkert udmærket, at lovgivningen er som den er, men når det gælder
kroppen, så står der andre forhold på spil. Bla. det forhold, at den
krop, som det hele drejer sig om, for ganske nylig gik omkring og var sig
selv med al det fysiske nærvær, som det indebærer. Kroppen har en
betydning, både for den enkelte i livet og for de efterladte i døden.
Den eneste, som kroppen ikke har en betydning for, er den døde.
Udgangspunktet for enhver form for regulering af organdonation må være,
at de efterladte skal hjælpes og støttes så vidt som det er muligt.
Hvem ville ønske andet for sine egne pårørende, hvis man pludselig
døde og kunne bruges som donor? Hvem er det, der i den situation vil
udvise en sådan ufølsomhed over for sine kære, at han vil forøge deres
sorg og smerte? Jeg kan, selv med min bedste vilje ikke se andet, end at
forslagsstillerne i misforstået respekt for det døde legeme vil komme
til at forvolde endnu mere sorg og smerte med deres forslag, end
tilværelsen rummer i forvejen.
Det virker som om,
at man har glemt, at livet er langt mere facetteret og kompliceret, end vi
kan begribe og kontrollere. Gør man selvbestemmelsen, det enkelte
individs ret til at bestemme over sig selv både i livet og i døden, til
det højeste etiske princip, så glemmer man, at livet og døden er
størrelser, der indgår i sociale og følelsesmæssige sammenhænge, der
ikke altid kan forstås rationelt. Man har glemt, at tilværelsen ikke er
et regnestykke, men et ofte uoverskueligt sammensurrium af bånd mellem
mennesker, der forsøger at hjælpe hinanden med at klare tilværelsen,
hvad den så end går ud på. Og her spiller etiske begreber som
kærlighed, barmhjertighed, selvopofrelse og tilgivelse ofte en langt
større rolle end selvbestemmelsesbegrebet. Derfor kan etik aldrig blive
til et spørgsmål om at hævde sin eller andres selvbestemmelsesret på
bekostning af andre. Selvbestemmelse er en frihed vi har, når vi har
taget skyldigt hensyn til andre mennesker. Og det hensyn tager man ikke,
hvis man vil gennemtvinge en organdonation overfor sørgende efterladte.
Tværtimod
Jeg er selv
tilhænger af organdonation under de vilkår som gælder i Danmark i dag.
Men ændres loven, så det bliver mig og ikke mine efterladte, der har det
sidste ord, så vil jeg framelde mig donorregistret og smide det lille
røde donorkort bort. Skulle jeg dø og min familie modsætte sig
organdonation, så vil jeg ikke fra den anden side af graven føje spot
til skade ved at insistere på min selvbestemmelsesret. Og det vil blive
resultatet af disse forslag. Jeg har svært ved at forestille mig en
dårligere måde at skaffe flere organdonorer på.
Denne artikel har tidligere været offentliggjort i POLITIKEN den 28.
marts 2000 og gengives her med forfatterens tilladelse.
© Mickey Gjerris
Note:
(1) Det drejer sig om Beslutningsforslag 47 fremsat af
Jørgen Winther, Gyda Kongsted, Preben Rudiengaard (alle V), Henriette Kjær
(KF) og Birthe Skaarup (DF) og Beslutningsforslag 49 fremsat af Tom Behnke,
Kim Behnke, Thorkild B. Fransgaartd og Kirsten Jacobsen (alle FRI). Begge
forslag var til førstebehandling 13/1-00 og er nu til udvalgsbehandling i
sundhedsudvalget.
