Bioetik:

 

KLONING

 

I foråret 1997 kunne man i alverdens medier høre og/eller læse om Dolly - det første klonede lam, der blev frembragt ved hjælp af en yvercelle fra et voksent får - og det satte gang i en verdensomspændende diskussion om kloning af både dyr og mennesker. Der var brugt en metode, der var meget forskellig fra den metode, man siden slutningen af 70'erne har anvendt på bl.a. kvæg, hvor man simpelthen tager et foster i begyndende stade og deler det, for derefter at lade hvert enkelt lille foster udvikle sig individuelt. 
    For nylig lykkedes det for første gang forskere at skabe en abe ved at dele et foster - der er så lille, at det reelt kun er et befrugtet æg - i fire dele og indpode de fire små begyndende fostre i en voksen abe. Kun ét af fostrene overlevede. Og seneste skud på stammen er seks klonede køer baseret på bindevævsdannende celler fra øret på en tyr. 
    Aldous Huxleys skræmmende "fagre nye verden" fra 1932 er på vej...

Koranen opfordrer til at stille spørgsmål og søge viden; men vi skal naturligvis ikke gøre os nogen forhåbning om, at vi en dag vil kunne erstatte Gud som den enestående og almægtige skaber, Han er, for Han giver os kun adgang til den mængde viden, Han ønsker, vi skal have kendskab til:

Gud. Der er ingen anden gud end Ham. Den Evige. Ham, der eksisterer ved sig selv, og ved Hvem alt eksisterer! Hverken slummer eller søvn kommer over Ham. Ham tilhører alt, hvad der er i himlene og på jorden. Hvem kunne gå i forbøn hos Ham - undtagen med Hans bemyndigelse? Han ved, hvad der var forud for skabelsen, og hvad der kommer efter den. Menneskene kan dog kun fatte så meget af Hans viden, som Han vil. Hans trone rækker langt ud over himlene og jorden, og det falder Ham ikke svært at opretholde dem. Han er den Ophøjede, den Mægtige. (2:255)

Det er nu også lykkedes videnskabsmænd at frembringe at lam ved hjælp af en yvercelle fra et voksent får - og alle spørger, om det mon vil være muligt at frembringe et menneske ved at klone menneskeceller. Som muslim må man uden tøven afvise dette, for Gud fortæller os ganske utvetydigt i Koranen, at det er Ham alene, der skaber liv:

Det er Gud, der giver og tager liv, og til Ham skal I alle vende tilbage. (10:56)

Han er himlenes og jordens ophav. Når Han beslutter en ting, siger Han blot: "Bliv!" - og den er. (2:117)

Videnskabsmænd kunne måske frembringe en menneskelignende kloning - men det ville aldrig blive et menneske. Et menneske skabes ud af "mand og kvinde" - og ikke ved manipulation af gudskabte menneskeceller. Ydermere adskiller mennesket sig væsentligt fra den øvrige skabelse, idet Gud "blæser af Sin rûh" ind i menneskefosteret, hvorved Han giver det sjæl/ånd og kimen til at udvikle sit intellekt:

Vi skabte visselig mennesket i den mest fuldkomne form. (95:4)

Oh I mennesker! Vi skabte jer af et enkelt par af mand og kvinde. (49:13)

Vi skabte visselig mennesket af ler, og Vi anbragte det som en (sæd)dråbe på et beskyttet hvilested. Af dråben skabte Vi en (igle-lignende) klump. Af den skabte Vi knogler og iklædte knoglerne kød. Og Vi gjorde den til en helt ny skabning. Lovet være Gud, den fuldkomne skaber! (23:12-14)

Han er den, der har skabt alt på ypperligste måde. Han skabte mennesket af ler, og dets efterkommere af et ekstrakt af en foragtet væske. Han formede det  og blæste af Sin (livs)ånd (rûh) i det. Og Han gav jer hørelse, syn og hjerte. Liden er jeres taknemmelighed. (32:7-9)

Denne sjæl (rûh) er en del af selve mennesket lige indtil døden, hvor det fysiske legeme går til grunde, medens sjælen genopstår til nyt liv.

På mere end 50 steder i Koranen opfordres mennesket til at se sig omkring, at reflektere, at forske og i det hele taget bruge sit gudgivne intellekt. Derfor sætter islam ikke grænser for videnskabelig forskning, men sætter moralske og etiske grænser for dens anvendelse. Flere muslimske forskere har da også allerede klart taget afstand fra kloning af menneskeceller.

Er Han, der skaber, lig én, der ikke skaber? Vil I Dog ikke overveje dette? (16:17)

Lovet være Gud, den fuldkomne Skaber! (23:14)    

Også Det Etiske Råd i Danmark er imod kloning af mennesker, og der ligger nogle spændende artikler om dette og andre etiske emner på deres hjemmeside.

© Aminah Tønnsen, februar 2000    

Kilder og litteratur:

BOUBAKEUR, Dalil:
          L'islam face aux progrès biotechnologiques.
          LA MÉDINA no. 3, decembre1999/janvier 2000.

ELYAS, Nadeem Atta:
          Ethique et limites des sciences.
          LA MÉDINA no. 3, decembre 1999/janvier 2000.

HATHOUT, Hassan, HATHOUT, Maher: & MOMAND, Jamil:
          Three Perspectives on Cloning. (ISL)       

RASSOUL, Mohamed Ahmed:
          Der "Klensch" ist kein Mensch.
          AL-ISLAM, Zeitschfrift der Muslimen in Deutschland 3/1997.

SYED, Ibrahim B.:
          Human Cloning.
          ISLAMIC FUTURE, Vol. XIII, No. 69, pp.4-7.

IOMS, Kuwait:
          Islamic View on Human Cloning.          
          Recommendations of the 9th Fiqh-Medical Seminar.
          IOMS, Kuwait.

*******

FAYE, Jan & PETERSEN, Thomas:
          Får får får?
          KRONIKEN I POLITIKEN 10. 1pril 1997.

HYTTEL, Poul m.fl.:
          Kloning - en ny verden.
          KRONIKEN I POLITIKEN 25. marts 1999.

JOHANSEN, Niels Mattsson:
          Hvad får får!
          KRONIKEN I POLITIKEN 2. maj 1997.

SOHN, Vagn:
          Klogning frem for kloning.
          KRONIK I KRISTELIGT DAGBLAD 25. maj 1998.


[ index ]   [ nyheder ]   [ Koran & hadîth ]   [ islam set indefra ]   [ islam fra A til AA ]   
[ dialog ]   [ islam i Europa ]   [ kultur & politik ]   [ viden & uddannelse ]   [ islamisk ret ]    
[ personligheder ]  [ familie & køn ]   [ etik ]   [ for børn ]   [ bøger ]   [ link ]   [ kontakt os ]