Bioetik:
Koranens påbud om at bevare slægtsbåndene er lige så relevant i vore
dage som da det blev åbenbaret for knap 1400 år siden.
Om at kende sit biologiske ophav
AF AMINAH TØNNSEN
FOR EN MUSLIM er
Koranen en nøje gengivelse af Guds ord åbenbaret til Profeten Muhammad.
Derfor betragtes Koranens arabiske tekst og mening (batin) som værende
absolut og uforanderlig.
Koranen er et budskab til menneskeheden, og det er mennesker,
der til enhver tid af dens tekst udleder relevante retningslinjer for deres
hverdag. Koranens betydning (zahir) er derfor variabel og dynamisk - og
meningsfyldt til alle tider og under alle omstændigheder.
Derfor bør Koranens tekst (og Profetens sædvane for den sags
skyld) hele tiden forstås i lyset af den aktuelle kontekst, hvis den
fortsat skal kunne betragtes som universel.
I de første århundreder levede muslimerne fortrinsvis i
patriarkalske samfund, hvilket ganske tydeligt afspejles i de klassiske
juristers fortolkninger og anbefalinger.
Mange muslimer (læg som lærd) har i generationer opfattet de
store linjer i de klassiske juristers anbefalinger som endegyldige og
ufejlbarlige - og de filosoffer og teologer, der forsøgte at trænge ind
til kernen i budskabet uden om de klassiske jurister, blev forfulgt og forkætret
af deres samtidige.
Også Vestens orientalister og islam-kritikere har uden videre
udbasuneret disse klassiske juristers patriarkalske tankegang som værende
islam i en nøddeskal og bl.a. proklameret, at "i islam ejer manden sin
hustru og sine børn".
Desværre er det den tragiske virkelighed for mange kvinder, at
mænd opfører sig, som om de vitterlig "ejer" deres hustru og børn
og har hånd og halsret over dem - selvom det er en fuldstændig uacceptabel
misfortolkning af Koranens påbud til mænd om at drage omsorg for og
beskytte kvinder og børn imod overgreb.
KORANEN er åbenbaret ind i et stammesamfund, og mange vil måske heri se årsagen
til, at Koranen lægger så megen vægt på blodsbåndet.
Som muslim vil man nærmere sige, at eftersom Gud står uden
for tid og rum, har Gud allerede, da Koranen blev åbenbaret, været klar
over de videnskabelige og teknologiske fremskridt, mennesket ville gøre
siden hen - og set beskyttelse af blodsbåndet som værende af afgørende
betydning langt ud i fremtiden.
Én af grundtankerne i Koranen er, at "blodsbeslægtede står
hinanden nærmest ifølge Guds Lov" (8:75) - og at Gud har
"etableret slægtsbånd ved blod og ægteskab" (25:54). Derfor bør
slægtsbåndene - eller i hvert fald kendskab til dem - så vidt muligt
bevares.
Koranen indeholder eksempelvis et generelt påbud om at begrænse
seksuallivet til ægteskabet, således at der ikke hersker tvivl om et barns
afstamning. Af samme årsag indeholder Koranen også en bestemmelse om, at
en fraskilt kvinde eller enke skal vente hhv. tre måneder og fire måneder
og ti dage med at indgå nyt ægteskab - og kvinden opfordres til "ikke
at skjule, hvad Gud har skabt i hendes skød" (2:228), så der ikke er
tvivl om et barns slægtskab.
Dengang har det været vigtigt at vide, hvem der havde pligt
til at forsørge barnet, og hvem barnet ville være arveberettiget efter. I
vore dage er viden om det biologiske ophav også værdifuld, idet den kan være
med til at forebygge og helbrede alvorlige sygdomme og redde menneskeliv.
KORANEN forbyder også egentlig adoption, men tillader plejeforhold af ubegrænset
længde - under betingelse af, at barnet beholder sin biologiske slægts
navn (33:4-5).
Plejebørn bevarer arveretten i forhold til deres biologiske slægt,
så hverken adoptiv- eller plejebørn nævnes i de arveretslige
bestemmelser. Plejeforældre har imidlertid - som alle andre - mulighed for
at testamentere op til 1/3 af deres formue til velgørenhed eller til
personer, der ifølge loven ikke er arveberettiget efter dem, som fx plejebørn.
Ligesom de naturligvis kan betænke deres plejebørn i levende live.
Ved at forbyde egentlig adoption - som jo i mange tilfælde
indebærer, at man overhovedet ikke må oplyse adoptivbarnet om dets
biologiske slægt - forhindrer man endvidere, at biologiske søskende
intetanende gifter sig med hinanden.
Monogami (ægteskab mellem én mand og én kvinde) er
grundlaget for familien. Koranen tillader under ganske særlige omstændigheder
polygyni (ægteskab mellem én mand og flere kvinder) - nemlig for at sikre
enker og faderløse en beskyttet tilværelse i krigstider, hvor antallet af
uforsørgede kvinder nemt kan komme til at overstige antallet af ugifte mænd.
Det siger sig selv, at polyandri (ægteskab mellem én kvinde
og flere mænd) er forbudt, idet det ville være umuligt at vide, hvem der
er far til evt. børn.
VORE DAGES LÆRDE har af Koranens retningslinjer udledt, at det er tilladt
at give naturen en hjælpende hånd, hvis det viser sig vanskeligt for et ægtepar
at få børn. Kunstig befrugtning må dog kun ske ved såkaldt homolog
insemination, dvs. at æg- og sædceller skal stamme fra ægtefællerne
selv. Anonyme donorer ville gøre det umuligt at kende et barns biologiske
ophav.
Disse enkle retningslinjer betyder også, at man undgår
endeløse diskussioner for og imod donorers anonymitet og om en evt.
aldersgrænse for kvinden - for naturen sætter selv grænsen.
Man behøver ikke diskutere, om den biologiske forælder
i en skilsmisse-situation har mere ret til barnet end den anden - og
hvorvidt lesbiske eller enlige skal have ret til kunstig befrugtning.
Man undgår, at halv- og helsøskende intetanende gifter
sig med hinanden eller med deres biologiske far eller mor, onkel eller tante
- hvilket naturligvis er forbudt ifølge Koranen på grund af de
konsekvenser indavl måtte få for fremtidige generationer.
DE LÆRDE har endvidere udledt, at det er tilladt at nedfryse æg- og sædceller
for en periode; men disse må kun benyttes af donorerne selv - og kun så længe
de er gift med hinanden.
En mand behøver således ikke frygte, at han ufrivilligt
bliver far ved at hans fraskilte hustru lader sig inseminere med hans sæd,
som tidligere er blevet nedfrosset.
De lærde har naturligvis taget afstand fra brugen af rugemødre - ikke kun
for at bevare blodsbåndet, men også for at undgå stridigheder, i fald
rugemoren fortryder og ikke vil give barnet fra sig.
Grundregelen er, at der ikke bør bringes en tredje part ind i ægteskabet -
hverken i form af utroskab eller brug af æg- eller sæddonorer eller rugemødre.
Kun i tilfælde af voldtægt fraviger man princippet om retten
til at bevare kendskabet til den biologiske slægt. Det siger sig selv, at
en voldtægtsforbryder ingen rettigheder har i forhold til et evt. barn -
med mindre han gifter sig med sit offer og derved påtager sig alle gængse
forpligtelser over for hende og barnet.
Er ofret en gift kvinde, registreres et barn undfanget
under voldtægt af en fremmed som ægtefødt, for her er det barnets tarv,
der går forud for alt andet.
I DAG VED VI, at viden om menneskets biologiske ophav kan være med til at
redde menneskeliv. Og når radio, tv og de trykte medier med jævne
mellemrum bringer gribende beretninger om unge og voksne, der i årevis
leder efter deres biologiske forældre og rejser kloden rundt i håb om at
finde dem, kan man ikke lukke øjnene for, at Koranens påbud er lige så
relevant i dag, som da det blev åbenbaret for knap 1400 år siden.
© Aminah Tønnsen,
december 2002
Denne kronik har været
bragt i KRISTELIGT DAGBLAD den 27. november 2002.