Bioetik:
HUMANETIK - HVOR LANGT KAN VI GÅ?
Af Aminah Tønnsen
Som troende kan vi hurtigt blive
enige om, at mennesket er Guds skabning, at vi har livet til låns og ikke
må sløse det bort: det skal behandles med respekt - det må ikke
krænkes.
Koranen
efterlader endvidere ingen tvivl om, at dette i lige så høj grad gælder
den øvrige skabelse: dyrene og naturen.
Gud råder over skabelsen
(3:189); men Han har sat mennesket på jorden for at værne om den og forvalte
den i Sit sted (6:165).
Vi må bruge og drage nytte af
naturen, men ikke misbruge og ødelægge den. Vi må ikke ødelægge den
orden, det mønster, Gud har skabt.
For
at hjælpe os har Gud i Koranen udstukket nogle retningslinjer og
defineret nogle grænser, vi ikke må overskride. At overskride Guds
grænser kan få uoverskuelige konsekvenser:
Fylder vi jorden med gift for at
få større høstudbytte, ender giften i os selv og skader vort eget og
vore efterkommeres helbred.
Og
de forgangne måneder har med al tydelighed vist, at det får uhyggelige
konsekvenser, dersom vi gør køer – som af naturens hånd er
planteædere – til kødædere, ja endog kannibaler, ved at fodre dem med
foder baseret på slagteriaffald.
Mennesket
har en fundamental ret til at følge eller afvise Gud og Hans vejledning -
og den opgave, Han pålægger os som forvaltere af skabelsen. (18:29)
Vi skal dog være
opmærksomme på, at frihed og ansvar altid går hånd i hånd. Vi skal
på Dommedag stå til ansvar for, hvorledes vi har løst vor opgave,
hvorledes vi har forvaltet de ressourcer, Gud har givet hver enkelt af os
- for vore valg og fravalg. (35:39)
Vi skal altså
handle ansvarligt og opfylde vore forpligtelser over for os selv, vore
medmennesker, dyrene og naturen - dvs. alt det, Gud har skabt. Vi er sat
her på jorden for at tjene Gud ved at tjene skabelsen. (51:56)
Koranen
opremser derfor ikke en lang række krav, vi som mennesker kan stille til
hinanden - men taler om de forpligtelser vi har over for hinanden og den
verden, vi lever i.
FAMILIEPLANLÆGNING
Et af de etiske spørgsmål, der
dukkede op allerede på Profeten Muhammads tid (i årene 610-132, hvor han
prædikede i Mekka og Medina) var spørgsmålet om prævention.
Vi
ved fra de overleverede udsagn om Profetens sædvane og hans
vejledning til menigheden (de såkaldte hadîth), at datidens muslimer
brugte afbrudt samleje - og at denne praksis hverken blev fordømt eller
forbudt af Profeten.
Deraf
har mange senere jurister sluttet, at andre former for prævention er
tilladt. Og det ord, der oprindeligt blot betegnede "afbrudt
samleje" bruges i vore dage om prævention generelt (’azl / ’adl).
Koranen
derimod omtaler ikke direkte hverken prævention eller familieplanlægning - og
derfor har muslimske teologer (nøjagtig ligesom deres kristne kolleger)
altid været uenige om dette spørgsmål – og er det stadig.
De teologer, der går ind for
prævention, er enige om:
 |
at prævention må bruges
for at øge afstanden mellem børnefødsler, men ikke for fuldstændig at fravælge børn af bekvemmelighedshensyn |
|
at ægtefællerne skal være
enige om brugen af prævention. |
|
Langt de
fleste opfatter dog sterilisation som et indgreb i naturens orden - og
derfor forbudt |
Menneskene har i tidens løb
skilt sig af med uønskede pigebørn eller begrænset børneflokken på
forskellig måde:
I
det gamle Arabien begravede man uønskede pigebørn i ørkenen i levende
live - en praksis, der fordømmes i Koranen.
I vore dage har
eksempelvis den indiske tradition om, at en ægtemand kan kræve medgift
af sin brud og hendes familie i den grad taget overhånd, at
den moderne teknologi bruges til at skille sig af med uønskede pigebørn
allerede på fosterstadiet.
Lidt
af det samme ses i Kina, hvor Vestens krav om børnebegrænsning til
gengæld for økonomisk støtte har bevirket, at man bruger teknologien
til at skille sig af med uønskede pigebørn allerede på fosterstadiet -
med det resultat, at millioner af mænd aldrig kan blive gift, fordi der
simpelthen ikke er kvinder nok.
Overskrider vi Guds grænser, kan det få
uoverskuelige konsekvenser.
ABORT
Her på vore breddegrader jubler mange
over den frie abort - og kvinderne kræver ret til at bestemme over deres
egen krop.
- men for en troende kristen, muslim eller jøde går respekten for det
liv, Gud har skabt og skænket os forud for vor egen bekvemmelighed, og abort vil
derfor kun komme på tale som en allersidste udvej, hvis der er fare for
morens eller barnets liv.
Hvis en kvinde får foretaget
abort af sociale årsager, taler man om en "ansvarlig abort"
- som troende vil man sige, at det gælder om at handle ansvarligt fra
første færd og undgå graviditet, dersom man ikke er i stand til at
opfostre et barn på betryggende vis.
Omvendt, så har vi naturligvis ikke
krav på at få efterkommere - børn er en gave, en
velsignelse.
Det er Gud, der råder over
liv og død (3:156) – og Han ved bedst!
Et barnløst ægtepar må godt
hjælpe naturen lidt på vej ved at bruge kunstig
befrugtning - under forudsætning af
|
at det sker inden for et
lovligt ægteskabs rammer |
|
at der ikke bruges fremmede
donorer |
|
at man ikke bringer en tredje
part ind i det ægteskabelige forhold |
|
at man ikke bruger nedfrosne
æg- eller sædceller af en afdød eller fraskilt ægtefælle. |
ALTING
bliver nemt - og man spares for mange bekymringer, når man holder sig til
disse simple regler:
|
man risikerer ikke at få
arvelige sygdomme fra en fremmed donor |
|
man risikerer ikke indavl, i
fald børn af samme donor får børn med hinanden |
|
man behøver ikke diskutere,
om en biologisk forælder - i tilfælde af skilsmisse - har mere ret
til barnet end den ikke-biologiske forælder (som måske er den bedst
egnede til at opdrage barnet). |
|
man behøver ikke diskutere,
om der bør fastsættes en aldersgrænse for de implicerede parter,
for naturen (Gud) sætter selv grænsen |
|
man behøver ej heller
diskutere, om homoseksuelle eller enlige bør have ret til at få
donorbørn, for også under disse omstændigheder sætter naturen
grænsen |
Også brug af rugemødre skaber
forvirring og forårsager smerte og vrede, hvis der opstår stridigheder
om, hvem der er barnets legitime forældre i tilfælde af, at den ene af
parterne fortryder?
Livet bliver mindre kompliceret, når vi
holder os inden for Guds grænser.
AT KENDE SIT BIOLOGISKE
OPHAV
Orientalister har brugt mange
kræfter på at bevise, at islam er en patriarkalsk religion
|
selvom Koranen siger, at
islam er "religionen på midten" |
|
og altså hverken er
patriarkalsk eller matriarkalsk |
|
og taler om, at kønnene
supplerer hinanden og tilsammen danner et hele |
Jeg vil hellere formulere det på
den måde, at Koranen giver os en opskrift på, hvorledes vi kan
"kende vort biologiske ophav" - og det kan vel ikke siges at
være uden betydning i en tid, hvor teknologien bl.a. sætter lægerne i
stand til at opspore og forebygge arvelige sygdomme.
Islam sætter ikke grænser for den
videnskabelige forskning - men sætter moralske og etiske grænser for
dens anvendelse.
DEN NYE TEKNOLOGI
I de seneste årtier har videnskaben
stillet os over for nye udfordringer – og fristelser:
Siden
midten af 80’erne har islamiske teologer afholdt konferencer og
seminarer i bl.a. Jordan, Kuwait og Saudi Arabien i et forsøg på at
klarlægge, hvorledes man som troende muslim skal forholde sig til den
"fagre nye verden", som filosoffen Aldous Huxley kaldte den.
Videnskaben giver os
mange nye muligheder – MEN hvor går grænsen? Islamiske
teologer er ikke altid enige:
DØDSHJÆLP
I 1981 vedtog man i Kuwait den første større "Islamiske kodeks
for lægeetik", hvori man bl.a. fastslog, at det er en læges opgave
at beskytte liv – ikke at
forårsage død.
I
1992 kunne 110 teologer forsamlet i Saudi Arabien derimod ikke blive enige
om et beslutningsforslag, ifølge hvilket det skulle være "tilladt
at afbryde yderligere medicinsk behandling af en patient, for hvem der
iflg. lægeudsagn ikke mere er håb."
DØDSKRITERIET
Ved konferencer i Kuwait i 1985 og i
Jordan i 1986 var der bred enighed om at acceptere hjernedødskriteriet
- hvorimod man var uenige derom i Saudi Arabien året efter.
Og det viser, hvor svært det ind i mellem
kan være for mennesket at definere præcise grænser ud fra Guds
vejledning.
GENERELLE RETNINGSLINJER
for donation af organer og organisk
materiale
|
at det foregår under
betryggende hygiejniske forhold |
|
at der er rimelig chance for,
at operationen lykkes |
|
at det sker frivilligt og
uden tvang |
|
at donor er myndig og ved sin
fornufts fulde brug |
|
at donors helbred ikke
forringes |
|
at der ikke er penge
involveret |
Mht. det sidste punkt, så er det
desværre således, at EU-regler truer med at ødelægge
gratisprincippet i vort bloddonor-system ved
at forlange, at produktionen af blodprodukter skal udbydes i licitation i
alle EU-lande. Og at læger efterbehandler patienter, der har købt sig
til et nyt organ i et tredjeverdens-land, hvor fattige sælger en
hornhinde eller en nyre for at overleve.
Endvidere
|
bør transplantation ske uden
skelen til donors eller modtagers religiøse tilhørsforhold |
|
må organ- el. vævs-transplantation
være den eneste mulige form for behandling |
|
må der ikke benyttes levende
donorer, såfremt der kan helbredes ved hjælp af afdøde donorer,
dyrisk materiale eller tekniske hjælpemidler. |
|
må dyrisk
transplantationsmateriale kun i alleryderste nødstilfælde stamme fra
dyr, der ikke er tilladt som føde (svin) og som ikke er
slagtet på islamisk vis. |
Derved udelukkes organer og væv
fra både levende dyr og ådsler.
Der
hersker dog uenighed om, hvorvidt det er tilladt at udtage organer fra en
afdød, hvis denne ikke i levende live udtrykkelig har givet tilsagn derom.
GENTEKNOLOGI
Ved et seminar i Kuwait i 1998 blev det
bl.a. besluttet,
|
at der ikke må forskes i et
menneskes gener uden vedkommendes udtrykkelige accept |
|
at en værge - hvis der er
tale om en mindreårig eller en umyndiggjort voksen – kun må give
sit samtykke, dersom det er til gavn for den impliceredes eget helbred |
|
at den impliceredes ret til
selv at vælge, hvorvidt han/hun vil informeres om resultatet og dets
evt. konsekvenser for helbredet, skal respekteres |
|
at den implicerede skal
sikres fuld anonymitet ved evt. offentliggørelse af resultatet |
|
og at ingen må udsættes for
nogen som helst form for diskrimination på grund af sine genetiske
karakteristika |
Og man opfordrede muslimske
forskere til at kaste sig ud i den videnskabelige forskning – men
respektere de almindelige moralske og etiske grænser for dens udførelse
og anvendelse, som Koranen udstikker.
© Aminah
Tønnsen, april 2002
Ovenstående oplæg blev
givet ved en DebatCafé onsdag den 25. april 2001 i Islamisk-Kristent
Studiecenter på Nørrebro.
|