Islamisk Studiebogssamling

T R O E N S T R Æ

Af Orla Borg

Tro fylder mere og mere i debatten i de danske medier. Den ene dag diskuterer man en præst i den danske folkekirke, som offentligt har udtalt, at han ikke tror på Gud. Den næste dag drejer debatten sig om en muslimsk imam, der fastholder, at stening og håndsafhuggelse er en så fast bestanddel af den muslimske sharia, at han må støtte afstraffelsesformerne. Den tredje dag fortørnes det store flertal over, at en underviser med jødisk baggrund er blevet overfaldet på gaden, fordi han har læst op af Koranen i en lektion på Københavns Universitet. Og debatten får i stigende grad politiske konsekvenser: Et flertal i Folketinget vil have afskaffet den blasfemi-paragraf, der forbyder spot eller forhånelse af tro og gudsdyrkelse. Muslimske lokalpolitikere bliver tvunget til at trække sig ud af politik, fordi de ikke vil afsværge dele af den muslimske sharia. Og statsministeren bliver kritiseret for ikke at tage religiøse ledere med på råd, når han skal lægge en plan for bedre integration for indvandrere og deres efterkommere.
Men hvad ved man egentlig om baggrunden for de tre store mellemøstlige religioner, som nu i stigende grad mødes i Danmark: Jødedommen, kristendommen og islam? Hvad har de til fælles? Hvor adskiller de sig fra hinanden? Hvordan opfatter de hinanden? I en tid med voldsomme religiøse brydninger er målet med disse sider at give et svar på disse spørgsmål. Det er ikke udtømmende, men kan være inspiration til at søge mere viden.

Oplysningerne her på siden er blandt andet kommet til veje på baggrund af samtaler med repræsentanter for henholdsvis jødedommen, kristendommen og islam i Danmark: Overrabbiner i Danmark, Bent Lexner, biskop i Haderslev, Niels Henrik Arendt, og imam på Nørrebro i København, Fatih Alev. Der tages forbehold for, at der her er tale om en meget stærkt simplificeret fremstilling af de tre religioner. Den begrænsede plads her giver ikke mulighed for beskrivelse af det omfattende antal nuancer, der findes inden for hver enkelt religion.

De tre monoteistiske religioner opstår alle i Mellemøsten
ABRAHAM - som er en central figur i alle tre religioner, fødes i Ur og rejser til Hebron og Beersheba.
MOSES - får Guds åbenbaringer og De Ti Bud i Sinai-ørkenen og fører jøderne frem til Kanaans land - det nuværende Israel.
JESUS - får sine åbenbaringer fra Gud i bl.a. Galilæa i det nuværende Israel.
MUHAMMED - får sine åbenbaringer fra Gud i ørkenen ved Mekka. Grundlægger islam i Mekka og Medina.

SKABELSEN

Jødedommen, kristendommen og islam har det til fælles, at de alle er monoteistiske religioner. Man tror kun på én Gud. Derved adskiller de tre religioner sig fra blandt andet mange af de orientalske religioner, der ikke skelner mellem gud og menneske, og hvor guden er en del af en fælles kraft i alt det skabte, altså også en del af mennesket selv. I alle tre religioner er det Gud, der har skabt verden - og det er sket over seks dage. Dog kan det - i alle tre religioner også tolkes således, at skabelsen er sket over seks tidsperioder, hvilket lukker op for en vis form for evolution. Alle tre religioner har desuden deres udgangspunkt i Mellemøsten. Jødedommen og kristendommen har deres udgangspunkt i det landområde, der i dag udgør Israel. Islam opstod i Mekka og Medina i det område, der i dag er Saudi Arabien. De tre religioner har også det fælles udgangspunkt, at der er tale om en Gud, der kommunikerer med mennesker.

Jødedommen
I jødedommen taler Gud direkte til det jødiske folk, og han griber flere gange aktivt ind i historien, for eksempel ved at skille vandene, så jøderne kan undslippe Faraos soldater under flugten fra Ægypten.

Kristendommen
I kristendommen taler Gud primært til mennesket igennem sin søn, Jesus. Han opfattes som en kærlig Gud, der tilgiver og lader sin søn påtage sig menneskets synder.

Islam
I islam er der sat et stort, afgørende skel ind mellem Gud og mennesket. Nok taler Gud til mennesket, men han træder ikke ind i menneskets verden. Der er en knivskarp skelnen mellem skaberen og det skabte.

SYNDEFALDET - Adam og Eva

Ifølge jødedom og kristendom skaber Gud de første mennesker på jorden, Adam og Eva, i et Paradisets Have, mens de ifølge islam et skabt af jord, da de er i himlen og først efter skabelsen bliver placeret i Paradiset. Og i alle tre religioner er der tale om, at parret bliver fristet af Satan - i kristendommen og jødedommen i form af slangen - til at spise af den forbudne frugt i Paradisets Have. Derefter kommer der et syndefald, men dette tolkes forskelligt i de tre religioner.

Jødedommen
I jødedommen betyder syndefaldet ikke så meget for mennesket. Det er ikke menneskets skyld, at Adam og Eva synder. Det enkelte menneske er født rent. Mennesket skal selv begå fejl for at blive til en synder. Jøder deler derfor ikke Adam og Evas synd, således som de kristne gør det. Men jøderne deler konsekvensen af det, Adam og Eva gjorde - det vil sige, at der kommer død, smerte og lidelse ind i livet.

Kristendommen
I kristendommen tolkes syndefaldet mere radikalt end i de to andre religioner. Det gentages i hver eneste menneskes liv. Mennesket kender Guds vilje, men fristes alligevel af magt og ondskab. Kampen mellem godt og ondt kan ikke vindes af mennesket selv. Gud må gribe ind, hvis det onde ikke skal triumfere i menneskets verden.

Islam
Også ifølge islam er der et slags syndefald, men det er ikke nær så skæbnesvangert. Adam og Eva bliver ganske vist placeret på jorden og bliver tilgivet af Gud - i øvrigt i et område tæt på Mekka. Men det er ikke nogen straf at blive anbragt på jorden; de skal tværtimod fungere som et slags forvaltere for Gud på jorden og sikre, at Guds love bliver fulgt. En jinn (ånd) ved navn, Iblis (senere Satan), protesterer, da Gud befaler englene at knæle for Adam. Dermed giver Gud til kende, at mennesket er herre over det onde. Mennesket kan godt af sig selv vælge at opfylde Guds lov og vilje, hvis mennesket følger Guds lov, som muslimerne siger, at allerede Adam fik med sig på jorden.

ABRAHAM

I alle tre religioner spiller beduinen Abraham en afgørende rolle. Han er den første gudsdyrker, der bekender sig til monoteismen - dyrkelsen af én og kun én Gud. Abraham - eller Ibrahim i islam - er direkte slægt efter Adam om Eva og levede som beduin i Ur i Kaldæa - det nuværende Irak. Han modtager - ifølge de tre religioner omkring år 1800 før vor tidsregning - besked fra Gud om, at han skal få en søn og dermed blive stamfader til et stort folk. Men Abraham er en gammel mand og hans gamle kone, Sara, kan ikke længere føde børn. Derfor får Abraham et barn med slavinden, Hagar. Det bliver sønnen Ismail. Senere føder også Sara en søn, Isak. Men samtidig med, at Abraham er fælles for de tre religioner, bliver det også i synet på Abraham, at religionerne begynder at skille sig ud fra hinanden.

Jødedommen
I jødedommen er Abraham en central skikkelse, fordi han er den første, der bliver udvalgt af Gud.. Ifølge jødedommen indgår Gud en pagt med Abraham, som bliver symboliseret ved omskærelsen af sønnen Isak - et ritual, der stadig gælder for jødiske drengebørn i dag. Pagten betød, at Gud ville holde sin hånd over jøderne som det udvalgte folk og skænke dem det hellige land, Kanaan, i dag Israel. Ifølge jødedommen forlangte Gud, at Abraham skulle ofre sin søn, og at denne søn var Isak. I sidste øjeblik hindrer Gud ofringen af sønnen. I islam er sønnen derimod den anden søn, Ismail.

Kristendommen
De kristne tillægger ikke Abraham så stor betydning. Han er først og fremmest et godt eksempel på tro. De kristne opfatter ham som den person, Gud lavede sin oprindelige pagt med og som stamfader til blandt andet Moses, Kong David og Jesus. Men de kristne mener, at Abrahams pagt senere er blevet afløst af den rigtige pagt, nemlig pagten mellem Jesus og mennesket i dåbshandlingen. Og her er der slet ingen elementer af national eller etnisk udvælgelse som den, jøderne mener eksisterer.

Islam
Ifølge islam går der en direkte slægtslinje fra Ismail til profeten Muhammed. Der bliver ifølge islam ikke indgået nogen pagt mellem Gud og Abraham, hvor muslimerne skulle være noget udvalgt folk på den måde, som jøderne opfatter sig selv. Islam har ikke samme nationale eller etniske element som jødedommen. I islam er mennesker derimod Guds stedfortrædere på jorden. Her bliver alt stillet til rådighed for dem. Til gengæld forventer Gud noget til gengæld: Taknemlighed og underkastelse.

MOSES

Moses spiller en rolle i alle tre religioner, om end den er meget forskellig. Han er den person, der fører det jødiske folk ud af den landflygtighed, det har levet i Ægypten, og han modtager De Ti Bud i Sinai-ørkenen, hvorefter han fører jøderne ind i det for jøderne hellige land, det nuværende Israel.

Jødedommen
Moses bliver den samlende figur for det jødiske folk. Der er under hans ledelse, at den centrale del af det hellige jødiske skrift, Toraen, bliver til med de leveregler fra de fem Mosebøger, som bliver den mørtel, der kommer til at binde jøderne sammen.

Kristendommen
I kristendommen opfattes Moses som den person, der modtager de første leveregler fra Gud. De kristne føler sig stadig forpligtet på de grundlæggende etiske regler i Moseloven (De 10 Bud), men ikke på lovens mange rituelle bestemmelser. Lovoverholdelse er i kristendommen ikke identisk med tro, men fører nemt til selvretfærdighed.

Islam
Muslimerne opfatter Moses som en af de største profeter. Han er en af de 25 navngivne profeter i Koranen, og han er en af de fem, der ifølge islam tilmed har fået en skriftlig overlevering af Guds budskab til mennesket - i form af Moselovene, i islam kaldet Tawrat. Ifølge islam indeholdt denne Tawrat Guds oprindelige budskab til mennesket, men jøderne har forvansket budskabet, mener muslimer. I islam taler man om Moses' sharia, Jesus' sharia og profeten Muhammeds sharia - og sharia betyder i denne sammenhæng "vejen til Gud".

KERNEN I TROEN

Jødedommen
Kernen i jødedommen er De fem Mosebøger, også kaldet Toraen. Den er givet fra Gud til Moses, der ifølge overleveringen har skrevet det ned omkring år 1200 før vor tidsregning. Den består af 613 lovbestemmelser, som jøderne skal holde for ikke at bryde Abrahams pagt med Gud. Dermed er jødedommen en lovreligion og en ritualreligion. Men loven blev givet til et folk af beduiner, og da levevilkårene ændrede sig, blev der brug for fortolkninger af, hvordan de oprindelige 613 leveregler skulle tolkes i forhold til nye situationer. Derfor opstod den såkaldte Talmud - en mundtlig overlevering, som samles omkring år 500 i vor tidsregning, og som også kom med i Det gamle Testamente (profeterne og skrifterne). Tilsammen dækker Det Gamle Testamente en periode fra Verdens skabelse til de sidste profeter omkring år 300 før vor tidsregning. Talmud forklarer, hvorledes man senere har opfattet reglerne, loven, etikken fra Mosebøgerne. Den til enhver tid siddende generation af rabbinere afgør, hvordan nye dele af tilværelsen skal passes ind i forhold til lovens oprindelige ånd. Desuden er jøderne kommet på lang tidsmæssig afstand fra de nedskrevne Moselove og tilværelsen i et dynamisk samfund har udvandet kravet om overholdelse af lovene. Jødedommen anser ikke sig selv for at være den eneste vej til gud. Også kristne og muslimer kan være berettiget til at få Guds frelse. Det er en af årsagerne til, at der ikke er noget missionerende i jødedommen. Men samtidig er det den religion, det er sværest at blive optaget i - med mindre man fødes af en jødisk mor.

Kristendommen
Kristendommen bygger på samme udgangspunkt som jødedommen - Det Gamle Testamente med Mosebøgerne - og der er en direkte slægtskæde fra Abraham, Isak og den jødiske Kong David til Jesus. Men kristendommen gør igennem Jesus oprør mod jødedommen og bryder ud. Jesus gør oprør mod den formalisme og ritualisme, som siger, at blot man opfylder de 613 lovbestemmelser i De Fem Mosebøger, så har man gjort, hvad man skulle. Jesus fortolker Guds intention i Moselovene og radikaliserer den med en enkelt sætning: Du skal elske din næste, selv hvis næsten er din fjende. Jesu liv og gerninger bliver fældet ned i det, der bliver det centrale i kristendommen: Det Nye Testamente. Men de kristne tror ikke på en bog. De tror på en Gud, der virker i tre forskellige former: Faderen (Gud selv), Sønnen (Jesus) og Helligånden - den såkaldte Treenige Gud. Jesu genopstandelse på Påskedag, hans tilsynekomst for disciplene og deres erfaring af det, de opfattede som Helligånden, markerer den kristne menigheds fødsel. Og de kristne opfatter det således, at de har fået en ny pagt med Gud, når de døber børn og voksne "i Faderen, Sønnen og Helligåndens navn".

Islam
Islam er den yngste af de tre store monoteistiske religioner fra Mellemøsten, idet den opstår i perioden 610 - 632 ifølge vor tidsregning. Men ifølge muslimerne er det den ældste af alle religioner, idet Gud allerede gav Adam sit første budskab. . På den måde overhaler islam de to andre religioner indenom bagud i tiden. Der er i islam en direkte slægtskæde fra Adam over Abraham til Muhammed. Islam bliver synlig, da Muhammed i 610 begynder at få åbenbaringer fra Gud i ørkenen ved Mekka. Indtil da har folket i det området dyrket op imod 360 afguder i former af sten, træ og ler, som de tilbad ved den sorte sten, Kabaen - en terningformet bygning - i Mekka, før og efter, at de skulle på karavane-rejse gennem ørkenen. Nu stod Muhammed frem og sagde, at der var én og kun én Gud. Ifølge islam modtog Muhammed åbenbaringer fra Gud, og de bliv straks skrevet ned og samlet i Koranen. Derfor opfatter muslimer Koranen som Guds ord. Og dermed er Koranen et helligt skrift, der ikke kan tolkes. Ved siden af Koranen finde den såkaldte Hadithsamling, som indeholder profetens gerninger og udtalelser. Koranen nævner 25 profeter - blandt andet Jesus - men Muhammed er den sidste profet og kaldes derfor "forsegleren". Der kan ikke komme flere budskaber eller budbringere efter ham, og det altafgørende er, at dette budskab ikke må forvanskes. Kernen i islam er de fem søjler: At bære vidnesbyrd om Gud, de fem daglige bønner, den obligatoriske almisse, fasten og pilgrimsfærden til Mekka.

HVORDAN SER DE PÅ HINANDEN?

Sådan ser jøderne på de kristne
Jøder opfatter kristendommen som en jødisk sekt, der har forvokset sig. De afviser tanken om, at Jesus skulle være Guds søn, om end de anerkender ham som en eksisterende person, der nok havde nogle guddommelige evner. De betragter ham ikke som den Messias, som ifølge de jødiske profeter en dag skal komme og give jøderne templet i Jerusalem tilbage, efter at det blev ødelagt af romerne i år 70.

Sådan ser jøderne på muslimerne
Jøderne opfatter islam en slags afart af jødedommen - som en pæn kopi, men slet ikke den originale tro. De ser på Muhammed som en person, der eksisteret, men tillægger ham ikke nogen profetisk betydning. Men - da jødedommen opfatter det således, at der er flere veje til Gud - siger jøderne, at islam kan være fin nok for muslimer, mens jødedommen er den rigtige for jøder.

Sådan ser de kristne på jøderne
De kristne vil se på jødedommen som forhistorien til fortællingen om Jesus. De kristne vil opfatte jøderne som nogle, der ikke har set lyset, idet de ikke accepterer Jesus som Guds søn. Jødedommen er - ifølge kristendommen - en religion, der er blevet stående ved noget, som nu er blevet afløst af noget andet. Den pagt, som jøderne fik med Abraham, er blevet afløst af pagten med Jesus.

Sådan ser de kristne på muslimerne
Kristne opfatter islam som en usand forståelse af, hvem og hvad Gud er. Den er usand, mener de kristne, fordi muslimerne ikke anerkender Jesus som Guds søn. Ifølge de kristne begår muslimerne samme fejl som jøderne ved i den grad at holde fast i nogle stramme lovregler - for muslimernes vedkommende nedskrevet i Koranen - i stedet for at acceptere det overordnede og gennemgående bud om næstekærlighed.

Sådan ser muslimerne på jøderne
Både jøder og kristne bliver nævnt i Koranen og omtalt som "Bogens Folk" og har en særstatus i islam. De anerkendes, fordi de bekender sig til hellige bøger, men brugen af de hellige bøger er blevet forvansket, mener muslimerne. Ifølge islam har både jøder og kristne fået Guds ord direkte at vide; jøderne igennem Toraen (muslimsk: Tawraen) og de kristne igennem et skrift, som muslimerne kalder "Injil", men som er gået tabt. Men ifølge muslimerne har både jøderne og de kristne forvansket Guds budskab og har optrådt som redaktører, da både Mosebøgerne i Det Gamle Testamente og evangelierne i Det Nye Testamente blev til, og det er blasfemisk. Derfor står kun Koranen tilbage som det eneste skrift, der indeholder Guds direkte ord til mennesket, siger muslimerne.

Sådan ser muslimerne på de kristne
Muslimer opfatter Jesus som en af de største profeter, og han nævnes mange gange i Koranen, der blandt andet omtaler hans mirakler. Men han bliver ikke opfattet som guddommelig. Muslimerne opfatter de fire evangelier i Det Nye Testamente som en forvanskning af Guds budskab til Jesus, redigeret efter Jesu død af Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Det oprindelige skrift "Injil" er gået tabt, siger muslimerne. De afviser klart, at Jesus skulle være Guds søn, og de afviser, at han er blevet korsfæstet. Men det, der virkelig skiller, er de kristnes tro på Treenigheden: Faderen, Sønnen og Helligånden - en absurditet i islam, i hvis trosbekendelse det hedder, at der kun er én Gud, og det er Allah. Desuden kan Gud overhovedet ikke antage en menneskelig form, siger muslimerne.

DOMMEDAG

Jødedommen
Jøderne beskæftiger sig meget lidt med dommedag, som kun nævnes i nogle profetiske skrifter, men som ikke tillægges den store betydning. Men de går og venter på den rigtige Messias, som skal komme og genskabe Templet i Jerusalem. De tror ikke på et Helvede og mener ikke, at noget menneske er fortabt. Men de tror på, at der er en konsekvens af den tilværelse, man har levet på jorden – altså at der er noget løn og straf, der venter. I jødedommen er der indbygget en slags automatisk tilgivelse fra Gud, hvis man ellers vil have den.

Kristendommen
Ifølge kristendommen vil Jesus komme tilbage til jorden for at dømme levende og døde. Mennesket skal stå regnskab for det, som det har gjort eller ikke har gjort, når det dør. Men når man når frem til en dommens dag, er udfaldet afgjort på forhånd. Mennesket har syndet - og hvis man skulle måles på det, var alle fortabte. Men ifølge kristendommen stiller Jesus sig foran mennesket og tager ansvaret for de synder, det kristne menneske har begået, så det ikke dømmes alligevel. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan man opfører sig på jorden. For man får problemer med ens samvittighed, hvis man svigter et andet menneske, så på den måde slipper man ikke for at stå til regnskab.

Islam
Når et menneske dør, ligger det i sin grav - i gravfreden - frem til verdens undergang, hvor universet bliver ført tilbage til ingenting. Når den kommer, bliver alle mennesker genskabt i krop og sjæl og bliver stillet til regnskab for gerningerne i deres liv på Dommens dag: Har det båret vidnesbyrd om Gud og opfyldt den guddommelige lov eller har det det ikke? Mennesket skal måles på, om det har haft et holdbart forhold til Gud eller ej. Hvis han har, venter Paradis, men der er også et Helvede, der er levende beskrevet i Koranen. Ifølge islam vil de fleste muslimer skulle en tur omkring Helvede - de har jo syndet - før de kan få adgang til Paradis.

PARADIS

Jødedommen
Alle mennesker, der tror på en Gud - og altså ikke kun jøder - er sådan set sikre på at komme i et slags Himmerig. Spørgsmålet er, hvor godt man så får det. Får man eksempelvis en scooter eller en Mercedes at køre i? Det afhænger noget af, hvordan man har opført sig på jorden. Gud ved, at han har skabt et menneske, der laver fejl. Så er han - sagt med et glimt i øjet - vel selv ude om det, siger jøderne. Sagen er, at man ikke lever på jorden for Guds skyld, men for ens egen.

Kristendommen
Ifølge kristendommen venter et gudsrige eller Paradis på mennesket, når verden og historien har nået sin ende. Det Ny Testamente rummer billeder deraf, for eksempel en fredens by, hvor al sorg og lidelse skal være borte. Alt det bedste i jordelig form er kun som en skygge af den endelige glæde. Det står åbent for enhver, der vil tage imod det. Kun det onde vil ikke have adgang, men skal endegyldigt gå fortabt.

Islam
Ifølge islam vil Gud skænke de troende en ultimativ og evig belønning i Paradis. Der er flere sektioner i Paradis, og afhængigt af, hvor nær man har været Gud i det jordelige liv, vil man blive placeret i de ypperste af dem. Koranen beskriver Paradis som det sted, hvor alt, hvad hjertet begærer og øjet bliver fascineret af, bliver skænket én af Gud.

Artiklen har tidligere været bragt i JYLLANDS-POSTEN den 26. december 2004 og gengives her med forfatterens tilladelse.