Komparative studier:

I årene 1980-1994 skrev Lissi Rasmussen og Aminah Tønnsen en række koran- og bibelrefleksioner. Nogle af dem indgår i Lissi Rasmussens doktorafhandling "Diapraksis og dialog mellem kristne og muslimer"  fra 1997:

Refleksioner over Bibel og Koran

Af Aminah Tønnsen

Taknemmelighed   (august 1994)

Livet - og skabelsen som helhed - er et af de utallige mirakler og gaver, Gud har givet os. Ingen troende mand og kvinde vil nogensinde benægte det.
    David siger: "Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger!" (Salme 103,2) På samme måde siger Gud i Koranen: "Så ihukom Mig, og Jeg vil ihukomme jer. Vær taknemmelige, og fornægt (k-f-r) Mig aldrig." (Koranen 2:152)
    Men hvorfor er det nødvendigt at påminde os om, at vi skal udtrykke vor taknemmelighed - det synes at være naturligt, at man takker for en gave, man modtager. Fordi mennesket glemmer. I vores hverdag er vi ikke altid opmærksomme, og vi indser ikke altid, at der er gode ting. Andre gange glemmer vi, at alle gode ting er en gave, og glemmer ofte at udtrykke vor taknemmelighed.
    Mange folk roser sig selv, når de er ved godt helbred og tager det som en naturligt selvfølge, som om det var et resultat af deres egne anstrengelser: sund mad, ingen rusmidler, frisk luft, daglig motion osv.; men de glemmer fuldstændig, at deres egne anstrengelser ikke ville have ført til noget som helst, hvis ikke det havde været Guds vilje at give dem godt helbred!
    Det er kun Gud, der helbreder sygdom; men er vi overhovedet klar over, at det er en stor gave, at kroppen ofte kan kurere sig selv, og at mange "uhelbredelige" sygdomme forsvinder helt af sig selv? Hvorfor glemmer vi so let sådanne gaver? Desværre husker vi ofte kun de tilfælde, hvor selv lægerne ikke kunne kurere - fordi vi glemmer, at dette også kan være Guds vilje, hvor uretfærdigt det end måtte synes for os. Sygdom kan være en af de mange prøvelser, Han udsætter os for.
    Da astronauterne for 25 år siden tog de første skridt på månen, roste hele verden videnskabsfolkene bag projektet; men hvor mange huskede at takke Gud for den videnskabens gave, Han har givet os - en gave, som er hele fundamentet for et sådant projekts succes?
    Husk: "Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader." (Jakob 1,17). Og: "Alt det gode, der hænder dig, kommer fra Gud." (Koranen 4:80)
    Gud kender os bedre end vi selv gør, og Gud ved, hvad der er nødvendigt for at påminde os om at udtrykke vor taknemmelighed for Guds gaver. Dette kan vi for eksempel gøre gennem daglig bøn. En anden måde at udtrykke for taknemmelighed på er ved at følge Guds påbud, ved at opfylde vore religiøse forpligtelser over for såvel Gud som skabelsen. Underkastelse under Gud og Hans bud er ikke en blind underkastelse under strenge regler, som blev tilfældigt indsat af en despotisk Gud, men en naturlig handling skænket os af en vis, kærlig og barmhjertig Gud, til Hvem vi kan sætte al vor lid.
    "Lykkelig den, hvis færd er fuldkommen, og som vandrer efter Herrens lov. Lykkelig den, der overholder hans formaninger og søger ham af hele sit hjerte." (Salme 119,1-2) 
    "Alt, hvad der er i himlene og på jorden, alle levende væsener og englene, bøjer sig for Gud. Ingen er hovmodige for Herren (og Hans lov). De nærer alle ærefrygt for Ham, der er højt hævet over dem, og de gør alt, hvad de befales at gøre." (Koranen 16:49-50)

God gives and forgives - man gets and forgets.

Shalom - fred - salam   (juni 1994)

Shalom - fred - salam. Tre små ord, men sikke smukke og betydningsfulde ord. Troen på og tilliden til Gud bringer fred og harmoni til krop og sjæl. Når først du har fundet fred indeni dig selv, vil du være i stand til at bringe fred til andre: til din partner, dine børn, dine forældre og andre familiemedlemmer, dine naboer ...
    Fred styrker familiebåndene, og stærke familier er fundamentet for ethvert sundt velafbalanceret og blomstrende samfund. Harmoniske samfund vil gøre deres yderste for at leve fredeligt sammen med deres naboer - og freden vil således regere i verden.
    Endnu en håbløs fremtidsdrøm? Jeg er sikker på, at vi alle sammen bærer dette håb i vort sind - og ved fælles indsats kan det lykkes.
    "Shalom" siger jøderne, når de hilser på hinanden. "Assalamu 'alaikum" siger muslimer. "Fred være med jer!" sagde Jesus til sine disciple. Sikke en smuk hilsen!

I min barndom var det stadig sædvane at hilse hinanden ved at sige "god morgen, god eftermiddag eller god aften - for derved at udtrykke ønsket om en god morgen, en god eftermiddag eller en god aften. Og når vi skiltes, sagde vi "farvel". Men hvem ved i dag, at dette "farvel" er en forkortelse for "må Gud vare med dig?" Disse hilsner er næsten forsvundet, og i dag er det mest almindeligt, at man hilser med et "hej" - et ord uden betydning i sig selv.
    Denne forandring undrede mig, da jeg kom tilbage til Danmark efter at have tilbragt en årrække i et muslimsk land. Jeg var dér blevet vant til at hilse folk med "assalamu 'alaikum" - selvom jeg på daværende tidspunkt selv var kristen. På samme måde var det naturligt for mig at hilse alle med shalom, da jeg som ung opholdt mig nogen tid i en kibbutz.
    Jeg forsøgte at tilpasse mig "hej"; men jeg glemte det ofte og brugte udtrykkene fra min ungdom. Det er sket, at ældre mennesker har sagt til mig: "Hvor er det rart, at der stadig er nogen, der ikke har glemt gode gamle skikke!"

Nogle år senere indså jeg, at jeg var muslim. Det var et vendepunkt i mit liv, som har fået mig til at tænke dybere over de ting, som sker rundt omkring mig - også hvorledes man hilser på sine medmennesker.
    Første gang jeg sagde: "God aften!" til en nabo, som jeg mødt på vej til postkassen,. mens hun luftede sin hund, var hun tydeligvis forlegen; men hun kom sig dog hurtigt fra overraskelsen og svarede med et stort smil: "god aften!"
    Men jeg er stadig ikke helt tilfreds, og jeg tænker tit på, hvordan hun vil reagere, hvis jeg siger;: "Fred være med dig!" Hun er kristen, og jeg er muslim. Mit sind siger "fred være med dig", så hvorfor tøver jeg stadig?
    "Fred være med jer!" sagde Kristus til sine disciple, da han viste sig for dem efter sin opstandelse (Lukas 24,36).  Og Koranen siger: "Når nogen hilser dig, lad da din hilsen være smukkere, eller gengæld i det mindste hilsenen. Gud holder regnskab med alt." (Koranen 4:87)
    Så hvorfor tøver jeg? Næste gang, jeg ser min nabo ...

Forvalterskabstanken   (juni 1994)

"Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den." (1. Mos. 1,28)
    Disse ord fra Bibelen er op igennem tiden blevet tolket, som om vi mennesker har ret til at behandle den øvrige skabelse som det passer os, som var vi skabt til at herske over det. Disse samme ord er blevet nævnt som årsag til vor nuværende miljøkrise. Europæiske tænkere har fra tid til anden præsenteret et andet syn: At mennesket blev skabt for at være Guds stedfortræder her på jorden og dermed ansvarlig for at bevare og beskytte naturen; men denne idé er aldrig generelt blevet accepteret.
    "Han har gjort jer til Sin arving og stedfortræder på jorden - generation efter generation (khalîfa), og Han har ophøjet nogle af jer over andre i rang for at prøve jer i det, Han har skænket jer" siger Koranen (6:165)
    Dette vers gør, at jeg er enig med de tænkere, der siger, at den oprindelige bibelske idé var, at menneskets herredømme var tæt forbundet med ansvaret for at beskytte hvert enkelt aspekt af naturen. Menneskers overlegenhed over alle andre skabninger er baseret på fornuft og intellekt, der gør dem i stand til at vælge mellem rigtigt og forkert og bruge friheden til at vælge at handle på bedste vis - og dermed tjene Skaberen.
    Men menneskers egoisme og ufornuft har fået dem til at misbruge naturen i stedet for at bruge den, og derved er balancen blevet ødelagt.  Jorden er tørret ud, og ørkenområderne er blevet større. Regnen er blevet til syre. Grundvandet er forurenet og sparsom. Sult er ved at blive mere og mere udbredt i nogle dele af verden, mens overskudslagre destrueres andre steder. En milliard mennesker lever i yderste nød og fattigdom - mens en anden milliard lever i ekstrem overflod og ufattelig luksus. Mænd og kvinder bliver forfulgt, torteret og taget til fange, og krige udkæmpes på grund af magtbegær og rigdom. Dyr holdes i fangenskab og slagtes under grusomme forhold. Og dyr mishandles for at finde midler til at kurere sygdomme, som menneskeheden selv har pådraget sig som følge af, at dele af den har valgt en unaturlig, ufornuftig og hensynsløs livsstil. Det er umuligt at nævne alle de ulykker, som mennesker har forårsaget ...

Det er imidlertid et faktum, at de mennesker, som generelt anses for primitive af dem, som opfatter sig selv som civiliserede, er dem, som virkelig har levet i harmoni med naturen igennem flere århundreder og har bevaret den i en beundringsværdig stand.
    Chief Seattle, en Quamish-indianer, er et glimrende eksempel. I 1854 skrev han til USAs præsident for at protestere mod den måde, hvorpå hvide tilflyttere behandlede indianerne og Nordamerikas natur. Han skrev blandt andet: "Hvad er mennesket uden dyr? Hvis alle dyr forsvandt, ville menneskets ånd dø af ensomhed, fordi det , der sker for dyrene også sker for menneskene ... Lær jeres børn det, vi har lært vores: at jorden er deres mor. Det vi gør mod jorden, gør vi mod dens sønner. Hvis mennesket spytter på jorden, spytter det på sig selv. Jorden tilhører ikke mennesket; men mennesket tilhører jorden. Mennesket har ikke skabt livets edderkoppespind - det er kun en del af en tråd. Hvad det gør mod spindet, gør det mod sig selv."

Gud har skabt alt til gavn for os - burde vi så ikke også gøre vort yderste for at beskytte og værne om denne værdifulde gave af hensyn til de kommende generationer?
    For mig er dette den egentlige mening med livet, og vor vigtigste opgave og prøvelse i denne verden.
    "Han har gjort jer til Sin arving og stedfortræder på jorden - generation efter generation (khalîfa). Den, der nægter at vedkende sig ansvaret, vil bære ansvarets byrde." (Koranen 35:40)
    "For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde  bøde med sit liv?" (Matt. 16,26)

Tjen Gud ved at tjene skabelsen

Ritualer   (september 1994)

Uanset om vi er jøder, kristne eller muslimer, er vores hverdag og vore højtider præget af ritualer. Disse ritualer styrker både slægtskabsbånd og sociale bånd i bred forstand, og de får os til at føle os trygge, uanset hvor i verden vi møder trosfæller.
    Gud siger i Koranen: "For hvert fællesskab har Vi foreskrevet ritualer, som de bør følge." (Koranen 22:67)
    Ved første øjekast kan jødiske, kristne og muslimske ritualer synes meget forskellige - selvom deres indre betydning og vigtighed for den enkelte er den samme. Men når vi kigger nærmere på dem, finder vi mange fællestræk - og de kommer alle fra den fælles bibelsk og koranske lære, for eksempel bøn til Gud alene, godgørenhed og faste.
    Ethvert fællesskab - stort eller lille - har brug for visse ritualer og regler at kunne forsamle sig omkring for at sikre dets fremtid; men det er sørgeligt at se, at flere og flere mennesker blot overtager og følger religiøse ritualer uden overhovedet at tænke på deres dybere, indre betydning. 

Dette er imidlertid ikke et nyt fænomen - allerede Jesus og Muhammad (må Herrens fred og velsignelser være med dem) tog kampen op imod dem, som udførte religiøse ritualer blot for syns skyld. Religiøse ritualer bliver tomme skaller uden mening, hvis de ikke udføres i ydmyghed for Skaberen og ved fuld bevidsthed.
    Jesus sagde: "Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun foran dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig." (Matt. 6,1-4)
    Gud siger: "Oh I troende! Gør ikke jeres almisse (sadaqa) værdiløs ved upassende selvforherligelse og krænkelse (af modtageren) - som de, der giver ud af deres ressourcer for at blive set af andre, men som hverken tror på Gud eller den Yderste Dag. De kan sammenlignes med en stenet klippegrund, hvor kun den nøgne klippe bliver tilbage, når den rammes af kraftige regnskyl. Menneskene opnår ikke andet, end hvad de gør sig fortjent til (gennem deres gerninger på jorden). Gud vejleder ikke dem, der afviser at tro (k-f-r)." (Koranen 2:264) Og ligeledes: "At give almisse (sadaqa) åbenlyst er godt; men det er bedre for jer at give almisse til de trængende i det skjulte. Derved kan I sone nogle af jeres fejltrin. Gud ved alt, hvad I gør." (Koranen 2:272) 

Jesus sagde: "Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i de5t skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det." (Matt. 6,5-8)
    Gud siger: "Hyklerne tror, de kan bedrage Gud; men (i virkeligheden) lader Han dem bedrage sig selv. Når de forretter bøn, gør de det uden oprigtighed, og blot for at blive set af andre; men deres tanker er ingenlunde hos Gud. (Koranen 4:142) Ligeledes: "Påkald Herren med ydmyghed og i løndom, for Gud elsker ikke dem, der overskrider grænserne." (Koranen 7:55)

Jesus siger: "Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig." (Matt. 6,16-18)
    Gud siger: "Den, der kun kan faste under store anstrengelser, kan bespise en fattig (i stedet). Den, der frivilligt gør en god gerning, gavner sig selv; men at faste er (endnu) bedre for jer - om I blot vidste det." (Koranen 2:185)

Gerninger og ritualer er formålsløse, hvis de udføres mekanisk eller vare for syns skyld - hvorimod ydmyghed og samvittighed i tilbedelsen bringer fred til vort sind.

Godgørenhed   (august 1994)

I vore dage synes kristne og muslimske synder såsom arrogance, misundelse, grådighed, selviskhed og tomhed at være blevet sociale dyder, hvorimod indre dyder - de reelle dyder - såsom kærlighed, mådehold og solidaritet ofte afvises som unyttige.
    Politikerne forsøger gang på gang at overtale os til at bruge, forbruge og smide væk for at fremme den økonomiske vækst i samfundet; men hvorfor skulle de rige bruge mere - mens de fattige stadig intet har at bruge af? Hvorfor accepterer vi politikernes konstante opfordring til forbrug - i stedet for at opmuntre dem til at tænke anderledes? Hvorfor kun få pengene til at cirkulere inden for landet eller vor egen verdensdel - i stedet for globalt? Hvorfor finder vi os i at forbruge en vare, der er produceret på basis af en råvare, som den oprindelige ejer ikke er blevet ordentligt betalt for?
    Godgørenhed er en anden måde at fordele vore rigdomme mere ligeligt mellem mennesker - og mellem kontinenter. Godgørenhed har altid været anset for en dyd: Ismael viste også godgørenhed mod sit folk (koranen 19:55), og "Al tiende af landet, både jordens korn og træernes frugt, tilhører Herren." (3. Mos. 27.30) Godgørenhed påbydes os alle. Selvom vi ikke anser os selv for rige, vil vi altid være i stand til at skære lidt af det ekstra fra, som gennem tiden er blevet en del af vor hverdag og livsstil.
    "Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være" sagde Jesus (Matt. 6,19-21). Og Gud siger: "Ve enhver rygtesmed og bagtaler, der ophober en formue og tror, at hans rigdom vil gøre ham udødelig!" (Koranen 104:1-3)
    Godgørenhed er ingen byrde, men en tilbedelseshandling, som gavner vor egen sjæl. Vor rigdom bliver aldrig mindre; på en eller anden måde vil vi få det tilbage, vi har givet - ikke mindst, fordi enhver godgørende handling giver os fred i sindet. Måske synes vor egen godgørenhed ikke som mere end en dråbe i havet; men den kan alligevel hjælpe til med at undgå konflikter og bidrage til verdensomspændende forståelse og fred.
    Folk i vor del af verden anser sig for at være heldige, fordi de tilhører den rige del af verden; men kan vi virkelig have ro i sindet, når mindre heldige søskende i andre dele af verden lider og lever i yderste fattigdom og nød?
    Og Gud ser alt, hvad vi gør ...

"Kappes derfor i gode gerninger. Målet for jer alle er Gud." (5:51)

Elsk din far og din mor   (september 1994)

Uanset om vi er børn, unge eller voksne, så er vi altid børn i forhold til vore forældre. Vore forældre gav os liv - af Guds nåde. Vor mor bar os i smerte, og med smerte fødte hun os. Hun passede os og beskyttede os imod det onde og imod livets genvordigheder.
    I vor barndom ser vi op til vore forældre - og selvom de til tider tager fejl, ser vi dem som forbilleder. Vi ærer dem, vi respekterer dem, vi lytter til deres råd, og vi adlyder dem, fordi vi ved, at livserfaring har givet dem både indsigt og viden.
    I vor ungdom higer vi efter at stå på egne ben, og det kan nogle gange synes svært at acceptere, at vore forældre ved bedre end vi gør. Vi finder deres synspunkter ude af trit med vores virkelighed. Vi finder dem konservative og ude af stand til at forstå det, vi finder så vigtigt i livet. Nogle gange gør vi oprør, og det er ofte første mange år senere, at vi forstår, at de havde ret - og vi tog fejl.
    Men hvis vi stoler på deres erfaring og visdom, kan vi være sikre på, at de til gengæld vil støtte os - uanset hvilke problemer vi møder. Og hvis vi fortsætter med at respektere vore forældre, at ære dem og tage os af dem også på deres gamle dage (i stedet for at bruge vor energi på at jagte verdslige goder), vil vi være de bedste eksempler for vore egne børn - og derved vil vi også selv føle den tilfredsstillelse og glæde, det giver, at blive plejet og respekteret af sit afkom.
    "Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig." (2. Mos. 20,12) hedder det i Bibelen - og i Koranen: "Og Vi har pålagt mennesket at tage sig kærligt af sine forældre. Med møje bærer moren barnet, og i to år giver hun det die. Vis os taknemmelighed mod Mig og dine forældre, for Jeg er det endelige mål. (31:14)
    Koranen går så vidt som til at pålægge os at elske og drage omsorg for vore forældre, uanset hvilken religion de bekender sig til; men hvis de opfordrer os til at gøre noget, som er imod vores tro, skal vi naturligvis ikke adlyde dem - men under alle omstændigheder behandle dem med venlighed, retfærdighed og hensynsfuldhed. (29:8 & 31:15)
    Selvom vor taknemmelighed først og fremmest skal gå til Gud, som giver liv til at levende, må vi aldrig glemme, at uden vore forældre ville vi aldrig have betrådt denne vidunderlige jord - og dette er i sig selv grund nok til at følge Guds opfordring til at elske vore forældre. Vi kan ikke give dem liv; men vi kan berige deres liv og gøre det værd at leve på trods af vanskeligheder.
    Slægtskab binder og bringer glæde, samhørighed og tryghed fra vugge til grav.

Tilgivelse  (juni 1994)

Næsten hver dag hører vi om mennesker, der tager hævn over andre, der har såret dem - enten inden for familien, samfundet eller imellem nationer.
    Hævn er resultatet af bitterhed, strid og had og dækker over indre svaghed. Svaghed vokser i styrke, når tro og tillid til Gud dør ud.
    Bitterhed, strid og hævnfølelse splitter familier: Mand og hustru, forældre og børn, brødre og søstre. Had og hævn kan få hele samfund til at bryde sammen. Og værst af alt: had og hævnfølelse kan starte krige.    
   Tilgivelse kan til gengæld helbrede sår og genforene mennesker. Den skaber sammenhold og bringer fred og harmoni til den enkelte, til familien og til samfundet - og til verden.
    Gudstro giver os styrke og hjælper os til at være barmhjertige over for andre. "For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser" (Matt. 6.14-15). Og Koranen forsikrer os: "Imødegå en krænkelse med en lignende krænkelse; men den, der tilgiver og slutter forlig, vil blive belønnet af Gud. For Gud elsker ikke de uretfærdige. (42:40)
    Det kan være svært: Gud opmuntrer os til at tilgive - selv når vi føler os allermest forrådt og såret.
    Da Jesus hang på korset, anklaget, ydmyget og torteret, sagde han: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør" (Lukas 23,.34) Og de Profeten Muhammad drog ind i Mekka, tilgav han alle dem, der havde ført krig imod ham og hans fæller. Selv da hans onkel Hamzas morder kom til ham og udtrykte sit ønske om at antage islam, tilgav Muhammad ham og bød  ham velkommen i menigheden.
    Sådan var Jesus og Muhammad (Må Guds fred og velsignelser være med dem). Hvor vanskeligt det end synes at følge deres eksempel, så lad os forsøge det. Liver er for kort til at kredse omkring gamle sår. Lad os ikke spilde den kostbare tid, Gud har givet os her på jorden. Vi vil måske fortryde det bittert en dag ...

Tilgiv og skab forsoning. Belønningen kommer fra Gud. 

© Aminah Tønnsen, april 2002