Komparative studier:

KIERKEGAARD OG SUFISMEN

Af Safet Bektovic, filosof

Kierkegaards tankegang og argumentationsform begejstrede mig ved mit første møde med hans filosofi. Hans ubønhørlige krav om at blive et autentisk menneske i stedet for et alment medlem af det religiøse fællesskab, har været mig en kilde til både inspiration og kritik i forhold til islam. Kierkegaards kritik af "Christenheden" ramte præcis mine egne overvejelser omkring den muslimske folkelige religiøsitet såvel som den politiske-ideologiske anvendelse af islam. Hans fremstilling af det religiøses problem vakte min interesse for at foretage en komparativ analyse af hans eksistentielle filosofi og den filosofiske tankegang, som findes inden for  sufismen.

Kierkegaards tanker om troens alvor og forholdet til det evige som et altafgørende eksistentielt spørgsmål er yderst relevant for den tid, vi lever i – nemlig en tid, hvor trangen til at fortrænge de tvivlsspørgsmål, der truer vor selvtilstrækkelighed, er en udbredt livsanskuelse. Der hersker ingen tvivl om, at Kierkegaards filosofi først og fremmest forholder sig til den kristne problematik, men jeg er gennem min forskning blevet overbevist om, at hans eksistens-religiøse overvejelser tillige  er relevante for andre kulturer og betragtningsmåder, og dermed også for den islamiske livsforståelse. Det gælder især hans udfoldelse  af de almengyldige spørgsmål som religiøsiteten, inderligheden, åndeligheden, forholdet mellem menneske og samfund osv.

Derfor er det ikke overraskende, at hans tanker er blevet genstand for en voksende interesse uden for den kristne kulturkreds. På nuværende tidspunkt er der forskere fra ca. 60 forskellige nationer, der beskæftiger sig med Kierkegaard. Der har mig bekendt ikke været megen forskning i en mulig relation mellem Kierkegaard og islam. Der er dog et par muslimske forfattere, nemlig Husain Kassim og Sami S. Hawi, der har arbejdet med aspekter af forholdet mellem Kierkegaard og islam/sufisme.

Sufisme er en almindelig betegnelse for islamisk mystik. De fleste sufiforskere forbinder etymologisk begrebet sufisme med det arabiske ord sûf, (uld), således at betegnelsen sûfî skulle henvise til den, der klæder sig i uld. Den oprindelige arabiske betegnelse for fænomenet er tasawwuf. Det er et verbalsubstantiv, der indikerer forvandling - i dette tilfælde 'sufiens tilblivelsesproces'. På samme måde som tanassur betyder 'at blive en kristen' (nasrânî), betyder tasawwuf altså 'at blive sufi'. Sufierne kalder oftest sig selv sâlikûn, 'de rejsende', og de opfatter sufismen som norm og mål for deres bestræbelser. Historisk set er sufisme en særlig udformning af islam, som foruden det mystiske islæt tillige  kan have ideologiske, sociale og politiske implikationer. Der hersker ingen tvivl om, at de første sufier formulerede en afstandtagen fra både de islamiske magthavere og den folkelige religiøsitet, der havde tendens til at gøre islam til en ydre religiøs form, der ingen personlig anstrengelse kræver.

Kierkegaards krav om alvor i forhold til troens afgørelse henledte min opmærksomhed på sufismens fortolkning af shahâda (Shahâda er et udtryk, som betegner det islamiske vidnesbyrd: "der er ingen gud uden Gud og Muhammed er Hans profet"), der er langt mere kompleks end ortodoksiens fremstilling. På baggrund af den sufiske filosofi kan man udlede, at stillingtagen til shahâda har en række 'eksistentielle' implikationer, der i høj grad modsvarer de konfliktsituationer, Kierkegaard beskriver, når han redegør for menneskets forhold til Gud. For sufismens vedkommende er shahâda således mere end islams trosbekendelse. Det drejer sig ikke blot om anerkendelse, men også om tilegnelse af islams fundamentale sandhed, hvor shahâda indikerer såvel det 'første' som det dybeste udtryk for den islamiske tro. I overensstemmelse med den sufiske fortolkning af Koranen (4:69, 3:157 og 3:169) forstår jeg shahâda som en grundlæggende eksistentiel fordring til en muslim i troen på Guds enhed og Muhammeds profeti. Og med shahâda som udgangspunkt kan man sammenligne sufismen med Kierkegaard, hvad angår eksistensens forhold til henholdsvis det guddommelige og Guds åbenbaring.

Kierkegaards filosofiske tankegang er i høj grad motiveret af hans opgør med den spekulative filosofi og hegelsk intellektualisme. Som bekendt protesterede Kierkegaard især imod de filosofisk-metafysiske begreber i religionen. Ved at indføre begrebet "Existens" i religionsfilosofien samt kategorien det "absolutte Paradox", blev Kierkegaard en helt original tænker, når det gælder fortolkningen af religiøsiteten som den væsentligste komponent i menneskets tilværelse.  Selvom han står i den reformatoriske tradition går han faktisk ud over protestantismens grænser og åbner op for nogle universale religionsfilosofiske perspektiver. Hans radikale kritik af den systematisk-dogmatiske tænkning kan også forstås som en kritik af Luthers ortodoksi som et alternativ til den katolske ortodoksi. Kierkegaards syn på kristendommen er uforeneligt med opfattelsen af kristendom som et dogmatisk system og en massereligion. Han fokuserer hele tiden på religiøsitet - i stedet for religion - som kristendommens grundlæggende kategori. Kierkegaard sigter udelukkende mod den enkeltes forhold til Gud og den personlige interesse i det religiøse som troens fundament. Derfor ville en sand reformation for ham være reformationen af den enkelte - og ikke af kristendommen som sådan.

Kierkegaard kritiserer Luther, fordi "han ikke gik nok tilbage" i forhold til Kristus og ikke nåede frem til Gud-mennesket som paradokset. Det absolutte og ubetingede ved kristendommen er - ifølge Kierkegaard - netop paradokset. Luther understregede Kristi forsoningsrolle og ikke Kristus som forbillede. Naturligvis holder også Kierkegaard fast ved nådens princip, men kun i sammenhæng med den absolutte fordring, som kristendommen sætter op for den enkelte. For hvis nåden alene kommer til at bestemme det kristne gudsforhold, så bliver troen til en vished. Derimod understreger Kierkegaard netop usikkerhed som troens grundlag. Troen er derfor lige langt fra fortvivlelse og sikkerhed: "O Gud,[¼] bevar mig kun indtil det Yderste i Usikkerheden, at det da, hvis jeg annammer Saligheden, maatte være ganske sikkert, at jeg faaer den af Naade! Thi dette er da et tomt Spilfægteri, at forsikre, at man troer, at det er af Naade - og saa dog at være ganske sikker. Det sande, det væsentlige Udtryk for, at det er af Naade, er netop Usikkerhedens Frygt og Bæven" (SV 13, 200).

Nåden er hos Kierkegaard bestemt som en 'melleminstans', der formidler modsætningen mellem det absolutte krav og den ubetingede forsoning. Han taler om et dialektisk forhold mellem Guds nåde og Guds strenghed, hvor troens krav går tilbage til Kristus som en ideel forpligtelse, som skal efterstræbes. Dér accentuerer han spændingen mellem lov og kærlighed som grundlaget for den kristne tro. Dette er - efter min opfattelse - en væsentlig pointe i hans kristendomsopfattelse, som kan sættes i forhold til et tilsvarende sufisk syn. Kierkegaard gør - især i sine senere skrifter - rede for begrebet efterfølgelse. Jeg går ud fra, at teserne fra disse skrifter ikke kun er udtryk for hans kirkekamp, men at de også afspejler nogle af de radikale konsekvenser af hans forfatterskab. I den henseende kan vi betragte Indøvelse i Christendom, Til selvprøvelse, Dømmer selv, og Øieblikket som kontinuiteten i Kierkegaards tankegang, hvor han helt energisk rejser sig i forsvar for en af sine påstande: nemlig den afgørende skelnen mellem det immanente og det transcendente.

Kierkegaards polemik mod de bestående autoriteter: kirke, præster, brandmajorer og borgerrepræsentanter betyder ikke andet end et opgør med forvekslingen af det menneskelige og det guddommelige. Han vender sig imod "Christenheden" som et surrogat for den sande religiøsitet, hvor den sædelige og borgerlige moral tages som den højeste norm i livet, og hvor den borgerlige selvtilfredshed bliver formålet med ens personlige religiøse overbevisning.

I stedet for at holde fast ved det ubetingede, har kristenheden nemlig harmoniseret den kristne lære med det verdslige og gjort rationelt rede for grundene til tro: "Derfor blev 'Grundene', det at troe af tre Grunde, sat istedetfor Lydigheden; thi man generede sig for at lyde. Derfor blev Mildheden sat istedetfor Strengheden; thi man dristede sig ikke til at befale, og man krympede sig ved at skulle lade sig befale; De, som skulde befale, bleve feige, De, som skulde adlyde, bleve frække. Saaledes blev Christendommen afskaffet i Christenheden - ved Mildheden" (SV 16, 12). Kierkegaard fandt ud af, at det er nødvendigt at komme frem med et radikalt krav om at bryde sammenhængen mellem den bestående kristenhed og Det nye Testamentes kristendom, samt at gøre opmærksom på det kristelige som det absolutte. 

Sammenhængen mellem efterfølgelse og nåde er således afgørende for Kierkegaard. Nåden kommer først til sin ret på baggrund af Efterfølgelseskravene,  og brydes denne sammenhæng, er der - ifølge Kierkegaard - fare for en art mystik, hvor Kristus nok som en idé berører mennesket, men ikke kommer ind i verden eller får indflydelse på den konkrete menneskelige eksistens. Han savner en motivering for, at de troende - med mildhed og strenghed - skal holde fast ved både loven og evangeliet som to dialektiske sider af kristendommen, og han insisterer på, at Kristus er den ideelle målestok for den enkeltes religiøsitet. Det er den enkelte, der - ifølge Kierkegaard - skal reformeres. Men han benægter selv at være en reformator og opfatter sig selv som et "Existentielt Correktiv til det Bestaaendes Lære". I den henseende var Kierkegaard i virkeligheden et sandhedsvidne, som gjorde opmærksom på efterfølgelse som vejen til kristendommens virkeliggørelse. Hans endelige besked angik den sande forståelse af efterfølgelsen, "(ret forstaaet, altsaa ikke til Selvplagelse, ej heller til Hyklerie og Gjernings-Retfærdighed o:s:v:) [der] afgiver [¼] Garantien for, at Christendommen ikke bliver Poesie, Mythologie, Idee i abstrakt Forstand – hvad den noget nær er blevet i Protestantismen" (Pap. X 4A, 354).

Kierkegaards kirkekamp kan sammenlignes med den sufiske reaktion på den logisk-populistiske fortolkning af sharî'a på bekostning af den inderlige efterfølgelse af Muhammed. Formålet med efterfølgelse er nemlig det samme: at leve i henhold til Guds sandhed og omdanne sit liv til et vidnesbyrd. Forskellen ligger imidlertid i målestokken, dvs. forbilledligheden. Mens Kierkegaard taler om efterfølgelse af Kristus som Gud-mennesket, står Muhammed som Guds profet som forbillede for sufierne. For de kristne betyder Kristus Guds absolutte sandhed og 'forbilledligheds kilde', mens Muhammed for muslimerne er et menneskeligt eksempel på, hvordan man udmønter Guds ord praktisk. Kristi efterfølgelse betegner - ifølge Kierkegaard - en uendelig fordring, mens efterfølgelse af Muhammed for muslimerne betegner et realistisk og fuldt anvendeligt religiøst krav. Et flertal af muslimerne kalder sig netop sunni-muslimer, dvs. dem, der følger Muhammeds praksis (sunna). For sufiernes vedkommende er det imidlertid karakteristisk, at de stiller et eksistentielt krav i forhold til efterfølgelse. De går ud fra, at Muhammeds efterfølgelse kun er mulig på baggrund af en tilsvarende troens overbevisning, som kræver individets personlige engagement og ikke fås automatisk ved at bekende sig til islam. Derfor taler de primært om den åndelige efterfølgelse af profeten, dvs. en efterfølgelse som realiseres gennem en række åndelige trin (ahwal).

Kierkegaards kritik af samtiden er yderst relevant for en nutidig kritik af islam. Den muslimske verden i dag kan - ligesom Kierkegaards "Christenhed" - betegnes som en verden, der er blevet "lidenskabsløs" og har glemt inderligheden. Hans diagnose af sin samtids åndløshed passer præcist på den (blandt muslimer) udbredte opfattelse af islam som en ideologi, hvor individet er blevet et nummer i mængden, og hvor spørgsmålet om individets etisk-religiøse omdannelse samt meningen med ihsân - forstået som religiøsitetens dyd - ikke længere spiller nogen rolle.

På samme måde som Kierkegaard kritiserer "Christenheden" for at misbruge Guds nåde og  forsømme Kristus som forbillede, ville en sufisk kritik af islam gå på muslimernes forhold til Muhammed som forbillede. Efterfølgelse af Muhammeds sunna er blevet til imitation af Muhammed (taqlîd), og sharî'a (som i virkeligheden betyder "vejen til sandheden") er blevet et synonym for et dogmatisk og uforanderligt regelsystem. Begreber som idjtihâd (nytolkning af Koranen og konkretisering af Muhammeds forkyndelse) og tawîl (forståelsen af Koranens dybere mening) har næsten mistet betydning for den muslimske selvforståelse.

Formålet med en sådan kritik ville være at fremstille troen som det højeste og som et forhold, der har med den ideelle målestok at gøre. På den måde ville troen som diskussionsemne udelukkende være relevant for dem, som "væsentlig [kan] tale". Ifølge Kierkegaard kan kun den væsentlig tale, der kan "væsentlig tie". På den anden side siger sufierne også: "Den, der har nået det højeste, er den, der tier om troen".

Dialogen mellem dem, der kan tale - og som samtidig har den nødvendige viden om hinanden - er et af vor tids krav, som ikke kan tilsidesættes. En sådan dialog mener jeg er mulig mellem Kierkegaard og sufismen - og dermed også mellem kristendommen og islam.

© Safet Bektovic, august 2004   

Artiklen gengives her med forfatterens tilladelse.

Se også:

AKHTAR, Shabbir: phd-afhandling om Søren Kierkegaard fra Cambridge University.

ASKARI, Muhammad Hasan Askari:
        Ibn-e 'Arabi and Kierkegaard. A Study in Method and Reasoning.
        http://www.urdustudies.com/pdf/19/26AskariArabiKierk.pdf
        Translator's Note (Muhammad Umar Memon)
        http://www.urdustudies.com/pdf/19/25MemonNote2.pdf
        THE ANNUAL OF URDU STUDIES 19/2004.

BEKTOVIC, Safet:
        * Troens lidenskab hos Søren Kierkegaard og i sufismen.
           Ph.d.-afhandling. Københavns Universitet, dec. 1999.
        * The Doubled Movement of Infinity in Kierkegaard and in Sufism.
           Islam and Christian-Muslim Relations, vol. 10, No. 3, 1999, pp.325-337.

HAWI, Sami S.: 
        * The Concept of Leap in Kierkegaard: A Phenomenological Description.
        * The Aesthetic Self in Kierkegaard: A Phenomenological Perspective.
           Iqbal Review 1996.

KASSIM, Husain:
        Existentialist Tendencies in Ghazzali and Kierkegaard.
        ISLAMIC STUDIES - Journal of the Islamic Research Institute, Pakistan.
        Vol. X, No. 2, 1971, pp. 103-128.

KHUNDMIRI, Alam:
        Secualrism, Islam and Modernity. Selected Essays,
        13. Iqbal and existentialist thinkers: Nietzsche, Kierkegaard and Heidegger.
        Sage Publications, New Delhi 2001.

SABIR, Ghulam: Kierkegaard and Iqbal, Startling Resemblances.
        Iqbal Academy Pakistan, 2004.

TUDVAD, Peter: Kierkegaard og Koranen
        KRISTELIGT DAGBLAD den 3. januar 2002