Komparative studier:

ISLAMISK, JØDISK
OG KRISTEN TIDSREGNING

Af Aminah Tønnsen

Månens faser er nemme at følge med det blotte øje, og derfor har månen helt fra de tidligste tider været brugt til at inddele tiden. Alle tidlige civilisationer havde en månekalender: babylonerne, grækerne, jøderne og ægypterne i Mellemøsten; azeterne og inkaerne i Vesten; kineserne og hinduerne i Østen. Efterhånden gik man mange steder over til at bruge en kombineret sol/månekalender: Man blev ved med at inddele året i måne-måneder, men man indsatte fra tid til anden skudmåneder (skud = indskudt), for at månederne skulle falde på samme årstid hvert år. Således gør man stadig i de religiøse jødiske, kinesiske og hinduistiske kalendere - til forskel fra den muslimske kalender, der udelukkende er baseret på månens faser.

DEN ISLAMISKE KALENDER

Araberne har fra tidernes morgen opkaldt årene efter historiske begivenheder: Den abessinske hærfører Abraha forsøgte - ridende på en elefant - at indtage Mekka. Han havde nogle år forinden været med til at indtage Yemen og havde dér ødelagt mange storslåede bygningsværker. Men Abraha og hans hær blev slået på flugt, og Ka'baen blev reddet fra ødelæggelse. Året, hvori denne begivenhed fandt sted (570), har man siden kaldt elefant-året. Det var også det år, Profeten Muhammad fødtes.
    Fra gammel tid havde araberne brugt en kombineret sol/månekalender med 12 måne-måneder, hvor man dog med 2-3 års mellemrum indføjede en ekstra måned for at følge årstiderne.
    Fire måneder er iflg. Islam hellige: Tre på hinanden følgende måneder dhûl-ki'da (11.), dhûl-hidja (12.) og muharram (1.) samt radjab (7.). I disse måneder er det forbudt (harâm) at føre krig. Man må dog forsvare sig, hvis man bliver angrebet.
    Når man nu indføjede en skudmåned sidst på året, blev der uorden i systemet, for så var det den indskudte måned, der blev hellig i stedet for muharram - hvis man skulle opretholde reglen om de tre på hinanden følgende hellige måneder.
    Under sin sidste pilgrimsfærd til Mekka år 632. (nogle måneder før sin død) blev Profeten Muhammad af Gud påbudt at indføre en ren månekalender.

For Gud er antallet af måneder 12 - således som Han forordnede, da Han skabte himlene og jorden. Fire af dem er hellige - det er den sande religion. Begå ikke synd (i disse fire hellige måneder), men forsvar jer mod hedningene, hvis de angriber jer. Vid, at Gud er med dem, der behersker sig. Sandelig! Det er ugudeligt at indføje en skudmåned. Derved bliver hedningene vildledt endnu mere. I et år (skudår) erklærer de den (muharram) for verdslig, og i et andet år (normalår) erklærer de den for hellig. For at nå op på det antal måneder, som Gud har gjort hellige, verdsliggør de, hvad Gud har gjort hellig (muharram)... (9:36-37) 

Ophævelse af skudmåneden betyder, at islamiske højtider ikke følger årstiderne:
    Måneåret er på 353-355 dage og er altså kortere end solåret, der er på 365 el. 366 dage. Derfor falder muslimske højtider hvert år 10-11 dage tidligere i forhold til den gregorianske (kristne) kalender. Eksempelvis startede fastemåneden i 1998 den 20. dec. og vil i 1999 starte allerede den 9. dec.
    Måneåret er opdelt i 12 måneder med 29 el. 30 dage (månen roterer omkring solen i løbet af 29 dage og knap 13 timer). Fastemåneden (ramadân) slutter ved nymånens tilsynekomst og kan således vare enten 29 el. 30 dage. For at årets første dag (1. muharram) altid skal falde sammen med den faktiske nymåne, forlænger man 11 gange i løbet af en cyklus på 30 år den 12. måned (dhul-hidja) med en skuddag (kâbisa):

 1.  muharram                (30)
 2. safar                         (29)
 3. rabî' ul-awwal (I)        (30)
 4. rabî' ut-thani (II)         (29)
 5. djumâd al-awwal (I)    (30)
 6. djumâd ut-thani (II)    (29)
 7. radjab                        (30)
 8. sha'bân                     (29)
 9. ramadân                    (29/30)
10. shawwâl                    (29)
11. dhûl-ki'da                  (30)
12. dhûl-hidja                 (29/30)

Kun ugens sjette og syvende dag, fredag og lørdag, har egentlige navne, hhv. jawm ad-djumu'a (forsamlingsdagen - den dag, man samles til ugens vigtigste bøn. Af samme rod: djamâ'a (moské, samlingsstedet)) samt jawm as-sabt (hviledagen - en henvisning til jødernes helligdag, shabbat). De øvrige dage betegnes som den første (al-ahad), den anden (al-ithnain) o.s.v.:

1. al-ahad           søndag
2. al-ithnain        mandag
3. at-thulâthâ      tirsdag
4. al-arbi'â          onsdag
5. al-khamîs        torsdag
6. ad-djumu'a      fredag (forsamlingsdagen)
7. as-sabt           lørdag (hviledagen)

'Alî ibn Abû Tâlib, Profetens fætter og svigersøn, foreslog, at man brugte udvandringen (hidjra) til Medîna år 622 A.D.  som udgangspunkt for den islamiske tidsregning. Dette blev vedtaget, og i skrivende stund hedder det islamiske år 1420 A.H. (Anno Hidjra).
    I Libyen begynder man dog tidsregningen ved Profetens død (år 632). Det er dog kun selve årstallet, der afviger fra den officielle islamiske kalender: Månedernes navne og længde følger den officielle islamiske kalender.
    I de fleste muslimske lande er det kutyme, at man f.eks. på aviser, kalendere, tidsskrifter og officielle dokumenter angiver datoen både iflg. den gregorianske og den islamiske kalender.
    Fødselsdage og nationale mærkedage fastsættes efter den gregorianske kalender, medens religiøse højtider udelukkende angives efter den islamiske kalender.

I Iran har man desuden en helt tredie kalender med 12 sol-måneder med 29, 30 el. 31 dage. Nytår (norooz) er på forårsjævndøgn den 21. marts; men ligesom i den islamiske kalender begynder man tidsregningen fra udvandringen til Medina (år 622) og skriver nu år 1378. Iranske kalendere har således tre forskellige navne til hver enkelt dag: Den gregorianske og den verdslige følger altid hinanden, medens den islamiske forskydes 10-11 dage hvert år i forhold til de to andre:

1. farwardin      21.3.-20.4.       (31)
2. ordibehest    21.4.-21.5.      (31) 
3. khordâd        22.5.-21.6.       (31)
4. tir                22.6.-22.7.       (31)
5. mordâd         23.7.-22.8.       (31)
6. shahrivar      23.8.-22.9.        (31)
7. mehr             23.9.-22.10.      (30)
8. âban             23.10.-21.11.    (30)
9. azar              22.11.-21.12.    (30)
10. dei              22.12.-20.1.      (30)
11. bahman      21.1.-19.2.         (30)
12. esfand       20.1.-20.3.         (29/30)

Muslimer i hele verden er år efter år optaget af spørgsmålet: Hvornår starter og slutter fasten egentlig? Det spørgsmål har givet anledning til både forvirring og utilfredshed.
     Det har nemlig fra Profetens tid været således, at fasten startede og sluttede, når en troværdig person havde set nymånen (hilâl) på himlen. Men ikke i alle lande går man så grundigt til værks som i Ægypten, hvor 10 videnskabsmænd sammen med hver én teolog HVER måned på 10 forskellige steder i landet spejder efter nymånen. I Saudi Arabien f.eks. har der stort set ikke eksisteret noget samarbejde mellem videnskabsmænd og teologer, og det har hidtil været teologerne, der alene har haft til opgave at spejde efter nymånen. Man lægger heller ikke skjul på, at der i de seneste år ind i mellem fra Saudi Arabien er udgået utroværdige oplysninger om nymånens tilsynekomst, idet 'over-ivrige' personer har 'set' nymånen tidligere, end det iflg. astronomiske beregninger skulle være muligt.
    Det har resulteret i, at muslimer f.eks. i Danmark har startet og sluttet fasten på forskellige dage - alt efter, i hvilket land de har hentet oplysningen om nymånens tilsynekomst. Ej heller i Iran starter hele befolkningen altid fasten på samme dag, og muslimer i Marokko starter ikke altid fasten på samme dag som naboerne i Algeriet.
    Det har stået klart i en årrække, at der er behov for at skabe en international islamisk kalender. På Malaysias universitet har man under ledelse af Dr. Mohammad Ilyas efter mange års videnskabelig forskning fundet en naturlig måne-datolinie, og man mener, at en månekalender i det lange løb vil være langt nøjagtigere end en solkalender.
    I okt. 1991 afholdtes i Malaysia en 'verdenskonference for den islamiske kalender'. Her erklærede teologer, at de principielt var indforstået med at samarbejde med videnskabsmænd m.h.t. til nymånens tilsynekomst; men der er stadig lang vej igen, før en international islamisk kalender vil være en realitet.
    Der findes forskellige modeller til at konvertere data fra muslimsk til gregoriansk tidsregning: Se Abu Tariq Hijazi og Johannes Lindner. I vore dage kan man på internettet ved en simpel indtastning omregne en dato fra den ene til den anden kalender.

www.islamicfinder.org/dateConversion.php?lang=english 

DEN JØDISKE KALENDER

Også jøderne bruger månens faser til at inddele tiden. Det almindelige jødiske år består af 12 måne-måneder med lidt mere end 29 1/2 dag i hver, hvor nymånedsdag (Rosh Chodesh) er en mindre festdag. 12 måne-måneder udgør i alt kun lidt over 354 1/4 dage, så for at de religiøse fester kan fejres på samme årstid hvert år (påsken om foråret, ugefesten om sommeren og løvhyttefesten om efteråret), har man kombineret sol- og måne-årene ved i kalendersystemet at indsætte en ekstra måned i visse år (skudår). Der er 7 sådanne skudår (med 13 måneder) i løbet af en periode på 19 år. Det betyder, at hvert 19. år mødes datoerne i den gregorianske og den jødiske kalender: I 1992 faldt det jødiske nytår (Rosh Hashana, 1. tishri) den 28. sept., og det vil det også gøre i år 2011.
    Reglen er, at de enkelte måneder har skiftevis 29 el. 30 dage, dog har de to måneder marcheshvan og kislev i nogle år begge 29 dage, i andre år begge 30 dage. I andre år går de ind i den normale ordning med henholdsvis 29 og 30 dage. Måneder med 29 dage kaldes chaser (ufuldstændige måneder), medens måneder med 30 dage kaldes malei (fuldendte måneder). De år, hvor der tilføjes en trettende måned, tilføjes denne måned efter adar. Den tilføjede måned kaldes adar sheni (den anden adar) i modsætning til den almindelige adar, som det år bliver kaldt adar rishon (den første adar). Adar måned har sædvanligvis 29 dage, men i skudår vil adar rishon have 30 dage, medens adar sheni kun har 29 dage.
    Det betyder i praksis, at almindelige år kan variere mellem 353 og 355 dage, medens skudår kan have mellem 383 og 385 dage:

efterårsmånederne:    
1. tishri                (30)
2. marcheshvan   (29/30)
3. kislev              (29/30)

vintermånederne:       
4. tevet                (29)
5. shvat               (30)
6. adar (rishon)    (29/30)
    (adar (sheni)   (29))

forårsmånederne:       
7. nisan               (30)
8. ijar                   (29)
9. sivan               (30)

sommermånederne: 
10. tamuz            (29)
11. aw                 (30)
12. elul                (29)

Oprindelig beregnede jøderne årenes tal således, som de folkeslag, de boede iblandt, gjorde. Det kunne være efter en bestemt konges tronbestigelse eller en stor sejr, som kongen havde vundet. Da man i Europa begyndte at tælle årene efter Jesu fødsel, var man nødt til at 'opfinde' et jødisk årstal, idet man dårligt kunne have Jesu navn i deres religiøse dokumenter. Man gav sig da til at regne bagud i Bibelen, og man startede tidsregningen ved verdens skabelse - el. sagt på en anden måde: ved den tid, i hvilken der iflg. jødisk tradition har eksisteret en form for civilisation på jordkloden.
    Der er en difference mellem den gregorianske tidsregning og den jødiske på 3760 år. Har man et jødisk årstal, trækker man blot 3760 år fra for at finde det tilsvarende årstal i den gregorianske tidsregning. Der er dog en difference i denne udregning, idet det jødiske år begynder 1. tishri (sept./okt.), medens den gregorianske kalender skifter årstal den 1. jan. I skrivende stund hedder det jødiske år 5759.
    Det jødiske døgn regnes fra solnedgang til solnedgang. Den jødiske uge begynder lørdag aften og slutter med shabbatdagen (den syvende dag). Det er også den eneste dag, der har et egentligt navn. De øvrige dage betegnes som den første (søndag), den anden (mandag) o.s.v.
    I bibelsk tid og i begyndelsen af den talmudiske periode var kalenderen ikke på forhånd fastlagt. Nymånedsdagen blev udråbt dagen efter, at to vidner uafhængigt af hinanden samstemmende fortalte den religiøse domstol i Jerusalem, at de havde set nymånen. Budskabet om den nye måneds begyndelse blev formidlet til jøderne i Palæstina og jøderne, der var bosat i Babylon, enten ved båltænding på bjergtoppene eller gennem sendebud. Nymånedsdagen har i ældre tid været fejret med store festligheder; men festens betydning er igennem tiderne blevet mindre. I synagogerne læser man dog stadig særlige afsnit af Torahen på nymånedsdage.
    Men jøderne har ikke altid været enige om denne måde at beregne tiden på:
     Månekalenderen indførtes vistnok i det 2. årh. f.Kr.; men nogle kredse søgte at holde fast ved solkalenderen. Det bevirkede, at forskellige befolkningsgrupper fejrede årets fester på forskellige tider. F.eks. fremgår det af én af Dødehavsrullerne, Sekthåndbogen, at Qumran-menigheden har forsøgt at fastholde solkalenderen, hvilket har været medvirkende til at uddybe kløften mellem Qumran-menigheden og jøderne i Jerusalem.

DEN KRISTNE KALENDER

For at bringe orden i ældre tiders rodede kalender, indførte den romerske kejser Julius Cæsar i år 45 f.Kr. en civil kalender med solåret på 365 1/4 døgn som grundlag. Tre på hinanden følgende år var på hver 365 døgn, det fjerde et skudår på 366 døgn. Inddeling i 12 måneder samt syvdagesugen blev fastholdt; men nytåret blev flyttet fra marts til 1. januar. For at få månederne til at passe med årstiderne, måtte der indsættes tre skudmåneder i år 46 f.Kr., der blev på 455 dage. Romerne kaldte senere året for forvirringens år.
    Det var imidlertid et problem for Kirken at få den civile romerske solkalender kombineret med kirkeåret, der byggede på den jødiske månekalender. Én af den kristne kirkes største højtider, påsken, falder nemlig på første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn den 21. marts - således som det blev bestemt på kirkemødet i Nikæa år 325.
    I år 525 fik paven en lærd munk ved navn Dionysius Exibuus til at udarbejde en ny påsketabel efter de dengang bedste videnskabelige principper. Han opstillede en påsketabel for det kommende århundrede, men manglede en betegnelse for de kommende år.
    Man havde tidligere brugt at opkalde årene efter de regerende konsuler, der sad ét år ad gangen og formelt var statsoverhoved; men man vidste jo selvfølgelig ikke, hvem der 100 år frem i tiden ville blive valgt til konsul.
    I begyndelsen af 500-tallet havde det endvidere været almindeligt at regne med antallet af år efter kejser Diokletians tronbestigelse i år 284 - og det blev man ved med i adskillige århundreder.
    Men kejser Diokletian havde stået for en systematisk forfølgelse af de kristne. De kaldte ligefrem hans regeringstid for martyr-æraen. Dionysius kunne selvfølgelig ikke bruge de kristnes ærkefjende som udgangspunkt for sin kalender.
    De gamle romerske historieskrivere havde beregnet årene siden Roms grundlæggelse; men der herskede uenighed om, hvorvidt Rom var grundlagt i år 752 el. 753 f.Kr, og Dionysius var bange for, at Kirken rundt omkring i Europa ikke ville acceptere en kalender, der kunne tolkes som tilkendegivelse af politisk underkastelse under Rom.
    Dionysius valgte derfor at bruge Kristi fødsel som udgangspunkt for sin kalender. Hvordan han så end fandt frem dertil, så fastslog han, at Kristus fødtes år 284 før kejser Diokletians tronbestigelse.
    Kalenderen blev hurtigt standard for hele den vestlige Kirke, der anså paven som sit åndelige overhoved, og i begyndelsen af 700-tallet udarbejdede den engelske munk Beda en kalender, der dækkede en komplet påskecyclus på 500 år.
    Så længe Danmark har været kristent, har man brugt datering efter Kristi fødsel. Det ældste skriftlige man har fra Danmark, hvor der overhovedet er en årstalsangivelse, siger selv, at det er skrevet 'i det et tusinde og femogtyvende år efter Herrens kødvorden'.
    Kalenderen blev brugt sideløbende med den civile romerske solkalender, og først i 800-tallet begyndte betegnelsen Kristi fødsel at optræde regelmæssigt i officielle dokumenter og breve. I 900-tallet begyndte også Kirken at bruge betegnelsen regelmæssigt.

Kalendersystemet blev justeret af pave Gregorius XIII. i år 1582 e.Kr. Man udlignede den siden Cæsars tid fremkomne afvigelse, der beror på, at solåret er på 365,2422 døgn, ved simpelthen at 'springe over' 10 dage i oktober måned. Denne kalender blev i år 1700 indført i Danmark under navnet den gregorianske kalender. Andre protestantiske lande indførte den samme kalender i det 18. årh., medens den først efter 1. verdenskrig indførtes i ortodokse lande.
    Brugen af solkalenderen spredtes efterhånden til Amerika og de af europæerne koloniserede lande; men månen bruges stadig for at beregne påsken. Så vi kan sige, at månekalenderen praktisk taget bruges over hele verden under én eller anden form.

Litteratur:

Gelting, Mikael: Kristen tidsregning. I VIDEN OM, DR juli 1992.

Hertz, J.H.: Det jødiske år. 
        I Jødedommen - en tekstcollage af Bent Melchior, 1990, pp.73-75.

Hijazi, Abu Tariq: Islamic Calendar International. 
        THE MUSLIM WORLD LEAGUE JOURNAL, vol. 11, nr. 4, jan. 1984, pp.35-37.

Ilyas, Mohammad: Islamic Calendar. The Challenge of a New Century. 
        THE MUSLIM WORLD LEAGUE JOURNAL, vol. 18, nr. 3-4, sept./okt. 1990, pp.25-27

Jørgensen, Bjørn Franck: Påsken allerede fastlagt i år 325.
        SØNDAGSAVISEN 11. april 2004.

Lexner, Bent: Den jødiske tidsregning.

Lindner, Johannes: Transformation von Daten der muslimischen in die 
        christliche Zeitrechnung und umgekehrt mit programmierbaren elektronischen
        Taschenrechnern. 
        DIE WELT DES ISLAMS, vol. 29, 1989, pp.30-40.

Mikkelsen, Morten: Munken der opfandt tidsregningen.
        POLITIKEN 23. sept. 1999.

Shamsi, F.A.: 
        Three Proposed Arabian Calendars with Special Reference to the Date of Hijrah. 
        THE ISLAMIC QUARTERLY, vol. 32, 1988 pp.139-172.

Skop, Aron: Jødedommen, pp.28-29.

© Aminah Tønnsen