Det har altid været mig en
gåde, hvad der får kristne til at tro, at troende muslimer skulle være
trælbundne. For enhver, der
selv har oplevet troens gave, må det da være åbenlyst, at tro ikke
lader sig påtvinge. Forsøger man at påtvinge tro, skaber man hyklere
slet og ret. Hvorfor skulle det være anderledes for muslimer?
Koranen påpeger, at intellekt og
handlefrihed er det, der adskiller mennesket fra den øvrige skabelse
(engle, dyr, natur). Derfor står det naturligvis ethvert menneske frit
for at vælge eller fravælge troen på Gud, at vælge eller fravælge
Guds vejledning og at vælge eller fravælge de forpligtelser, der følger
med troen. Et af Koranens maksimer er netop "Der kan ikke være tvang
i trosanliggender".
Med friheden følger ansvar: man
må stå til ansvar for sine valg og fravalg.
Med intellektet følger også en
forpligtelse til at bruge dette til gavn for skabelsen eller det fælles
bedste (al-maslaha), et fælles bedste på tværs af de kunstige skel, som
mennesker i deres dårskab sætter.
Og hvordan udnytter man bedst sit
intellekt? Ved at bruge sin sunde fornuft naturligvis, for der er intet
modsætningsforhold mellem fornuft og tro i islam. Igen og igen opmuntrer
Gud/Koranen menneskene til at reflektere, til at se sig omkring og prøve
at forstå, til ikke blindt og ukritisk at følge i andres fodspor, men
selv tage stilling.
Derfor er det også en
forpligtelse for muslimer at være kritisk over for fortolkninger og
udredninger af kildeskrifterne, der er blevet til op igennem tiderne under
helt andre sociale, kulturelle og politiske forhold – og revurdere deres
relevans i den aktuelle kontekst. Men jo mere man føler sig klemt i
samfundet, desto mere frygter man forandringer og søger tryghed i det
kendte og traditionelle.
Gud er kærlig og omsorgsfuld, og
derfor giver Han menneskene nogle pejlemærker for, hvorledes de bør leve
deres liv for at gavne sig selv og verden mest muligt. Med til denne
omsorg hører også at gøre menneskene bevidste om det ansvar og de
forpligtelser, de har over for sig selv, over for Gud og over for
skabelsen. Livet er ikke bare tant og fjas.
Det latinske ’religio’
betyder ’at være bundet til’. Det modsvarende arabiske ’dîn’
betyder ’at stå i gæld til’. At være troende muslim handler bl.a.
om at føle samhørighed med Gud. Med samhørighedsfølelsen følger en
ganske naturlig forpligtelse og et ansvar for alt det, Gud har skabt. Det
gælder også for kristne, vil jeg mene, for evangeliets frihed er vel
ikke uforpligtende og grænseløs.
Men hvorfor i alverden skulle en
forpligtelse blive til en spændetrøje for muslimer – og til frihed for
kristne? Det bliver den kun, hvis man som kristen sammenligner sine egne
idealer (Evangeliet) med modpartens (muslimernes) praksis. Hvis man
derimod har mod og mandshjerte til at sammenligne sine egne idealer
(Evangeliet) med modpartens idealer (Koranen) vil man se, at idealerne
langt hen ad vejen stemmer overens. Det gælder også værdier som
demokrati og menneskeret.
