Islamisk Studiebogssamling

ISLAMS FEM SØJLER I KORANEN OG I BIBELEN

BØN (SALÂT)

Lige fra tidernes morgen har bøn og taksigelse under én eller anden form udgjort en fast bestanddel af menneskers hverdag og højtider. Det fortælles, at Profeten Muhammad har sagt: "Bøn er nøglen til Paradis."
Den muslimske bøn involverer både hjerte, krop og sjæl – man kan ikke adskille det fysiske fra det åndelige. Muslimer beder, som Profeten Muhammad lærte sine samtidige at bede, og som det er beskrevet i Koranen og uddybet i Traditionssamlingerne (hadîth).
Hvis jøderne og de kristne ville bede som profeterne i Bibelen, ville deres bøn ikke adskille sig stort fra muslimernes.

Koranen:
Alle levende væsener og englene, som er i himlene og på jorden, bøjer sig for Gud. Ingen er hovmodige for Herren. De frygter alle Ham, der er højt hævet over dem, og de gør alt, hvad de befales at gøre. (16:49-50)

"Påkald Mig, og Jeg vil besvare jeres bøn. De, der er for hovmodige til at tjene Mig, vil ende i Helvede - dybt ydmyget!" (40:60)

Reciter, hvad du har fået åbenbaret og forret regelmæssig bøn, for bøn afholder (mennesket) fra skændige handlinger. At ihukomme Gud er uden tvivl det største i livet. Og Gud ved alt, hvad I gør. (29:45)

Søg Guds hjælp i tålmodighed, i vedholdenhed og i bøn. Det er visselig svært – undtagen for de ydmyge. (2:45)

Bibelen:
Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. (Matthæus 7,7-8)

Han (Jesus) fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. (Lukas 18,1)

Vær glade i håbet, udholdende i trængselen, vedholdende i bønnen! (Rom. 12,12)

Vær udholdende i bøn, våg med bøn og tak. (Kol. 4,1-2)

GUD ALENE ER TILBEDELSE VÆRDIG
Koranen slår udtrykkelig fast, at man udelukkende bør tjene/tilbede Gud:

Koranen:
Dig alene tjener vi, og Dig alene anråber vi om hjælp. (1:5)

Sand bøn tilkommer Ham alene. Alle andre, de påkalder ved siden af Ham, hører dem lige så lidt, som hvis de forsøger at drikke med fremstrakte hænder. Vildfaren bøn er spildt ulejlighed. (13:14)

Derfor vil muslimer ikke gerne kaldes "muhammedanere", da dette kunne fejlfortolkes som at man opfatter Profeten Muhammad som værende guddommelig og genstand for tilbedelse - hvilket IKKE er tilfældet og ville blive betragtet som afgudsdyrkelse slet og ret.

Bibelen:
Men glemmer du Herren din Gud og følger andre guder og dyrker og tilbeder dem, så kan jeg i dag forsikre jer, at I vil blive udryddet. (5. Mosebog 8,19)

Jesus svarede ham: "Der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene!'" (Lukas 4,8)

YDMYGHED I BØN
Hvis religiøse ritualer udføres rent mekanisk, pr. tradition eller for at stille sig selv til skue for omverdenen, da bliver de som et tomt hylster, meningsløse og ganske overflødige. Sand gudstro kræver nærvær og ydmyghed i højeste potens:

Koranen:
Vær påpasselige med (at overholde) bønnerne og (især) den mellemste. Og stå ydmygt og hengivent for Gud. (2:238)

De er troende, der føler en skælven i hjertet, når Guds navn nævnes, der føler sig styrket i troen, når de hører Hans tegn reciteret og sætter al deres lid til Gud, der forretter bøn og giver ud af det, Vi har forsynet dem med. Disse er de oprigtigt troende. De vil rangere højt for Herren, og de vil blive tilgivet og underholdt ypperligt. (8:2-4)

Påkald Herren med ydmyghed og i løndom, for Gud elsker ikke dem, der overskrider grænserne (for det sømmelige). Skab ej kaos på jorden, eftersom alt dér er ordnet på bedste måde. Og påkald Ham med ærefrygt og håb. Guds barmhjertighed er med de retfærdige. (7:55-56)

Hyklerne tror, de kan bedrage Gud; men (i virkeligheden) lader Han dem bedrage sig selv. Når de forretter bøn, gør de det uden oprigtighed, og blot for at blive set af andre; men deres tanker er ingenlunde hos Gud. De vakler frem og tilbage og kan ikke bestemme sig for hverken den ene eller den anden gruppe (tro eller vantro). Den, Gud lader fare vild, vil du aldrig kunne vise vejen. (6:142-143)

Bibelen:
Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. (Matthæus 6,5-8)

Alt det, de skriftkloge og farisæerne siger til jer, skal I derfor gøre og overholde; men I skal ikke gøre, som de gør, for de gør ikke selv, hvad de siger … alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker … Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! (Matthæus 23, 3, 5 & 13)

ÆRBØDIGHED FOR GUD
Selvom ingen troende tvivler på Guds allestedsnærværelse, så vil man dog især under bøn og ophold i gudshuse fornemme Guds nærhed så stærkt, at man uvilkårligt udfører nogle handlinger af ren og skær ærbødighed for Ham. F.eks. er det gammel skik, at man beder og betræder gudshuse barfodet:

Koranen:
Men da han kom til ilden, sagde en stemme til ham: "Oh Moses! Jeg er visselig din Herre! Tag derfor dine sandaler af (i Min nærværelse). Du befinder dig i den hellige dal Tuwâ." (20:11-12)

Bibelen:
Og Gud sagde: "Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord!" (2. Mosebog 3,5)

"Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er helligt!" Det gjorde Josva. (Josvabogen 5,15)

Det er endvidere gammel skik at tilhylle sit hoved på én eller anden måde under bøn og ophold i gudshuse. Iflg. islamisk tradition gælder dette dog kun for kvinder, og Koranen nævner intet om denne skik.

Bibelen:
Enhver mand, der beder eller taler profetisk med noget på hovedet, bringer skam over sit hoved. Men enhver kvinde, der beder eller taler profetisk med utildækket hoved, bringer skam over sit hoved; hun kunne lige så godt have raget håret af. Ja, for hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, kan hun lige så godt lade sig klippe. Men da det nu regnes for en skam, når en kvindes hår er klippet, eller hendes hoved er raget, skal hun have hovedet tildækket. ... Døm selv! Sømmer det sig, at en kvinde beder til Gud med utildækket hoved? Lærer ikke naturen selv, at det er vanærende for en mand at have langt hår, mens det er ærefuldt for en kvinde at have langt hår? Hun har jo fået håret som et slør. Der er måske nogen, som har lyst til at strides om dette; men vi har ingen sådan skik, og Guds menigheder heller ikke. (1. Korintherbrev 11,4-6 og 13-16)

At man ikke er påvirket den mindste smule af nogen form for rusmiddel, når man forretter bøn eller betræder gudshuse eller hellige områder, burde være en selvfølge:

Koranen:
Oh I troende! Nærm jer ikke bønnen, når I er berusede, (men vent) indtil I ved, hvad I siger. (4:43)

Bibelen:
Moses talte til Aron og sagde: "Når du og dine sønner går ind i Åbenbaringsteltet, må I hverken drikke vin eller øl, for så skal I dø. Det skal være en eviggyldig ordning for jer, slægt efter slægt, for at I kan skille helligt fra uhelligt og urent fra rent." (3. Mosebog 10,9-10)

Ingen præst må drikke vin, når han går ind i den indre forgård. (Ezekiel 44,21)

TIDEBØN
Koranen opfordrer de troende til at bede fem gange om dagen for at rense sjælen: mellem daggry og solopgang (fadjr), over middag (zuhr), om eftermiddagen ('asr), efter solnedgang (maghrib) og om natten ('ishâ'):

Koranen:
Bøn er foreskrevet de troende på fastsatte tider. (4:103)

Forret bøn ved dagens to yderpunkter og nattens første timer, for gode handlinger udvisker slette handlinger. (11:114)

Forret bøn fra middag og til natten falder på, og recitér Koranen, når morgenen gryr. Koranlæsning om morgenen vil blive bevidnet (af englene). Og forret bøn ud på morgenens små timer, det vil gavne dig meget. Snart vil Herren løfte dig til paradisisk glorværdighed. (17:78-79)

Lovpris Herren før solen står op, og før den går ned, om natten og ved dagens yderpunkter, at du må fred i sindet. (20:130)

Lovpris Gud ved aftentide, og når I står op om morgenen. Ham tilkommer himlenes og jordens pris. Og sent om eftermiddagen, når dagen begynder at gå på hæld. (30:17-18)

Bibelen:
Da Daniel fik at vide, at skrivelsen var udfærdiget, gik han hjem. I tagværelset havde han åbne vinduer, der vendte mod Jerusalem, tre gange om dagen knælede han og bad til sin Gud og takkede ham; sådan havde han altid gjort. (Daniel 6,11)

Syv gange daglig priser jeg dig for dine retfærdige bud. (Salmernes Bog 119,164)

Peter og Johannes gik op til templet ved bedetimen, den niende time. (Apostlenes Gerninger 3,1)

KALD TIL BØN (adhân)
Vi har travlt med dagens mange gøremål og er tilbøjelige til at glemme det vigtigste: bøn, lovprisning og taksigelse. Derfor kalder en mu'adhdhin de troende til bøn ved at råbe ud over land og by - i vore dage ofte suppleret af højttaleranlæg for at overdøve storbyernes larm. I andre traditioner benytter man trompeter eller kirkeklokker til at kalde til bøn og gudstjeneste:

Gud er større. (4 gange)
Jeg bevidner, der er ingen anden gud end Gud. (2 gange)
Jeg bevidner, Muhammad er Guds profet. (2 gange)
Kom til bøn. (2 gange)
Kom til frelse (el. fremgang). (2 gange)
Gud er større. (2 gange)
Der er ingen anden gud end Gud. (1 gang)

Koranen:
Oh I, som tror! Når der kaldes til bøn på forsamlingsdagen, da hengiv jer ivrigt til ihukommelse af Gud. (62:9)

Når I kalder til bøn, tager de vantro det som spot og leg, fordi de er uforstandige. (5:61)

Bibelen:
Herren talte til Moses og sagde: "Lav to sølvtrompeter; du skal lave dem som udhamret arbejde. Dem skal du bruge, når menigheden skal kaldes sammen, og når lejrene skal bryde op. Når der blæses i dem, skal hele menigheden samles hos dig ved indgangen til Åbenbaringsteltet." (4. Mos. 10,1-3)

AFVASKNING FØR BØN (wudû)
"Renhed er den halve tro" skal Profeten Muhammad have sagt, og bøn kræver ikke kun indre, men også ydre renhed:

Koranen:
’Oh I troende! Når I gør jer rede til bøn, vask da jeres ansigt og jeres hænder og armene til albuerne. Gnid jeres hoved med vand og vask jeres fødder op til anklerne. (5:7)

Bibelen:
Herren talte til Moses og sagde: "Du skal lave et bronzebækken og et bronzefodstykke til det til afvaskning, og du skal stille det mellem Åbenbaringsteltet og alteret og komme vand i. Aron og hans sønner skal vaske deres hænder og fødder i det." (2. Mosebog 30,18-19)

Han anbragte bækkenet mellem Åbenbaringsteltet og alteret, og han kom vand i det til afvaskning; Moses og Aron og hans sønner vaskede hænder og fødder i det. Når de gik ind i Åbenbaringsteltet, og når de trådte hen til alteret, vaskede de sig, sådan som Herren havde befalet Moses.(2. Mosebog 40,30-32)

Efter samleje, sædafgang, udflåd, menstruation og fødsel betragtes man som "ceremoniel uren" (djanâba) og skal bade hele kroppen (ghusl), før man atter kan udføre religiøse handlinger:

Koranen:
Hvis I er i en tilstand af ceremoniel urenhed, da skal I bade hele kroppen. (5:7)

Oh I troende! Nærm jer ikke bønnen i en tilstand af ceremoniel urenhed, før I har vasket hele kroppen. (4:43)

Bibelen:
Når en mand har samleje med en kvinde, skal de bade sig i vand; de er urene indtil aften.(3. Mosebog 15,18)

BEDERETNING (qibla)
Ingen troende er i tvivl om, at Gud er allestedsnærværende; men de første muslimer fulgte den gamle skik at vende sig mod Jerusalem i bøn. Efter udvandringen til Medina blev bederetningen efter guddommelig åbenbaring ændret til Mekka. Derved blev forbindelsen på smukkeste vis knyttet til Profeten Abraham, der netop i Mekka - sammen med sin førstefødte søn Ismael - byggede det første gudshus, Ka'baen, der nogensinde er blevet opført til ære for den ene sande Gud: Abrahams, Isaks, Ismaels og Jacobs Gud:

Koranen:
Gud tilhører Østen og Vesten. Hvor I end vender jer hen, er Gud til stede. (2:115)

Retfærdighed er ikke, om I vender jert ansigt mod øst eller vest. Retfærdighed er at tro på Gud og Den Yderste Dag, på englene, bøgerne og profeterne... (2:177)

Tåberne (el. de uforskammede, safîhîn) vil sige: "Hvad har bragt dem bort fra den bederetning (qibla), som de før holdt sig til?" Sig: "Østen og Vesten tilhører Gud. Han leder hvem Han vil til en lige vej."
Og således har Vi gjort jer til et midtsøgende fællesskab (ummatan wasatan), for at I må være forbillede og vidner for menneskene, og at Profeten må være forbillede og vidne for jer. Den bederetning, du (hidtil) har fulgt, havde til formål at skelne dem, der følger Sendebudet, fra dem, der vender ham ryggen. Forandringen var svær - undtagen for dem, Gud vejledte. Han vil visselig ikke lade de bønner, I bad (vendt mod Jerusalem) være værdiløse, for Han er medlidende og barmhjertig over for menneskene.
Vi har set dig (Muhammad) vende dit ansigt mod himlen, og Vi vil nu give dig en bederetning, du vil være tilfreds med. Så vend dit ansigt mod den Hellige Moské (i Mekka). Hvor I end befinder jer, vend jeres ansigt i den retning (når I beder). Skriftens Folk ved udmærket, at dette budskab er sandheden fra Herren (for dets komme er forudsagt i deres bøger). Gud er opmærksom på alt, hvad de gør. (2:142-144)

Hvor end du befinder dig, vend dig mod Den Hellige Moské (når du beder). Dette er visselig sandheden fra din Herre. Det er ikke ligegyldigt for Gud, hvad I foretager jer. (2:149)

Bibelen:
Da Daniel fik at vide, at skrivelsen var udfærdiget, gik han hjem. I tagværelset havde han åbne vinduer, der vendte mod Jerusalem, tre gange om dagen knælede han og bad til sin Gud og takkede ham; sådan havde han altid gjort. (Daniel 6,11)

BEDESTILLINGER
Under den islamiske bøn skifter den bedende mellem stående og foroverbøjet stilling (ruku'), samt knælende og med panden mod underlaget (sadjda).
En sammenhængende serie bevægelser, der udføres samtidigt med, at der fremsiges bestemte sætninger el. korancitater, kaldes rak'a - og hver bøn består af et bestemt antal rak'ât: Morgenbønnen består af to, middagsbønnen af fire, eftermiddagsbønnen af fire, solnedgangsbønnen af tre og nattebønnen af fire rak'ât:

Koranen:
Oh I troende! Bøj jer og kast jer ned (i bøn). Tjen Gud og gør gode gerninger, for at det må gå jer godt (i dette liv og i det kommende). (22:77)

Vi førte visselig Abraham til stedet for det Hellige Hus (og sagde): "Tjen ikke andre end Mig! Og helliggør Mit Hus for dem, der vandrer omkring det, der står, bøjer sig og kaster sig ned (i bøn)." (22:26)

Hvis I frygter (en fjende), da bed gående eller ridende; men når I (atter) er i sikkerhed, da ihukom Gud, som Han har lært jer, og som I ikke førhen var bekendt med. (2:239)

Bibelen:
Da bøjede manden sig dybt for Herren og sagde: "Lovet være Herren, min herre Abrahams Gud."(1. Mosebog 24,26)

Straks kastede Moses sig til jorden og sagde… (2. Mosebog 34,8)

Abram kastede sig ned, og Gud talte til ham. (1. Mosebog 17,3)

Da kastede Josva sig til jorden og sagde til ham… (Josvabogen 5,14)

Imens var Elias gået op på toppen af Karmel. Dér krummede han sig sammen mod jorden med ansigtet nede mellem knæene... (1. Kongebog 18,42)

Da bøjede Joshafat sig mod jorden, og alle judæerne og Jerusalems indbyggere faldt ned for Herren og tilbad ham… (2. Krønikebog 20,18)

Kom, lad os kaste os ned, lad os bøje os lad os falde på knæ for Herren, vor skaber, for han er vor Gud, og vi er hans folk, de får, han vogter. (Salmernes bog 95,6)

Og han (Jesus) gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad... (Matthæus 26,39)

DEN UGENTLIGE FÆLLES GUDSTJENESTE
Fredagen kaldes "forsamlingsdagen" - yawm al-djumu'a. Er man forhindret i at forrette de daglige fem bønner i en moske, opfordres man til i det mindste at deltage i bønnen fredag middag, hvor der holdes en prædiken (khutba) om forskellige religiøse emner.
Prædikanten (der ikke nødvendigvis behøver være den samme som bønnelederen) står på en prædikestol (minbar) til højre for bedenichen (mihrab).
I øvrigt afsluttes den vigtigste islamiske bøn, sûrâ al-fatiha, med ordet amen (âmîn).

Koranen:
Oh I troende! Når der kaldes til bøn på Forsamlingsdagen, da hengiv jer ivrigt til ihukommelse af Gud og lad jeres forretninger hvile imens. Det er bedre for jer, om I blot vidste det. (62:9)

Bibelen:
Ezra, den skriftlærde, stod på en platform af træ, der var lavet til formålet ... Ezra åbnede bogen i hele folkets påsyn, for han stod højere end hele folket, og da han åbnede den, rejste alle sig. Ezra priste Herren, den store Gud, og hele folket svarede med løftede hænder: "Amen, amen!" kastede sig til jorden for Herren. (Nehemias 8,4-6)

Efter bønnen bør man fortsætte sit arbejde, for dagen betragtes - i modsætning til den kristne søndag og den jødiske sabbat - ikke som egentlig hviledag:

Koranen:
Men når bønnen er afsluttet, da spred jer i landet og søg Guds nåde (ved at efterkomme jeres forpligtelser). Ihukom Gud tit og ofte, at det må gå jer vel. (62:10)

Bibelen:
Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde … For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet og med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den. (2. Mosebog 20,9-11)

Dette siger Herren: Tag jer i agt! I må ikke bære noget ind gennem Jerusalems porte på sabbatsdagen. I må ikke bære noget ud af jeres hus på sabbatsdagen. I må ikke gøre noget som helst arbejde; I skal holde sabbatsdagen hellig, sådan som jeg befalede jeres fædre. (Jeremias 17, 21-22)

PERSONLIG BØN
Den rituelle islamiske bøn afsluttes med en helt personlig bøn (du’a). Den kan også siges spontant på et hvilket som helst andet tidspunkt og på et hvilket som helst sprog. Det kan være en lovprisning, en taksigelse el. en bøn om tilgivelse, hjælp, vejledning el. a. Under den personlige bøn følger muslimer Profeten Muhammads sædvane: man vender sig mod Mekka, og stående el. siddende på hælene løfter man hænderne med opadvendte håndflader - men man vender ikke blikket mod himlen.

Koranen:
Dig alene tilbeder vi, og Dig alene anråber vi om hjælp. Vis os den rette vej. (1:5-6)

Da frygten havde forladt Abraham, og de gode nyheder havde nået ham, begyndte han at anråbe Os... (11:74)

Bibelen:
Da Salomo var færdig med hele denne bøn og bønfaldelse til Herren, rejste han sig foran Herrens alter, hvor han havde ligget på knæ med hænderne bredt ud mod himlen. (1. Kongebog 8,54)

Men da han kom til stedet, sagde han til dem: "Bed om, at I ikke må falde i fristelse." Og han fjernede sig fra dem så langt som et stenkast og faldt på knæ, bad og sagde: "Fader, om du vil, så tag denne kalk fra mig! Dog ske ikke min vilje, men din!" (Lukas 22:40-42)

Jeg vil hylde dig, min Gud og konge, jeg vil prise dit navn for evigt og altid. Hver dag vil jeg prise dig, jeg vil lovprise dit navn for evigt og altid. (Salme 145, 1.2)