Værdifællesskab:
Det paulinske
dilemma – er det vort?
Af Kamal Ahmad
Et kendt udsagn fra
Paulus er: Det gode som jeg ønsker at gøre, det gør jeg ikke, medens
det onde, som jeg ikke ønsker at gøre det gør jeg! Citatet bruges
ofte – måske for at understrege det vanskelige i at være menneske. Man
kan tale om godheden i forhold til det onde som et alment menneskeligt
dilemma, som rammer os alle. Dette forhold krydser de religiøse grænser
– eller rettere forholder sig til det evige forhold mellem menneskets
forhold både til Gud og til sine medskabninger. Menneskets frihed,
hvorledes den end defineres og forstås er forudsætningen for valget
mellem det gode og det onde. Dette forhold ville naturligvis være lettere
at forstå, såfremt vi har at gøre med veldefinerede, konstante og
synlige størrelser. Således forholder det sig ikke, idet vi har at gøre
med hjertets eller sjælens labile rum og selvforståelse, som oftest
bliver konkretiseret efter den foretagne handling eller ytring, hvis
konsekvens først bliver manifesteret hos modtageren – medmennesket.
Bevidst ondskab
De fleste vil nok mene, at ondskab er bevidst. Ondskaben er i religiøs
terminologi satans værk. Dette kan anskues og defineres på mange måder.
Man kan handle ondt, ubetænksomt med det onde til følge. Man kan også
undlade at handle – og med samme resultat. Ikke religiøse mennesker
anser tilværelsen for mere eller mindre tilfældig, medens religiøse
mennesker ser det godes og det ondes kamp i en dualistisk
tilværelsesmønster. Kristne såvel som muslimer må nødvendigvis også
forholde sig til disse spørgsmål. Traditionelt opererer kristendommen
med arvesynden, medens islam anser et menneske som syndfrit ved fødslen.
Ud fra disse to så forskellige holdninger er det nærliggende at forstå,
at begreber som synd og frelse
både i baggrund og i forløb må være forskelligt for den kristne og
muslimen. Den kristne vil tilskrive synden adamitisk oprindelse, medens
muslimen mere konkret står i Adams valgsituation, hvor det forkerte valg
bliver overtrædelsen og fraværet fra Gud, hvilket leder mennesket til
fortvivlelsen.
Bevidst godhed
Bevidst godhed eller bevidstheden om, at nu skal jeg være god og udvise
godhed er et ømtåleligt spørgsmål, da man let falder i selvgodhedens
og egoismens fælde. Bevidst godhed er som en dragt man kan iføre sig ved
specielle højtidelige lejligheder eller fester. I Danmark er der f.eks.
mange, der vil være specielt gode til jul – og hos muslimer er der
nogle, som i forbindelsen med fastemåneden vil være særlig gode. Denne
godhed er villet, og man har overskud til den – man har råd til
godheden både økonomisk og sjæleligt. I denne rækkefølge skal denne
"lejlighedsgodhed" eller belejlige godhed forstås. Nogle vil
endog øve sig i at være god – men er dette godhed.
Men hvad er da
godhed?
Såfremt man spørger om hvad ondskab eller krig er, så kan man få en
masse eksempler eller svar. Men hvis man stiller det samme spørgsmål
vedrørende det gode, så vil man vanskeligere kunne svare. Enten bliver
svaret overfladisk eller givet i en form af en negation – godhed er
fravær af det onde eller noget ondt. På den anden side må godhed også
vises i praksis, idet man kan stille spørgsmålet om godheden ikke er
aktivt handlende og aldrig neutral. Dette kan belyses ud fra spørgsmålet
om en søjlehelgen eller en eremit i sin ensomhed kan udvise godhed?
Hvorfra
udspringer godheden? Jesus sagde: Hvorfor kalder I mig god, da der kun
er en der er god – nemlig Gud. Ikke desto mindre udviste Jesus
godhed. Herom er den kristne og muslimen enige. Kan man da lære godhed,
eller er den noget andet? Selvfølgelig kan mennesket arbejde med sig
selv. Man kan bekæmpe sin egoisme, sin behagesyge, sin nydelsessyge, sin
griskhed, sin misundelse, sin vrede, sit frådseri og sin dovenskab. Før
man ser sig om erstattes disse negative udtryk og holdninger af f.eks.
ego-markedsføring, hyperaktivitet, ønsket om evig ungdom, ironi og
nedladenhed samt ønsket om at følge tidens trend. De først nævnte er
bl.a. regnet som værende dødssynder i den katolske kirke, de sidst
nævnte er moderne afledninger heraf. Men hvad lærer islam om godhed?
Hvor er dens kilde, og hvorledes manifesteres den? Koranen siger:
Og
blandt mennesker er der den, der ville sælge sin sjæl for at vinde
Allahs velbehag. Og Allah er mild mod tjenerne (2:208)
Lad dem
da kæmpe for Allahs sag, de der vil sælge dette nærværende liv for det
kommende. Og den, der kæmper for Allahs sag – om han sejrer eller
falder – Vi vil give ham en stor belønning (4: 75 )
Der er
sandelig kommet til jer fra Allah et lys og en klar Bog, hvormed Allah
leder den, som søger Hans velbehag, (langs) fredens veje, og Han fører
dem ud af mørket ind i lyset efter Sin vilje, og Han leder dem til den
rette vej. ( Sura Al-Ma ’idah vers 16 – 17 )
Sig: Min
bøn og mit offer og mit liv og min død er helliget Allah, verdenernes
Herre ( Sura Al-An’am vers 163 )
Den der
giver sin rigdom bort for at rense sig, den der ikke skænker nogen sin
nåde for at blive gengældt, men kun søger sin Herres, den Højestes,
velbehag. Og Han vil snart have velbehag i ham ( Sura Al-Lail vers 19 –
22 )
Af ovenstående vers
ses det klart, at nærheden til Gud spiller en altafgørende rolle for
godhedens opfyldelse. Det er der, hvor mennesket fortrænger sit eget ego,
at Gud klarest manifesteres. Mennesket tror, at vi af egen kraft og med
egen viden og indsigt kan gøre det gode. Vi har svært ved at forstå, at
der hvor vi træder tilbage for at give plads eller frem for at handle
eller forsvare den svage – der handler Gud. I Profeten Muhammads ( sa )
tilfælde var det så klart, at når Profeten ( sa ) kastede eller
handlede, så var det Gud som handlede. Når Jesus ( as ) helbredte
eller gjorde undere, så var det Gud, som handlede.
Hvad siger Hadith
eller traditionen?
Islam er ingen sekulær tro. Alle tilværelsens aspekter indgår som noget
naturligt i det religiøse mønster. Muslimen siger ikke: "Dette for
mig og dette for Allah. Som Guds skabning er mennesket ansvarligt.
Muhammad ( sa ) sagde herom:
Venskab
For de troende er det karakteristisk, at de deler hinandens bekymringer…
I deres hengivenhed og kærlighed samt i venskab er de troende som lemmer
på det samme legeme, hvis en enkelt lider, vil hele legemet føle feber
og være besværet.
Når du er blevet gode venner med en person, tvivl ikke på vedkommende og
gør ingen forespørgsler hos andre om ham, da du måtte komme til at
spørge nogen, som er fjendtlige overfor ham, så de fortæller noget
usandt, hvilket vil ødelægge jeres venskab.
Den bedste ven i Allahs øjne er det menneske, som behandler sine venner
bedst.
God
opførsel
God opførsel er det halve af troen….. Allah har åbenbaret til mig, at
I skal anstrenge jer vedrørende indbyrdes ydmyghed, så ingen begår
overtrædelser mod hinanden, ej heller praler vedrørende overhøjhed
vedrørende andre.
Et venligt ord er at regne som almisse…. At man skulle ledsage sin
broder for at hjælpe ham er bedre for et menneske end at tilbringe to
måneder i tilbagetrukkethed i moskeen…. At spise sammen med sin tjener
er godhed….. Husk din pligt mod Allah, og forsøm ikke det mindste gode,
som du kan udrette – selv om det blot er at skænke vand til en tørstig
eller at møde din broder med et smilende ansigt.
Venlighed
Såfremt du har handlet ilde mod nogen, skynd dig at handle venligt mod
ham…. Han som har det i sin magt at handle godt mod sin broder skal
fortsætte hermed….Det er Allahs tilgivelse mod Sine tjenere, som får
Ham til at skjule deres fejltagelser på jorden….
Forældreløse
Det bedste muslimske hjem er det, hvor en forældreløs bliver behandlet
med venlighed, og det værste er det, hvor en forældreløs bliver
dårligt behandlet….. Han som opdrager tre forældreløse godt, er at
regne som en person, der tilbringer sine nætter i bøn og faster dagen
igennem eller kæmper for Allahs sag. Sådan en person vil være så tæt
på Paradis som min første finger er til den anden….Ønsker du at
blødgøre dit hjerte og de trængsler lettet, så vær venlig mod en
forældreløs. Klap hans hoved og bespis ham med det, du selv spiser. Dit
hjerte vil blive blødgjort, og dine trængsler vil blive lettere.
Godhed
mod dyr
Den person som uden grund dræber selv en spurv, er ansvarlig overfor
Allah på dommens dag…… Allah har foreskrevet godhed mod alle
skabninger, når du må dræbe dem, brug så den bedste metode, og når du
slagter et dyr gør det barmhjertigt, gør kniven skarp og sørg for at
det lider mindst muligt.
Godhedens opfyldelse
Godhed har mange praktiske
udtryksformer, disse er f.eks.: Opfyldelse af løfter, afholdenhed,
selvkontrol ( af vrede ), samarbejde, hjælpe nødlidende, kæmpe for
sandheden, taknemmelighed, ydmyghed, tålmodighed, omsorg for nødlidende,
oprigtighed og sandhedskærlighed og uselviskhed.
Koranen
understøtter ovenstående punkter med mange vers. I denne sammenhæng
skal det blot understreges, at mennesket – her den kristne og muslimen -
netop gennem dette at forholde sig til det praktiske livs krav og
spørgsmål som udgangspunkt søger Gud. Nogle vil da sige, at man så
kaster ansvaret over på Gud for derved at fornægte sit eget ansvar. Det
svært forståelige og næsten uudsigelige her er hengivelsens moment. Der
hvor du hengiver dig i Guds vilje, der tjener du dine medmennesker – og
dit ego transmitteres gennem godheden til et kærlighedens spejl.
Himlens fugle og markens liljer
Menneskets problem er, at det bekymrer sig for livet samtidig med at det
ikke vil give afkald på det – eller på noget som helst. Hengivelsen og
lydigheden hører også sammen. Nogle ser disse som modsat rettede
størrelser. Lydigheden og hengivelsen er forholdet til liv død, Gud og
mennesker. Vi har ikke svært ved at forstå, at andre bør være os
lydige og hengivne. Den religiøse fordring er det modsatte. Himlens fugle
og markens liljer spørger ikke. De er eksisterende og lydige mod deres
bestemmelse. Uden bekymring bør mennesket da også følge sin
bestemmelse. I Mattæus-Evangeliet siges det tydeligt: Men
søg først Guds rige og Hans retfærdighed, så skal alt andet gives jer
i tilgift ( vers 33 ).
I dette punkt
befinder det paulinske dilemma sig – altså mennesket vil det ene og
gør det andet. Spørgsmålet er om mennesket ved egen kraft kan komme
over dette punkt. Koranens lære er klar. Den første søjle i islam –
nemlig trosbekendelsen siger klart, at der ikke er nogen der er tilbedelse
værdig med undtagelse af Allah, og Muhammad er Hans sendebud. Almagten og
hengivenheden, Allah og Muhammad ( sa ) er for muslimen vejen til fred. Da
Jesus blev spurgt om lovens første bud citerede han Shema Israel – den
jødiske bekendelse, nemlig at du skal elske Herren din
Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og hele dit sind. Dette er det
første og største bud. Der er et andet, som er dette ligt: Du skal elske
din næste som dig selv. ( Mattæus-Evangeliet vers 37 – 39 ).
Jesu’ svar til de
skriftkloge er ikke i modstrid med ovenstående vers fra Koranen. Ej
heller kan det siges, at være i modsætning til jødedommen, da det
citerede er den jødiske trosbekendelse. Menneskets dilemma er fraværet
fra Gud, men ikke Guds fravær fra mennesket. Himlens fugle og markens
liljer skabes og opretholdes af Gud – således også med mennesket. Vor
eksistens, alle vore åndedrag er afhængige af Ham. Vor virkelige
eksistens er hos ham. Fravær fra Ham er som det menneske, der for at slå
tiden ihjel, lader sig underholde. Dette mennesket, som uden at sanse
virkeligheden tror, at nydelsen og æstetikken er virkeligheden. For det
første er det bundet af relativiteten vedrørende nydelse og tid –
hvilket er æstetikerens problem. Derfor ved han ikke, hvor og hvornår
han skal træde i eksistens! Ved vi det?
Såfremt vi er
blevet skænket denne indsigt, bør vi i taknemmelighed udbryde Gud være
priset - Alhamdollilah!
© Kamal Ahmad
Denne artikel har tidligere været
offentliggjort i SAMEKSISTENS nr. 3/1999 og gengives her med
forfatterens tilladelse.
