Værdifællesskab:

HØJTIDER
I FLERRELIGIØSE SAMFUND

Af Aminah Tønnsen

Når julen nærmer sig, vandrer mine tanker ikke kun tilbage til min barndoms jul, men også til julen 1967, hvor jeg fik mit livs overraskelse: På vej til julehygge, juletræ og rugbrødsmadder hos den danske præst i Øst-Jerusalem, blev jeg og en gruppe danske unge mødt af julebelysning ved Damaskus-porten, der fører ind til Jerusalems gamle bydel. Engelsk/amerikansk julemusik strømmede ud af højtalere i hele kvarteret, og vi blev på den måde mindet om, at der bor mange kristne arabere i Jerusalem.

Tre år senere, da jeg som nygift havde bosat mig i min mands hjemland, Marokko, ventede der mig endnu en overraskelse: Min mand havde året forinden holdt jul sammen med mig og min familie i Flensborg; og uden at jeg havde nævnt det med et eneste ord, begyndte han i midten af december at se sig om efter et juletræ, for naturligvis skulle vi holde jul, som jeg var vant til fra mit fødeland. 
    Vi kørte op i Atlas-bjergene en weekend. Der var cedertræer i alle størrelser; men grantræer så vi naturligvis ikke så meget som skyggen af - og vi havde nok også bevæget os på kanten af loven, hvis vi var gået på privat skovhugst... Senere fandt vi ud af, at man i nabobyen Meknes, hvor der boede en hel del franskmænd, kunne købe juletræer på torvet i ugen op til jul. Det blev ikke til et grantræ, men grønt var træet da. Næsten samtidig ankom en stor pakke hjemmefra med glanspapir, stjernestrimler og lyseholdere - og så var  julen reddet.
    Da vi nogle år senere flyttede til Rabat, stødte vi sommetider i december måned på et par julemænd, der fjollede rundt på torvet og under palmerne på Avenue Ben Abdallah. Det var både pinligt og malplaceret, syntes jeg - for vi var jo trods alt i Afrika!

Men samtidig med, at vi holdt jul hjemme hos os selv, deltog vi naturligvis også i de muslimske højtider i storfamiliens skød: Offerfesten, festen for fastens afslutning, markering af Profetens fødselsdag og børnefesten achoura. For mig blev det en naturlig ting at deltage - jeg var jo medlem af familien. Alle religiøse højtider har også et folkeligt islæt, og det siger sig selv, at de muslimske højtider for mig dengang ikke havde samme betydning som for resten af familien - for mig var det familiesammenkomster slet og ret. F.eks. har jeg i mere end ti år deltaget i offerfesten uden at være klar over, at den havde religiøst indhold og kunne relateres til Abraham og Ismael! Ingen fortalte mig sammenhængen - og jeg spurgte ikke, men antog den for at være en arabisk tradition slet og ret. Og lige så længe var jeg uvidende om, at det, der i Marokko er en børnefest, achoura, er en religiøs mindedag for shi'a-muslimer.
    For min bekendt, en jævnaldrende tysk dame, blev det naturligt at deltage i jødiske højtider sammen med sin muslimske familie, idet den stammede fra et område, hvor den i generationer havde levet side om side med den fortrinsvis jødiske befolkning. Nu var det hendes mand, der som ældste søn i familien plejede de tætte personlige relationer ved at deltage i jødiske højtider og mærkedage.
    Også i mange andre lande er der lang tradition for, at man lykønsker hinanden og - som noget ganske naturligt - deltager i hinandens fester. Fælles erfaringer og oplevelser skaber sammenhold og fællesskabsfølelse og er med til at forhindre angst for det 'anderledes', der er kimen til splittelse og ufred.

Men hvorledes takler vi så den hjemlige situation?
    Efter min opfattelse er der en tydelig forskel på at være vært og gæst. Jeg kunne i dag ikke drømme om at fejre jul i mit eget hjem, for julens religiøse kerne er en mindehøjtid for Jesus' fødsel - ikke Profeten Jesus, som jeg tror på, men Jesus Guds søn, frelseren og forsoneren. Jeg har derimod ikke noget imod at deltage i andres julefest som gæst og hygge mig sammen med mine værter - ligesom jeg intet har imod, om kristne deltager i mine højtider i mit eget hjem.
    Koranen fortæller os, at vi ikke må gøre forskel på profeterne (4:152), og hører man til dem, der markerer Profeten Muhammads fødsel med koranlæsning og bøn, så ville man også med god samvittighed kunne markere Profeten Jesus fødsel med bøn og læsning af de passager i Koranen, der fortæller om Jesus' liv og levned; men egentlig fest eller højtid kan efter min opfattelse ikke komme på tale.

En fest eller højtid betyder ikke andet eller mere end det, den enkelte selv lægger i den. Den samme fest kan for nogle have en dyb religiøs betydning, medens den for andre blot er en hyggelig sammenkomst med kulturelt islæt. 
    Derfor er det mig ganske ubegribeligt, at nogle herboende muslimer fastholder, at man ikke bør deltage i kristne højtider - af lutter frygt for, at man skal blive så glad for at klippe julehjerter, danse omkring juletræet og spise ris à l'amande, at man føler sig fristet til at konvertere til kristendommen. Hvis der ikke skal mere til, så er man nok ikke så rodfæstet i sin egen tro, at det bliver et synderligt tab for det muslimske fællesskab.

Som altid gælder det for mindretal om at holde tungen lige i munden. Følger man kritikløst flertallet, ender man med ikke kun at miste omverdenens respekt, men også sin selvrespekt.

© Aminah Tønnsen, december 1999   

Den seneste tids debat om, hvorvidt muslimske skoleelever må holde fri i forbindelse med de muslimske højtider, må efter min opfattelse gå hånd i hånd med en intern muslimsk diskussion om, hvorvidt det er rimeligt, at man stadig indretter sine højtider efter nymånens fremkomst i Tyrkiet, Pakistan, Marokko ... eller Mekka.
    Dette har nemlig bevirket, at de forskellige muslimske grupperinger i Danmark ofte starter og slutter fasten en dag forskudt, idet der er forskel på, hvornår man i de forskellige oprindelseslande ser nymånen, der markerer fastens afslutning - og dermed datoen for fastebrydningsfesten.
    Dette er meget frustrerende for folkeskoler og andre uddannelses-institutioner. Og hvis disse skoler vil være imødekommende over for de muslimske elever ved at give dem en eller to fridage i anledning af højtiden, bør muslimerne til gengæld fastlægge deres højtider efter astronomernes beregninger. Derved er tidspunkterne for højtiderne fastlagt på forhånd, og skolerne kan tilrettelægge deres undervisningsplan herefter.

Det kræver nytænkning hos mange muslimer; men man kan ikke tage imod en fremstrakt hånd uden til gengæld at gøre sit til, at ordningen bliver nem at administrere. Man må yde for at kunne nyde.

© Aminah Tønnsen, august 2003   

Den 29. december 2002 kunne man i flere af landets aviser læse, at (citat) "ni Amager-sogne har planer om at missionere og forkynde det kristne budskab blandt etniske minoriteter på Amager."
    Sognepræst ved Sundby Kirke, Leo Kamstrup Olesen, bliver i Berlingske Tidende citeret for at have sagt, at "man godt kan være en god og samfundsnyttig borger i Danmark, selvom man ikke er kristen - men man kan ikke være dansker. For mig er det at være dansker og at være kristen to alen ud af et stykke."
    Hans udtalelser har naturligvis ikke fået lov at så uimodsagt. Og eftersom udtalelserne faldt mellem jul og nytår, kan jeg ikke lade være med at citere fra en kommentar, som jeg i 1998 sendte til Politiken i anledning af en herboende tyrkisk sociologs artikel i samme avis med overskriften "Hold jul og vær en god muslim":

"Man skal høre meget, før ørerne falder af. For et par år siden proklamerede tyrkiskfødte Mehmed Ümit Necef, at sex mellem muslimske indvandrermænd og danske kvinder ville fremme integrationsprocessen. Nu skal muslimer efter MÜNs opfattelse gudhjælpemig fejre jul for at "skaffe sig en plads i det gode selskab". Det næste bliver vel, at han opfordrer os til at lære vore 12-årige børn at drikke spiritus for at være med til at opretholde danske unges Europa-rekord i druk. ...
    Selv er jeg ikke blevet mindre dansk af i snart tyve år ikke at have fejret hverken jul, påske eller pinse. Tværtimod har min tro hjulpet mig til at bevare min danskhed og ikke kaste mig næsegrus for amerikansk imperialisme, arrogance, selvtilstrækkelighed og overforbrug. Min tro hindrer mig ej heller i fortsat at værdsætte og hente inspiration i højskolesangbogen og hos Kierkegaard, Grundtvig, Carl Nielsen, Krøyer, Benny Andersen og alle de andre danske kulturpersonligheder. Og mit hjerte slår stadig en koldbøtte, når jeg på rejser i udlandet ser et Dannebrog vaje. Jeg er dansk - for som sydslesviger har jeg fået glæden ved Dannebrog, dansk kultur og det danske sprog ind med modermælken; men jeg er ikke nationalist, for al ekstremisme er farlig og tegn på åndelig og menneskelig afstumpethed.
    Julen - som vi kender den i dag - er et blandingsprodukt af den hedenske midvinterfest, den romerske saturnaliefest (som var et gevaldigt æde- og drikkegilde) og den kristne fejring af Guds søns fødsel - tre højst uislamiske elementer. Hvorfor i alverden skulle jeg som muslim så holde jul? I øvrigt burde ingen troende med respekt for sig selv og sin Gud medvirke til, at millioner af unge, sunde grantræer hvert år bliver ofret blot for at pryde hjemmene en kort stund - hvilket spild af Guds nådegaver.
    Jeg har intet imod, at mine børn "juler" i skolen. Jeg siger ej heller "nej tak", når den kristne del af min familie inviterer os til deres jul - ligesom jeg bliver glad, når de deltager i vores festligholdelse af fastens afslutning. Det er skik mange steder ude i verden, at man deltager i hinandens fester og højtider; men der er forskel på at være gæst og være vært.
    Hvis danskerne vil blotte julen for dens religiøse indhold og degradere den til et æde-, drikke- og gaveorgie - så er det deres egen sag; det ønsker jeg ikke at medvirke til. Lige så lidt som jeg ønsker at se muslimske højtider degraderet til sammenkomster med eksotisk mad og mavedans, fuldstændig blottet for religiøst indhold.
    Det er ganske naturligt, at kulturer påvirker hinanden, men fri os for religionsblanderi! Vi har hver især vore religiøse højtider og traditioner. Lad os kalde dem ved deres rette navn. Lad os værne om dem og holde dem i hævd som det sig hør og bør. Lad os respektere, at vor nabo muligvis har andre højtider og skikke end vi selv. Lad os glæde os sammen med ham og give ham rum til at dyrke sin tro og bevare sin religiøse identitet. Den oprigtigt troende, der hviler i sig selv som menneske, vil ikke føle sig generet af en moské og en muadhdhins kald til bøn - eller af en kirke og kirkeklokkers kimen, men tværtimod glædes over fællesskabet i Gud.
    En rig og stærk nation er en nation, der forstår at give plads til en naturlig mangfoldighed i befolkningen - og at skabe enhed i den selv samme mangfoldighed. Enhed forudsætter ikke nødvendigvis hverken enighed, ensartethed eller ensretning."

Jeg fik kommentaren retur - den var nok ikke politisk korrekt; men begrundelsen for afslaget var den sædvanlige: Vi modtager hver uge ... har ikke plads ... vi beklager ...

© Aminah Tønnsen, januar 2003     

Se også: Eid-hilsener
            Fastebrydnignsfesten
            Offerfesten
            Skal ansatte muslimer selv kunne vælge sine helligdage?

Litteratur:

ALEV, Fatih:
          Julen set med muslimske øjne. KRISTELIGT DAGBLAD 21. december 2002.

GHOZLAN, Basim: Muslimer og julefeiring
http://www.islam.no/newsite/content/default.asp?Action=Article&nTopPage=4&nPage=&nATID=140 

DANNEMAND, Henrik:
          Spiser man virkelig and til jul? BERLINGSKE TIDENDE 20. december 2002.

DANSK FLYGTNINGEHJÆLP: 
          Jorden fester. Specialpædagogisk Forlag 2001.

DORODIAN, Massi:
          Julen er børnenes fest. ETNICA nr. 66, december 1998.

HENEGHAN, Tom:
          France mulls official Muslim, Jewish holidays
          http://www.muslimnews.co.uk/news/news.php?article=6451 

HERMANSEN, Line Grove: 
          * Jul i et multikulturelt samfund. KRISTELIGT DAGBLAD 8. december 1999.
          * Julen er også for muslimer. KRISTELIGT DAGBLAD 10. december 1999.

FATWA ISLAMONLINE.NET:
          Can Muslims celebrate Christmas?
          Celebrating Christmas with Christian Parents
          May I celebrate Christmas with my Christian mother?
          A new convert torn between celebrating Eid and Christmas
          As a new Muslim, can my kids celebrate Christmas?

JENSEN, Maria Becher:
          Flæskesteg og ramadan. POLITIKEN 11. december 1999.

Khankan, Sherin:
          Forholdet mellem julen og ramadanen  KRISTELIGT DAGBLADS religionsdebat

LEXNER, Bent:
          Dansk jul set med jødiske øjne. KRISTELIGT DAGBLAD 20. december 2002.
          Jøderne holder juleløs jul. Religion.dk 12. december 2005.

LINGREN, Carsten:
          Årets fester - i det multikulturelle Danmark. Borgen, 2002

MUHAMMAD, Umm:
          The Observance of Mawlid an-Nabawi and Other Birthdays. Jeddah 1994.

MUSLIM NEWS:
          Muslim Holidays earn growing recognition in U.S.

NECEF, Mehmet Ümit:
          * Muslimsk jul. MELLEMØST INFORMATION februar 1994.
          * Hold jul og vær en god muslim! POLITIKEN 27. december 1998.
          * do. i BERLINGSKE TIDENDE 22. december 1997.

NEDERGAARD, Ulla: 
          Muslimsk jul med rødkål og mandel. KRISTELIGT DAGBLAD 24. december 1990.

POULSEN, Allan:
          Jul i det multietniske sammenhold. INFORMATION 19. december 2001.

POULSEN, Ulla:
          Julen er vældig hyggelig. KRISTELIGT DAGBLAD 18. december 1999.

SAQIB, M.A.K.: A Guide to the Celebration of 'Eed. Jeddah 1993.

ARAB NEWS 31. december 2005: Many in Kingdom celebrate New Year's secretly