Værdifællesskab:
VÆRDIDEBAT
OM - OG TIL GAVN FOR - ALLE
I slutningen af september d.å. skete
der noget - efter min opfattelse - bemærkelsesværdigt i vort
naboland England:
Landets sundhedsminister Tessa Jowell bebudede - iflg.
the Times 24.9.1999 - at regeringen til næste år vil komme med nye
retningslinjer for landets familieplanlægningsklinikker: For fremtiden skal
de - når unge piger henvender sig til dem for at få p-piller - lære
pigerne at sige NEJ til sex. Ministeren forklarede, at man ofte på
klinikkerne oplevede, at unge piger, der henvendte sig for at få p-piller,
slet ikke ønskede at være seksuelt aktive - men følte sig presset, fordi
de troede, at deres
veninder var det. I virkeligheden ville de meget hellere lære at sige NEJ.
Fire dage senere bragte the Times en ultra-kort og meget
rammende kommentar: "I stedet for at lære pigerne at sige nej - hvorfor så ikke
lære drengene at lade være med at spørge??"
Den engelske sundhedsministers udspil
var en udløber af en tragisk hændelse: En pakistansk far havde dræbt sin
egen datter, fordi hun var blevet for 'engelsk' og havde plettet familiens ære
ved at gå i byen uden hans tilladelse.
Forleden afholdt Mellemfolkeligt Samvirke et møde under
titlen: "Etniske piger i krise?" for forskere og for personale på
krisecentre, skoler og klubber, hvor pigerne kommer. Alle er enige om, at
der hviler et enormt pres på de unge pigers skuldre, når de kommer i
pubertetsalderen, og af familien får deres bevægelsesfrihed beskåret.
Man mener, at mistrivsel og håbløshed ender i selvmordsforsøg, som aldrig
registreres som sådan, fordi selvmord opfattes som skamfuldt i
indvandrerkredse.
Hvor stort problemet er, skal jeg ikke kunne sige; men der
er for mig ingen tvivl om, at samfundet lægger et enormt pres på ALLE
unge, når alt synes tilladt - lige fra alkohol og stoffer til sex. Alkohol
er nærmest blevet et billede på dansk kultur - og sex forbindes med alt lige fra is og
slik til hurtige biler.
At den ubegrænsede frihed har bevirket, at Danmarks unge
har Europa-rekord i druk, burde for længst have resulteret i en
generel værdidebat i samfundet med fokus på, hvad det er for nogle vilkår
og muligheder, vi ønsker for vore unge. At begrænse problematikken til
indvandrer-pigerne er at stikke hovedet i busken og løbe fra sit ansvar.
Majoritetssamfundet burde være bekymret
for samfundet som helhed og bakke op omkring ALLE unge ved at inddrage ALLE
befolkningsgrupper i debatten. Det ville lette presset også for
indvandrer-pigerne, der kunne få større bevægelsesfrihed, hvis der f.eks.
var flere muligheder for unge at mødes under værdige forhold. Ved at tage
udgangspunkt i samfundet som helhed, kunne man også undgå den
evindelige fokuseren på indvandrerfamilier som generelt problemfyldte. Det er på tide,
at man ser indvandrerne som en del af det danske samfund i stedet for at gøre
dem til et isoleret problem.
© Aminah Tønnsen, november 1999
