Dialog:
MISSION, DIALOG
og OMVENDELSE
- et spørgsmål
om engagement, respekt og tillid
Af Theodor Jørgensen
"Mission" er fremdeles et
ord, som ikke er vellidt. Det lyder i manges øren af intolerance, af
religiøs fanatisme, af overgreb over for anderledes troende og tænkende.
Det strider imod den trossætning, der i oplysningstidens kølvand har
vundet hævd hos os: "Enhver bliver salig i sin tro".
Disse forbehold har ført til, at ordet nærmest er
blevet fortrængt fra dansk sprogbrug også i kirkelige kredse bortset fra
dem, der har engageret sig i kristen mission i andre verdensdele og nu også
herhjemme. Men ordets fortrængning har ført til, at man er blevet blind
for alle de sammenhænge, hvor der rent faktisk drives mission. De er jo
bestemt ikke begrænsede til det religiøse område. Ethvert budskab, der i
en eller anden forstand vil overbevise, er missionerende, det være sig en
reklame eller en politisk programerklæring.
Det er religionernes privatisering i det moderne
samfund, der har gjort mennesker særligt forbeholdne over for religiøs
mission. Den fornemmes ligefrem af nogle som en blufærdighedskrænkelse.
Men det er ret beset absurd. En tro har man vel kun, fordi den rummer nogle
værdier, hvis betydning ikke begrænser sig til det personlige, men er af
almenmenneskelig art. Og så har man ikke blot lov til, men også pligt til
at gøre andre delagtige i sin tro. Det har den anden jo krav på. Ud fra en
sådan almenmenneskelig synsvinkel hører det at drive mission til det at
være mennesker sammen.
GUDSÅBENBARING OG SANDHED
For kristendommen og for islam spidser denne medmenneskelige
forpligtelse til at drive mission sig til, ved at begge religioner hver
især påberåber sig en guddommelig åbenbaring, og vel at mærke fra samme
Gud. For det bør huskes, at jøder, kristne og muslimer holder fast ved, at
Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, Jesu Kristi himmelske fader og Mohammeds
Allah er den samme Gud. De strides om, hvem der har modtaget den sande
erkendelse af Gud. Det er jo ikke et akademisk spørgsmål, som lader sig
besvare på flere måder. Med det rette gudsforhold står og falder jo ens
eksistens, hvis man tror på Gud med alt, hvad man har i sig. Og det må da
også gælde for ens medmenneske.
Da jødedommen er en etnisk religion, driver den ikke
mission. Men for kristendommens og islam vedkommende må mission være
konsekvensen af, at det rette gudsforhold er alt afgørende for et menneske.
Så må der vælges mellem Kristus og Mohammed. Det forudsætter, at man ved
noget om, hvad man skal vælge imellem, kort sagt information. Det er i
første omgang det mest væsentlige i at drive mission.
FRA MAGTMISBRUG TIL RESPEKT
Men mission stiler da også imod at overbevise den anden om
sandheden i ens egen religion, kort sagt at omvende hende eller ham. Det
sigte har islam og kristendommen altid været enige om og på forskellig
måde søgt at realisere det i historiens løb, og ikke sjældent på
voldelig vis. Begge religioner har optrådt som statsreligioner og kom til
at gå hånd i hånd med statsinstitutionens imperialistiske interesser.
Sådan er det Gud ske lov ikke længere. I store dele af
verden lever kristne og muslimer side om side og må finde ud af en fredelig
sameksistens. Det gør nok omvendelsesiveren mindre. I første omgang
gælder det jo om at lære at respektere hinandens egenart og give den rum.
Det går i hvert fald ikke i spænd med, at man billedligt talt sparker
døren ind hos hinanden med vækkelsesforkyndelse. Det kræver derimod, at
man kommer i samtale med hinanden for at lære hinanden og - interessant nok
- samtidig også sig selv bedre at kende. Derfor må mission i dag først og
fremmest være dialog.
DIALOG OG DIAPRAKSIS
Om dialogens væsen og metoder kan der siges meget. Det tillader
pladsen ikke her. Blot skal der peges på en vanskelighed i
religionsdialogen. Den må gerne tage sin begyndelse i en nysgerrighed
efter, hvad den anden tror. Men den må ikke ende dér, for så ender den i
ligegyldighed med hinanden. Det bærende i en religionsdialog må være et
engagement, som man erkender og anerkender at være fælles om. Det er kort
fortalt at være menneske og helst et godt eller sandt menneske. Det
engagement bliver meget hurtigt konkret. Det drejer sig om at leve som mand
og kone, som familie, som ung og gammel med hinanden, som arbejdskolleger,
som leder og underordnet osv. Hvordan omgås vi fødsel og død, sorg og
glæde? Hvad forstår vi hver især ved et godt liv?
Et sådant fælles engagement er ofte tæt forbundet med
en fælles praksis eller endda udsprunget af den, som f.eks. som muslim og
som kristen at have sine børn i samme børnehave eller at sidde sammen i en
beboerforenings bestyrelse. Ofte er det først ud fra en sådan fælles
handlen, en diapraksis, at vi for alvor begynder at forstå betydningen af
hinandens religion også dér, hvor vi er uenige.
OMVENDELSESFORKYNDELSE OG VIDNESBYRD
Hvor bliver forkyndelsen og bekendelsen af i nutidens mission? Den
direkte forkyndelse til omvendelse hører for mig at se i dag til
undtagelsen. Jeg vil ikke udelukke, at man også i dag kan gøre, som Paulus
gjorde på Areopagos: stille sig op på et torv, gøre opmærksom på sit
budskab og meddele det til de forbipasserende. Paulus blev stort set til
nat. Nogle spottede ham, andre sagde, at det ville de godt høre mere om,
nogle få sluttede sig til ham og troede. Paulus accepterede narrerollen.
Det må den direkte forkynder også gøre i dag, når han eller hun
optræder på torve og stræder.
Det er vidnesbyrdet, der for mig at se er den eneste
mulighed for den direkte mission i dag, fordi vidnesbyrdet kan gå hånd i
hånd med dialogen og den i dialogen indbyggede respekt for den anden. I
samtalens løb er det næsten uundgåeligt, at den ene spørger den anden:
Hvorfor tænker du sådan? Hvorfor handler du sådan? Og det mest
fyldestgørende svar på sådanne spørgsmål er vel ofte at fortælle om
den erfaring, man har gjort med sin tro i sit eget liv. Det er et
vidnesbyrd. Man stiller sin livsfortælling ind i samtalens rum og overlader
til den anden frit at forholde sig til den. Og vidnesbyrdet er samtidig
bekendelse, bekendelse til det eller den, der har været og er bestemmende
for ens liv.
ÅBENHEDENS STED
Og hvad med omvendelsen? Ingen kan tvinges til tro. Det er muslimen
og den kristne enige om. Derfor hverken kan eller bør noget menneske prøve
på at omvende et andet. Det er for det meste manipulation at forsøge det.
Omvendelse er en erfaring af at blive vendt om af en magt og til en magt,
som er større end en selv og i hvert fald ikke sammenfaldende med et andet
menneske, selv om et andet menneske godt kan være brugt som redskab for, at
denne erfaring kom i stand.
I kristendommens sammenhæng taler vi om Helligånden og
dens gerning, med Luthers ord i forklaringen til den tredje trosartikel i
Den Lille Katekismus: "Jeg tror, at jeg ikke af egen evne og kraft kan
tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har
kaldet mig ved evangeliet, har oplyst mig med sine gaver, har helliget og
opholdt mig i den rette tro..."
Religionssamtalens rum er i dets åbenhed et sted, hvor
omvendelse kan ske. Den hverken kan eller bør forudberegnes. Man kan og må
heller ikke på forhånd fastlægge for sig selv og de andre, i hvilken
retning omvendelse går. Den kan meget vel i samme rum på samme sted gå i
begge retninger. Der er en risiko forbundet med at gå ind i
religionssamtalens rum. Vil man ikke løbe den risiko, må man undgå
religionssamtalen. Men det er vel ret beset mangel på tillid til Gud.
© Theodor Jørgensen
Theodor Jørgensen er dr. theol. og professor i dogmatik
ved Københavns Universitet. Ovenstående indgik som et af vidneoplæggene ved
kirkeministeriets og biskoppernes Islamudvalgs høring i Landstingssalen den
16. marts 2000 og gengives her med forfatterens tilladelse.
