Dialog:

IKKE FLERE MISSIONÆRER TAK

(Ovenstående er et UDDRAG af en artikel i KRISTELIGT DAGBLAD den 1. februar 2003)

Kritikken af kristne missionærer i muslimske områder er ikke ny. Allerede Johannes Østrup (1867-1938), dansk filolog og orientalist med et enestående kendskab til de arabiske landes sprog og levevis, tog i sine erindringer afstand fra kristen mission blandt muslimer:

Johannes Østrup: Erindringer, 1937.  
­Medens Damaskus er præget af muhammedansk kultur, er Beirut overvejende kristen og levantisk, og befolkningens moralske lødighed er - det båder (gavner) ikke at ville dølge (dvs. skjule) det - ret ringe. Den stærke indbyrdes konkurrence mellem de forskellige kristne bekendelser har heller ikke haft nogen gavnlig indflydelse på det religiøse liv. Man skal ikke gå så vidt som den amerikanske ambassadør Leishman, hvem jeg traf under mit umiddelbart følgende ophold i Konstantinopel, og som uden betænkning erklærede alle orientalske kristne for noget pak, men det kan ikke nægtes, at den intolerancens ånd, som allerede i oldtiden beherskede den østlige kristenhed, og om hvis blodige udslag man kan læse i kirkehistorien, - den har, som det synes for bestandigt, fortrængt næstekærlighedens principper, og de mange århundreders tyrkiske regimente har heller ikke øvet nogen gavnlig indflydelse. Man må respektere den navnlig af amerikanerne og jesuiterne udfoldede virksomhed i missionens tjeneste, men Islam har ikke ladet sig påvirke af denne, og det var dog vel det, som var meningen. 
    Jeg må have lov til, ganske for egen regning, at indskyde en bemærkning om den mission, der tilsigter at omvende muhammedanere til Kristendommen. Som bekendt er også Danmark repræsenteret på denne missionsmark, og jeg kan kun, til dels på grundlag af personligt kendskab, udtale den største respekt for den energi og offervilje, der udvises af de i dette arbejde deltagende mænd og kvinder, men jeg kan ikke andet end betragte hele opgaven som uløselig. 
    Muhammedaneren må, i følge læresætningerne i den religion, han er opvokset i, betragte Kristendommen som et i den religiøse udvikling tilbagelagt stadium; han føler overfor den kristne missionær det samme, som vi ville føle, hvis nogen kom og opfordrede os til at antage Jødedommen. Hertil kommer, at den øjensynlige kløft mellem Kristendommens morallære og de kristne nationers praktiske vandel, ikke mindst, hvor talen er om disses optræden i Orienten og deres deltagelse i orientalsk politik, må gøre ham sky og mistænksom overfor den kristne forkyndelse; hvad kan det nytte, må han tænke, at de står her og siger alle disse kønne ord, når de kommer ud på gaden, bærer de sig jo ganske anderledes ad. 
    Og endelig er der endnu et hensyn: de såre få, som det lykkes at omvende, og hvis antal står i et sørgeligt misforhold til den anvendte sum af menneskelig energi og af penge. De får for resten af deres liv en meget vanskelig stilling; blandt deres egne tidligere tros­fæller er tilværelsen umuliggjort for dem; de er udstødt af det samfund, de tilhørte, uden at have noget andet sted at ty hen; de ville have været lykkeligere, hvis man havde ladet dem være i fred. (s.105f.)  

Men hans stilfærdige råd blev overhørt, og uden blusel sammenkædes næstekærlighed, lægehjælp, undervisning og kolonisering med kristen mission - bevidst el. ubevidst - åbenlyst el. i det skjulte - dengang som nu; også selvom enkelte missionærer udtrykker betænkelighed ved situationen. Det vidner talrige bøger udgivet af diverse missionsselskaber om. 

Alfred Nielsen: Vanskelighederne ved at drive Muhammedanermission.
I: Østerlandsmissionen gennem 40 år, 1938:
Derfor har kristen mission i muhammedanske lande så ofte og på så mange steder måttet kæmpe bare for at komme ind i et land, og der er endnu helt lukkede lande. Vi kender også til det i Ø.M.s historie fra allerførste færd og senere hen. Tænk bare på hvad det kostede af forhandlinger og anstrengelser at få myndighedernes tilladelse til at bygge hospitalet, og det var endda noget, folk kunne tage og føle på, var til deres udvortes gavn. Ja, egentlig fik man jo aldrig tilladelsen fra de muhammedanske myndigheder, først da det tyrkiske styre var borte fra Syrien og det europæiske (franske) trådt i stedet.
    Og se, straks skimtes her en ny side af vanskeligheden ved at 'komme til': for hvis det europæiske styre i et muhammedansk land er folket påtvunget og i reglen føles som en forhadt byrde, så er det visselig en betænkelig sag for Missionen at knytte sin tilstedeværelse nøje til den fremmede regerings yndest og tilladelser. Den dag kommer jo nemlig rimeligvis, da det muhammedanske folk igen får styret i sin egen hånd. Altså, vanskeligheden er slet ikke klaret ved, at de muhammedanske lande får europæisk styre med mere frihed; det kan tværtimod samle sprængstof i folkene, og eksplosionen kan en skønne dag komme til at gå ud over ikke blot de fremmedes politik, men også over Missionen, hvis den har knyttet sig for stærkt til dem...

Men når Missionen nu har fået foden inden for døren, så kommer den anden vanskelighed: at få folk i tale for Evangeliets kald. Selv om menigmand ude på landet i Syrien næppe ved meget om storpolitik, så han har politisk frygt for de fremmede, så er og bliver han dog muslim, og det vil sige, en mand, der er stolt af det navn, og hvad det betyder for ham: Allah, den almægtige Gud, som i sin tid sendte Moses til israeliterne med Loven og Jesus til de Kristne med Evangeliet - foruden mange andre profeter - han har sendt sit sidste ord gennem Muhammad. Hvorfor skulle da den, der følger den sidste profet, lytte til, hvad en kristen har at fortælle om Gud, enten det så er sandhed eller løgn, hvad han fortæller? Hans tid er dog forbi, nu er det Muhammads religion, der skal gå ud over alverden, hans religion er over al anden!
    Så meget kan selv en fattig, uvidende muslim ude på landet ræsonnere. Og derfor kommer han ikke af sig selv til Missionen for at lære om Gud. Måske kommer han der for at få medicin og helbredelse, måske sender han sine børn til skole dér, fordi hans egen by eller landsby ikke har hospital eller skole, i alt fald ikke så gode som Missionens. Men det kristne budskab, hvad skulle han med det? Tværtimod, det ville være en synd mod Profeten, om han lyttede dertil!
    Og se, atter denne gang rejser sig en ny vanskelighed for missionæren ud af denne udvortes vanskelighed, at mere åndeligt problem. Før var det spørgsmålet om, hvor lidt eller hvor meget Missionen tør tage imod af gunst fra den fremmede regering; nu er det dette: hvordan skal missionæren stille sig til de muslimer, der kommer til hospital og skole af helt ydre grunde? Skal han bruge disse institutioner som et lokkemiddel til at få tag i folk, så han kan få prædiket for dem? Eller skal han som den barmhjertige samaritan hjælpe næsten, der trænger til hans hjælp, hjælpe ud af simpel næstekærlighed uden nogen bagtanke om at få prædiket for ham og få ham omvendt, højst med det håb, at næstekærligheden skal få hans muhammedanske næste til at spørge ud om vejen, missionæren vandrer?...

Nu kommer den tredje vanskelighed! Når nu alligevel en muslim er kommen i lag med missionæren, det være sig gennem hospital eller skole, eller gennem det af frit valg at høre og læse, så er i reglen hjerterummet optaget, der er intet tomrum at fylde. Ikke blot har han som en muslim, der tror på Koranens fulde sandhed, sine indvendinger mod adskilligt i Evangeliets tale, f.eks. om Kristi død på korset - selve korsets tegn er ham inderligt imod -; men selv om han prøver og evner at se bort fra det, selv om han prøver at bedømme det kristne budskab efter dets eget indhold og værdi, ikke efter Koranens ord, ja, så er han jo i reglen ikke videre, end farisæerne var på Jesu tid, dem han sagde til: Her står jeg som læge, men I føler jer sunde! Dér står I som retfærdige i jeres egne tanker, og jeg er kommet for at kalde på syndere!
    En muslim har kun sjælden en syndserkendelse, der trænger til Evangeliets budskab om frelse. Han kender vel ordet synd, han ved også, han har mange synder på samvittigheden, både overtrædelser og forsømmelser af bud og forbud, undladelse af bøn og faste og tvætning eller andre ting af det, vil kalder kultus og ritual samt det, vi kalder etik eller moral: løgn, tyveri, usædelighed, had, ubarmhjertighed osv.; for ham står de vel alle i et plan. Men ulykken er, at intet af alt det fremkalder hos ham noget i retning af det, Paulus eller Luther f.eks. forstod ved synd: Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme, jeg arme fortabte synder? Muhammedaneren har sin vej til soning i forbindelse med Guds barmhjertighed, ham der tilgiver, hvem han vil; hans vej er anger, bøn om tilgivelse og en række gode gerninger ud over, hvad alle mennesker skal gøre... (s.101-104)

Sigurd Geleff: Målet og vejen frem derimod.
I: Østerlandsmissionen gennem 40 år, 1938:
Så længe regeringen ikke forbyder kristne skoler her i landet, bør man sikkert ikke lade skolearbejdets chance for at få den muhammedanske verden til at se og spørge (fordi det her drejer sig om en helt anden verden) ubenyttet. Og det lægearbejde, der gøres nu, og det skolearbejde, der gøres nu, skal man ikke vente sig, at menighederne her skal kunne overtage og føre videre i en nær fremtid. I virkeligheden vil der endnu en god tid være brug både for østerlands-missionens lægearbejde og for dens skolearbejde. Og østerlands-missionen bør være taknemmelig, så længe den har chancerne for også ad disse veje at bringe den muhammedanske verden bud... (s.108)

Jens Christensen: Islam. Muhammedanisme og Muhammedanermission, 1959.
Endelig havde Calvin den opfattelse, at mission var den kristne regerings opgave. De forskellige kolonimagter skulle forstå, at Gud havde betroet dem ansvaret for Evangeliets udbredelse blandt alle de farvede racer, der kom under deres kontrol. Skønt England aldrig officielt er gået med til denne læresætning, var det almindelig tankegang, at Gud havde givet englænderne magten over så store dele af verden, netop for at de kunne bære Evangeliet ud. Og man hørte ofte den sætning i de sidste årtier, at den egentlige grund til, at Englands imperium begyndte at smuldre, var, at de ikke havde været tro mod deres høje kald.
    Genua og Holland begyndte også med det ansvar for øje, og senere sendte Danmark missionærer ud, fordi kongen også følte denne forpligtelse over for det folk, han havde under sig i det fjerne Østen. For muslimerne at se var alt dette kun en modificeret fortsættelse af korstogene. Det var i sidste instans en krig på kniven mellem to størrel­ser, der begge var af samme art... Nu er der en meget interessant kendsgerning at tage i betragtning, nemlig, at i alle tilfælde var det prædikanter, der begyndte arbej­det. Der har været enkelte undtagelser. Og hvad man læser om de allerfleste steder er, at der var forkyndelsesmuligheder. Dog ser man over hele linien, at i løbet af forholdsvis få år startede der med læge- og skolemission.
    Hvorfor?
    Altså - ikke fordi missionærerne savnede forkyndelsesmuligheder, men fordi de stod over for en mur af had og mistro og bitterhed, som for dem var ganske uforklarlig. Hvordan kan man vinde sjæle, der er således indstillet? Man måtte da først finde deres tillid og kærlighed. Det kan prædikanten som bekendt ikke - ikke da, hvis han prædiker sandheden. Det kunne derimod læge- og skolemissionen, mente man i hvert fald... (s.205f)

Inge Tranholm-Mikkelsen: Sofia fra Arabien, 1974.
Muhammad til sin lillesøster:
"Sig mig, Sofia. Det er en kristen skole, du går på, ikke?"
"Jo."
"Hører I noget om Gud der?"
"Ikke på skolen. Sit siger, at det er forbudt af regeringen. Men somme tider om eftermiddagen, når jeg er sammen med Aisha og Miriam, går vi op til Sit sammen med andre piger, og så fortæller hun historier for os fra de kristnes hellige bog."
"Ved far det?"
"Nej, jeg tør ikke fortælle ham det, for så siger han blot, at jeg ikke må. Han tror, at jeg leger med mine kammerater. - Du vil da ikke fortælle ham det, vel Muhammed?" (s.41f.)

Er det da slet ikke muligt for kristne at føre dialog med ikke-kristne uden bagtanke el. skjulte forhåbninger? Har man intet lært af fortidens fejltagelser? Det synes, som om man overhovedet ikke har fattet, hvilke ulykker man har påført verden uden for Europa, og hvor svært det er at glemme fortidens mission og koloniherredømmer, når man stadig er offer for grov økonomisk udbytning. Det er hævet over enhver tvivl, at der er en sammenhæng mellem kristen mission, kolonisation og neo-kolonisation og de nuværende sociale og politiske uroligheder rundt omkring i verden - og den islamiske vækkelse, der desværre har udviklet sig til fanatisme, fremmedhad, intolerance og religionsmisbrug.  
    Som det ses af det foregående, er forholdet mellem kristne og muslimer ret belastet af fortidens fejltagelser. Det er kun muligt at overvinde kløften, hvis vi er parat til - også i praksis - at respektere hinandens forskelligheder og holdninger til Gud og tro. Dialog er kun mulig mellem ligeværdige parter, og kun så længe ingen behøver frygte den anden parts skjulte hensigter. 
    Skal vi skabe en verden og et samfund, der giver også kommende generationer en menneskeværdig tilværelse, må vi mødes og se på hinanden som enkeltindivider og ikke som tilhørende en bestemt gruppe. Inden for enhver gruppe findes der uheldige elementer, der kun har egne interesser og begær for øje, og som uden blusel foregiver at tale på en hel gruppes vegne uden hensyntagen til gruppens ønsker og interesser. Kun ved direkte kontakt mennesker imellem kan vi overvinde den kløft af angst og mistro, der er opstået gennem årene.
    Viden om andre religioner og kulturer er også nødvendig for dialog og fredelig sameksistens. Og står vi fast forankret i vor egen religion og vor egen kultur, er det lettere at møde andre med åbent og fordomsfrit sind.
    Nogle vil måske mene, at det er uklogt at rippe op i fortiden; men det er nødvendigt at kende fortiden for at kunne forme fremtiden!

Disse uddrag og kommentarer har været bragt i tidsskriftet ISLAM - FRED & HARMONI nr. 2/1994. 
    Jeg kom i tanker om dem, da jeg læste artiklen "Ikke flere missionærer tak" - og de er lige så aktuelle dengang som nu. Situationen har ikke forandret sig stort i de ni år, der er gået - desværre.

© Aminah Tønnsen, februar 2003   

Se: Islamisk da'wa

For hvert eneste fællesskab har Vi foreskrevet en lov og en tydelig vej. Hvis Gud havde villet, havde Han gjort jer til en eneste menighed; men det var Hans plan at prøve jer i, hvad Han har åbenbaret til jer. Kappes derfor i gode gerninger (i stedet for at kives og strides om bagateller). Målet for jer alle er Gud, og Han vil (på Dommedag) vise jer sandheden i de sager, hvorom I strides. (Koranen 5:51)

Og diskutér ikke med Skriftens Folk ved simpel ordstrid - undtagen med de af dem, der volder jer skade, men sig: "Vi tror på åbenbaringen, der blev sendt os og på den, der blev sendt jer. Vores Gud og jeres Gud er den samme, og til Ham hengiver vi os." (Koranen 29:46)

Sig: "Oh I, gudsfornægtere!
Jeg tilbeder ikke (de afguder), som I tilbeder,
og I tilbeder ikke (den Herre), som jeg tilbeder.
Jeg vil aldrig (nogensinde) tilbede (de afguder), som I tilbeder.
Ej heller vil I (nogensinde) tilbede (den Herre), som jeg tilbeder.
Gå I jeres vej - jeg går min!" (Koranen 109:1-6)

Gud ved bedst!