Dialog:
DEN LIGEVÆRDIGE DIALOG
Af Lissi Rasmussen
Det er
lykkedes Pia Kjærsgaard at sætte dagsordenen for de fleste politiske
partiers holdninger til etniske minoriteter, især dem med muslimsk
baggrund. I et debatindlæg forsøgte hun også at sætte dagsordenen for
folkekirkens forhold til muslimer. Folkekirken skal ikke falde på maven for
islam og muslimer, men være med til at gøre dem danske, dvs. omvende dem
til kristendommen, mener hun. Det fik biskopper, præster og andre til at
gå i forsvarsposition og bedyre, at de både i teori og praksis er optaget
af mission blandt muslimer i dette land.
For balancens skyld bør det gøres klart, at vi er mange
i folkekirken, der arbejder for den ligeværdige dialog med muslimer som
mål i sig selv. Jeg taler her om muslimer, for hvem islam spiller en
central rolle. Et monologisk missionssyn i dag er passé. På grund af den
pluralistiske situation, vi befinder os i både nationalt og globalt, kan vi
ikke længere se religioner som adskilte størrelser, men må se dem sammen,
i gensidig afhængighed og samarbejde. I en fragmenteret verden, i et
flerkulturelt samfund er dialog en nødvendighed og den eneste vej frem.
Missionsselskaber er da også
blevet bevidste om, at der ikke længere kan drives mission på den
gammeldags maner uden om dialog. Folkekirken, folkekirkelige organisationer
og frikirker ser i stigende grad dialogen med muslimer som en af deres
hovedopgaver, og der tages initiativ til studiekredse og dialogmøder som
aldrig før. I Gellerup ved Århus har præster oprettet en hjemmeside på
Internet, hvor kristne og muslimer kan debattere. Om der kommer dialog ud af
det, er der forskellige meninger om.
Man taler
om, at muslimers tilstedeværelse i Danmark har ført til en større
bevidsthed om danskernes egen kulturelle arv, hvoraf kristendommen er en
væsentlig del. Danskerne er blevet tvunget til at tage stilling til egne
normer og værdier. Kristendommen har således fået en relativ renæssance,
fordi udviklingen - EU, globalisering, indvandringen - stiller spørgsmål
til danskhedens egenart. Et af hovedproblemerne er dog, at danskerne ikke
ved nok om kristendom, ikke er tilstrækkeligt rodfæstede i deres egen
religiøse tradition til at gå ind i en meningsfuld dialog med muslimer.
Samtidig hermed har man i 1990'erne kunnet konstatere en
voksende interesse og deltagelse i dialog-aktiviteter fra muslimsk side. På
verdensplan er flere af de større muslimske organisationer gået ind i
dialog med kristne, og der skrives bøger om dialog af muslimske forfattere.
Dialog har ikke tidligere været et særligt udforsket eller
diskuteret emne blandt muslimer. Der er ikke udviklet en sammenhængende
dialog-teologi, men tilslutningen har været mere ad hoc: når man blev
inviteret, deltog man. Men nu går man altså mere aktivt ind i dialogen.
I Danmark
har denne pluralistiske interesse og åbenhed særligt gjort sig gældende
blandt unge muslimer, som nu ofte dukker op i større tal til dialogmøder,
arrangeret fra kristent og/eller muslimsk hold. Den muslimske identitet,
troen, er for den nye generation af muslimer i højere grad et bevidst,
individuelt valg, end det var for forældrene. Derfor er der en respekt
for, at andre har valgt en anden tro. Disse unge har en mere etisk end
etnisk, kulturel indgangsvinkel til dialogen. Det hænger sammen med, at de
har bevæget sig fra en kulturbundet islamtolkning til en refleksiv
nytolkning, fra forældrenes lille verden til den store muslimske verden.
Kontakten til omgivelserne får derved større betydning for deres eget
trosforhold. Der er et fælles sprog, en fælles uddannelsesmæssig
baggrund, fælles erfaringer, der gør det naturligt at tale sammen - endog
måske mere naturligt end det at tale med forældrene. Visse normer og
idealer er fælles. Også den store fetish, informationsteknologien, er vi
fælles om.
Denne udvikling har bragt mere dynamik ind i dialogen. Om
den vil styrkes i fremtiden, vil bl.a. afhænge af, hvordan majoriteten
forholder sig - med miskendelse eller anerkendelse. Sker der en fortsat
problematisering af muslimers tilstedeværelse, tvinges de stadig i
defensiven, så de må forsvare og forklare sig, så bliver det vanskeligt at
have overskud til nytænkning og dialog. Hvis de fortsat kun opfattes som et
problem af majoritetsbefolkningen, bliver det svært for de unge at få
mulighed for at bidrage til samfundsudviklingen og debatten om værdier og
fremtid.
Det var
på baggrund af denne fornyede interesse i dialog, at en gruppe kristne og
muslimer besluttede at oprette et center for dialog mellem mennesker med
kristen og muslimsk baggrund. I november 1997 åbnede vi Islamisk-Kristent
Studiecenter med det formål at skabe dialog og gensidig respekt mellem
mennesker med kristen og muslimsk baggrund - gennem undervisning, oplysning,
rådgivning, samtale og fælles praksis. Fundamentet for centret er fem
dialoggrupper, der bygger på venskab og fællesskab. Grupperne består af
10-12 kristne og muslimer, der mødes regelmæssigt for at samtale om
trosemner.
Desuden arrangeres en række debataftener om aktuelle
problemstillinger, fælles samfundsmæssige, etiske emner. Det kan være
spørgsmål om, hvordan vi forholder os til miljømæssige problemer, til
biomedicin, organtransplantation, Internet, mediernes rolle, familiens
opløsning, ungdomsproblemer, ældres vilkår etc. Som regel fører
diskussionen os ind på teologiske emner. Her kan hver især bidrage med,
hvad hans/hendes tradition har at sige i forhold til forskellige konkrete
spørgsmål, som vi stilles over for. Man bliver mere optaget af at forklare
indholdet af egen tradition end at få den anden over på sin egen side.
Udgangspunktet bliver den fælles virkelighed, ikke ens egen religiøse
motivation.
Det, der kendetegner dialog-arbejdet, er
ligeværdigheden, gensidigheden. Og det er det, der netop gør dialogen til
noget andet og mere end monologisk mission, noget andet og mere end blot et
tolerance-forhold. For tolerance indebærer ikke, at man synes om noget,
respekterer det - tværtimod. Det understreger et magtforhold: Den stærke
tolererer den svage. Den rige tolererer den fattige, den intelligente
fjolserne. Der er ingen gensidighed, snarere ligegyldighed og passivitet i
tolerance. Dermed fastholdes en problemorienteret tilgang. Og vi forhindres
i at se det, der forener os.
Dialog
må føre til gensidighed. Det skræmmende ved udlændingedebatten i Danmark
er, at danskernes angst synes at være voksende. Tonen bliver mere og mere
følelsesladet og hysterisk. Og det har yderligere skabt afstand mellem
majoritet og minoriteter. Vi, der holder mange foredrag om etniske
minoriteter og islam, har ikke kunnet undgå at konstatere, at grænserne
for, hvad man kan lukke ud af ubehageligheder imod de fremmede, er så godt
som ikke-eksisterende.
På den anden side forstærkes muslimers mistro og
følelse af at blive afvist. Vi har set en modreaktion hos de etniske
minoriteter, der organiserer sig for at modstå trykket. Et nyt politisk
parti, en ny sammenslutning af indvandrerorganisationer er opstået. Unge
muslimer har for første gang i Danmarkshistorien været samlet til
demonstration imod den tiltagende islamofobi. Vi har også I København
konstateret en stigende radikalisering blandt unge muslimer - som en protest
mod diskriminering og social udelukkelse, mod det negative islambillede, de
udsættes for.
Samtidig ser vi et voksende antal marginaliserede unge
med muslimsk baggrund, der ender i bander eller på heroin. Det drejer sig
om dem, der er født og opvokset her i landet, og som føler sig som danske,
men føler sig udelukket, uønsket i det danske samfund. Mange giver op. Det
er en farlig udvikling.
En
væsentlig grund til den negative holdning til islam i den danske befolkning
er angsten for globalisering og internationalisering. Fremtiden opfattes af
mange som en trussel. Man er bange for omverdenens påvirkning af det danske
samfund. Udviklingen går så hurtigt og er ikke til at overskue, forudsige.
Der er sket et skred i identitetsopfattelsen, som ikke længere er forankret
i traditionen. Det enkelte individ skal skabe sig selv, sin identitet,
forme sit liv - og tage stilling til, vælge mellem de mange muligheder for
livsform, religion og fællesskab, de stilles over for. Denne frisættelse
fra traditionelle normer og værdier opleves som en trussel. Alt flyder. Det
skaber usikkerhed, meningsløshed og utryghed. Man kan kun overskue sin egen
lille verden. Derfor forsøger man at forholde sig til det, man er angst for.
Man forsøger at konkretisere, definere det ved noget, man kan se, nemlig
det fremmede, islam. Muslimer synes at have noget af det, man selv gerne vil
have - noget, som giver styrke: identitet, fællesskab, religiøst ståsted
etc.
En af de vigtigste udfordringer for dialogen er derfor at
tackle angsten og mistroen på begge sider og skabe gensidig tillid. Det kan
kun gøres i mødet ansigt til ansigt. Det er her, forandringer kan ske, og
grunden kan lægges for åbenhed og respekt. Det er her, vi gøres
forpligtede på hinanden. Og det er her, vi kan erkende, at hvert folks
livsstil og religion har sin egen værdi og kan være en berigelse for ens
egen. Kun mødet ansigt til ansigt, dialog, kan føre til forandring i
tankegang i retning af ligeværdighed og gensidighed, hvor vi lærer af
hinanden og indser, at kulturelle forskelle er en styrke for vores identitet,
også i forhold til påvirkninger, der kommer udefra. Det har også vores
erfaringer i studiecentret lært os.
I den
ligeværdige dialog gælder det om at lytte til hinanden med opmærksomhed,
søge at forstå hinanden og være villig til at sætte sig ind i hinandens
sprog og tankegang. Udgangspunktet er, at vi ser hinanden som mennesker,
sætter pris på anderledesheden som noget, der kan berige en, som man kan
lære noget af. I en sådan dialog-situation eksisterer mission som en
mulighed på begge sider, men det bør ikke være en på forhånd fastlagt
strategi.
Jeg ser positivt på dialogens fremtid i Danmark - på
trods af de tendenser, vi har konstateret i den offentlige debat. Måske
netop derfor har flere (på begge sider) indset dialogens nødvendighed,
hvis udviklingen skal vendes og sameksistensen forbedres. Meget vil afhænge
af, om majoritetsbefolkningen er åben og villig til at lade de unge
muslimer indgå som en del af fællesskabet, indgå i dialogen som
ligeværdige parter.
© Lissi Rasmussen
Lissi Rasmussen er dr. theol., stiftspræst og leder af Islamisk-Kristent
Studiecenter.
Ovenstående artikel har tidligere været offentliggjort i KRISTELIGT
DAGBLAD den 2. maj 2000 og gengives her med forfatterens tilladelse.
