Dialog:
ISLAMISK DIALOG
Når ophidsede mennesker fylder
gaderne
- hvad gør vi så?
Af Erik Lau Christensen
En
traditionel, dansk hilsen, som er gået af mode, er Guds Fred. Jeg
vil bringe denne hilsen til jer, som er forsamlede her, med ønsket om, at
vi sammen må befinde os i Guds Fred denne aften.
Tak til de mennesker, som har inviteret mig til at tale her i aften. Det har
glædet mig meget, at jeg er fundet værdig til den opgave, og vil gøre
mit bedste for at løse den til glæde og gavn for hver af jer, som er her
i aften.
Jeg er Kvæker, og som sådan tror jeg på, at vi alle er skabt i Guds
billede og bærer denne kærne af guddommelig gnist centralt i hver vores
liv. Der er kun én Gud, som har skabt alt og alle. Gud har inspireret
mennesker gennem alle tider og på mange forskellige måder. Derfor kan
jeg også finde inspiration med Guddommeligt indhold mange steder, f.eks.
i hellige tekster fra forskellige religioner, i kunst og i samtale med
andre mennesker - og ved at lytte til Gud i stille bøn. Mit forhold til
Gud og mine medmennesker er alene mit ansvar, som jeg ikke kan fralægge
mig, hverken som følge af politiske eller religiøse lederes påbud,
anvisninger eller forsøg på at tage patent på sandheden. Jeg står
personligt til ansvar for alt, hvad jeg har gjort eller undladt at gøre.
Det er på den baggrund, jeg står her. Jeg har
endvidere i flere år deltaget i en dialoggruppe, Etik Tværs, knyttet til Sct. Johannnes Kirke på
Nørrebro og i en anden dialoggruppe under Islamisk-Kristent
Studiecenter.
For to år siden var jeg med
til at skrive en betænkning om Danmarks freds- og sikkerhedspolitik - et
alternativ til Forsvarskommissionens betænkning.
Jeg tror nok jeg kan
sige - at der er langt mere, der binder mennesker sammen, end der er
forskelle. Men forskellene er gavnlige, fordi de giver større perspektiver, større dybde og større forståelse. Gennem
dialog og i Guds Fred. Derfor står jeg her i aften med en stor
taknemlighed.
Når ophidsede mennesker fylder
gaderne
- hvad gør vi så?
Mennesket er et frygtsom væsen, og kun Guds
kærlighed kan overvinde menneskets frygt. Når mennesker glemmer Gud,
gribes vi let af trang til at sikre os på anden vis.
En dag for godt 200 år siden
sultede indbyggerne i Paris. De krævede brød til deres sultne børn. De
krævede, at magtelitens magtmisbrug og luksusliv skulle stoppes. De
krævede frihed og lighed, og ønskede sig broderskab. Kirkens magt var en
del af kongemagtens legitimering. Konge af Guds nåde siger vi fortsat.
Men Newton havde forklaret universets gåder på grundlag af videnskab, og
Kirkens forklaring var tydeligvis usand. Kirken havde med magt søgt at
forhindre, at videnskaben søgte forklaringer på universets gåder.
Kirken havde misbrugt sin magt til at fastholde løgne. Kirkens bedrag var
afsløret. Og kongens magt faldt, fordi også kongen og den magtelite, som
han støttede sig på, havde misbrugt magten til egen fordel, og på de
fattiges bekostning. Ophidsede mennesker fyldte gaderne, stormede det
forhadte fængsel Bastillien, som faldt i oprørerne hænder. Kongen og
hans familie blev taget til fange, og senere dømt til døden, som
utallige andre. Mange blev dømt på falske anklager og til gavn for nye magthavere,
som også misbrugte deres magt, og mistede den, og blev henrettet, så nye
kunne komme til magtens tinder, og falde dybt i en uværdig død.
Konger overalt i Europa holdt
vejret i angst for, at denne uorden skulle brede sig. Krige blev anstiftet
fra begge sider - enten for at stoppe vanviddet, eller for at sprede det
mest muligt ud til andre befolkninger, som også led under magtelitens
magtmisbrug.
I en lille købstad i en
dansk provins løb en ophidset menneskemasse gennem gaderne. De havde ét
mål. Et lille hus i udkanten af byen, hvor Mette boede alene. Hun havde
afvist alle bejlere, og var aldrig blevet gift, men hun havde magi i sine
hænder og i sine ord. Utallige var de småbørn, hun havde lagt sinde
hænder på, eller givet noget af sin styrkende urte-ekstrakt, og som var
blevet raske. Utallige var de kvinder, som havde hentet styrke og mod til
at fortsætte det daglige, slidsomme liv gennem en snak med Mette - og
måske lidt mere hjælp på anden vis. Men der var også de ægtemænd,
som forbandede Mette for at sætte flyvske tanker i deres koners hoveder,
og som mente, at Mette havde forbandet deres liv. Og nu havde præsten og
degnen og dommeren og øvrigheden rejst anklage mod Mette for at stå i
ledetog med djævelen. Hun var ansvarlig for død og ulykke. Nu skulle hun
afhøres og dømmes til døden på bålet. Hele byen hujede.
Da
Hitler gav signal til jødeforfølgelserne for snart 70 år siden, så var
ophidsede mennesker igen i gaderne, og uden deres indsats ville
jødeforfølgelserne ikke have haft mulighed for at blive så effektive og
grusomme.
Udviklingen i det tidligere
Jugoslavien er så smertefuld og vanskelig, at jeg ikke her vil vove at
tage fat på dette eksempel på massernes sindssyge hysteri, bortset fra,
at jeg gerne vil sige, at mediernes rolle har været afgørende for, at
denne katastrofe kunne ske.
For 10 år siden skete det
så igen, men med et nyt tema. I en midtengelsk købstad, Bradford fyldte
menneskemængden gaderne og afbrændte Salman Rusdies bog, De Sataniske
Vers i store bål i gaderne. Det var muslimer. Og det var 3 måneder før
Khomani afsagde Fatwa'en. Og bystyret, præsterne og politiet var
forfærdede og magtesløse i Bradford.
Kunne
noget tilsvarende ske i Danmark? Hvorfor skete det, og hvad har man siden
gjort for at forebygge, at noget tilsvarende sker igen? Kan vi i Danmark
lære af det, som er sket i England omkring nye indbyggere i et gammelt,
europæisk land??
Det var nogle af de
spørgsmål, vi gerne ville have svar på, da Islamisk Kristent
Studiecenter tog på studietur til Birmingham og Bradford for at halvt år
siden. Og vi fik valuta for pengene.
Vi var
en blandet gruppe på 10, kvinder og mænd, muslimer og kristne, yngre og
ældre, men med det til fælles, at vi ønskede at lære af andres
erfaringer for at forebygge og så vidt muligt forhindre, at masserne
fyldte gaderne i Danmark med ophidsede mennesker. Og med masserne mener
jeg både nye danskere og danskere, som har boet her i generationer. Og vi
var derudover - og det er væsentligt - enige om, at et godt middel til at
undgå, at frygtens massehysteriske sindssyge griber almindelige mennesker,
er den åbne dialog i Guds Fred.
Vi besøgte Selly Oak
Colleges i Birmingham, som gennem mere end 20 år har spillet en central
rolle i dialogen mellem kristne og muslimer. Der fulgte vi dele af et
præsteseminar med sigte på at åbne dialogen mellem muslimer og kristne
i sogne, hvor det nu var aktuelt. Vi oplevede, hvorledes vor egen dialog
var et positivt bidrag, men også til tider en udfordring for præster,
som stod splittede mellem det ansvar, de følte over for missionsgerningen,
og det nu aktuelle behov for en åben dialog, hvor mission i traditionel
forstand, i det åbne eller skjulte ville ødelægge den tillid, som er
forudsætningen for den åbne dialog.
Eftersom dette problem er måske det vanskeligste at
løse, må jeg her foretage et spring til nogle følger af besøget, altså
her tilbage i Danmark. Dette dilemma mellem mission i traditionel forstand
og tillidsfuld dialog har ført til ændringer hos ledende inden for
kristen mission i Danmark. Jonna Dalsgard, som var en af deltagerne i
studieturen, er præst ved Anna Kirke og ansat i Københavns stift med den
specielle opgave, at bidrage til en bedre dialog mellem kristne og
muslimer i København. Hun har bl.a. været på studierejse til Pakistan
og besøgt Studiecentret for kristen-muslimsk dialog i Rawalpindi. Hun
fortæller bl.a. om en samtale med lederen, Dominique Morahl, som er
kristen pakistaner. Han understreger, at en nutidig indstilling til
mission er, at mission ikke handler om, hvad de andre skal, men om, hvad
vi selv skal, idet det grundlæggende handler om, at alt, hvad vi gør,
skal afspejle vor tro. Med hans egen ord: "Building on the Kingdom of
God".
Som Kvæker kan jeg genkende holdningen, idet vi gennem
århundreder har haft den holdning, at vi skal lade vore gerninger tale.
Forsøg på at overbevise gennem argumentation er ikke i harmoni med det
budskab, vi fik fra Gud. Jeg mener at kunne genkende denne holdning hos de
mennesker fra denne moske, som jeg kender. Derfor tror jeg, at vores
fælles grundlag her kunne være, at dialogen naturligvis medfører, at vi
lærer og bliver klogere. Det er min erfaring, at begge parter finder større
dybder og perspektiver i hver deres religion gennem dialogen, men det sker
med den risiko, at enhver af os kan blive overbevist om en større sandhed
i den andens religion, og derfor skifter religion. Men det er ikke
hensigten, Hensigten er en større, gensidig tillid gennem en dybere
forståelse af sandheden for begge parter, og om begge parter.
Tilbage
til studieturen til England og vores deltagelse i uddannelsen af præster
til at varetage dialogen med muslimer bedre i deres sogne. Vi mødte
blandt underviserne en kvindelig muslim, som selv havde gennemlevet
vanskelighederne med at bevare det centrale i sin tro, og tilpasse sig
et anderledes samfund i en anderledes kultur på andre felter, og vi
hørte om hendes overraskelse over at erkende, at det, hun fra sin hjemegn
og familie havde lært, var centralt i den muslimske tro, ved nøjere
studie af Koranen viste sig at være kulturbetinget, altså ikke Islam. Og
hvordan denne dybe krise førte til en mere inderlig tro, en stærkere
hengivelse til Gud, og en klar grænsedragning omkring de centrale
elementer i deres styrkede tro.
Vi hørte om de forandringer,
som var sket i Birmingham, og om, hvorledes de 10 forskellige trossamfund
i fællesskab havde forbygget race-, kultur- og troskonflikter i byen, og
hvorledes det var lykkedes at undgå, at Golfkrigen førte til spændinger
og uro omkring muslimer og etniske grupper fra mellemøsten.
Men de
helt centrale budskaber hentede vi under besøg i Bradford, byen, hvor De
Sataniske Vers blev afbrændt i gaderne 3 måneder før Fatwa'en blev
erklæret mod Salman Rushdi.
Vi mødte ledere og centrale
personer fra grupper, som også dengang var med. I dag kunne muslimske
ledere åbent erklære, at bogafbrændingen ikke havde ret meget med
bogens indhold eller forfatteren at gøre. Det var blot den dråbe, som
fik bægeret til at flyde over, og dermed startede en lavine. Muslimske
ledere fra dengang erkendte, at de blev revet med i en malmstrøm, som var
ustyrlig.
Hvad gjorde man i England, og
hvad kunne vi - udfra deres erfaringer, gøre her i Danmark, hvis vi ville
forebygge, at ophidsede mennesker fylder gaderne?
For det første: Den
egentlige årsag til bogafbrændingen og demonstrationerne var langvaring,
dårlig behandling af de nye borgere i Bradford. Dårlig behandling som
medførte, at de nye følte sig magtesløse. Manglende vilje og evne til
at lytte til deres ønsker og behov, manglende mulighed for indflydelse,
og manglende udsigt til en bedre fremtid førte til håbløshed. Derfor
måtte der ske noget.
For det andet: Medierne
anvendte ord, som var diskriminerende, sårende og nedværdigende. Derfor
ansatte man en mediekonsulent, som fik til opgave at forklare dette til
journalister og politikere. Det førte til ændringer i sprogbrugen.
For det
tredje: Man oprettede
et organ, som fik til opgave at modvirke forskelsbehandling og sikre
menneskerettighederne hvad angår race, etnisk tilhørsforhold og
trosretning.
For det fjerde: Muslimerne
oprettede i deres eget regi et informationskontor, som sikrede redelige og
korrekte oplysninger, og indbød til dialog.
For det femte: Det er måske
det mest bemærkelsesværdige, og hænger sammen med engelsk lovgivning:
Man oprettede et organ på tværs af alle religioner i området. Deres
opgave var, at opstille og indbyrdes godkende en læseplan for
religionsundervisning for alle skoleelever i området. Altså skulle den
muslimske repræsentant ikke alene godkende den måde og det stof, som
skulle bruges til undervisning om Islam, men også om Kristendom,
Buddhisme, Hinduisme mv. Altså en forsikring til alle forældre, uanset
fra hvilken religiøs trosretning de måtte komme: Du kan roligt lade dit
barn gå i skole, også når der står religion på skemaet. Vi har i
fællesskab udarbejdet stof og metode, og dit barn vil ikke høre eller
opleve noget, som kan være til skade for barnet. Da dette organ var nået
til enighed, så tilbageholdt de deres godkendelse indtil myndighederne
havde bevilliget midler til en seriøs efteruddannelse af de lærere, som
skulle undervise efter den nye læseplan for religionsundervisning. Og det
samme, tværreligiøse organ kom dermed til at spille en central rolle i
denne efteruddannelse - og har indtil nu spillet en central rolle, også i
form af ressource-formidler og kontaktskaber for besøg af religiøse
ledere på skolerne og skolernes besøg i kirker, moskeer, templer mv.
For det sjette: Man
oprettede spontant og på græsrodsplan dialoggrupper mellem borgere af
forskellig tro og kultur. Det har ført til nære venskaber og fælles
turistrejser til de nye englænderes "hjemland", og enkelte af
disse dialoggrupper har haft afgørende indflydelse på klimaet i
boligområder og skoler.
I
drøftelsen af, hvor skoen nu trykker, kom det frem i flere sammenhænge,
både i Birmingham og Bradford, at ungdommen med muslimsk tilknytning
føler sig usikre, fordi der mangler lederskab. Den nye generation møder
udfordringer og vanskeligheder, som den traditionelle ledelse ikke har
tilfredsstillende svar på. Som i mange andre sammenhænge, når der
opstår usikkerhed, er der tendens til at søge ud i ekstreme
standpunkter, især når man er ung. Det giver en større tilgang til
militante og fanatiske kredse, som misbruger Islam i politisk
øjemed.
Vi kender også "Khalifa-gruppen" i Danmark.
Selvom jeg ikke er muslim, så mener jeg at kunne se, at det, "Khalifa-tilhængere"
citerer og argumenterer udfra er ensidigt fordrejet Islam, som primært
skaber frygt for Islam. Men på den anden side sker der også en positiv
udvikling. Muslimske kredse, vi talte med i England erkender, at der er
ved at udvikles et europæisk Islam, endog et engelsk Islam. Samtidig
undergår Islam i både mellemøsten og Syd-Øst-Asien en udvikling, hvor
påvirkningen af udviklingen i Europa også spiller ind. Behovet for
dialog med kristne er erkendt både i mellemøsten og Syd-Øst-Asien. Men
midt i denne forandringsproces står ungdommen og mangler lokale ledere,
som kan give nutidige svar på nutidige problemer og udfordringer.
Det var
vist en voldsom masse, jeg der fik sagt, eller i det mindste antydet. Jeg
ved, at denne kreds omkring moskéen i Hvidovre ikke har sovet i timen.
Tværtimod. Derfor tør jeg sige alt det, jeg har sagt, netop her.
Jeg vil slutte med at drage
mine private konklusioner:
Skal vi forebygge massehysteriets
sindssyge gadevold, stiller det krav til os alle: Politiske ledere,
religiøse ledere, medier, hverdagens tavse flertal og alle andre. Hver
kan på sin måde bidrage til en bedre fremtid for alle; hvis det er det,
vi vil.
Den
politiske ledelse, som repræsenterer magteliten i landet, må gøre
noget, som virker paradoksalt, og derfor på afgørende vis kan ændre
udviklingen fra dag til dag. De, som har magt, må leve sig ind i
forholdene for de marginaliserede, og varetage deres interesser, for det
kan de svage vanskeligt selv gøre. Lad mig lige forklare, hvad jeg mener
med marginaliserede: Det er de mennesker, som er blevet gjort svage af
omstændighederne. Jeg mener altså, at de magtfulde skal leve sig ind i
de marginaliseredes forhold, og aktivt varetage deres interesser, for det
kan de svage ikke selv!!
Ja, jeg mener det alvorligt: De svage kan ikke danne
pressionsgrupper eller købe lobbyister eller reklamebureauer, som kan
presse politikerne til at give dem det, de har brug for. Derfor skal de
have det forærende, uden at blive nedværdiget. Det gælder især
flygtninge, handicappede, hjemløse, arbejdsløse, gamle og syge. Ethvert
samfunds kvalitet kan måles på, hvordan det behandler de svageste. Det
har vi glemt i vores discount-samfund, og det må vi se at få lært igen,
inden vi alle er blevet fascister. Hvad er det at være fascist? Når jeg
ser på det historiske forløb i tyverne og trediverne i Europa, og den
fascistiske udvikling, så står det klart for mig, at den centrale
holdning, som bærer denne uhyggelige udvikling frem, er flertallets
selvretfærdige berigelse på de marginaliseredes bekostning. Det handler
primært om at tage fra de svageste for at berige flertallet. Desværre
genkender jeg tendenserne i vor tid.
De
almindelige danskere, som har deres rødder dybt plantet i den danske
muld, kunne vove at tale med nogle af svageste, ikke for at ydmyge dem
yderligere, men for at lære almindelig anstændighed og medmenneskelighed
igen. Et gammelt, indiansk ordsprog siger noget i retningen af, at du kan
ikke kritisere et andet menneske før du har gået i hans mokkasiner i
længere tid. Vi er et rigt samfund, som kan blive bedre og rigere, også
på andre måder end målt i penge, hvis vi vil bruge de ressourcer, vi
har fået forærende gennem de nye danskere.
Medierne
- nej, jeg vil ikke bruge tid på at give dem gode råd. Hvis der skulle
være en eller anden journalist, som en dag skulle besinde sig, så er hun
eller han altid hjertelig velkommen.
Og de
udstødte, flygtningene, de hjemløse? Hvad skal de da? De skal holde
sig for gode til at bruge de nedrige metoder, de er blevet ofre for i
vores discountsamfund. De har lært - på deres egen krop - hvor
smertefuldt det er, og den smerte har måske medvirket til, at de har
fundet nærmere til den identitet, som ikke er knyttet til jobbet eller
uddannelsen, til navnet eller det etniske tilhørsforhold, men er knyttet
til at være Guds skabning. Religionen spiller en central rolle for mange,
som har haft det vanskeligt. Hvis du, efter uretfærdigheder og
forfølgelse, kan undgå bitterhed, had og frygt, og i stedet med glæde
tage imod, når muligheden for dialog opstår, da vil du opleve en
berigelse, som overstiger alt andet.
Jesus
sagde bl.a. i Bjergprædiken: "Salige er de, som hungrer og
tørster efter retfærdighed, thi de skal mættes" .... og videre:
"Salige er de, som er forfulgt for retfærdigheds skyld, thi
Himmeriget er deres".
Således har vi alle noget, vi kan
bidrage med, og alle noget at lære.
Gud være lovet.
Tak.
© Erik Lau
Christensen
