Dialog:

ISLAMISK DA’WA

Af Aminah Tønnsen

 

De fleste teologer opfatter ordene mission og da'wa som to alen ud af ét stykke; men der er væsentlige forskelle:

* Det latinske ord missio betyder 'kirkelig sendelse til mennesker med det formål at forkynde Evangeliet'.
* Det arabiske ord da'wa betyder 'kald el. invitation til noget'.

* En missionær er 'en person, som med kirkelig autoritet sendes ud for at prædike Evangeliet'.
* Hver eneste oprigtige muslim er en da'i. Der kræves ingen speciel uddannelse el. udnævnelse (- hvem skulle også have myndighed til at udnævne vedkommende?) En da'i virker først og fremmest ved sit eksempel. Den, der oprigtigt og fuldstændigt hengiver sig til Gud og prøver at efterleve de regler og forpligtelser, der opstilles i Koranen, er en da'i.

* Missionens mål er at døbe - for uden dåb ingen frelse. Dåben opfattes af mange kristne som selve garantien for frelse.
* Da'wa er en form for 'fødselshjælp' til hvert enkelt menneske, et incitament til eftertænksomhed og selvransagelse, og til at arbejde på at opnå fred (salam) med sig selv og Gud gennem hengivelse i Guds vilje (islam).
* Da'wa er et kald til et harmonisk liv gennem troen på Gud - ikke specielt til den religion, vi kalder Islam; men til islam i videre betydning: fred og underkastelse el. hengivelse i Guds vilje. Altså til noget, der er grundlæggende i alle religioner, og som allerede findes i hvert enkelt menneske fra naturens hånd.

ISLAMISK DA'WA I PRAKSIS
Muadhdhin'ens kald til bøn (adhan) fra hustage el. minareter er et enestående og stærkt eksempel på da'wa: 5 gange i døgnet kaldes muslimen til bøn og selvransagelse og direkte kommunikation med Gud. Bøn er vejen til et liv i fred med sig selv, med omverdenen og med Gud, og en hjælp til at følge og respektere de love og regler, som Gud har opsat for Sine skabninger. Bøn er vejen til fremgang, fred og harmoni.
    Men kaldet til bøn er ikke blot en påmindelse til muslimer. Mange, der som voksne vælger at bekende sig til Islam, beretter om, hvorledes netop kaldet til bøn på en uforklarlig måde tiltrak dem og gjorde dem interesseret i at finde ud af, hvad der lå bag.

En anden form for da'wa er eksemplet. Den oprigtige muslim, der ydmygt og efter bedste evne forsøger at efterleve de regler og forpligtelser, der påhviler hende/ ham over for sig selv, sine nærmeste, det omgivende samfund og alt, hvad Gud har skabt, vil ofte give anledning til, at naboer el. bekendte undrende spørger: "Hvad er det, der gør, at hun/han udstråler en sådan ro og fred, en hvilen i sig selv? Hvor får hun/han sin energi fra?..."
    Det vil måske lige netop være det lille skub, der skal til, for at de beskæftiger sig lidt mere med det åndelige. Om de så 'genfinder' deres egen barnetro el. vælger at beskæftige sig med Islam, er ganske underordnet. Da'i'en har opfyldt sin opgave: Hun/han har vækket deres naturlige, medfødte interesse og behov for Gud og tro, for dîn ul-fitrah!

Mange danskere har i de senere år følt det som en provokation, at muslimer så åbenlyst viser, at de er troende, og har nærmest følt deres tilstedeværelse som en trussel. Andre har set den som det, den er: En udfordring til at stille spørgsmål ved deres egen religionsudøvelse (eller mangel på samme!) og til at finde ud af, hvad det er, de selv tror på - og om det nu også virkelig er den religion, der giver dem størst tryghed og tilfredsstillelse.
    Da'wa er også en invitation til fordomsfri samtale om Gud og tro samt en opfordring til at fokusere på det, vi har fælles: Troen på den ene Gud, Alverdens Skaber og Opretholder. Og konstruktiv dialog er kun mulig, fordi Koranen slår fast, at der er flere veje til Gud.

Grundelementerne er de samme i alle religioner - om vi vælger den ene eller den anden 'forklædning' er i sidste ende op til Gud - og just i denne mangfoldighed ligger vor egentlige prøve her på jorden: tolerance og næstekærlighed. Vi skal alle vende tilbage til Gud. Han vil vise os sandheden og afgøre vore stridigheder, og gudsfrygt vil ligge til grund for Hans endelige dom. Intet menneske er i besiddelse af den endegyldige sandhed. Den findes kun hos Gud.
   
Dialog er kun mulig, såfremt man erkender og respekterer, at der er andre sandheder end ens egen, og ikke forsøger at pådutte andre ens egen tro.

Da'wa kan i praksis også udmøntes i informations- og dialogmøder, i udgivelse af bøger og tidsskrifter, i artikler el. foredrag, og - ikke at forglemme - tolerance, næstekærlighed, kamp for nedrustning, fred, frihed, menneskerettigheder, ligestilling, bedre vilkår for børnefamilier, handicappede og gamle, naturbevarelse, dyreværn, sundhed, etiske værdier, mere retfærdig fordeling af verdens ressourcer etc.

For hvert eneste fællesskab har Vi foreskrevet en lov og en tydelig vej. Hvis Gud havde villet, havde Han gjort jer til et eneste fællesskab; men det var Hans plan at prøve jer i, hvad Han har givet (åbenbaret) til jer. Kappes derfor i gode gerninger. Målet for jer alle er Gud, og Han vil vise jer sandheden i de sager, hvorom I strides. (5:51)

Oh menneskehed! Vi skabte jer af et enkelt par af mand og kvinde og gjorde jer til fællesskaber og folk, for at I må (gen)kende hinanden. Den mest ærede blandt jer for Guds åsyn er visselig den mest gudfrygtige (retsindige) af jer. Gud er vis og alvidende. (39:13)

Gå I jeres vej - jeg går min! (109:6)

Det er ikke din opgave at retlede dem. Gud retleder, hvem Han vil... (2:272)

Og advar dine nærmeste slægtninge. Og vær mild og venlig imod dem, der følger dig i troen. Men dersom de trodser dig, da sig: "Jeg er ikke ansvarlig for det, I gør!" (26:214-216)

(Vær ikke mismodig) hvis de vender dig ryggen, for det påhviler dig blot at forkynde det tydelige budskab. (16:82)

DA'WAens OPRINDELIGE FORM
Da'wa er i sin oprindelige form en 'passiv' mission - man stemmer hverken dørklokker el. smider religiøst materiale ind af brevsprækken hos folk, og man bruger ikke nødhjælp el. uddannelse som lokkemad. Man gør blot opmærksom på sin eksistens - og lader andre komme til sig.
    Profeten selv er et godt eksempel på en da'i, en 'passiv' missionær. Hans allernærmeste slægtninge, hustruen Khadijah, adoptivsønnerne 'Ali og Zayd samt bedstevennen Abû Bakr troede spontant på ham, da han erklærede, at han var blevet påbudt at prædike - ganske simpelt, fordi de kendte ham som et retfærdigt, ydmygt og i alle henseender godt og hæderligt menneske.
    De, der havde deres gang i Profetens hjem, var de næste, der blev overbevist om hans kaldelse. Andre blev muslimer ved Abû Bakrs eksempel: Han brugte nemlig en stor del af sin formue på at frikøbe slaver, der blev forfulgt af deres herrer, fordi de var blevet muslimer. Og det var en gestus, der gjorde indtryk, for på den tid blev slaver ikke regnet for noget.

Efter ca. 3 år tog Profeten ophold i al-Arkams hus, der lå centralt placeret i Mekka, på Safa-højen nær Ka'baen, og folk strømmede til fra nær og fjern for at høre ham prædike.
    At muslimerne begyndte af forrette bøn i det fri, var også med til at vække interessen for den 'nye' religion.
    Muslimerne i Mekka blev forfulgt, boykottet og bespottet, så Profeten tog til Tâif for at prædike og bede om asyl; men Profeten blev hånet og drevet ud af byen med stenkast - en klar melding om, at han skulle lade ’de andre' komme til sig og ikke selv 'mase sig på' med sit budskab.

Ikke alle Profetens slægtninge blev muslimer: Hans farbror Abû Tâlib, der havde opfostret ham, efter han var blevet forældreløs, blev aldrig muslim, men beskyttede ham loyalt indtil sin død.
    Ca. 6 år efter sin kaldelse sendte Profeten Muhammad skrivelser til seks statsoverhoveder i nærliggende lande med en opfordring til at antage Islam. Kun Etiopiens kristne konge antog Islam - de øvrige nøjedes med høfligt at afslå opfordringen.
    Profeten gjorde således konstant opmærksom på sin eksistens og sin tro, men overlod det i øvrigt til de andre at komme til sig; og han nærede ingen fjendtlige følelser imod dem - hverken imod dem, der ikke kom til ham el. imod dem, der hørte hans ord uden at antage Islam.

Den algierske sufi-shaykh El-Alaoui sagde en gang i 20'erne til en fransk læge, der undrede sig over, at shaykh'en ikke prøvede at overtale ham til at blive muslim: "De, som har brug for mig, kommer til mig. Hvorfor skulle jeg prøve at tiltrække andre?"

Denne form for da'wa vil - om Gud vil det - også være den form, som muslimer i ikke-muslimske lande vil blive kendt og husket for.

Det skal til slut bemærkes, at mange muslimer i de seneste år – desværre - har fået et ganske andet forhold til da’wa, idet de – på trods af Koranens tydelige ord - betragter det som deres opgave at omvende ikke-muslimer til islam – i stedet for at gøre folk interesseret i gudstro i videre forstand.

© Aminah Tønnsen, april 2003   


Dette er en lettere bearbejdelse af en artikel, der tidligere har været bragt i tidsskriftet ISLAM – FRED & HARMONI nr. 2/1994, side 11-14.

Se: Ikke flere missionærer tak

Litteratur:

ABEDIN, Syed: Dialogue & da’wah.
    The Muslim World League Journal, vol.17, nos. 5&6, 1990, pp.6-10.

ARNOLD, T.W.: The preaching of Islam.
    London 1913.

DENFFER, Ahmad von (ed): Islam hier und heute.
    Islamische Bibliothek Köln 1991,
    side 105-114: Da’wa in der Zeit des Propheten (Ahmad von Denffer)
    side 115-120: Da’wa hier und heute! (Jahja Schülzke)

ECHAMMARI, Aminah: Islamisk da’wa.
    ISLAM – FRED & HARMONI nr. 3/1991, side 5-9.

FARUQI, Ismail R.: The Path of Dawah in the West.
    THE MUSLIM WORLD LEAGUE JOURNAL vol. 14, Nos. 7&8, pp. 49-56.

HUMAI; Saleh bin Abdullah bin: Islamic rules of debate.
    Jeddah, 1994.

KETTANI, M. Ali: Dawah among Muslim minorities.
    THE MUSLIM WORLD LEAGUE JOURNAL, March 1980, pp. 31-39.

MAWDUDI, Abul A’la: Witnesses unto mankind.
    The purpose and duty of the Muslim ummah.
    The Islamic Foundation, 1986.

MOURAD, Samir (ed.):
    Einführung in das Verhältnis zwischen Muslimen und Nichtmuslimen,
    Muslimischer Studentenverein Karlsruhe, 1999, side 32-44:
    Die Nichtmuslime zum Islam einladen (Dawa).

MURAD, Khurram: Da’wah among non-Muslims in the West.
    Some conceptual and methodological aspects.
    The Islamic Foundation, 1986.

PEDERSEN, Lars: Invitation til islam. Da'wa i Vesteuropa.
    ANTROPOLOGI nr. 23/1991, side 147-158.

RÜSCHOFF, S. Ibrahim:Da’wa under nichtmuslimen.
    Schriftenreihe des Islamischen Zentrums München Nr. 11.

SAKR, Ahmad H.:Islamic Da’wa. Some problems.
    The Muslim World League Journal, vol. 6, no. 8, 1979, pp.14-16.

THE ISLAMIC FOUNDATION:
    Christian mission and islamic da’wah.
     Proceedings of the Chambésy dialogue consultation.
    The Islamic Foundation, 1982.

[ index ]   [ nyheder ]   [ Koran & hadîth ]   [ islam set indefra ]   [ islam fra A til AA ]
[ dialog ]   [ islam i Europa ]   [ samfund & politik ]   [ viden & uddannelse ]   [ islamisk ret ]
[ personligheder ]  [ familie & køn ]   [ etik ]   [ for børn ]   [ bøger ]   [ link ]   [ kontakt os ]