Dialog:

Medmenneske først - troende så

Af Anne Ehlers

I Danmark er det for længst blevet en kendsgerning, at en vis procentdel af borgerne i en eller anden grad og på forskellig vis bekender sig til og tror på Allah og Koranen. Procentdelen er så stor, at islam, brugt som fællesbetegnelse for denne bekendelse og tro, nu udgør det største trossamfund uden for folkekirken. Det er et nyt forhold - en ny struktur - i det danske samfund, og det vil sige i den danske folkelighed. Denne nye folkelige struktur kan kirken, brugt som fællesbetegnelse for både den store procentdel af borgerne, der er medlem af folkekirken, og for den noget mindre del, der jævnligt tager del i gudstjenester og er engageret i kirkeligt arbejde, vælge at forholde sig aktivt til. Men, og det skal understreges, det er jo ikke nogen selvfølgelighed, at man på grund af sit tilhørsforhold til folkekirken pludselig er forpligtet til at interessere sig særligt for islam - der er mange andre folkelige og samfundsmæssige områder, det er lige så relevant at forholde sig til, påvirke eller i det hele taget se som en del af sit kirkelige engagement.
    Jeg mener derfor, det er vigtigt i første omgang at placere islam-diskussionen på linje med alle andre diskussioner af, hvordan vi borgere i fællesskab skal forme vores fremtidige samfund. For så vidt er diskussionen først og fremmest et socialt og politisk anliggende. Derfor er det misvisende og irrelevant at karakterisere for eksempel konflikter med enkelte såkaldte andengenerationsindvandrere (faktisk er der jo tale om mennesker med dansk statsborgerskab) som kulturelle eller religiøse, og begynde at påpege store modsætninger mellem "vores" og "deres" menneskesyn, moral, sædvaner og skikke osv.. Det er først og fremmest sociale problemer. Hver gang, der opstår konflikter i et samfund, er det som regel fordi, der er tale om nogle mennesker, hvis liv af den ene eller anden grund ikke hænger sammen. Ensomhed, mangel på god kontakt til - og delagtighed i - et mere etableret liv med familie, venner og arbejde er de hyppigste årsager til, at det går galt.
    Så lad mig slå det fast: Vi er alle borgere i det samme samfund. Vi er hinandens medmennesker. Vi må og skal ud over tvedelingen VI - DEM eller OS - JER. Hende, der bekender sig til Koranen og hende, der bekender sig til Jesus af Nazareth, er ikke hinandens modsætninger. Som om mennesker kunne være det. Selv om jeg tror på evangeliet, er min muslimske medborger ikke en repræsentant for min tros absolutte modsætning i form af Anti-krist eller lignende, men vedkommende er min næste, der tror på Allah og Koranen. Det er nu en folkelig kendsgerning om det at bo i Danmark, og det vil det være fremover: At en del af mine medborgere tror på Koranen som den ene og sande guddommelige åbenbaring. Jeg kommer aldrig i livet til at dele den tro, men jeg kommer - mere eller mindre direkte - til at dele min tilværelse med de mennesker, der har den - fordi vi bor i samme land. Medmenneske først - troende så.

Den højere norm - vi skal være her sammen
Den enkelte tradition og/eller religion er selvfølgelig sandhed for den, der lever i den. Men det udelukker ikke åbenhed. For der må være en højere norm i et samfund end en bestemt tro og bekendelse, og den norm er slet og ret, at vi skal være her sammen. Og dén norm er målestokken for os alle, for den holder os fast på, at åbenheden over for og anerkendelsen af en anden trosbekendelse skal have sin plads og sit rum.
    Det er naturligvis et valg at mene, at der "må" være en højere norm om at være her sammen. At påstå andet ville være at forfalde til den naturalistiske fejlslutning, at man kan slutte direkte fra "er" til "bør" - altså i stil med at fordi islam nu engang er det næststørste trossamfund i Danmark, bør vi også leve i samdrægtighed og gensidig forståelse. Man kunne i princippet lige så godt erklære åben krig, om end ikke med våben så i det mindste med ord. Og dermed argumentere for at dette samfund ikke er stort nok til at rumme så forskellige religioner og traditioner. Hvad der rent praktisk ville komme ud af dét, andet end endnu mere verbal vold og deraf følgende frustrationer, er svært at sige. Men muligheden er der.
    Vi må og skal rumme hinandens forskelligheder, deriblandt religioner, men vi skal have et rum at gøre det i. Det er et voksende problem for muslimer i Danmark, at det er meget uklart, hvordan de er repræsenteret. Sammenlignet med det mosaiske trossamfund, er det ikke muligt at tale om det muslimske trossamfund i Danmark. Eller i det mindste om nogle tydelige grupperinger, som kan lade sig repræsentere i enkeltpersoner. Men det er så også en lang proces at skulle forandre sin konkrete baggrund så meget, at kun dele af den bliver videreført som en form for mindste fællesnævnere i den nye sammenhæng, som det at være muslim i det danske samfund er.
    Motivationen til at hævde princippet om "medmenneske først - troende så" kan være så meget. En direkte kristen begrundelse om næstekærlighed - eller forsøg på at finde den skjulte Kristus i alle religioner, så vi i virkeligheden kan mødes i en fælles gudstro - ligger ikke lige for mig. Jeg er selv grebet af evangeliet om Jesus af Nazaret, i hvem vi møder en så altomfattende kærlighed, en så høj grad af inklusivitet i forhold til alle mennesker, en så ufattelig medfølelse og tilgivelse - at det på en eller anden måde forhåbentlig også ind imellem klinger med i mit syn på andre. Men jeg ville aldrig direkte begrunde normen om, at vi skal være her sammen, med evangeliet - det ville være en reduktion af Vorherres ord - og det ville ikke nødvendigvis gavne sagen. Hvad der personligt driver én til at vælge den norm, er nemlig helt underordnet. Det vigtige er selve hævdelsen af den.
    Hævdelsen af den norm er milevidt fra en fad og vattet tolerance, alene i kraft af den implicerede gensidighed. For normen indebærer et krav om nøjagtigt den samme anerkendelse og respekt fra begge sider. Så der står slet ikke så lidt på spil med "de muslimer", for det kræver fra deres side en vilje til at acceptere et samfund, hvor forskellige meninger brydes med hinanden, og hvor der ikke findes en højere religiøs sandhed - for eksempel i form af en religiøs lov - som sidste referenceramme. Vi har kun hinanden at tale med i et demokrati.

Religioners og traditioners historiske foranderlighed
En vilje til at erkende historisk foranderlighed og intern uenighed er også afgørende. Mennesker, der bekender sig til Allah og Koranen, må erkende, at islam ikke er en eviggyldig, uforanderlig og ensartet størrelse. Lige som vi andre må gøre det samme.
    Mange folkekirkekristne har en klar historisk bevidsthed. Vi ved, at det ikke altid har været sådan i vores land, at kirken som nu, hvor den ingen reel samfundsmæssig magt har, virkelig kan koncentrere sig om at være kirke og intet andet. Vi ved, at den engang har haft en stor magt og har kunnet manipulere med et uoplyst, udannet folks sind. Vi ved, at der er blevet foretaget uhyrligheder i den treenige Guds navn, og at det ikke kun var pæne ting, den hvide, kristne race foretog sig, da den bragte evangeliet ud i verden.
    Vi ved også, at teologien gennem tiden har sat fokus på forskellige emner, ikke mindst under inspiration fra filosofien. Græsk filosofi, skolastik, nominalisme, oplysningstænkning, romantik, endelighedstænkning, sprogfilosofi er inspirationskilder, uden hvilke vi slet ikke ville være, hvor vi nu er, når man skal forklare, hvad kirke og kristendom er. Politiske forhold, så som krige, har på sin side sat sit præg på kirkehistorien. Kirken har haft vidt forskellige vilkår under store kejserriger, under nationalstater som definerede sig som kristne, eller under stater der ligefrem har forbudt religion som officiel institution.
    Med andre ord ved vi, at det hele ikke er så entydigt. Vores historiske bevidsthed fortæller os, at det hele engang har været anderledes og er i en stadig forandring. Vores traditions kanon viser os, at bekendelsen til og troen på Jesus af Nazareth rummer mange udtryk. Og den kirkelige virkelighed i dag er et levende udtryk for, at tro og bekendelse nok er fælles pejlingsmærker, men ikke indebærer, at vi går i nøjagtig samme takt.
    Trivielle opremsninger og kendsgerninger? Jo, men det er præcis evnen til at finde dem frem, der er kernen i at kunne omgås mennesker med en anden tro og bekendelse end éns egen. Den evne der har sin grund i en viden om, at den kristne tro og bekendelse historisk set har haft anderledes udtryk, samt at den i vor tid stadig udtrykkes på mange forskellige måder. Altså evnen til at rumme de forskellige former, éns egen tradition har haft og altid vil have, og samtidig være i stand til at bevare en lydhørhed og åbenhed over for Guds ord.
    Det giver afsæt for samtale med andre konfessioner, for det er den åbenhed ved samtalepartneren, der bringer samtalen videre. Men megen dansk fordomsfuldhed lukker på forhånd af over for "islam" ved at hævde, at muslimer ikke er i stand til at hævde sådan. Og så spørger man: Jamen, kan muslimer tænke sådan? Er de ikke spundet ind i et statisk, totalitært verdensbillede, hvor religion, politik, moral og jura er vævet tæt sammen? Har de overhovedet en historisk bevidsthed, der fortæller dem, at islams historie er lige så broget og mangfoldig som kristendommens?
    I hvert fald er det en kendsgerning, at muslimsk teologi alle dage har været inspireret af filosofien med græsk tænkning og skolastik som de stærkeste inspirationskilder. Det er her på sin plads at minde om, at Aristoteles kom til europæisk, kristen teologi via arabisk tænkning, samt at naturvidenskab og matematik udfoldede sig i den arabisk-muslimske verden tidligere end i Europa. Det er også på sin plads at minde om, at der i den arabiske verden fra 900-tallet og nogle århundreder frem var et højdepunkt af en blomstrende, differentieret og oplyst kultur. Det er altså ikke "iboende" islam at fremstå snæversynet og fundamentalistisk - denne nutidige strømning har sine historiske og politiske grunde. Og det er så langt fra den eneste form for islam i vor tid, hvor der findes lige så mange forskellige former for muslimsk bekendelse og tro, som det er tilfældet med kristendommen.

Dansk islams selvforståelse og status
Men sagen er så den, at mange reflekterede, kulturåbne og selvkritiske muslimer her i landet har et meget stort ansvar for, at deres danske - og eventuelt kristne - medborgere er skeptiske og afvisende. Man kan som velmenende præst, og som velmenende medborger i det hele taget, sige nok så meget oplysende om islam og forsøge at åbne feltet ved at henvise til islams historiske, kulturelle og konfessionelle mangfoldighed, hvis det ikke understøttes af udsagn eller handlinger fra muslimsk side. Der er nemlig et problem i, at en stor del af vor tids muslimske præster, og nu taler jeg om de imamer, der virker i Danmark, giver indtryk af, at de tilsyneladende sjældent har dét med i deres åndelige, historiske og religiøse bagage, at troen på og bekendelsen til Allah og Koranen så langt fra er en entydig størrelse. Tværtimod gøres der en dyd ud af påstanden om, at islam altid har været den samme, hvilket for eksempel et interview med Fatih Alev, imamvikar på Nørrebro (Informtion d. 15/3-2000) viser: "hvis en kristen for 2000 år siden kunne se, hvordan kristne opfører sig i dag, ville han ikke kunne genfinde sine kristne værdier. Men en muslim fra for 1000 år siden ville kunne genkende muslimer i dag".
    Det er så naivt, at man kunne vælge blot at smile ad det, men udsagnet afspejler alligevel en farlig blindhed over for de interne forskelligheder, islam historisk og kulturelt set rummer. Det er farligt, fordi det indebærer, at "islamiske værdier" hæver sig over kritik, udelukkende fordi de er islamiske, hvad det så end betyder. Og så kan man jo legitimere alt i islams navn.
    Samme imam Alev har dog flyttet sig meget mere, end han tilsyneladende selv er klar over, for han forkynder og formidler islam på dansk. Ja, han kalder dansk en gave fra Gud, fordi sproget gør, at så forskellige mennesker som tyrkere og arabere nu er i stand til at kommunikere sammen. Altså dansk som islams hjertesprog - et stort skridt for en integrering i det danske samfund, at troen og bekendelsen formuleres på dansk. Dansk medborger først, troende så, kunne man fristes til at sige bliver følgen af dette. Og så er vi måske ved at begynde en indkredsning af islams repræsentationsproblem. For så kan det danske muslimske trossamfund rumme interne forskelle, og samtidig fremstå som en samlet gruppe. I stil med mosaisk trossamfund - og folkekirken.
    Et andet eksempel på at meget forskellige muslimer mødes om det danske - både sprogligt og kulturelt - finder man hos den gruppe mennesker, der i Århus kommune betegnes mentorer, det vil sige vejledere for unge, der er kommet i konflikt med samfundet. Jeg har hørt røster sige, at mentorerne desværre kommer for sent ind i billedet - man kunne i langt højere grad bruge dem i et forebyggende arbejde. For at blive mentor skal man have en toårig uddannelse, der foregår på dansk, og hvor man trænes i flerkulturel kompetence, altså i at kunne spænde over viden om det danske samfunds normer, sæder og skikke samt refleksion over sin egen tradition. En mentor skal altså i høj grad være i stand til at træde to skridt tilbage og formidle sin egen baggrund i forhold til danske myndigheder, og formidle dansk sædvane over for sin egen gruppe.
    Min erfaring med en sådan gruppe mentorstuderende er, at der hos de mennesker, der hver for sig, og med baggrund i hver sin nationalitet har det til fælles (med enkelte undtagelser), at Allah og Koranen er deres grundlæggende horisont, eksisterer et stort videbegær efter og en stor åbenhed over for det, en dansk præst kan komme og fortælle om kirke og kristendom i Danmark. De vil simpelthen lære noget om det her samfund.
    Man kan så kun håbe, at det danske samfund gør ordentlig brug af mentoruddannelsen, både fordi den i sig selv er en investering, og fordi det er en skam, hvis den viden og kompetence falder på gulvet, fordi danske myndigheder ikke altid er vågne nok til at sætte en mentor på en ressourcesvag familie, inden det går galt og ender i regulær kriminalitet.

Selvkritik og respekt er samtalens drivkraft
Kristendom og islam er to forskellige religioner. Bekendelse og tro er forskellig. Religiøs praksis er også forskellig. Men sådan i almindelighed at gå og tale om to absolutte modsætninger, der umuliggør sameksistens mellem mennesker og i stedet indebærer konfrontationer og konflikter, er en fejlagtig dramatisering af gudstroens samfundsmæssige betydning. Det bør vi folkekirkekristne i hvert fald og i det mindste holde meget fast i. Der står meget på spil - det gør der! Og folkekirkedanskere må blive ved at hævde, hvor vigtigt det er at holde jura, politik og religion adskilt, fordi det ikke er, og aldrig har været, en gudgiven sandhed, at det skulle være vævet tæt sammen. Vi ved bedre, for vi kender kirkens og kristendommens historie, og vi kender alt til, at den hellige, almindelige kirke er en yderst mangfoldig størrelse, både i Danmark og på verdensplan. Fra vores side skal den muslimske medborger i hvert fald ikke møde fordomme - men vi vil så gerne have flere tilkendegivelser fra vore medborgere, der bekender sig til Allah og Koranen, eller som kalder sig kulturelle muslimer, om, at de også er parate til at udøve selvkritik, traditionskritik og tage afstand fra de uhyrligheder, der blandt andet sker ved en legitimering af evige islamiske værdier.
    Lad os opfordre til, at de af vore muslimske medborgere, der praktiserer islam som religion, vil arbejde på at organisere sig inden for det danske samfund, og det vil nødvendigvis sige på helt nye betingelser for, hvad det vil sige at være muslim - og lad os håbe på, at (selv)kritiske muslimske røster lader sig høre højt og tydeligt i langt højere grad, end tilfældet desværre er. Så kan samtalen for alvor begynde.

© Anne Ehlers