Dialog:

ANGSTEN FOR ISLAM

Af Anders Laugesen

I de seneste år er der i Vesten vokset en kollektiv angst frem for islam. Er det en fobi, eller er der grund til frygt ?

Som en lille oase midt i byens fortravlede asfalt ørken ligger moskeen med sin hvælvede kuppel og slanke mineret. Hvad enten det er i Mellemøsten, Fjernøsten eller i det indre Afrika er indtrykket det samme. Enkelthed, rene linier og en særlig ro. Bag moskeens porte er dagens hede og byens hektiske pres trængt i baggrunden af det åbne, skyggefulde rum skabt af de karakteristiske arkitektoniske linier.
    Moskeen er et smukt rum, der vidner om en rig kulturel tradition i den islamiske verden med en sans for skønheden i det enkle. I sig selv et ydre billede på den fred og harmoni, der er ifølge Koranen målet for enhver muslims liv.
    Men der er i dag kommet forstyrrende elementer ind i de ellers beundringsværdige bygninger. Mærket fra moderne tiders indtog i den muslimske verden er umiskendeligt: Slet skjulte fire farvede plakater af dårlig trykkvalitet med politiske budskaber, slagord og skrattende lyde fra en højtaler, der 5 gange dagligt i en ubeskrivelig dårlig lydkvalitet kalder til bøn efter devisen desto højere desto bedre. Arabiske Koran- og bønsrecitativer med en ellers en enestående sproglig melodi bliver udsat for vold i minaretens forvrængende hornhøjtaler. For et europæisk øre virker det som direkte overgreb på et ellers lydligt smukt sprog.

Underkastelse
Midt på dagen, når der kaldes til bøn, holder mange muslimer inde med deres forehavender. Kontoristen i den moderne airconditionerede betonblok og gadefejeren på den støvede markedsplads trækker på samme tid deres bedetæppe frem og vender det imod Mekka. Efter den foreskrevne rituelle vask er foretaget, begynder bønnen, og følger slavisk de foreskrevne regler.
    Bønnens ublufærdige bekendelse til Allah som alstor, som er udtrykt i bønnens rituelle bevægelser og den totale tilsidesættelse alt andet. Der er en ubeskrivelig kontrast fra den åbenlyse bøn i et muslimsk land til et Europa, hvor mennesker dårligt tør stå ved, at de beder aftenbøn af angst for, hvad andre måtte sige.
    For mennesker rundet ud af en europæisk kultur, hvor individualisme og personlig frihed sættes over alt andet, virker det som et faretruende eksistentielt frontalt angreb, at se andre underkaste sig Gud og uden blusel bekende, at der er noget større og mægtigere end en selv.
    Islam er i sit væsen underkastelse. Moderne europæisk kultur er ifølge tidens tendens individualisme og kravet på ubegrænset personlig frihed. Derfor er et kultursammenstød mellem traditionel muslims kultur og en nutidig europæisk tankegang i praksis uundgåeligt. Også selv om der på forskellig vis arbejdes aktivt for forståelse, respekt og tolerance. Modsætningerne er så store, at de hverken kan eller skal jævnes ud. Der vil altid være konflikter eller misforståelser imellem to fundamentalt så forskellige livssyn. Opgaven består ikke i at fornægte disse sammenstød, men i at undgå, at modsætningerne udvikler sig til had og aggression.

Uenighedens nødvendighed
Islam er i lighed med enhver anden religion ikke nogen entydig størrelse. Muslimer fremfører ofte argumentet, at islam er en fast og veldefineret størrelse, fordi islam er fastlagt ifølge Koranen og traditionerne. Selv om det måske i teorien burde forholde sig sådan, svarer det ikke til virkelighedens verden. Ethvert forsøg på at give et idealiseret billede af islam eller for den sags skyld enhver anden religion udelukkende på baggrund af skriften og traditionen giver nødvendigvis et misvisende billede, fordi religion og kultur altid er vævet sammen i et konstant foranderligt mønster. Det er derfor ikke muligt at tale generelt om islam, fordi islam ikke er en entydig størrelse.
    Der har historisk været mange eksempler på en fredelig og frugtbar sameksistens mellem kristen og muslimsk kultur. Der er masser af eksempler på muslimers udsagn om Gud, der bør give anledning til genkendelse og anerkendelse blandt kristne. Men samtidig er der tilsvarende eksempler på krig og undertrykkelse, der grunder sig på religiøse uoverensstemmelser. Hvis ikke denne dobbelthed i forholdet til islam hele tiden tages med ind i vurderingen, bliver mødet med islam uærligt og utroværdigt.
    For nylig var der en dansk muslim, som ved et møde mellem kristne og muslimer åbenlyst talte for den islamiske lovs ret til at påbyde stening som straf for ægteskabsbrud. Det går klart imod enhver form for menneskelig anstændighed ifølge de normer, vi har i Europa. På samme måde som det altid ud fra en europæisk-humanistisk kulturs synspunkt vil være helt uacceptabelt, at der i islam er foreskrevet dødsstraf for at afsværge sig sin muslimske tro og blive f.eks. kristen. Hvis sådanne udsagn fremsættes af muslimer hverken kan eller skal de accepteres eller tolereres, fordi det er i fundamental modstrid med de bærende værdier i vores europæiske kultur.
    Uenighed er en nødvendighed for at bevare og markere ens egne grænser som menneske og som kultur. At være konfliktsky på kort sigt er på langt sigt at skabe alvorlige og uoverskuelige problemer.
    Men at være uenig er ikke det samme som at holde op med at kommunikere. Snarere tværtimod. Det er vigtigt, at uenighed ikke fører til afvisning men til samtale og sameksistens, for når uenigheden er markeret, er det vigtigt at komme videre og søge efter positive berøringspunkter. Og kan de ikke findes i forhold til det man bekender sig til, så er det altid muligt at mødes positivt som mennesker i det medmenneskelige. I gæstfriheden, hjælpsomheden, glæden over børnene, kampen for at skærme de svage osv. Hvis en konfrontation strander på uenigheden, så er det fordi parterne endnu ikke har opdaget det fælles område de deler som mennesker, når alle uenighederne er lagt til side. At være menneske først er en helt elementær forudsætning for at kunne gå ind i enhver form for dialog med anderledes tænkende - også med muslimer.

Islamofobi
Hverken det store islamisk financierede hjælpearbejde blandt rwandesiske flygtninge eller Hammas-drabene på uskyldige budpassagerer er i sig selv islam. Men begge dele er udtryk for menneskers tolkning af islam.
    Selv om de fleste muslimer tager afstand fra den militante islams drab af udlændinge i Algeriet, bortførelser i Sudan og terror-bombninger i Jerusalem, så er det ikke desto mindre et udtryk for islam, der bør tages alvorligt. Såvel af ikke muslimer som af muslimerne selv. For hvad er det for kim i den muslimske religion, der kan føre til, at nogle mennesker føler at de ved sådanne voldshandlinger handler i overensstemmelse med deres tro.
    En gennemlæsning af Koranen og af Haddish-samlingen med profetens eksempel viser klart, at der i de bøger findes udsagn, som ufortolket kan retfærdiggøre handlemåder og attituder, som ud fra en europæisk kulturbaggrund er uacceptable.
    På samme måde som der i øvrigt i Ny Testamente findes udsagn, der ville få drastiske konsekvenser, om de blev anvendt utolket - tænk f.eks. på verdenshistoriens gang, hvis budet om at vende den anden kind til var blevet fulgt af alle kristne.
    Fordi nogle af udsagnene i Koranen og Haddish om bl.a. straf og forholdet til ikke-muslimer er så rå i deres formulering, er der god grund til at have angst for muslimer, som tager de mest aggressive udsagn ud af den religiøse tradition og bruger dem utolkede som et livsgrundlag. Den form for ulærd fundamentalisme er farlig indenfor alle religioner men i særdeleshed indenfor islam. Og den er der god grund til at frygte. Den kan ikke bekæmpes ved vold eller frontale angreb, for netop aggressionen er benzin på det bål, den militante islam næres ved.
    Enhver form for nedladende og hoverende holdning over for almindelige muslimer, blot fordi de er fremmede med en anden tro, er med til at styrke den militante islam. Denne afvisende attitude, som f.eks. kan være udtrykt i et koldt blik eller en racistisk bemærkning, presser troende muslimer over mod de grupper, der med et forenklet Koran-syn understreger skellet til ikke-muslimer.
    Derfor er venlighed, hjælpsomhed, retfærdighed og de gode levevilkår den militante islams værste fjende, fordi det i sig selv er med til at afkræfte aggressionens nødvendighed.

Sameksistens
Fredelig lokal og global sameksistens mellem islamisk og europæisk kultur er afhængig af mange faktorer. Blandt europæere er der en stor opgave, som består i at skabe respekt om muslimer som anderledes troende mennesker, der ikke defineres via trosmæssige uenigheder men opleves igennem de menneskelige relationer og værdier. Blandt muslimer er opgaven ikke mindre. Her er det tvingende nødvendigt, at lægfolk og teologer arbejder med den muslimske tros tolkning ind i samtiden. Flere steder vil det være nødvendigt, at muslimer sætter sig ud over en undertrykkende selvjustits, som alt for tit forhindrer en mere åben tolkning af islam. Før det sker vil det ikke være de teologiske argumenter men magtens argumenter, som bestemmer, hvad der skal forstås ved islam.
    Det er ikke altid let at leve sammen med store uenigheder. Men der er ikke noget valg.
    Under sit besøg i Nordafrika i denne uge understregede pave Johannes Paul II vigtigheden af den fredelige sameksisten. Indenfor den katolske kirke er der igennem mange år blevet gjort et stort stykke arbejde med at etablere en løbende dialog mellem den katolske kirker og en lang række af forskellige muslimer over alt i verden. Vatikanets afdeling for dialog med ikke-kristne har i mange år dokumenteret, at en religionssamtale mellem kristne og muslimer er mulig på mange forskellige niveauer. Og den indsats, der er gjort i de mange dialog-møder har ganske givet bidraget positivt til forholdet mellem muslimer og kristne i Middelhavsområdet og i Afrika.
    Dialogens eksempel er heldigvis smittende. Derfor bør samtalen med muslimerne i Danmark nu bredes ud fra de mere snævre kredse og få et offentligt ansigt. På samme måde som folkekirken f.eks. igennem sine mellemkirkelige organer burde påtage sig en rolle som dialogpartner med islam såvel lokalt som mere globalt. Det ville være både rigtigt og naturligt, men nok desværre ikke særligt realistisk.
    

© Anders Laugesen    

Denne artikel har tidligere været offentliggjort i KRISTELIGT DAGBLAD den 20. april 1996 og gengives her med forfatterens tilladelse.