En fattig enkemand, der levede alene med sin store datter, oplevede engang noget højst usædvanligt: Kvæderne og fignerne på hans frugttræer modnedes helt uden for sæsonen. Da han så de modne frugter, besluttede han at forære nogle af dem til sultanen. Og han håbede, at sultanen ville belønne ham rigeligt for gaven.

Manden fyldte en stor kurv med de flotteste kvæder og dækkede dem med frisk græs. Hans datter havde set kurven med kvæderne, og hun undrede sig, for det var ikke torvedag den dag. Så da de drak deres morgen-te, spurgte hun faren, hvem der skulle have de mange kvæder. Faren svarede, at han ville forære dem til sultanen.
    Men da faren gik ud for at hente sit æsel, der stod og græssede i vejkanten, fyldte datteren en anden kurv med de største og lækreste figner, og hun dækkede dem med frisk græs.
    Da faren kom tilbage for at tage kurven med kvæderne, sagde hun til ham, at han i stedet skulle tage kurven med fignerne. For, som hun sagde, så ville sultanen sikkert slet ikke få de flotte kvæder at se. Kvinderne ville skrælle og koge dem, og sultanen ville selv kun se og smage de tilberedte kvæder. Hvis sultanen derimod fik foræret nogle friske figner, ville han spise dem uden at andre først havde rørt dem. Faren syntes, at datterens forslag lød fornuftigt, så han tog fignerne og red hen til sultanens palads.

En tjener bragte den fattige mands figner til sultanen; men da sultanen så dem, blev han vred og kaldte manden til sig: "Andre bringer mig guld og sølv - du bringer mig blot figner!" Og som straf beordrede sultanen manden bundet og lagt ved siden af tjenernes vandkrukke. Og sultanen befalede, at enhver, der drak af vandkrukken, skulle straffe manden ved at kaste en figen i ansigtet på ham. Og manden måtte hverken få mad eller drikke, mens han lå dér.

Nogle timer senere fortalte vagten sultanen, at hver gang en figen ramte den fattige mand i ansigtet, slikkede han det bløde af fignen i sig og velsignede sin datter.
    Da sultanen hørte dette, blev han nysgerrig og kaldte den fattige mand til sig og bad om en forklaring. Manden fortalte, hvordan han i første omgang havde besluttet at forære sultanen en kurv med kvæder; men hvordan hans datter havde rådet ham til at forære sultanen en kurv figner i stedet for. Og manden tilføjede, at hvis han ikke havde fulgt datterens råd, ville han sikkert have været død nu efter at have fået så mange hårde kvæder smidt i hovedet.

Da vidste sultanen, at den fattige mands datter var en meget klog pige, og han giftede sig med hende. Pigens far blev nu sultanens svigerfar og blev en velhavende mand.

DEN KLOGE HUSTRU

Der var engang en dommer, der giftede sig med en ung pige, som han holdt meget af. Og af hengivenhed for hende lovede han, at hvis de nogensinde skulle blive skilt, måtte hun tage den ene ting med sig, som var hende kærest af alt i huset.
    Men hustruen var ofte vidne til, at dommeren ikke dømte retfærdigt mellem folk. Og hun blev vred, når hun hørte, hvorledes han traf afgørelser til fordel for de mennesker, der betalte ham bedst. Hun gik hen til vinduet og fortalte det passerede til tilfældige forbipasserende.

Snart begyndte folk i byen at klage over, at dommeren tog imod bestikkelse (el. den korrupte dommer), og dommeren sluttede, at det måtte være hans egen hustru, der forrådte ham. Han beordrede hende til at forlade huset; men som han havde lovet hende, måtte hun tage den ene ting med sig, som hun holdt allermest af i huset.
    Men hustruen havde taget sine forholdsregler. Hun havde nemlig bedt en snedker lave en stor kiste af træ. Da dommeren spurgte, hvad det var, hun ønskede at tage med sig, pegede hun på kisten og sagde: "Sæt dig ned i kisten, for det er dig, jeg ønsker at tage med mig!"

Dommeren smilede og forstod med ét, at det havde været en stor fejl at tage imod bestikkelse. Og han lovede sin kloge hustru, at han fra nu af altid ville dømme retfærdigt og aldrig mere ville sende hende bort.

DET TALENDE TAG

En dag kom en fattig mand og bad om husly for sig os sin hustru, der meget snart skulle føde. Han blev vist hen til huset med det talende tag, for som altid stod det tomt, og den fattige mand var taknemmelig for at få tag over hovedet.
    Senere på dagen, da manden var gået ud for at tigge lidt mad, fik hustruen veer. Og da veerne om aftenen havde taget til i styrke, sagde taget: "Jeg vil falde ned! Jeg vil falde ned!" "Fald du blot ned, min bror!" sagde den forpinte hustru. Og taget faldt virkelig ned - og sammen med det en hel sølvskat.
    Barnet blev født, og da kvinden var kommet sig efter fødselen, gik hun hen til sølvskatten og sagde: "I Guds navn!" for at drive de onde ånder væk, som havde besat sølvskatten i mange år. Og hun tog et gedeskind og samlede alt sølvet sammen i det.

Da hendes mand kom hjem sent om aftenen, fortalte hun ham, hvordan taget havde talt, hvordan hun havde svaret, og hvordan taget var faldet ned sammen med sølvskatten. Manden troede sin hustru, og de faldt begge på knæ og takkede Gud. Manden tog noget af sølvet for at købe mad og husgeråd, og han lejede huset af dets ejer.
    Fra den tid led den lille familie ingen nød, og selv om de havde fået en hel sølvskat, levede de nøjsomt for at få den til at række så længe som muligt.

EN LÆRESTREG

En bonde havde et år et overordentligt rigt høstudbytte. En dag i høsttiden kom hans svigermor på besøg. Det var ved frokosttide, og sammen med sin datter gik hun ud for at hilse på svigersønnen og bringe ham hans frokost. Da kvinderne stod foran bunken med det tærskede korn, sagde bondekonen til sin mor: "Se, hvor gavmild Gud har været imod os! Hvis du går over på den anden side af bunken, vil vi ikke være i stand til at se hinanden. Der er sikkert korn nok til de næste tre år."
    Da de to kvinder var nået tilbage til huset, sagde moren pludselig: "Med al den rigdom, vil din mand sikkert tage sig endnu en hustru. Hør her, hvordan du kan forhindre det: Du og din mand er de eneste, der har nøglen til korndepotet. Hver gang jeg kommer på besøg hos dig, skal du give mig en sæk korn, som jeg vil tage med mig hjem og opbevare. På den måde vil du få en passende del af høstudbyttet, og din mand vil ikke have i overflod."
    Manden overhørte imidlertid tilfældigt kvindernes samtale og besluttede at give dem en lærestreg: Hver gang hans hustru havde givet sin mor en sæk korn, tog han selv to sække korn, som han lod opbevare hos en god ven. Og da der var gået et halvt år, var tre års korn forsvundet ud i den blå luft!

Manden sagde da til sin hustru: "Hvorfor har du ikke holdt ordentlig hus med vores korn? Der var nok til tre års forbrug, og nu er der ikke den mindste smule tilbage! Du bliver nødt til at betale mig erstatning." Hustruen sagde intet, men gav manden nogle af sine sølvsmykker. På den måde afleverede hun efterhånden også sit sølvbælte og sine armbånd. Og hver gang tog manden smykkerne hen til sin ven og havde noget af det korn med tilbage, som han i al hemmelighed havde bedt vennen opbevare for sig. Og hans hustru troede, at han købte kornet for smykkerne. Og da året var gået, havde hun givet alle sine smykker, sit tøj og sine fine møbler for at få korn til husholdningen.

Da moren igen kom på besøg hos sin datter, sagde denne vredt: "Se nu, hvad du har gjort! Jeg har mistet alle mine smykker, mine møbler og mit fine tøj!" Moren sagde beslutsomt: "Giv mig noget af dette års høstudbytte. Så vil jeg sælge det for dig, så du kan tilbagekøbe dine smykker." "Nej!" sagde datteren. "Du får ikke så meget som en eneste kærne af mig, for det er dig, der er skyld i min ulykke. Selv om min mand så gifter sig ti gange mere, vil jeg aldrig tage så meget som et eneste mål korn fra ham!"
    Nu vidste manden, at hans hustru have taget ved lære. Lidt efter lidt gav han hende smykkerne, tøjet og møblerne tilbage, og de levede lykkeligt til deres dages ende...

Kilde:

DWYER, Daisy Hilse:
          Images and Self-Images. Male and Female in Morocco.
          New York 1978.