For børn:

DEN TØRSTIGE HUND

Af Aminah Tønnsen

Ali boede i byen Medina i Arabien. Han var på vej ud til sine kammerater, som han plejede at mødes med under nogle store palmetræer uden for byen.
      Han havde noget vigtigt, han skulle tale med kammeraterne om. For i aftes havde Profeten Muhammad siddet hjemme hos hans far sammen med nogle andre mænd, og Profeten havde da sagt, at det var en barbarisk skik at skære stykker af levende kamelers pukkel eller halen af levende får for at spise dem. At lemlæste dyr på den måde skulle være forbudt for fremtiden.
      Ali kunne ikke rigtig forstå det, for sådan havde man gjort lige så længe, han kunne huske. Og han syntes også, at det var meget praktisk, for dyret kunne jo leve videre, efter at menneskene havde fået sig et godt måltid.

Men Ali kom hurtigt på andre tanker. Hans ven Zaid havde været så heldig at fange en fugl. Han havde bundet den til et træ, og han og hans kammerater skød efter den med pile. Hver gang det blev en 'forbier', tilfaldt pilen Zaid. Ali gik med i legen; men kort efter kom Ibn Umar forbi.
      "Hvad foregår her?" råbte Ibn Umar vredt. "Guds profet har nedkaldt forbandelse over dem, der lemlæster dyr." Skamfuld løsnede Zaid fuglens snærende bånd og lod den flyve.

Drengene blev dog hurtigt i godt humør igen, for nu kom Profeten, og han tog sig altid tid til at snakke og skæmte med børnene - også selv om han havde vigtige anliggender at diskutere med de voksne. "Kom!" sagde Profeten. "Lad os sætte os i skyggen af de store palmetræer dér ovre."
      Pludselig foer Zaid op - han var blevet bidt af en myre. "Lad os sætte ild til den forbistrede myretue!" råbte han og pegede på en tue lidt borte fra stedet, hvor de sad. "Nej!" sagde Profeten bestemt. Og han fortalte historien om én af de tidligere profeter, der - efter at være blevet bidt af en myre - beordrede sine følgesvende til at sætte ild til en hel myretue. Da sagde Gud til ham i en åbenbaring: "Hvorfor skal tusinde af myrer lide en pinefuld død, bare fordi én eneste myre har bidt dig? Nu har du udryddet et helt samfund af dem, Jeg har skabt, og som synger Min pris!"
      Og efter et øjebliks tavshed fortsatte Profeten: "Den, der viser godhed imod andre levende væsener, vil blive belønnet i Paradis! - Husk det, drenge! Og nu skal I også høre en anden historie:

En mand rejste engang i ørkenen. Solen stod højt på himmelen, og jorden brændte under mandens fødder, så han kunne mærke det helt igennem skosålerne. Hans mund føltes tør; men han havde for længst drukket det vand, han havde haft med på rejsen. Han begyndte at føle sig svimmel og fik ondt i hovedet. Bare han dog snart nåede til brønden, som han vidste, lå på hans vej.

"Gud være lovet!" udbrød manden, da han omsider nåede brønden. Men nogen havde fjernet det reb og den spand, som sædvanligvis findes ved brønde i ørkenen, og manden selv havde intet med sig til at fire vand op fra den dybe brønd. Manden var fortvivlet; men der var ikke andet at gøre end at prøve at klatre ned i brønden.
      Manden var træt og måtte være meget forsigtig for ikke at falde ned i det dybe vand. Men den kølige brønd fik ham til at føle sig bedre tilpas, og uden uheld nåede han ned til vandet. Han drak af det kølige vand, vaskede sit ansigt og dyppede sin kjortel i vandet, for at den kunne holde ham kølig en tid.
      Manden begyndte at klatre op ad brøndens sider. Det var svært, og han var stadig træt efter den lange vandring i ørkenen; men han nåede da velbeholdent op. Da hørte han pludselig en ynkelig piben og tuden, og han fik øje på en hund, der vaklende nærmede sig brønden med tungen ude af halsen.
      Hunden begyndte at slikke mandens fugtige kjortel, og manden fik medlidenhed med den. Hunden var jo lige så tørstig og udmattet, som han selv havde været for kort tid siden. "Stakkels hund!" udbrød manden. "Vent her, så vil jeg hente vand til dig."
      Så manden begyndte atter at klatre ned i brønden. Denne gang gik det lettere. Han drak igen af det kølige vand og tog forsigtigt sin ene sko af. Han fyldte den med vand og holdt den krampagtigt fast mellem sine tænder - hænderne skulle han jo bruge til at holde sig fast, mens han klatrede op ad brøndens stejle sider.
      Hunden drak begærligt det kølige vand. Den bjæffede henrykt og logrede med halen. Og Gud var meget tilfreds med manden og tilgav ham alle hans synder," sluttede Profeten.

Ali spurgte forsigtigt: "Guds Profet! Vil vi også blive belønnet, hvis vi er gode imod dyr?" "Ja!" svarede Profeten. "Den, der viser godhed imod andre levende væsener, vil blive belønnet i Paradis!"

© Aminah Tønnsen