For børn:
 

EN FRYGTELIG FORBRYDELSE

Af Aminah Tønnsen

I tiden før Profeten Muhammad i Arabien i 600-tallet begyndte at prædike Guds ord, var der mange ting, som araberne var uvidende om. Derfor kalder man tiden 'uvidenhedens tid' (djâhiliyya). Dengang var der f.eks. mange arabere, der foretrak deres sønner frem for deres døtre.
      Drenge var stærke. De kunne hjælpe med at vogte får eller geder. Og når de blev lidt større, kunne de gå de voksne til hånde under de anstrengende karavane-rejser, når der skulle bringes varer til andre lande og tages nye varer med hjem. De kunne derfor være til stor nytte for deres forældre og deres stamme.
      Piger derimod var svage - mente araberne. De var også til besvær. Og de var en økonomisk byrde. For når de skulle giftes, skulle de helst have en stor medgift i form af tøj, smykker og husgeråd med sig.
      Nogle arabiske fædre blev kede af det og nærmest flove, når deres hustru fødte en datter i stedet for en søn. Så holdt de ikke fest for deres venner - det gjorde de kun, når de fik en søn. Nogle af fædrene blev vrede på deres hustru og bebrejdede hende, at hun 'kun' havde født dem en datter. De tænkte slet ikke på, at det er Gud alene, der bestemmer, om man føder en dreng eller en pige.

En dag kom en mand til Profeten og tilstod en frygtelig forbrydelse:

Før han sluttede sig til Profeten og blev muslim, havde han tilbedt stenstøtterne i byens helligdom, Ka'baen, ligesom alle andre i byen. Dengang havde han haft en datter - en sød lille pige, der elskede sin far højt. Tit havde hun knuget sin far ind til sig og overdænget ham med kys. Når han kaldte på hende, kom hun straks smilende hen til ham.
      En dag havde han taget sin datter med ud på en ridetur på sin dromedar. Da de var nået langt uden for byen, havde han standset dromedaren i en lille oase. Han havde hjulpet sin datter ned og var selv steget af.
      Han havde givet sig til at grave. Pigen havde troet, at han - som så ofte før - skulle grave efter tirsh-rødder, som hendes mor plejede at bruge, når hun skulle vaske deres fåreulds-tæpper. Pigen havde hoppet fornøjet rundt. Og ind i mellem havde hun hjulpet sin far med at grave.
      Pludselig havde han grebet sin lille pige og smidt hende ned i det hul, de havde gravet. Hun havde skreget af rædsel; men han havde ikke lyttet til hendes fortvivlede råb om hjælp. Han havde tværtimod hurtigt skovlet sand ned omkring hende, så hun var blevet helt begravet. Så var han redet hjem og havde ladet sin lille pige dø alene i ørkenen.

 Det var en frygtelig historie. Dag og nat havde manden siden været plaget af dårlig samvittighed over det mord, han havde begået. Men sket var sket - intet kunne bringe hans lille pige tilbage til ham. Og han vidste nu, at Gud en dag ville straffe ham for det onde, han havde gjort.
      Profeten blev meget ked af at høre den historie. Store tårer trillede ned ad hans kinder. De mænd, der sad rundt omkring Profeten og tavst havde lyttet til den ulykkelige mands beretning, forstod godt Profetens bevægelse - og også deres øjne fyldtes med tårer: For Profeten havde netop lært dem, at alt liv er helligt, og at man derfor ikke må slå andre mennesker ihjel. Og at man skal elske ALLE sine børn - piger såvel som drenge.

© Aminah Tønnsen    

FRIT efter Koranen & hadîth