I Guds, Den
Allernådigstes, Den Allerbarmhjertigstes navn.
1. Har du ikke set, hvorledes Gud
behandlede elefant-folket?
2. Lod Han ikke deres list mislykkes?
3. Han sendte fugleskarer imod dem,
4. og de kastede hårde klumper ler imod dem.
5. Og de blev (ligeså kraftesløse) som en afgnavet mark.
Denne korte sura handler om en begivenhed, der
fandt sted i året 570, det år, hvor man mener, at Profeten Muhammad blev født.
Året kaldes også 'elefant-året', og nu skal du høre hvorfor:
KONGENS DRØM
En nat havde Rabi'a ibn Nasr, der var konge i Yemen,
en mærkelig drøm, der gjorde ham forskrækket og bange. Straks om morgenen sendte han
bud efter alle byens spåmænd, drømmetydere og præster og sagde til dem: "I nat
har jeg haft en foruroligende drøm." "Fortæl os om drømmen, så vil vi tyde
den for dig," sagde de forsamlede mænd. Men kongen svarede: "Jeg kan ikke tro
på jeres tydning, hvis jeg først har fortalt jer drømmen. Kun den, der kender drømmen
uden at jeg selv har fortalt den, kan tyde den rigtigt!"
Mændene kiggede forvirrede på hinanden, for de
syntes, det var en umulig opgave, kongen stillede dem. Efter nogen tids tavshed sagde én
af præsterne: "Kun Shaq og Satih kan fortælle dig, hvad du ønsker at vide. De er
de aller-kyndigste præster i dette land, ja måske i hele verden." Og kongen sendte
bud over hele landet for at finde de to præster.
SATIH TYDER KONGENS DRØM
Snart bragte man Satih til kongen, og han sagde til
ham: "Jeg har haft en foruroligende drøm. Hvis du kan fortælle mig drømmen, vil du
også kunne tyde den rigtigt!" "Oh konge!" svarede Satih. "Du har set
en ild, der kom fra de vantros land og ødelagde alt i provinsen Tuhama ved havet."
Lettet sagde kongen: "Ja, sådan var min drøm.
Hvordan vil du nu tyde den?" "Abessinierne (etiopierne) vil indtage dit land; men
det vil ikke ske i din levetid. De vil senere blive fordrevet fra landet, og en klog
profet vil ved Guds hjælp regere over landet. Han vil regere indtil den dag, hvor de
retskafne vil blive belønnet, og de onde vil få deres straf," svarede
Satih.
SHAQ TYDER KONGENS DRØM
Nogen tid efter bragte man også Shaq til kongen, og
til dennes store forbløffelse, tydede Shaq drømmen på nøjagtig samme måde, som Satih
havde gjort. Nu var kongen ikke længere i tvivl om, at abessinierne en dag ville indtage
hans land Yemen. Han tænkte meget over, hvorledes han kunne beskytte sine børn og
børnebørn mod denne fare. Han udrustede en karavane med mad og drikke og rigelige midler
til, at de kunne slå sig ned et sikkert sted. Og han skrev til den persiske konge, der
lod den yemenitiske konges slægt slå sig ned i sit land.
KRISTENFORFØLGELSER
Kong Rabi'a ibn Nasr blev efterfulgt på tronen af
mænd af Banu Himyar-slægten. Disse regerede i mange år, indtil en ond mand tilranede
sig magten i landet. Han undertrykte folket og gjorde kongens sønner til slaver. Det
lykkedes dog for én af prinserne, Zara ibn Tubban, at dræbe tyrannen ved list og befri
folket.
Men Zara, der blev kendt under navnet Dhu Nuwas
('ham med ørelokkerne'), var selv en fanatisk mand, og han hadede alle, der ikke var
jøder som han selv. Med en stor hær drog han omkring år 517 mod byen Nadjran i
det nordlige Yemen. Byens kristne indbyggere hilste kongen velkommen; men det viste sig
snart, at han ikke havde fredelige hensigter. Han befalede nemlig, at byens indbyggere
skulle afsværge deres kristne tro - ellers ville de blive brændt levende ved daggry.
Stillet for dette valg, foretrak de fleste døden.
DAUS HENTER HJÆLP
Det lykkedes dog en enkelt nadjraner, Daus, at
undslippe den frygtelige massakre, og han besluttede at søge hjælp hos Abessiniens
kristne konge, Negus. Kongen blev oprørt, da han hørte om de voldsomme begivenheder; men
han mente ikke, at han havde skibe nok til at sende sine krigere over Det Røde Hav til
Yemen.
Men Daus gav ikke op. Han fortsatte til Rom, hvor
han fortalte kejseren om massakren. Kejseren blev vred og lovede Daus, at han ville sende
så mange skibe til kong Negus, som denne havde brug for, for at kunne fragte sine krigere
til Yemen.
ABESSINIERNE BESÆTTER YEMEN
Kong Negus udrustede i hemmelighed de skibe, som den
romerske kejser havde sendt ham. Dhu Nuwas var ganske uforberedt, da de abessinske krigere
nåede hans land, og han forsøgte uden held at slå angrebet tilbage. Han vidste, hvad
der ventede ham, hvis han faldt i de sejrrige abessinske krigeres hænder, så han foretrak
at tage sit eget liv ved at drukne sig i havet, ridende på sin hest.
Og således blev den første del af kong Rabi'a ibn
Nasrs drøm til virkelighed: abessinierne havde besat Yemen. Dette skete omkring år 525.
Den abessinske hærleder Aryat blev nu statholder i
Yemen, som han styrede med hård hånd. Men en mand ved navn Abraha gjorde ham rangen
stridig og udfordrede ham til duel. Abraha vandt efter et blodigt opgør, og alle Aryats
krigere sluttede sig til ham.
Men hjemme i Yemen blev kong Negus vred, da han
hørte, at Abraha havde dræbt Aryat. Han opgav dog at hævne sig på Abraha, da denne
svor ham troskab. Og nu var Abraha statholder i Yemen.
ABRAHA, STATHOLDER I YEMEN
Abraha var blevet statholder i Yemen, efter at den
kristne, abessinske hær havde besat landet omkring år 525. Han var en mild og god
hersker; men han kunne også være streng i sager, der kunne være til nytte for hans land
eller for hans religion.
ABRAHA BYGGER AL-QULAIS-KIRKEN i SAN'AA
Det undgik ikke Abrahas opmærksomhed, at skarer af yemenitter med jævne mellemrum drog nordpå med veludrustede karavaner, og en dag spurgte
han sine mænd: "Hvor rejser disse mennesker i grunden hen?" "De rejser til
Guds hus i Mekka, som de kalder Ka'baen," var svaret. "Hvad er det hus bygget
af?" ville Abraha vide. "Huset er bygget af sten," var svaret. "Af
almindelige, nøgne sten?" spurgte Abraha videre. "Ja, nøgne sten, der kun er
dækket af vævede stofbaner," svarede hans mænd.
Abraha blev tavs og eftertænksom. Han brød sig
ikke om, at Mekka skulle være vigtigere for hans undersåtter end hans egen by. "Ved
Messias!" sagde han omsider. "Jeg vil bygge et hus, der er bedre end det!"
Og han skrev til kejseren i Rom og fortalte, at han ville bygge en kirke i San'aa, der
skulle overgå Huset i Mekka i alle henseender og afholde yemenitterne fra at valfarte
dertil. Og kejseren sendte ham både håndværkere og sjældne materialer som marmor og
mosaik-stifter.
Al-Qulais-kirken blev bygget og udsmykket efter alle
kunstens regler med marmorsøjler og marmorgulve. Mosaikker og malerier smykkede lofterne,
og guld, perler og ædelsten prydede væggene. Da kirken var færdig, skrev Abraha til den
abessinske konge Negus: "Jeg har bygget en kirke til dig, hvis lige aldrig før er
set. Men jeg vil ikke være tilfreds, før jeg får araberne til at valfarte derhen."
ABRAHA OPRUSTER OG DRAGER MOD MEKKA
Abraha kundgjorde over hele landet, at fra nu af
måtte man kun valfarte til Al-Qulais-kirken. Men ingen adlød befalingen. så besluttede
Abraha at ødelægge Ka'baen. Han skrev til kong Negus og bad ham sende elefanten Mahmud,
som kongen selv havde redet på, når han havde ført sine krigere til sejr. Kong Negus
sendte både elefanten og et stort antal soldater, og Abraha udrustede en stor hær. Og
ridende på elefanten Mahmud førte Abraha sine krigere mod Mekka omkring år 570.
Flere
yemenitiske stammer slog sig sammen i et forsøg på at forhindre Abraha i at nå
Mekka.
De blev ledet af Dhu Nafr, der var af den gamle kongeslægt. Men Abrahas hær var
overlegen både i antal og udrustning, og efter et blodigt slag blev Dhu Nafr taget til
fange.
Abraha fortsatte sit togt og nedkæmpede med hård
hånd enhver modstand, han mødte på sin vej.
ABRAHA NÆRMER SIG MEKKA
Da Abrahas hær hvilede ud efter den lange rejse,
blev en mindre hær-enhed sendt i forvejen for at udspionere de intetanende mekkanere. I
dalen syd for Mekka overfaldt og udplyndrede de en stor kamelhjord. Hyrderne flygtede i
panik ind til byen og fortalte det passerede til deres herre Abd al-Muttalib, der var
Quraysh-stammens leder.
Og således erfarede mekkanerne, at Abrahas hær
havde gjort holdt i nærheden. Og de forstod, at Abraha ikke havde fredelige hensigter, og
at hans gevaldige hær var både veludrustet og kampberedt.
Da Abrahas folk nåede tilbage til lejren med deres
bytte, kaldte Abraha en mand ved navn Hunata til sig og sagde til ham: "Rejs til
Mekka og spørg efter byens leder. Sig til ham, at jeg ikke kommer for at føre krig imod
ham, men alene for at ødelægge Ka'baen. Fortæl ham også, at jeg ikke vil stræbe ham
efter livet, hvis han ikke sætter sig til modværge. Hvis han ikke ønsker krig, skal du
føre ham til mig."
De opskræmte mekkanere førte Hunata til Abd
al-Muttalib, og han fortalte den mekkanske leder, hvad Abraha havde befalet ham. Abd
al-Muttalib svarede: "Vi ønsker ingen krig. Hvis Gud vil, kan Han forhindre Abraha i
at ødelægge det hellige hus, som Hans ven Abraham har bygget til Ham sammen med sin søn
Ismael." Og Hunata førte Abd al-Muttalib til Abraha.
ABD AL-MUTTALIB HOS DHU NAFR
Undervejs fortalte Hunata om de slag, som Abraha
havde udkæmpet undervejs på sin færd til Mekka og om Dhu Nafrs tilfangetagelse. Abd
al-Muttalib bad om at blive ført til Dhu Nafr, for de var gode venner. Dhu Nafr havde
besøgt Abd al-Muttalib, når han havde været på pilgrimsfærd i Mekka, og Abd
al-Muttalib havde besøgt Dhu Nafr under en handelsrejse til Yemen.
Abd al-Muttalib bad Dhu Nafr om hjælp; men det var
ikke meget, han kunne gøre, for han var jo selv fange. Men Dhu Nafr var under den
lange
rejse blevet gode venner med elefanten Mahmuds fører. Han fortalte ham, at Abd
al-Muttalib var kendt for sin godhed over for de fattige og de fremmede og bad ham lægge
et godt ord ind for ham hos Abraha.
ABD AL-MUTTALIB HOS ABRAHA
Med Hunata som tolk spurgte Abraha, hvad Abd
al-Muttalib ønskede af ham. "Jeg ønsker, at du giver mig de 200 kameler tilbage,
som du har røvet fra mig!" svarede Abd al-Muttalib. Forbløffet svarede Abraha:
"Taler du til mig om 200 kameler uden at mæle et eneste ord om min hensigt at
ødelægge det hus, der er symbolet på din tro?"
Abd al-Muttalib svarede med fast stemme:
"Kamelerne tilhører mig; men Ka'baen tilhører en anden herre, der vil beskytte og
forsvare det!" "Intet vil forhindre mig i at ødelægge det hus!" var
Abrahas sidste bemærkning. Abd al-Muttalib fik sin kameler tilbage og vendte modløs
tilbage til Mekka.
Abd al-Muttalib vidste, at han og hans mænd intet
kunne stille op imod Abrahas hær, og han befalede, at alle skulle forlade Mekka og søge
tilflugt i bjergene uden for byen. Sammen med sine sønner og nærmeste rådgivere gik
han til Ka'baen, rev håndtaget af dens dør og anråbte Gud om hjælp. Derefter sluttede
de sig til de øvrige mekkanere i bjergene.
ELEFANTEN NÆGTER AT GÅ IND I MEKKA
Abrahas hær gjorde sig klar til at gå ind i
Mekka;
men til alles store forbløffelse nægtede elefanten Mahmud at røre sig ud af stedet: Han
knælede ned i retning af Mekka. Soldaterne prøvede at skræmme og slå ham; men hvad de
end prøvede, lykkedes det dem ikke at få elefanten til at rejse sig.
Til sidst stak de en stor, spids jernstang ned i
elefantens gab. Elefanten for op i smerte og begyndte i fuld fart at løbe i retning mod
Yemen. Soldaterne indhentede elefanten; men da de vendte den mod Mekka, knælede den igen
ned og rørte sig ikke ud af stedet.
GUDS VREDE
Soldaterne var foruroligede over elefantens
opførsel - aldrig havde de oplevet noget lignende. Og pludselig fløj store skarer af
fugle hen over hæren. De havde små, hårde klumper af ler i deres næb. Fuglene lod de
hårde klumper falde ned på soldaterne, der styrtede til jorden og vred sig i smerte.
Soldaterne forsøgte af flygte; men det lykkedes kun for nogle ganske få at slippe bort
fra de dræbende klumper og gemme sig i bjergene. De kunne senere fortælle om alt det
frygtelige, der var hændt.
Skyerne trak sammen på himmelen. Det blæste op.
Vinden blev til en kraftig sandstorm, og under store lidelser døde størsteparten af
Abrahas krigere. Stormen lagde sig i løbet af natten, og da Abraha næste morgen så ud
over resterne af sin før så mægtige hær, lignede den en kraftesløs, afgnavet mark.
De få overlevende forlod skyndsomst stedet og begav
sig på hjemvejen - uden at have betrådt Mekka eller set Guds Hus! Stolte, talstærke og
sejrssikre var de kommet. Svage og ydmygede forlod de landet - uden at det var kommet til
egentlig kamp.
Mekkanerne vendte tilbage til byen og så til deres
forbløffelse, at den var ganske uskadt. Kun Abd al-Muttalib var ikke spor forbavset. Han
havde hele tiden haft på fornemmelsen, at Gud ikke ville lade Abraha ødelægge
Ka'baen.
Disse begivenheder fandt sted
omkring år 570 og var så skelsættende for mekkanerne, at de sidenhen kaldte året
for elefant-året. I
samme år fødtes Abd al-Muttalibs sønnesøn Muhammad, der senere skulle blive en stor
profet.
