Bedebønner fra Koranen:


INDLEDNING og ORDFORKLARING

 

BØN om UDHOLDENHED

 

På vej i kamp mod Goliath bad Saul og hans mænd.

Herre! Væbn os med udholdenhed og styrk vor fremfærd. Og hjælp os imod dem, der afviser troen. (2:250)

* * *

De gudhengivnes bøn.

Herre! Tilgiv os vore synder og de overtrædelser, vi måtte have begået. Styrk os og hjælp os imod dem, der afviser troen. (3:147)

* * *

Magikernes bøn, da de frygtede den ugudelige Faraos straf, efter at de selv havde indset, at Profeten Moses' gud var dem overlegen i alle henseender.

Herre! Væbn os med tålmodighed og udholdenhed, og lad os dø som gudhengivne. (7:126)

KORANEN om

UDHOLDENHED

 

Retfærdighed er at forrette bøn og give almisser, at opfylde forpligtelser og at være udholdende i trængsler, i nød og i konfliktsituationer. Sådan er de virkelig gudfrygtige. (2:177)

Troede I (virkelig), at I vil betræde Haven, før Gud har prøvet dem blandt jer, der ihærdigt stræber (for Hans sag), og (Han) kender de udholdende? (3:142)

Oh I troende! (Styrk hinanden ved at) kappes i tålmodighed og udholdenhed. Vær urokkelige og frygt Gud, for at I må have fremgang. (3:200)

Gud har nu lettet jeres opgave for jer, for Han ved, at svaghed ind i mellem rammer jer. Hvis der blot er ethundrede standhaftige blandt jer, kan de besejre tohundrede. Og hvis der er ettusinde, kan de besejre totusinde - ved Guds hjælp. For Gud er med de udholdende. (8:66)

For dem, der tålmodigt og udholdende holder sig til Gud, der forretter bøn, der (uselvisk) både i det skjulte og åbenlyst giver ud af det, Vi har forsynet dem med, og imødegår ondt med godt - er der et hjem i Det Hinsidige. De skal indgå i Lyksalighedens Haver, som også de retfærdige blandt deres fædre, deres ægtefæller og deres afkom. Og engle skal hilsende komme dem i møde fra alle sider: "Fred være med jer (som belønning) for jeres tålmodighed og udholdenhed. Hvor ypperlig er ikke den endelige bolig!" (13:22-24)

Tilbed (udelukkende) Ham, der råder over himlene og jorden og alt, hvad der er derimellem - udholdende og tålmodigt. Kender du nogen, der er Hans lige? (19:65)

(Lukman belærte sin søn:) "Oh min søn! Forret bøn, påbyd det gode og afværg det onde. Og bær med tålmodighed, hvad der end rammer dig, for det er tegn på fasthed og beslutsomhed." (31:17)

(Ismael sagde til sin fader:) "Fader! Gør, hvad du er blevet påbudt. Hvis Gud vil det, vil det vise sig, at jeg hører til de udholdende!" Og således gav de sig begge hen til Guds vilje. (37:102-103)

Oh I, mine troende tjenere! Frygt Herren. En belønning venter dem, der er retfærdige på jorden. Guds jord er meget stor. De udholdende vil modtage en umådelig belønning. (39:10)

Vi vil udsætte jer for prøvelser for at kende de stræbsomme og udholdende blandt jer, og for at efterprøve, hvad der fortælles om jer. (47:31)

Vær tålmodig og vedholdende i din stræben for Gud. (74:7)

Menneskene går visselig deres fortabelse i møde - undtagen de, som tror og gør gode gerninger, som tilskynder hinanden til at søge sandheden og til at være tålmodige (og standhaftige). (103:2-3)

 

© Islamisk Studiebogssamling 

[ index ]   [ nyheder ]   [ Koran & hadîth ]   [ islam set indefra ]   [ islam fra A til AA ]   
[ dialog ]   [ islam i Europa ]   [ kultur & politik ]   [ viden & uddannelse ]   [ islamisk ret ]    
[ personligheder ]  [ familie & køn ]   [ etik ]   [ for børn ]   [ bøger ]   [ link ]   [ kontakt os ]