| Bedebønner
fra Koranen:
BØN om TILGIVELSE
De gudfrygtiges bøn. Herre! Tilgiv os! Til Dig skal vi alle vende tilbage! Herre! Fordøm os ikke for vor glemsomhed og vore fejltagelser. Herre! Læg ikke en byrde på os som den, Du lagde på dem før os. Herre! Læg ikke en større byrde på os, end vi har styrke til at bære. Udvisk vore synder! Tilgiv os! Og hav barmhjertighed med os! Du er vor beskytter. Hjælp os imod dem, der afviser troen. (2:285-286) * * * De gudfrygtiges bøn. Herre! Vi tror. Tilgiv os vore synder og forskån os for Ildens pinsler. (3:16) * * * De gudhengivnes bøn. Herre! Tilgiv os vore synder og de overtrædelser, vi måtte have begået. Styrk os og hjælp os imod dem, der afviser at tro. (3:147) * * * De indsigtsfuldes bøn. Herre! Tilgiv os vore synder. Udslet vore fejltagelser, og indlem os i de retfærdiges rækker. (3:193) * * * Profeten Adam og hans hustrus bøn, da de havde spist den forbudne frugt. Herre! Vi har skadet os selv. Hvis Du ikke tilgiver os og forbarmer Dig over os, vil vi visselig være fortabte! (7:23) * * * Profeten Moses' bøn, da han havde tilbragt fyrretyve nætter i ensomhed, bøn og selvransagelse på Bjerget. Æret være Du! Til Dig vender jeg mig angergivent, og jeg er den mest oprigtige (af alle) i troen. (7:143) * * * Profeten Moses' bøn, da han vendte tilbage til sit folk efter at have modtaget Lovens tavler. Herre! Tilgiv mig og min broder, og lad os få del i Din barmhjertighed, for Du er den allerbarmhjertigste af alle barmhjertige. (7:151) * * * Profeten Moses' bøn, da han sammen med halvfjerdssindstyve mænd af folket udsattes for voldsomme rystelser, efter at folket i hans fravær havde dyrket kalven som afgud. Herre! Hvis Du havde villet, kunne Du (for længe siden) have udslettet både mig og dette uretfærdige folk. Vil Du nu udslette os på grund af nogle uvidendes (tåbelige) handlinger? Dette er visselig intet andet end en prøvelse, Du udsætter os for. Du vildleder hvem Du vil - og Du retleder hvem Du vil. Du er vor beskytter. Tilgiv os og hav barmhjertighed med os. For Du er den bedste af alle, der tilgiver. Vær os gavmild i dette liv og i det kommende, for vi har visselig vendt os til Dig i (oprigtig) anger. (7:155-156) * * * Profeten Abrahams bøn, da han havde bosat en del af sin familie i Mekka. Herre! Gør mig gudhengiven - og mine efterkommere ligeså. Herre! Tag imod min bøn. Herre! Tilgiv os - mig og mine forældre og alle troende - den dag, da regnskabet skal gøres op. (14:40-41) * * * Profeten Jonas' nødråb fra mørket i fiskens bug. Der er ingen anden gud end Du. Priset være Du. Jeg har visselig fejlet! (21:87) * * * De gudfrygtiges bøn. Herre! Vi tror. Tilgiv os og hav barmhjertighed med os, for Du er den bedste af alle barmhjertige. (23:109 og 118) * * * Moses' bøn efter at han havde dræbt en egypter. Herre! Jeg er visselig kommet på afveje. Tilgiv mig! (28:16) * * * Forbøn for de troende. Herre! Din nåde og Din viden er grænseløs. Tilgiv derfor dem, der angergivent vender sig til Dig og følger Din vej. Og forskån dem for Ildens pinsler. (40:7) * * * Den voksne 40-åriges bøn. Herre! Lad mig være taknemmelig for den nåde, Du har vist mig og mine forældre. Lad mig handle retsindigt, så at Du må være tilfreds med mig. Og velsign mig og mine efterkommere. Jeg vender mig (angergivent) til Dig og er én af dem, der giver sig hen til Dig. (46:15) * * * Muslimers forbøn for tidligere tiders muslimer, der kan synes at have været privilegerede på grund af deres nære og personlige forhold til profeterne. Herre! Tilgiv os og vore brødre, der blev troende før os, og fjern bitterheden og jalousien imod de troende fra vore hjerter. Herre! Du er visselig medlidende og allerbarmhjertigst. (59:10) * * * Da Profeten Abraham, hans hustru, Profeten Lot og nogle få andre havde vendt sig fra afgudsdyrkelse, bad de denne bøn, før de drog i eksil. Herre! Til Dig sætter vi vor lid, og til Dig vender vi os angergivent. Til Dig skal vi alle vende tilbage. Herre! Gør os ikke til offer for afgudsdyrkernes ugerninger, men tilgiv os, Herre! Du er almægtig og viis. (60:4-5) * * * De stræbende troendes bøn. Herre! Fuldkommengør vort lys og lad det (for altid) stråle i al sin glans. Tilgiv os, for Du råder over alt. (66:8) * * * Profeten Noas bøn, da hans folk havde påkaldt sig Guds vrede. Herre! Tilgiv mig og mine forældre og de troende, der betræder mit hus og alle troende mænd og kvinder. (71:28)
KORANEN om TILGIVELSE
At give almisse åbenlyst er godt; men det er bedre for jer at give almisse til de trængende i det skjulte. Derved kan I sone nogle af jeres fejltrin. Gud ved alt, hvad I gør. (2:271) Sig: "Hvis I elsker Gud (oprigtigt), så følg mig, og Gud vil elske jer og tilgive jer jeres synder. For Gud er tilgivende og barmhjertig." (3:31) Kappes om Guds tilgivelse og om Haven, der er lige så vid som himlene og jorden og beredt for de gudfrygtige, der beredvilligt giver almisse - hvad enten det går dem godt eller skidt - der behersker deres vrede og tilgiver menneskene. Gud elsker dem, der gør gode gerninger. (3:133-134) Gud tilgiver dem, der i uvidenhed handler ilde, men bagefter angrer. Til dem vender Han sig nådefuldt, for Gud er alvidende og alviis. Men Han tilgiver ikke dem, der vedholdende handler ilde, og som først, når døden indhenter dem, siger: "Nu angrer jeg visselig!" Ej heller tilgiver Han dem, der dør uden at have givet sig hen til Ham. En smertelig straf venter dem. (4:17-18) Gud tilgiver visselig aldrig, at man giver Ham partnere; men Han tilgiver hvem Han vil andre synder. Den, der giver Gud partnere, er visselig en vildfaren synder. (4:116) I Moseloven forordnede Vi: Liv for liv, øje for øje, næse for næse, øre for øre, tand for tand, og sår lige for lige. Men den, der (storsindet) afstår fra sin ret (til gengældelse), kan derved sone sine egne synder. (5:48) Hvis Gud ikke var nådig og barmhjertig, og hvis Han ikke var tilgivende og alviis (ville I visselig være fortabte). (24:10) Men enhver, der (i dette liv) angrer, tror og handler retfærdigt, har håb om at være blandt de frelste. (28:67) Gud tilgiver og belønner i rigeligt mål mænd og kvinder, der giver sig hen til Gud, troende mænd og kvinder, oprigtige mænd og kvinder, udholdende og tålmodige mænd og kvinder, ydmyge mænd og kvinder, gavmilde mænd og kvinder, fastende mænd og kvinder, blufærdige mænd og kvinder, og mænd og kvinder, der hyppigt lovpriser Gud. (33:35) Imødegå en krænkelse med en lignende krænkelse; men den, der tilgiver og søger forlig, vil blive belønnet af Gud. For Gud elsker ikke de uretfærdige. (42:40) Herren tilgiver generøst dem, der undgår store synder og skammelige handlinger og kun begår mindre fejltagelser. Han kender jer godt: Han skabte jer af ler, og Han ser jer, når I ligger gemt i jeres mødres skød. Retfærdiggør derfor ikke jer selv! Han ved bedst, hvem der er gudfrygtig. (53:32) Oh I, som tror! Vend jer til Gud i oprigtig anger og i håbet om, at Han vil udslette jeres synder og indlemme jer i haver med rislende bække. (66:8)
© Islamisk Studiebogssamling |